Botanik

bot'-a-ni.

1. Almindelige kendetegn ved floraen i Israels land:

På grund af den store forskellighed i klimatiske og topografiske forhold er Israels land særligt rigt på variationen i sin flora – den bedste autoritet, Post, skelner mellem 3.500 arter. Landet som helhed hører til det botaniske område, der kaldes »Middelhavsområdet«, et område der klimatisk er kendetegnet ved meget tørre, varme somre og ret milde vintre. Planter her vokser om foråret, hviler i den varme, tørre årstid og vokser igen om efteråret; det langvarige, brændende sollys og manglen på vand i fem eller seks måneder ad gangen fører til ødelæggelsen af vældige mængder frø og unge planter, som er indført på forskellige naturlige måder og ved menneskelig medvirken. Blandt disse xerofile eller tørkeresistente planter er nogle af de mest karakteristiske træk en tyk, læderagtig overflade, der tillader ringe fordampning, f.eks. kaktus, stenurt osv., samt forekomsten af løg, stive stængler eller kødfulde blade, som floraen i Israels land er rig på eksempler af. Lige så karakteristiske er tørre, stærkt forgrenede, tornede træer eller buske med sparsomt løv og små blade, såsom akacierne og den tornede pimpernelle. I forbindelse med sidstnævnte kan det nævnes, at næst efter det stærke sollys og tørken er den store fjende for vegetationen over en stor del af »Middelhavsområdet« – i særlig grad i Israels land – geden. Den er et af de mest ødelæggende dyr, og da den gennem lange tidsaldre har fået lov til at græsse frit over alle bjergskråningerne, er det ikke mærkeligt, at det mange steder kun er planter som den tornede pimpernelle med dens kraftige torne, der har overlevet.

De almindelige planter i Israels land vil kort blive omtalt i rækkefølge, men blandt dem, der er særlig karakteristiske for hele området, er oliven og figen, stenegen og laurbærtræet, jordbærtræet og sumakken.

2. Planter indført siden bibelsk tid:

En række træer og buske, som er blevet indført i dette område i forholdsvis nyere tid, er blevet så akklimatiserede, at de i dag hører til de mest iøjnefaldende planter. Fremtrædende blandt disse er den velkendte opuntia eller figenkaktus, en indførsel fra det amerikanske kontinent; den er så karakteristisk for det moderne landskab i Israels land, at den er et almindeligt træk i billeder af kunstnere, som har malet bibelske scener i Det Hellige Land. Den almindelige variant, Opuntia ficus-Indica, med sine utallige skarpe torne danner uigennemtrængelige hække omkring mange af landsbyhaverne, mens Opuntia cochinillifera, der dyrkes især omkring Nablus og blev indført fra det tropiske Amerika sammen med cochenille-insektet, næsten er uden torne. Den amerikanske agave (Argave Americana) – bemærk, at det er en helt anden plante end både Bibelens ALOES (se dette) og den velkendte medicinske aloe – har etableret sig mange steder som prydplante i haver og vil uden tvivl med tiden blive fuldstændig hjemmehørende. Mere betydningsfuld og nyere som indførsel er gruppen af eukalyptus- eller gummitræer, hvoraf omkring et halvt dusin varianter er blevet indført. Som bekendt stammer de alle fra Australien, hvor de trives under klimatiske forhold, der til en vis grad ligner Middelhavsområdets. Frø af eukalyptus blev først indført i Europa i 1854, efter at de var blevet sendt fra Melbourne til Paris, og fra dette centrum har de fundet vej til alle egne. Den mest almindelige variant er Eucalyptus globulus, som nu findes overalt i Middelhavsområdet. Den blev indført i Israels land gennem den afdøde baron E. de Rothschild fra Paris, og der er anlagt store plantager med den, især i nærheden af de jødiske kolonier. På de sumpede sletter mellem Sammarin og Cæsarea er der plantet over en million, og her, samt på de sumpede bredder ved Hule-søen, har dette træ opnået prægtige dimensioner. Man vil finde mange eksemplarer med stammer på to eller tre fod i omkreds og med en højde på over 100 fod. Denne størrelse er intet for en eukalyptus, da mange af disse træer i deres oprindelige voksested når en højde på 300 eller endda 400 fod, men det kræver tid, og det kan være, at mange af eukalyptustræerne i Det Hellige Land til sidst også vil opnå kæmpemæssige dimensioner. At denne gruppe træer er kommet for at blive, er tydeligt. Ikke alene i små skove som de nævnte, men også i spredte grupper over hele landet kan de findes. Deres hurtige vækst, friske, stedsegrønne løv og deres ry for sundhedsfremmende egenskaber forklarer deres udbredte dyrkning. Om det sidste kan det siges, at eukalyptusens dyder som forebyggende middel mod malaria er blevet stærkt overdrevet. De mest ondartede tilfælde af malaria kan undertiden findes i huse, der skygges af eukalyptusgrene, og Anopheles, eller den malariabærende myg, vil i sådanne omgivelser findes sværmende blandt dens blade. Sandsynligvis er eukalyptusens gavnlige virkning ganske enkelt, at den udtørrer sumpede jorder ved at optage store mængder vand i sine dybtgående rødder.

