Romerbrevet

|| 1. Dets ægthed

2. Dets integritet

3. Den omtrentlige datering

4. Stedet, hvor det blev skrevet

5. Adressaten

6. Sproget

7. Anledningen

8. Nogle kendetegn

9. Brevets hovedlærdomme

(1) Læren om mennesket

(2) Læren om Gud

(3) Læren om Guds søn--forløsning; retfærdiggørelse

(4) Læren om Guds Ånd

(5) Læren om pligt

(6) Læren om Israel

LITTERATUR

Dette er i enhver henseende det største af Paulus' apostoliske breve; i omfang, i rækkevidde og i sin vidunderlige forening af læremæssig, etisk og administrativ visdom og kraft. I nogle henseender fører de senere breve, Efeserbrevet og Kolossenserbrevet, os til endnu højere og dybere hemmeligheder i åbenbaringen, og de forener, ligesom Romerbrevet, udlægningen af sandheden med en klar lære om pligt. Men Romerbrevets rækkevidde er større i begge retninger, og det giver os også ædle og vidtrækkende drøftelser af kristen ordning, anvisninger om åndelig tale og lignende, som disse breve ikke har nogen parallel til, og som kun Korintherbrevene kan måle sig med.

1. Dets ægthed:

Der findes ingen mistanke vedrørende brevets ægthed, som kræver alvorlig overvejelse. Tegn på brevets indflydelse kan spores, i det mindste meget sandsynligt, i Det Nye Testamente selv; i 1 Peter og, som nogle mener, i Jakob. Men efter vores opfattelse var Jakobsbrevet det tidligere skrift, og Lightfoot har givet stærke grunde til at tro, at afsnittet om tro og retfærdiggørelse (Jak 2) ikke sigter til fordrejninger af paulinsk lære, men behandler rabbinisme. Clemens af Rom citerer gentagne gange Romerbrevet, og det samme gør Ignatius, Polykarp og Justin. Markion medtager det på sin liste over paulinske breve, og man kan trygt sige i almindelighed, at Romerbrevet »er blevet anerkendt i den kristne kirke lige så længe, som nogen samling af Paulus' breve har eksisteret« (A. Robertson, i HDB, under ordet). Men frem for alle andre vidnesbyrd vidner det om sig selv. Fremstillingen af et sådant skrift, med dets tætte og komplekse tanke, dets kraft og markante originalitet i behandlingen, dets ædle moral og dets åndelige ophøjethed og glød, er intet mindre end en moralsk umulighed. Et mægtigt sind og et lige så stort hjerte lever på hver side, og en sjæl, som er udsøgt følsom og altid rettet mod sandhed og hellighed. Litterær personering er en kunst, som først i moderne tid er nået til noget, der ligner modenhed, bestemt ikke før renæssancen. I fuldt udviklet form er den næppe tidligere end det 19. århundrede. Og selv nu: hvem kan pege på et bevidst personeret forfatterskab, der går hånd i hånd med høje moralske principper og formål?

