Esajas

(Hebr. Yesh’yahu, dvs. “Jehovas frelse”).

Søn af Amoz (Es 1,1; 2,1), som tilsyneladende var en mand af ringe stand. Hans hustru blev kaldt “profetinden” (8,3), enten fordi hun var udrustet med profetisk gave, ligesom Debora (Dom 4,4) og Hulda (2 Kong 22,14-20), eller simpelthen fordi hun var hustru til “profeten” (Es 38,1). Han havde to sønner, som bar symbolske navne.

Han udøvede sit embedes funktioner under Uzzijas (eller Azarjas), Jotams, Akaz’ og Hizkijas regeringer (1,1). Uzzija regerede i tooghalvtreds år (810-759 f.Kr.), og Esajas må have begyndt sin gerning nogle få år før Uzzijas død, sandsynligvis 762 f.Kr. Han levede til Hizkijas fjortende år og overlevede efter al sandsynlighed denne konge (som døde 698 f.Kr.) og kan i nogle år have været samtidig med Manasse. Således kan Esajas have profeteret i den lange periode på mindst fireogtres år.

Hans første kaldelse til profetembedet er ikke nedskrevet. En anden kaldelse kom til ham “i det år, kong Uzzija døde” (Es 6,1). Han udøvede sin tjeneste i en ånd af kompromisløs fasthed og frimodighed i alt, hvad der angik religionens interesser. Han skjuler intet og holder intet tilbage af frygt for mennesker. Han var også kendt for sin åndelighed og for sin dybe ærbødighed over for “Israels Hellige.”

I sin tidlige ungdom må Esajas være blevet grebet af Israels invasion ved den assyriske monark Pul (se dette), 2 Kong 15,19; og igen, tyve år senere, da han allerede var trådt ind i sit embede, af Tiglat-Pilesers invasion og hans erobringsfelttog. Akaz, Judas konge, nægtede i denne krise at samarbejde med Israels og Syriens konger i modstand mod assyrerne og blev derfor angrebet og besejret af Resin fra Damaskus og Peka fra Samaria (2 Kong 16,5; 2 Krøn 28,5, 6). Akaz, som således var blevet ydmyget, stillede sig på Assyriens side og søgte Tiglat-Pilesers hjælp mod Israel og Syrien. Følgen var, at Resin og Peka blev besejret, og mange af folket blev ført som fanger til Assyrien (2 Kong 15,29; 16,9; 1 Krøn 5,26). Kort efter besluttede Salmanassar helt at underlægge sig Israels rige. Samaria blev indtaget og ødelagt (722 f.Kr.). Så længe Akaz regerede, blev Judas rige ikke antastet af den assyriske magt; men da Hizkija (726 f.Kr.) kom på tronen, han som “gjorde oprør mod Assyriens konge” (2 Kong 18,7), hvori han blev opmuntret af Esajas, som formanede folket til at sætte hele deres lid til Jehova (Es 10,24; 37,6), indgik han et forbund med Egyptens konge (Es 30,2-4). Dette fik Assyriens konge til at true Judas konge og til sidst invadere landet. Sankerib (701 f.Kr.) førte en mægtig hær ind i Israels land. Hizkija blev bragt til fortvivlelse og underkastede sig assyrerne (2 Kong 18,14-16). Men efter et kort mellemrum brød krigen ud igen, og igen førte Sankerib (se dette) en hær ind i Israels land, hvoraf en afdeling truede Jerusalem (Es 36,2-22; 37,8). Ved den lejlighed opmuntrede Esajas Hizkija til at stå assyrerne imod (37,1-7), hvorefter Sankerib sendte et truende brev til Hizkija, som han “bredte ud for Herren” (37,14). Guds dom faldt nu over den assyriske hær. “Ligesom Xerxes i Grækenland kom Sankerib sig aldrig over chokket fra katastrofen i Juda. Han foretog ikke flere felttog mod hverken det sydlige land eller Egypten.” De resterende år af Hizkijas regering var fredelige (2 Krøn 32,23, 27-29). Esajas levede sandsynligvis til dens afslutning og muligvis ind i Manasses regeringstid, men tidspunktet for og måden, han døde på, er ukendt. Der findes en tradition om, at han led martyrdøden under den hedenske reaktion på Manasses tid (se dette).

En af lederne for sangerne på Davids tid (1 Krøn 25,3, 15, “Jeshaiah”).

En levit (1 Krøn 26,25).

Ezra 8,7.

Neh 11,7.