Andre træer, som for nylig er blevet indført, men som nu trives endnu bedre end de hjemmehørende træer, er robinie (Robinia pseudo-acacia) fra Amerika, »Pride of India« (Melia Azedaracht), på arabisk kaldt zinzilukt, en fremmed fra Indien, som dyrkes meget vidt udbredt, det såkaldte »spanske pebertræ« (Schinus molle), Casuarina stricta fra Australien, den meget almindelige gudetræ (A. glandulosus), der stammer fra Kina, og mange andre. Af frugttræer er abrikos, morbær, appelsin, cedrat, citron og figenkaktus alle blevet indført i Syrien inden for historisk tid; det samme gælder næsten alle de bedste sorter af de hjemmehørende frugter.

3. Frugtbarhed og klima i det moderne og det gamle Israels land:

Et spørgsmål af stor interesse for bibelstuderende er: Hvor meget har landets frugtbarhed ændret sig i historisk tid? To kendsgerninger er vigtige for at besvare dette:

(1) Klimaets almindelige træk har været de samme siden patriarkernes dage, sandsynligvis siden historiens begyndelse. Det kan vi slutte af de mange bibelske henvisninger til årstidens regn (3 Mos 26,4)--den “tidlige” og den “sene” (f.eks. 5 Mos 11,14; Jer 5,24; Hos 6,3); til de hyppige tørkeperioder (f.eks. Hos 1; Am 4,6; Am 4,7); til den taknemlige omtale af “duggen” (5 Mos 32,2; 2 Sam 1,21; 2 Sam 17,12; Mika 5,7 osv.); til den gentagne omtale af de mest karakteristiske produkter i det moderne Israels land--oliven og figen, vinranken og mandeltræet, egen og terebinten. Det bekræftes yderligere af, at man overalt finder ruiner af gamle terrasser på bjergskråningerne og de “ødelagte cisterner”, som findes på hvert sted, hvor der engang blomstrede dyrkning.

(2) Det er ubestrideligt, at ødelæggelsen af skov og krat over hele landet har været enorm i de sidste halvtreds år. De voksende behov for brændsel hos bosatte europæere og udviklingen af dampmøller, som følge af europæisk foretagsomhed, bærer en stor del af ansvaret. Brændet, der bringes til Jerusalem, kommer fra stadig større afstande, efterhånden som træet i omegnen er blevet opbrugt, og ødelæggelsen er blevet stadig mere hensynsløs. Først hugges grenene af, dernæst fældes stammerne, og til sidst graves selve rødderne op af jorden. Længere borte, som for eksempel i de engang vidtstrakte skove øst for Jordan, udretter trækulsbrænderne en frygtelig ødelæggelse. Tusinder af sække trækul ankommer til Jerusalem i efterårsmånederne, hovedsagelig under opsyn af tjerkessiske bosættere i Østjordanlandet; men et lignende arbejde udføres af andre trækulsbrændere i de nordlige dele af Øvre Galilæa. Alle træstammerne bliver snart ødelagt, og derefter hugges de nye grene af, så snart de når nogen størrelse, så milevidt land, som inden for mange nulevendes erindring var skov, nu enten er helt uden træer eller dækket af intet andet end krat. Dette sidste består af dværgeg, johannesbrødtræ, terebint, jordbærtræ, vild oliven og tjørn--alle i stand til at udvikle sig til prægtige træer. Den proces, der er begyndt ved menneskehånd, hjælpes af gederne, som æder de spæde blade og skud og således holder mange af buskene forkrøblede. Ældre indbyggere kan huske, at der mellem Betlehem og Hebron, hvor der i dag næppe ses en kvist, var træer og krat hele vejen, og i det 7. århundrede skriver pilgrimmen Arculphus om en fyrreskov, der fandtes syd for Betlehem. Denne ødelæggelse er almindelig over hele landet. De eneste træer, som har nogen chance for at overleve, er dem, der på grund af deres nærhed til en hellig Wely eller grav, eller i nogle tilfælde på grund af deres egen traditionelle hellighed, er blevet skånet for skade af overtroiske grunde. Sådanne “hellige” træer forekommer over hele landet, undertiden enkeltvis, andre gange i lunde; de kan være enhver træart. Almindeligvis er de ege, terebinter, johannesbrødtræer, meis (nældetræ), sidr (zizyphus) eller tjørn.