2. Dets integritet:

Spørgsmålet står dog tilbage, om vi, når vi i det store og hele accepterer brevet som paulinsk, har det i detaljerne netop sådan, som det forlod forfatterens hænder. Særligt nogle fænomener i teksten til de sidste to kapitler indbyder til undersøgelse. Vi kan--efter vores opfattelse må vi--indrømme, at disse kapitler er paulinske. De ånder Paulus i hver sætning. Men læses de præcis som en del af et brev til Rom? For eksempel har vi en række navne (Rom 16,1-15), som repræsenterer en stor kreds af forfatterens personligt kendte og elskede venner, en meget længere liste end nogen anden i brevene, og alle formodentlig--ifølge teorien om, at stykket er en integreret del af brevet--bosiddende i Rom. Kan et sådant afsnit ikke på en eller anden måde senere være sneget ind fra et andet skrift? Kunne en hilsen til venner i Filippi, Thessalonika eller Efesos, beboere på steder hvor Paulus allerede havde etableret mange nære relationer, ikke være faldet ud af sin plads og ved en fejltagelse have fundet ophold ved afslutningen af dette brev til Rom? Det synes tilstrækkeligt at svare med én kort konstatering af en kendsgerning. Vi besidder omkring 300 håndskrifter til Romerbrevet, og ikke ét af disse undlader, så vidt det er ubeskadiget, at give brevet fuldstændigt, alle kapitlerne sådan som vi har dem, og i den nuværende rækkefølge (med én undtagelse, nemlig den afsluttende doksologi). Det er samtidig værd at bemærke, at vanskeligheden ved at antage, at Paulus havde en stor gruppe venner boende i Rom før hans egen ankomst dertil, ikke er alvorlig. Til og fra Rom, gennem hele riget, var der en stadig cirkulation af befolkningen. Antag, at Akvila og Priskilla (f.eks.) for nylig var vendt tilbage (ApG 18,2) til Rom fra Efesos, og antag, at lignende flytninger fra Grækenland eller fra Lilleasien havde fundet sted inden for de seneste år; så kan vi let gøre rede for hilsnerne i Rom 16.

Lightfoot har på en interessant måde fremhævet (se hans Philippians, om 4,22), at mange af navnene (f.eks. Amplias, Urbanus, Tryfæna) i Rom 16 findes i Rom, i indskrifter fra den tidlige kejsertid, på kirkegårde hvor medlemmer af den vidt spredte »kejserens husstand« blev begravet. Dette antyder i det mindste den rige mulighed, at de omvendte og venner, som hørte til »husstanden«, og som nogle ganske få år senere, måske ikke mere end tre, var omkring ham i Rom, da han skrev til Filippi (Fil 4,22), og sendte deres særlige hilsen (»især de«) til filipperne, tidligere havde været bosiddende i Filippi eller andre steder i Makedonien og derfra var flyttet til hovedstaden ikke længe før apostlen skrev til romerne. A. Robertson (ut supra) når, efter en omhyggelig gennemgang af nyere teorier, til den konklusion, »at sagen for at overføre dette afsnit .... fra dets faktiske sammenhæng til et tabt brev til Efesos ikke er bevist.«

To detaljer i tekstkritikken af Romerbrevet kan bemærkes. Den ene er, at ordene "i Rom" (1,7.15) udelades i ganske få håndskrifter, på en måde der minder os om det interessante fænomen med udeladelsen af "i Efesos" (Ef 1,1 randnote). Men vidnesbyrdet for, at denne udeladelse skulle være oprindelig, er helt utilstrækkeligt. Kendsgerningen kan måske forklares ved en mulig udbredelse af Romerbrevet blandt andre missionsmenigheder som et brev af almen interesse. Dette ville være langt mere sandsynligt, hvis de håndskrifter og andre vidnesbyrd, hvori de sidste to kapitler mangler, var identiske med dem, der udelader "i Rom", men det er ikke tilfældet.

Den anden og større detalje er, at den store afsluttende lovprisning (Rom 16,25-27) i mange minuskler er placeret ved slutningen af Romerbrevet 14 og helt udelades af tre håndskrifter og af Markion. De førende majuskler og en stor overvægt af gammelt vidnesbyrd placerer den dér, hvor vi har den. Det er meget muligt, at Paulus efter nogen tid udsendte Romerbrevet på ny og først da tilføjede lovprisningen, som i udtryksmåde har en vis lighed med hans senere stil fra fangenskabet. Men det er i det mindste sandsynligt, at dogmatiske indvendinger fik Markion til at slette den, og at hans handling forklarer de andre fænomener, som synes at vidne imod dens plads ved afslutningen.

Det er værd at bemærke, at Hort, en usædvanlig frygtløs, men nøgtern forsker, uden forbehold forsvarer hele brevet, som vi har det, eller praktisk talt sådan. Se hans essay trykt i Lightfoots Biblical Studies.