Foruden den forsætlige ødelæggelse af træer til brænde eller trækul har en anden faktor nogle steder været i virksomhed. Det er almindeligt, at fellahin rydder et stort område til pløjning ved at brænde al vegetationen; sådanne brande breder sig undertiden langt ud over det tilsigtede område (jf. Sl 83,14). Der findes et stort og næsten helt goldt område, hovedsagelig af nøgen klippe, mellem Safed og Jebel Jermuk i Galilæa, som for få år siden blev fejet af en rasende brand, der ifølge øjenvidner flammede i en uge. Ødelæggelsen af al denne vegetation har ført til, at næsten al jorden er blevet skyllet bort, så der nu ville kræves et stort arbejde for at gøre dette område frugtbart. Fjernelsen af den naturlige vegetation frembringer goldhed på to måder. For det første holder træers og buskes dybe rødder jorden fast, selv på ret stejle bjergskråninger, og forårsager langsomt, men sikkert, opløsningen af de underliggende klipper, mens deres stammer og grene ved at samle rådnende blade og kviste stadig danner mere og rigere jord; derfor fører ødelæggelsen af disse planter til, at jorden skylles bort af vinterens styrtregn, indtil den nøgne klippe--som på bjergskråningerne aldrig ligger særlig langt under overfladen--bliver blotlagt under himlen. For det andet strømmer regnmængden, som engang i vid udstrækning blev opsuget af denne jord, nu hurtigt bort over de afklædte klipper og løber ned i dalene. Den deraf følgende virkning af dette--sammen med ødelæggelsen af mange mil af terrassernes kunstige jordoverflader--er, at en stor del af den regn, som engang langsomt fandt vej gennem jorden til kildernes udspring--aldrig særlig dybt i landet--nu hurtigt løber ned ad dalbundene til de lavere egne. Hele bjergområdet lider således under tørke. Det er et almindeligt ordsprog, at “træer bringer regn.” Sandsynligvis er sandheden blot, at vegetation næsten udelukkende ændrer klimaet ved at holde på fugtigheden i jorden og i overfladeluften nær jorden; ved at forhindre hurtig fordampning fra overfladen gennem den skygge, den giver, og ved at øge kildernes vandføring på den måde, der er beskrevet ovenfor. Fjern vegetationen, og jorden forlader gradvist bjergskråningerne, og regnen går i høj grad til spilde. Dette er, hvad der er sket over store områder i Det hellige land, og den deraf følgende formindskelse af nogle af kilderne, endda inden for et halvt århundrede, er blevet videnskabeligt bemærket.

Derfor kunne Israels land, på grund af de vedvarende klimatiske forhold, aldrig have været et grønt land som f.eks. England; men vi ved med sikkerhed, at dets naturlige vegetation er blevet meget formindsket inden for mindet af mange, som nu lever. Men derudover har vi rigeligt historisk vidnesbyrd om, at det i flere perioder var langt mere produktivt. Det ses for eksempel tydeligt i Josefus' skrifter og, for senere perioder, i mange pilgrimmes beretninger. Ja, alene det forhold, at Israels land i mange århundreder havde en langt større befolkning end i dag, er i sig selv et bevis; for som forholdene er, kan det moderne land ikke underholde en meget større befolkning end den nuværende. Store udgifter til kapital og arbejdskraft til genoprettelse af gamle terrasser, opførelse af dæmninger og vandingssystemer samt plantning af træer er en nødvendig forberedelse til enhver betydelig udvikling af landet. For at noget af dette skal være muligt, er en grundlæggende ændring i den tyrkiske regerings holdning en nødvendig forudsætning.

Med hensyn til Bibelens vidnesbyrd er det klart ud fra meget mange henvisninger i Det Gamle Testamentes historiske bøger, at »skov« eller »skovland« var meget udbredt i de dage. I en stor del af de steder, hvor ordet ya`ar (oversat »skov«) forekommer, er det bestemt forbundet med træer. (For henvisninger se skov.) Om disse henvisninger altid gælder høje træer eller også det krat, som i dag er almindeligt i dele af Galilæa, er uden betydning, da det sidste består af de samme elementer som det første, blot forkrøblet ved menneskers indgriben. Det synes bestemt sandsynligt, at der på hebræernes ankomsttid fandtes betydelige skove af træer – egetræer, terebinter, fyrretræer osv. – over en stor del af de højere bjerge. I Jos 17,14-18 har vi en henvisning til Josvas to gange gentagne befaling til folket om at fælde »skoven«, da de beboede områder var for snævre for dem. I senere tider, f.eks. i Det Nye Testamentes tid, må opdyrkningen af landet have været så grundig, at det område, der var tilbage til skovtræer, især vest for Jordan, nødvendigvis må have været stærkt begrænset; men landet dengang, med sine millioner af oliventræer og utallige vingårde i bjergene og sine store palmelunde ved Jeriko og kysten, for ikke at nævne alle slags indførte frugttræer, må have frembudt et meget anderledes udseende end dets nuværende relative nøgenhed. Som et enkelt eksempel kan vi sammenligne Josefus' glødende beskrivelse af Gennesarets usædvanlige frugtbarhed med dets nuværende tilstand (Josefus, BJ, III, x, 8). To perioder i historien skiller sig frem for alle andre ud i Israels lands historie som tider med velstand og frugtbarhed: tiden omkring og umiddelbart efter kristendommens fremkomst og tiden under det latinske kongerige Jerusalem (se Conder, The Latin Kingdom of Jerusalem, 239-41: »Den nuværende dyrkning af Israels land når måske ikke en tiendedel af den, som berigede latinerne i det 1. århundrede af deres herredømme«). I begge disse perioder var landet højt opdyrket og befolkningen stor, i den første mere end i den sidste. At de osmanniske tyrkeres ødelæggende indflydelse i høj grad er ansvarlig for landbrugets forfald og den fremskridende afskovning i de seneste århundreder, er utvivlsomt; men det er mere end muligt, at en anden faktor var virksom i den ene, hvis ikke i begge disse perioder. Det er vanskeligt at tro, at i de dage, da Palmyra var en vældig by og Petra et stort handelscentrum, hjemsted for en højt udviklet civilisation, var disse steder ikke bedre forsynet med kilder end nu; på de tider var store landområder øst for Jordan, nu opslugt af ørkenen, steder med blomstrende byer, hvis sørgmodige og ensomme ruiner er alles forundring. Ingen skovplantning og ingen øget opdyrkning kan forklare de vandforsyninger, som må have opretholdt en sådan udvikling; og det er kun rimeligt at antage, og der er meget, der støtter en sådan opfattelse, at der dengang må have været en nedbør, som var noget større eller mere langvarig end i dag. Man må huske, at en øget nedbør på blot én tomme om året over en lang årrække, eller en vedvarende forlængelse af regntiden med to eller tre tommer senere på sæsonen, eller blot nogle få graders stærkere kulde, som frembragte tung sne i stedet for regn, hver især i høj grad ville forbedre jordens frugtbarhed og kildernes vandmængde. Alt vidnesbyrd synes at bekræfte teorien om, at der har været cyklusser med større og mindre nedbør, som strakte sig over århundreder, og at de perioder, vi har nævnt, i hvert fald den romerske periode, faldt sammen med en af de førstnævnte cyklusser. På nuværende tidspunkt er der noget vidnesbyrd om, at nedbøren i det store og hele er tiltaget i løbet af de sidste 50 år, og landets opdyrkede område, i modsætning til det naturlige »skov«-land, udvider sig også langsomt.

4. Plantezoner i Det Hellige Land:

Når vi kort behandler nogle af de mere karakteristiske og bemærkelsesværdige planter i Det Hellige Land, må vi anerkende mindst fire særskilte plantezoner:

(1) Kystsletterne og de vestlige bjerge, med en tydelig »middelhavsflora«;

(2) Jordandalen eller Ghor, med en meget særpræget subtropisk flora, hvori et betydeligt antal afrikanske former forekommer;

(3) Steppe- eller ørkenzonerne, især dem øst for Jordan og mod syd. De højere vestlige skråninger øst for Jordan har også en meget lignende flora;

(4) Libanon og Anti-Libanon over 4.000 fod (ca. 1.220 m), hvor alpine former forekommer, og i hvis højere egne der findes en flora, som er helt forskellig fra de tre andre zoner.

Disse inddelinger er nødvendigvis noget kunstige. Overalt er de vestlige skråninger mere frugtbare end de østlige, så landet øst for vandskellet i det vestlige Israels land har mere af ørkenfloraen end det, der ligger over for det mod øst. Vegetationen er i alle egne rigere på bjergskråninger med nordlig eksponering, da de får mere skygge; dette er særligt mærkbart i de tørrere områder.

(1) Kystsletterne og de vestlige bjerge.