3. Den omtrentlige datering:

Vi kan fastsætte den omtrentlige datering med rimelig sikkerhed inden for fornuftige grænser. Af Rom 15,19 forstår vi, at Paulus, da han skrev, var i færd med at afslutte sit arbejde i Østen og havde blikket bestemt rettet mod vest. Men først stod han (15,25.26) i begreb med at besøge Jerusalem igen med sin indsamling, hovedsagelig foretaget i Makedonien og Akaja, til de "fattige hellige". Når vi sammenholder disse hentydninger med henvisningerne i Første og Andet Korintherbrev til indsamlingen og dens overbringelse, og dernæst med beretningen i Apostlenes Gerninger, kan vi datere Romerbrevet meget nær samme tidspunkt som Andet Korintherbrev, lige før besøget i Jerusalem, der fortælles om i ApG 20 osv. Året kan med stor sandsynlighed fastsættes til 58 e.Kr. Dette skøn følger hovedlinjerne i Lightfoots kronologi, som Robertson (ut supra) støtter. Nyere ordninger ville flytte dateringen tilbage til 56 e.Kr.

"Læserens opmærksomhed henledes på denne datering. I store træk var det højst omkring 30 år efter korsfæstelsen. Lad enhver midaldrende tænke på, hvor friske i erindringen begivenheder er, offentlige eller private, som for 30 år siden gjorde et markant indtryk på hans sind. Lad ham overveje, hvor konkrete og levende de fremtrædende personer fra for 30 år siden stadig er, hvoraf mange naturligvis stadig er iblandt os. Og lad ham overføre denne tanke til det 1. århundrede og til tiden for vores brev. Lad ham huske, at vi i det mindste har dette ene store kristne skrift, som med sikkerhed er affattet inden for så let rækkevidde af selve Jesu Kristi levetid, mens hans samtidige venner endnu i stort tal var i live og aktive. Lad ham så åbne brevet på ny og læse, som var det for første gang, dets vurdering af Jesus Kristus — en skikkelse, der da ikke tilhørte en legendarisk fortid med dens glorie, men næsten den nærværende dag. Lad ham bemærke, at denne ophøjede vurdering kommer til os båret ikke af poesiens og retorikkens form, men af en afhandling svanger med mesterlig argumentation og beundringsværdig praktisk visdom, tolerant og omfattende. Og vi mener, at læseren vil føle, at resultatet af hans overvejelser over datering og omstændigheder er betryggende med hensyn til soliditeten af den kristne tros historiske grundlag" (fra nærværende forfatters indledning til brevet i Temple Bible; se også hans Light from the First Days: Short Studies in 1 Thessalonians).

4. Stedet, hvor brevet blev skrevet:

Med tillid kan vi nævne Korinth som stedet, hvor brevet blev skrevet. Paulus var på dette tidspunkt i en eller anden "by" (Rom 16,23). Han opholdt sig hos en Gajus, eller Cajus (samme sted), og i 1 Kor 1,14 finder vi en Gajus, nært knyttet til Paulus, og en korinther. Han anbefaler romerne diakonissen Føbe, knyttet til "menigheden i Kenkrea" (16,1), formentlig et sted nær det, hvorfra han skrev; og Kenkrea var den sydlige del af Korinth.

5. Bestemmelsesstedet:

Kristendommens første komme til Rom er ikke optegnet, og vi ved meget lidt om dens tidlige fremgang. Besøgende romere (epidemountes), både jøder og proselytter, optræder ved pinsen (ApG 2,10), og uden tvivl vendte nogle af disse hjem som troende. I ApG 18,2 har vi Akvila og Priskilla, jøder, åbenbart kristne, som "for nylig var kommet fra Italien", og sandsynligvis fra Rom. Men vi ved praktisk talt intet andet om historien før dette brev, som er adresseret til en missionsmenighed, der tydeligvis var vigtig og allerede åndeligt fremskreden. På den anden side (et mærkeligt paradoks i lyset af den historiske udvikling af den romerske kristendom) findes der i brevet ingen hentydning til kirkelig organisation. Den kristne tjeneste (bortset fra Paulus' eget apostolat) nævnes ikke engang. Det kan med rimelighed siges at være utroligt, at hvis legenden om Peters lange episkopat var historisk, skulle der ikke være nogen som helst hentydning til hans arbejde, indflydelse og myndighed. Det er i det mindste yderst vanskeligt at bevise, at han overhovedet var til stede i Rom før kort tid inden sit martyrium, og den meget gamle tro på, at Peter og Paulus grundlagde den romerske menighed, har snarere haft sin oprindelse i deres martyrier dér end i, at Peter i nogen forstand skulle have haft del i byens tidlige evangelisering.

Hvad selve Rom angår, kan vi forestille os den på tidspunktet for brevet som en by, der med sine forstæder rummede en tæt sammenpakket befolkning på måske 800.000 mennesker; en broget skare af mange racer, med et stærkt orientalsk element, blandt hvilke jøderne var til stede som en mærkbar indflydelse, foragtede og undertiden frygtede, men altid genstand for nysgerrighed.

6. Sproget:

Brevet blev skrevet på græsk, den "almindelige dialekt", græsken for tidens universelle samkvem. Man spørger naturligt: hvorfor ikke på latin, når budskabet var rettet til den øverste latinske by? Det store flertal af kristne omvendte kom uden tvivl fra den lavere middelklasse og de laveste klasser, ikke mindst fra slaveklassen. Disse samfundslag blev i høj grad forsynet af indvandrere, meget ligesom fremmede i dele af East London nu udgør hovedbefolkningen. Ikke latin, men græsk, dengang Middelhavets lingua franca, ville være disse menneskers daglige sprog. Det er bemærkelsesværdigt, at alle de tidlige romerske biskopper bærer græske navne. Og omkring 40 år efter dette brevs datering finder vi Klemens af Rom skrive på græsk til korintherne, og senere igen, tidligt i det 2. århundrede, Ignatius skrive på græsk til romerne.

7. Anledningen:

Vi kan ikke med sikkerhed angive anledningen til skrivningen. Der viser sig ingen antydning af nogen akut krise i missionen (sådan som da 1 Korintherbrev, 2 Korintherbrev, Galaterbrevet eller Kolossenserbrevet blev skrevet). Heller ikke ville personlige erindringer påvirke forfatteren, for han havde endnu ikke set Rom. Vi kan kun foreslå nogle muligheder som følger:

(1) En god mulighed for sikker kommunikation blev givet ved diakonissen Føbes planlagte besøg i hovedstaden. Hun bad uden tvivl Paulus om et anbefalingsbrev, og dette kan have givet anledning til et udvidet budskab til menigheden.

(2) Paulus' tanker havde længe gået i retning af Rom. Se ApG 19,21: "Jeg må se Rom," ord som måske synes at antyde en guddommelig tilkendegivelse (jf. 23,11). Og hans eget livsforløb ville stemme overens med et sådant overnaturligt kald. Han havde altid sigtet mod store centre; og nu var hans store arbejde på de centrale steder i Levanten ved at slutte; han havde arbejdet i Efesos, Thessalonika, Korinth; han skulle omsider tænke på det øverste centrum af alle. Rom må altid have haft en dominerende interesse for "folkeslagenes apostel", og enhver antydning af, at hans Herres vilje gik i den retning, ville forstærke den til det højeste.