(a) På kystsletten findes en rig, rød alluvialjord med rigeligt vand dybt under overfladen. Den årlige middeltemperatur er 70 grader F. (ca. 21 °C); frost er yderst sjælden, og atmosfæren er tydeligt fugtig, selv om nedbøren er mindre end i de højere bakker. Citroner, appelsiner og lemoner trives her, palmer vokser stedvis ved kysten, meloner og granatæbler når fuldkommenhed. Vinstokke er blevet plantet i stort omfang af jødiske kolonister i nærheden af Jaffa. Kornsorter--hvede, byg og egyptisk majs (Sorghum annuum)--dyrkes i vid udstrækning. Den vilde flora ligner bjergenes. Morbærfigenen (arabisk jummeiz) trives omkring Jaffa--det er et træ, som kræver et varmt klima; i talmudiske skrifter var det et af skellene mellem »nedre« og »øvre« Galilæa, at morbærfigenen trivedes i den førstnævnte og ikke i den sidstnævnte. Det er tydeligt, at den var langt mere talrig i gamle dage (se Morbærfigen). Et nært beslægtet træ, morbærtræet, er almindeligt overalt, skønt det ikke virkelig er hjemmehørende. Der forekommer to sorter, Morus nigra (arabisk tut-shami), hjemmehørende i Centralasien, dyrket for sin lækre frugt, og M. alba (arabisk tut beledi), hjemmehørende i Kina, indført som føde for silkeorme. Se Sycamine. Et andet træ, som kun når fuldkommenhed i slettens varmere egne--og tillige i Jordandalen--er tamarisken (arabisk athl), som Post anerkender 9 arter af. Den kendetegnes ved sine skøre, fjeragtige grene, dækket af bittesmå skæl-lignende blade; en forpjusket, vindrevet tamarisk, halvt begravet i havsand, er et karakteristisk syn langs hele den syriske kyst. Under gunstige forhold opnår nogle arter betydelig størrelse.

Se Tamarisk.

(b) I de højere bjergområder er der en gennemsnitstemperatur på 62 grader F. (ca. 17 °C) og store udsving mellem et maksimum på 100 grader eller 80 grader i skyggen om sommeren og nogle få graders frost om vinteren. Her klarer figen, vin og oliven sig udmærket; deres sene frugtsætning svarer til »duggen«--eller skyer af fin tåge--som lægger sig over bjergene efter solnedgang, særligt i nord. Abrikoser, morbær, kvæder, æbler og pærer (hovedsagelig fra importerede podekviste), ferskner og blommer, mandler og valnødder klarer sig godt på beskyttede steder. Hvede og byg dyrkes på bjergskråninger eller i dalbunde over hele bjergområdet.

I dalene, hvor der er rindende vand, findes nerien (Nerium oleander; arabisk difleh) i mængde--en plante, smuk i løv og blomst, men giftig og ikke sjældent sådan, at den afgiver sin gift til vandet, hvori den vokser. På lignende steder forekommer Vitex (V. Agnus Castris), en slags jernurt, hvis lilla eller purpurfarvede blomster, hvor end de forekommer, er et sikkert tegn på tilstedeværelsen af vand ved eller nær overfladen.

På lignende steder trives den orientalske platan (Platanus orientalis; arabisk dilb), et træ, som ofte opnår stor størrelse (se Platan), og også ellen (Alnus orientalis; arabisk naght), et træ af mere beskeden vækst. Der findes omkring 8 sorter af pil (arabisk sifsaf), et træ, som er meget almindeligt langs vandløbene (se Piletræ). Popler (arabisk chaur) findes i rigelig mængde nogle steder, især nær vand. Tre hjemmehørende sorter kendes, men den cylindriske lombardiske poppel, en indført sort, dyrkes mest udbredt (se Poppel). Det sydlige nældetræ (Celtis australis; arabisk mais), et medlem af Urticaceae, nært beslægtet med elmen, er et hjemmehørende træ, som plantes vidt omkring; det ses ikke sjældent ved muslimske helligdomme. Det vokser til en højde af 20 til 30 fod (ca. 6-9 m) og giver et tætfibret tømmer, som kan poleres til høj glans. Valnødden (Juglans regia; arabisk jauz) er et værdifuldt tømmertræ og vokser til ædle proportioner. Den trives omkring Damaskus, da den er et vandelskende træ: nogle af de mest storslåede eksemplarer findes ved Sheba`, en landsby på Hermons nedre skråninger. Valnødden er egentlig et indført træ; dens hjemsted er Persien og Himalaya, men den har længe været naturaliseret.

Johannesbrødtræet (Ceratonia siliqua; arabisk kharrub) er et smukt stedsegrønt træ, hvis tætte, mørke, glinsende løv gør det iøjnefaldende overalt. Det er vidt udbredt, især i de lavere bjergområder. Dets bælge er bælgene (se dette) i Luk 15,16. Ege hører til de vigtigste og mest karakteristiske af alle træer og buske i Israels land: den stedsegrønne eg, som efter beregning udgør to tredjedele af al Karmels buskvegetation og opnår ædle proportioner ved nogle af de muslimske helligdomme, valonia-egen, som findes i rigelig mængde på bakkerne øst for Nazaret, og ilex- eller stenegen, som er mest almindelig nær kysten, hører til de vigtigere. Den nylige ødelæggelse af tømmer i Det Hellige Land er især gået ud over egene, som giver det bedste brændsel af alt; da deres vækst er meget langsom, og der ikke gøres noget forsøg på at plante unge træer, er dette højst beklageligt. (For en fyldigere redegørelse se eg.) Nært forbundet med egen både i Det Gamle Testamente og hos den moderne indbygger--skønt botanisk meget forskellig--er terebinten eller terpentintræet (Pistacia terebinthus; arabisk butm), et af de fineste træer i Israels land; selv om det på afstand overfladisk ligner en eg, er løvet meget anderledes. Mange steder i Israels land, hvor terebinter af forskellige grunde regnes for »hellige«, har de opnået prægtige proportioner.

Se terebinte. Fyrretræer, skønt de trives ved kysten og på de lavere bjergskråninger, behandles sammen med cypresser, enebær og cedre under drøftelsen af floraen i landets fjerde afdeling—de alpine egne.

Hvidtjørnen (Crataegus; arabisk za`rur), som findes i 4 varieteter, forekommer som busk eller lille træ overalt; dens vellugtende hvide eller lyserøde blomster er meget iøjnefaldende om foråret.

Blandt de vigtigere buske, som danner krat over kalkstenshøjene, kan følgende kort opregnes:

Sumakken (Rhus conaria), sædvanligvis en busk, men undertiden et lille træ, vokser i betydelige mængder på frugtbare steder i bjergene; af dens frugt fremstilles en syrlig drik, og frugten, barken og de unge blade bruges til garvning.

En plante, der er nært beslægtet med denne og også med terebinten, er mastikstræet (Pistacia lentiscus; arabisk serres), en almindelig busk i den lavere bjergregion, f.eks. på Karmel, som giver mastiks, en hvid gummi, som mange mener er Det Gamle Testamentes balsam (se dette).

Laurbærtræet (Laurus nobilis; arabisk el ghar) forekommer i klynger mange steder. Det er grækernes Daphne og var helligt for Apollon. Af dets store, læderagtige, skinnende blade lavede man sejrens laurbærkranse i klassisk tid. Det kan i forbifarten nævnes, at dette er en helt anden plante end den velkendte »kirsebærlaurbær«, som er beslægtet med kirsebærtræet.

Slagtergyvelen (Ruscus aculeatus) er meget talrig. Det er en ejendommelig plante, idet dens bladstilke er fladet ud som et blad (phillodia), så blomsten og bæret ser ud til at udspringe fra midten af bladets midterribbe.

Myrten (Myrtus communis; arabisk rihan eller aas) er særdeles almindelig, især i det nordlige Israels land, og når den vokser nær vand, opnår den en god størrelse.

Se myrte.

En prangende busk, som undertiden når dimensioner som et træ på 20 eller 30 fods højde (ca. 6-9 m), er arbutus (arabisk qoTlib) eller jordbærtræ. Der forekommer to arter: den mindre almindelige Arbutus unedo, det egentlige »jordbærtræ«, som har en ru, vortet frugt af skarlagenrød farve, og Arbutus andrachne med glat, rød bark, som, når den skrælles af, efterlader en rødlig indre overflade. Den har små orangefarvede, uspiselige bær. De røde stammer på denne arbutus kan ses tydeligt i krat over hele landet, men meget få får lov at vokse sig fuldt ud.

Blandt nogle af de mere prangende buske kan vi nævne sølvbusken (Eleagnus hortensis; arabisk zaizafan) med dens smukke sølvfarvede blade og hvide blomster (se olietræ); styraxen (Styrax officinale; arabisk haz eller `abhar), en busk eller et lille træ med smukke hvide blomster, som noget ligner appelsinblomster, og hvis indtørrede saft fra barken er den officinale storaks (se dette); judastræet (Cercis siliquaestrum; arabisk zemzariq), en spredt voksende busk eller et træ med meget iøjnefaldende lyserøde blomster, og kapersbusken (Capparis spinosa; arabisk el acaf), som er meget almindelig på gamle mure og omkring ruiner (se kapersbær). Den smukke soløje eller Cistus (arabisk ghibrah) findes på mange buskbevoksede bjergskråninger, selv på de nøgne bjergtoppe. C. villosus har lyserøde og C. salviaefolus hvide blomster; kronbladene er mærkeligt krøllede og falder næsten straks af, når blomsten plukkes. Fra Cistus fås gummiet, som kaldes Ladanum (arabisk ladhanun; hebraisk loT), se myrra. Mange af bakketoppene nær vandskellet, som burde være klædt med skove af ege og fyrretræer, er nu næsten nøgne og bærer på den tørre og sparsomme jord intet andet end lave buske af tornet pimpernelle, blandet med vild timian og mynte, og hist og her små buske af Cistus. Denne tornede pimpernelle (Poterium Spinosum; arabisk ballan) er næsten allestedsnærværende; dens lange torne og bittesmå blade gør den i stand til at overleve gederne. Den har betydelig økonomisk betydning, eftersom fellaherne med store mængder af denne plante fyrer næsten alle kalkovne i landet; og de bruger den også meget til deres bageovne. Det er et almindeligt syn i sensommeren, efter at høsten er bragt i hus, at se grupper af bønder samle denne plante i bunker overalt på bjergskråningerne og transportere den i vældige mængder på kvindernes hoveder til ovnene. De stabler enorme dynger omkring ovnene, nok til at holde ilden vedvarende brændende i flere dage. De kan meget vel være »tornene under gryden« i Præd 7,6.