(3) Brevets form kan kaste yderligere lys over anledningen. Dokumentet falder i det store og hele i tre dele. Først har vi Romerbrevet 1-8 inklusive, en langvarig fremstilling af syndens og frelsens kontrasterende og forbundne fænomener, med særlige indledende henvisninger til henholdsvis jøden og ikke-jøden. Derefter kommer Romerbrevet 9-11, som behandler den jødiske forkastelse af den jødiske Messias og udvikler sig til en profetisk åbenbaring af Israels fremtid i Guds nåde. Til sidst har vi Romerbrevet 12-16. En vis redegørelse for forfatterens planer og hans hilsener til venner, anmodninger om forbøn osv. udgør afslutningen på dette afsnit. Men det er hovedsagelig en fremstilling af kristen pligt i det almindelige liv, personligt, borgerligt, religiøst. Under det sidste hovedpunkt har vi en ædel behandling af problemer, der var rejst af forskellige meninger, især om religiøse skikke, blandt de omvendte, jøder og hedninger.

Sådanne fænomener kaster muligt lys over anledningen til skrivningen. Den romerske mission var på den ene side, ved sin beliggenhed og sine omgivelser, i udpræget grad hedningekristen. På den anden side var der, som vi har set, et stærkt judaisk element i det romerske liv, især i dets lavere lag, og uden tvivl var der omkring det egentlige jødiske samfund vokset et stort samfund af "tilbedere" (sebomenoi) eller, som vi almindeligvis kalder dem, "proselytter" ("tilhængere", i det moderne missionsarbejdes sprog), mennesker som, uden at modtage omskærelse, deltog i jødisk gudsdyrkelse og i vidt omfang delte jødiske trosforestillinger og idealer. Blandt disse proselytter, kan vi tro, fandt de tidligste evangelister i Rom et gunstigt felt, og missionsmenigheden, sådan som Paulus kendte til den, indeholdt derfor ikke blot to bestemte klasser, omvendte fra hedenskab og omvendte fra indfødt jødedom, men også rigtig mange i hvis sind begge traditioner virkede på én gang. For sådanne omvendte ville de problemer, som jødedommen rejste, både uden for og inden for menigheden, gøre sig gældende med stadig nærhed og kraft, og deres situation kan meget vel i særlig grad have været nærværende i apostlens sind både i brevets tidlige passager (Romerbrevet 1-3) og i sådanne senere dele som Romerbrevet 2-11; 14; 15. På den ene side ville de i høj grad behøve vejledning om betydningen af Israels fortid og om den udvalgte races skæbne i fremtiden. Desuden ville drøftelser i sådanne kredse om frelsens vej give den store missionær anledning til hans fremstilling af menneskets forsoning med en hellig Gud og af Hans hemmeligheder for renhed og lydighed i en uhellig verden. Og imens ville de stadigt tilbagevendende problemer, som ceremonielle regler rejste i det almindelige daglige liv--problemer om dage og tider og om forbudt mad--for sådanne disciple kræve en vis og retfærdig behandling.

(4) Var det ikke med denne situation for øje, kendt af ham gennem de mange kommunikationsmidler mellem Rom og Korinth, at Paulus gav sit brev denne form? Og antydede ikke erkendelsen af Roms centrale storhed dets rummelige omfang? Resultatet blev et skrift, som overalt viser hans fornemmelse af det judaiske problems tilstedeværelse. Her møder han det med en massiv og øm fremstilling af "himlens enkle, kunstløse, ubesværede plan" for forløsning, nåde og herlighed, en plan som på sin anden side er selve mysteriet om Guds kærlighed, og denne fremstilling er nu og for altid en hovedskat i den kristne tro. Og dernæst opstiller han igen for de alt for ivrige forkæmpere for den nye "frihed" en lov om kærlig tolerance over for langsommere og snævrere opfattelser, som i lige grad er vor varige åndelige ejendom og bærer en vidtrækkende og velgørende betydning.

(5) Nogle store forskere, især Lightfoot og Hort, har hævdet, at Romerbrevets hovedformål var at forsone de modsatte »skoler« i menigheden, og at dets fremstilling af den enkeltes frelse kun er sekundær. Nærværende forfatter kan ikke tilslutte sig dette syn. Læs brevet ud fra dets åndelige centrum, så at sige, og er perspektivet da ikke meget anderledes? Apostlen er altid bevidst om den kristne livsførelses fælles aspekt, et aspekt der er afgørende for dens fulde sundhed. Men giver han ikke sin dybeste tanke, besjælet af sin egen erfaring af syndserkendelse og omvendelse, til det syndige menneskes forhold til den evige lov, til den frelsende nåde og til en kommende herlighed? Det er spørgsmålet om personlig frelse, som hos Paulus synes os altid at leve og røre sig i dybden af hans argumentation, selv når kristen ordning og praksis er det umiddelbare emne.