Se torne.

Om de utallige forårsblomster, som hvert år udgør et så strålende skue, er det umuligt her at skrive i detaljer. Tidligst efter regnen viser krokus og alpeviol sig, dernæst narcisser, anemoner—skarlagenrøde, hvide og purpurfarvede—de skarlagenrøde ranunkler, gladiolus, iris, dværgorkidéer, lyserød og gul hør, bjergliljer, hjulkrone og oksetunge, den primula-farvede scabiosa fra Israels land, og et stort antal små kurvblomstrede planter viser sig alle i hurtig rækkefølge. Når disse visner, fortsætter mange strålende tidsler med at give lidt farve til de ellers tørre vejkanter, og til sidst, i sensommeren, står mange høje stængler af strandløg, skudt op fra de nu bladløse løg, spredt i grupper over den tørre og bladløse jord som de sidste overlevende fra årstidens blomsterpragt. Blomstervarieteterne er enorme, men de nævnte findes næsten overalt.

Af dyrkede grøntsager kan nævnes agurk (se dette), salat, løg, hvidløg (se dette), meloner (se dette), blomkål og kål, kartofler (en forholdsvis ny indførsel), søde kartofler, auberginen (Melongena badinjan), artiskokker (som også vokser vildt) og bamieh (Hibiscus esculentus).

(2) Jordandalen.

Floraen i dette område er af en meget særlig art og har slægtskab med Afrikas. Flere træer og buske er af stor interesse. Først kan nævnes gruppen af ægte akacier. Én variant, 'anbar (Acacia Farnesiana), er på ingen måde særegen for Ghor, men bruges til at lave hække i mange dele af landet; dens små gule, dunede, duftende blomster er meget yndede blandt de indfødte; den er sædvanligvis snarere en busk end et træ. De øvrige akacier er ørkenbeboere og er mange steder de eneste træer. Seyyal, som omfatter A. tortilis og A. seyal, trives ved Dødehavets vestlige bredder, ved `Ain Jidy og sydpå; af den udvindes den gummi arabicum, som handles kommercielt; den gav sandsynligvis det træ, der i Det Gamle Testamente kaldes akacietræ (se dette).

Det semitropiske Ghor er hjemsted for mange andre tornede træer. Meget karakteristiske for hele området er jujubetræerne, hvoraf nabk- eller sidr-træet (Zizyphus spina-Christi) er det mest almindelige. Det har afrundede gullige frugter; under gunstige forhold udvikler det sig til et højt og smukt træ. Noget mindre almindeligt er `ennabh (Z. vulgaris), som bærer en spiselig frugt med form og størrelse som en oliven. En tredje slags, dom (Z. lotus), er blot en busk og har små frugter på størrelse med ærter. Disse forskellige slags jujubetræer findes i alle dele af Jordansænkningen og i dalene, der fører ned til den. Botanisk nært beslægtet med disse tornede buske er samur (Paliurus aculeatus) eller »Kristustorn«, der i vid udstrækning bruges til at lave hække (se tornebusk). En anden almindelig busk eller et lille træ i de varmere dele af Ghor nær Jeriko og Dødehavet er zaqqum (Balanites AEgyptiaca), af hvis ovale bær munkene i Jeriko udvinder et harpiksagtigt stof, som de kalder »Gileads balsam«.

Dibk (Cordia myxa), en kæmpe-hjulkrone, som vokser til et træ på 7 eller 8 fods højde (ca. 2,1-2,4 m), dyrkes mange steder, men vokser spontant i Ghor. Frugten, som er spiselig, bruges hovedsagelig til at fremstille fuglelim.

Et meget iøjnefaldende træ nær Jeriko og Dødehavet er `oshr (Calotropis procera), et medlem af plantefamilien Asclepiadeae. Det har store omvendt ægformede blade, kålagtige i konsistens--en stor kontrast til de små, tørre, matfarvede blade hos de fleste af dets naboer. Stammen har en korklignende bark og hvid, mælket saft, og frugten består af mærkelige æblelignende bælge, som, skønt de ser faste ud, blot er oppustede med luft og kun indeholder silketråde og frø. Man har antaget, at disse var Sodomas æbler hos Josefus, som beskriver dem som frugter, der ser indbydende ud, men som ved undersøgelse viser sig kun at indeholde støv. En langt mere sandsynlig teori er, at han sigter til den lige så almindelige kolokvint (Citrullus colocynthus).

Se vild græskarplante.