8. Nogle karaktertræk:

Med undtagelse alene af Efeserbrevet (problemet om dets forfatterskab er uløseligt, og vi lader her dette store skrift ligge) er Romerbrevet, af alt hvad Paulus har skrevet, mindst et brev og mest en afhandling. Mens vi læser, ser vi ham nærme sig religiøse problemer af højeste orden i en fri, men begrundet rækkefølge; problemer om mørket og lyset, om synd og nåde, fald og genoprettelse, dom og eftergivelse, tro og lydighed, lidelse og herlighed, ophøjet håb og den ydmygste pligt, snart i deres forhold til sjælen, snart sådan at de udfolder den hellige fælleshed i det fælles liv. De romerske omvendte står altid først for øje, men sådan er forfatteren og sådan hans behandling, at resultaterne gælder den universelle kirke og enhver troende til alle tider. Alligevel er det hele tiden (og heri er det et strålende eksempel på den brevformede åbenbaringsmetode, som er en af Det Nye Testamentes herligheder) aldrig blot en afhandling, hvor stor den end er. Forfatteren er altid levende personlig og bevidst om personer. Brevet er ganske vist et mesterværk i lære, men også altid »en vens utvungne, ukunstlede ytring til venner«.

9. Brevets hovedlærdomme:

Når vi nærmer os brevet som en afhandling snarere end som et brev (med de betydelige forbehold, der netop er nævnt), angiver vi kort nogle af dets vigtigste læremæssige udsagn. Det er indlysende, in limine, at det ikke lægges frem for os som et fuldstændigt system hverken i teologi eller moral; for at opnå et fuldt syn på paulinsk dogmatik og etik må vi bestemt stille Efeserbrevet og Kolossenserbrevet, for ikke at tale om afsnit fra Thessalonikerbrevene, ved siden af Romerbrevet. Men blandt brevene kommer det langt nærmest læremæssig fuldstændighed.

(1) Læren om mennesket.

I høj grad opløser dette sig i læren om mennesket som synder, som skyldigt over for en absolut hellig og absolut bydende lov, hvad enten den er forkyndt ved en særlig åbenbaring, som for jøden, eller kun gennem naturen og samvittigheden, som for hedningen. Bag denne fremstilling ligger den fulde anerkendelse af, at mennesket som et åndeligt væsen kender den evige forskel mellem ret og uret og skabelsens vidnesbyrd om personlig »evig kraft og guddommelighed« som dens årsag, og at det på en ærefrygtindgydende måde er ansvarligt for sin troløshed mod sådanne erkendelser. Det er et væsen, der er stort nok til at stå i et personligt moralsk forhold til Gud, og som kun kan virkeligøre sit ideal i sandt forhold til ham; derfor er det et væsen, hvis synd og skyld rummer et uudgrundeligt onde. Så bundet er det af sit eget nederlag, at det ikke kan genoprette sig selv; Gud alene sørger i suveræn barmhjertighed for dets tilgivelse ved Kristi forsoning og for dets genoprettelse ved forening med Kristus i det liv, som gives ved Helligånden. Sådan er mennesket, når det først er genoprettet, når det først er blevet »en hellig« (et helliget væsen), en »Guds søn« ved adoption og nåde, at dets endelige herliggørelse vil være tegnet (i en vis forstand årsagen?) til en forvandling af hele det endelige univers. Imens er mennesket et væsen, der faktisk står midt i et liv med pligt og prøvelse, et medlem af det borgerlige samfund med forpligtelser over for dets orden. Det lever ikke i en gudsforladt verden, som kun tilhører en anden og ond magt. Dets nye liv, »Åndens sind« i det, skal vise sig i en livsførelse og karakter, der er god for staten og for samfundet i almindelighed såvel som for »broderskabet«.

(2) Læren om Gud.

Tro mod Det Gamle Testamentes åbenbaring fremstiller Paulus Gud som absolut i vilje og magt, sådan at han ikke blot er naturens eneste ophav, men den evige og i sidste instans eneste årsag til godhed i mennesket. Ham tilkommer i sidste ende alt, ikke blot tilvejebringelsen af soning, men også kraften og viljen til at gribe den. De store afsnit, som stiller en »forudbestemmelse« (proorisis, »prædestination«) og udvælgelse af de hellige for os, er alle tydeligt inspireret af dette motiv, den nidkære beslutning om at føre alle det godes bevægelser og handlinger tilbage til den ene sande årsag. Apostlen synes f.eks. næsten at risikere at hævde en suveræn årsag til det modsatte, til vantro og dens følge. Men tålmodigt studium vil finde, at det ikke er sådan. Gud siges ikke at »gøre rede til undergang« »vredens kar«. Deres sørgelige ende føres ind under hans herlighed, men intetsteds antages den at være forårsaget af ham. Hele vejen igennem er forfatterens intense hensigt at tvinge den faktiske troende til at se hele årsagen til sin frelse i hans vilje og kraft, hvis inderste væsen åbenbares i den højeste kendsgerning, at han »for os alle« »ikke skånede sin Søn«.

(3) Læren om Guds søn--forløsning; retfærdiggørelse.

Brevet giver stof til en storslået og omfattende kristologi. Sønnens forhold til skaberværket bliver ganske vist ikke udfoldet udtrykkeligt (som i Kol), men det ligger underforstået i sproget i Romerbrevet 8, hvor sammenhængen mellem vores forløsning og naturens forvandling behandles. Vi får Herrens menneskelighed fuldt anerkendt, mens hans guddommelighed (som vi læser i 9,5; således også Robertson, ut supra) udtrykkeligt fastslås, og den ligger ganske sikkert underforstået i sproget og tonen i f.eks. slutningen af Romerbrevet 8. Hvem andre end en, der bærer den højeste natur, kunne opfylde den forestilling, der antydes i ord som dem i 8,32.35-39, sådan som de kommer fra en hebraisk monoteist med stærke overbevisninger? Imens har denne ophøjede person stillet sig i forhold til os som den villige udfører af Faderens kærlige hensigt, således at han er fredens offer for os (Romerbrevet 3), vores »sonende« (hilasterion, vides nu at være et adjektiv), således at (hvad end mysteriet er, som ikke gør kendsgerningen mindre sikker) det menneske, der tror på ham, dvs. (som Romerbrevet 4 fuldt ud viser) stoler på ham, overgiver sig til hans barmhjertighed, ikke blot bliver tilgivet, men »retfærdiggjort«, »retfærdiggjort ved tro«. Og »retfærdiggørelse« er mere end tilgivelse; det er ikke blot eftergivelse af en straf, men en velkomst til overtræderen, der erklæres retmæssigt at være i fred med den evige hellighed og kærlighed.

Se RETFÆRDIGGØRELSE; SONING.