En anden udbredt urt er Solanum coagulans (arabisk khadak), hvis æblelignende frugt også har fået navnet »Sodomas æble« (uden noget alvorligt krav på det).

Dernæst findes der i Dødehavets umiddelbare nærhed en hel gruppe saltelskende planter, som vokser i de saltholdige sumpe, såsom for eksempel kveller eller glasurt (Salicornia fructosa og S. herbacea). Den sidste af disse kaldes kali-planten, fordi den brændes for at skaffe potaske (el kali). En anden gruppe sammenfattes under navnet strandgåsefod eller sueda (arabisk suweid), hvoraf der findes flere varianter.

Langs Jordans bredder findes der rigeligt med piletræer (Silex safsaf) og tamarisker (især Tamarix Jordanis).

I forskellige dele af Jordandalen, men især nord for Huleh-søen, trives papyrusrøret (Cyperus papyrus), på arabisk kendt som babir, kilden til det tidligste papir.

Af dyrkede planter vokser palmer, som vi ved fra historien, godt her, skønt deres dyrkning er blevet forsømt; golde vilde palmer forekommer stadig i nogle af de varmere dale, især øst for Dødehavet. Mange døde palmestammer ligger spredt langs Dødehavets bredder.

På steder med god vandforsyning trives bananer--de dyrkes både nær Jeriko og nær Genesaret Sø. Appelsiner, citroner og citrater vokser også godt. Alle slags almindelige grøntsager dyrkes i forskellige dele af dette område. Hvede og byg giver en tidlig og rigelig høst i kunstvandede områder på begge sider af Jordan; ris og indisk majs dyrkes på kunstvandede marker nord for Huleh-søen, og bomuld flere steder. Med videnskabelig kunstvanding kunne dette område være et af de mest produktive på jorden.

(3) Steppe- eller »ørken«-zonerne:

Steppe- eller »ørken«-zonerne bemærkes især ved fraværet af træer og den forkrøblede tilstand hos de små buske og urter, som vokser dér. Tornede planter som Poterium, Astragalus (den mest karakteristiske slægt) og Cousinea-tidsler trives. Med de tidlige regnskyl fremkommer en hurtig vækst af dværgblomster, som tørrer ind kort efter, at regntiden slutter. Botanisk står området noget for sig selv ved forekomsten af persiske og indiske planteformer. Dette område omfatter Haurans og Nukras store kornland--noget af det rigeste af sin art.

(4) Libanons og Anti-Libanons flora:

Floraen i Libanon og Anti-Libanon består på de lavere skråninger af planter, der ligner dem, som er nævnt under (1). Nåletræerne er særligt karakteristiske for denne nordlige region, idet ødelæggelsen af disse træer i selve Israels land mange steder er fuldstændig. Af den hjemmehørende cypres (arabisk Saru) har vi én art, Cypressus sempervirens, et smukkere træ end den cylindriske type--en dyrket variant--som så ofte plantes på tyrkiske kirkegårde (se cypres). Der kendes 6 varieteter af enebær og én art af taks. Af fyrretræer er de to vigtige arter--Aleppofyren (Pinus Halepensis), som vokser temmelig hurtigt og plantes vidt omkring, og den smukkere pinje (Pinus pinia, arabernes egentlige snobar), sandsynligvis med større rette det hjemmehørende træ (se fyrretræ). Det vigtigste og mest karakteristiske medlem af denne orden af træer er cederen, som endnu trives på ganske få steder (se ceder). På Libanon forekommer en enkelt art af rododendron (R. Ponticum) og én af lyng (Erica verticillata). Over en højde af 7.000 fod (ca. 2.100 m) forsvinder træer og buske, og vegetationen repræsenteres hovedsagelig af lave, afrundede, tornede buske, især varieteter af Astragalus; af tuer af Acantholimon Lebanoticum; af små, nedliggende buske af Cerasus prostata--et medlem af kirsebærfamilien--og Coloneaster nummularia med skarlagenrøde bær. Selv på Hermons top er det forbløffende, hvor mange bittesmå blomster der står i flor sidst på sommeren, efter at sneen er smeltet. Det mest ejendommelige træk ved denne region er den næsten fuldstændige mangel på arktiske former, som man finder i Alperne og endda i Himalaya.

LITTERATUR.

Prof. Ellsworth Huntington, Palestine and Its Transformation; J. Glaisher (PEF); Meteorological Observations at Jerusalem; G. E. Post, M. D., Flora of Syria, Palestine and Sinai; Mrs. Hannah Zeller, Wild Flowers of the Holy Land; Augusta A. Temple, Flowers and Trees of Palestine; Tristram, The Fauna and Flora of Palestine (PEF Memoirs); også artikler i nyere bibelleksika, især dem af Dr. Post i HDB og af Sir W. T. Thiselton Dyer, direktør for Kew Gardens, i EB.

E. W. G. Masterman