I nærmeste forbindelse med dette budskab om retfærdiggørelse står læren om forening med Kristus, som har skaffet retfærdiggørelsen. Dette forudsættes snarere end udfoldes i Romerbrevet (vi har udfoldelsen mere udtrykkeligt i Ef, Kol og Gal), men forudsætningen er til stede overalt, hvor det betydningsmættede udtryk »i Kristus« bruges. Forening er for Paulus den centrale lære overhovedet, som giver liv og sammenhæng til hele området. Som Lightfoot med rette har sagt (Sermons in Paul's, nr. 16), er han ikke først og fremmest retfærdiggørelsens eller frihedens apostel, hvor store disse sandheder end er hos ham, men apostel for foreningen med Kristus. Det er gennem foreningen, at retfærdiggørelsen bliver vores; Hovedets fortjenester gælder lemmet. Det er gennem foreningen, at åndelig frihed og kraft bliver vores; livets Ånd går fra Hovedet til lemmet. Når den kristne ved nåde fastholdes i denne dybe og mangesidige forbindelse, hvor liv, kærlighed og lov er flettet sammen, har han ret til en glædesfyldt vished om, at intet skal skille ham, sjæl og (til sidst) legeme, fra hans Herre, som én gang blev ofret og nu er opstanden og triumferende.

(4) Læren om Guds Ånd.

Intet skrift i Det Nye Testamente bortset fra Johannesevangeliet er så fyldigt om dette store tema, som Romerbrevet 8 kan siges at være locus classicus i brevene for Helligåndens gerning i den troende. Ved underforståelse åbenbarer det personlighed såvel som kraft (se især 8,26). Læg særlig mærke til placeringen af dette store afsnit, hvor åbenbaring og de dybeste vilkår hele tiden løber over i hinanden. Det følger efter Romerbrevet 7, hvor apostlen, med udtryk hentet fra sin egen dybe og typiske erfaring, skildrer samvittighedens og viljens kampe over for det frygtelige problem, den iboende synds »trældom«. Hvis vi tolker afsnittet ret, er det tænkte tilfælde et genfødt menneske, som dog forsøger kampen mod det indre onde udrustet, hvad bevidstheden angår, blot med sine egne evner, og finder kampen uudholdelig. Da kommer den guddommelige løsning ind: livets og frihedens lovede Ånd, modtaget og taget i brug af det menneske, der har erfaret, at dets egne ressourcer er tomme. »I Kristus Jesus«, i forening med ham, »dræber han ved Ånden legemets gerninger« og stiger gennem bevidst frihed op til et jublende håb om »friheden i Guds børns herlighed«—dog ikke sådan, at han ikke kender til at »sukke ved sig selv«, mens han endnu er i legemet; men det er et suk, som lader bevidstheden om barnekår og guddommelig kærlighed samt forventningen om forløsningens endelige fuldendelse forblive intakt.

(5) Læren om pligt.

Mens brevet i udpræget grad er et budskab om frelse, er det også, i livsnær forbindelse med dette, et skatkammer af principper og forskrifter for pligtens liv. Det fastslår ganske vist den suveræne frihed i vores antagelse alene for Kristi skyld, og det så absolut, at (Rom 6,1; Rom 6,2; Rom 6,15) forfatteren foregriber slutningen (fra fjender eller fra vildfarne venner): »Lad os blive ved i synden.« Men svaret kommer straks, og hovedsagelig gennem læren om forening. Vores tilgivelse er ikke en isoleret kendsgerning. Den er kun sikret ved Kristi offer, kun modtaget ved den tro, som modtager ham som vores alt, og derfor modtages den ipso facto aldrig alene, men sammen med alle hans øvrige gaver, for den bliver vores, idet vi modtager ikke blot én sandhed om ham, men ham selv. Derfor modtager vi hans liv som vores sande liv; og det er moralsk utænkeligt, at vi kan modtage dette og udtrykke det i synd. Når dette er forudsat, fremlægger brevet (Romerbrevet 12 og frem) med stor udførlighed og i beundringsværdig anvendelse vide områder af pligtens lov, borgerlig, social og personlig, omfattende pligter over for staten, loyalitet mod dens love, betaling af dens skatter, anerkendelse af den politiske ordens hellighed, selv når den forvaltes af hedninger; og også pligter over for samfundet og kirken, herunder en vid og kærlig tolerance selv i religiøse spørgsmål, og et svar på ethvert krav fra den uselviske kærligheds lov. Uanset hvordan vi mentalt kan eller ikke kan forlige de to sider, den ene om en helt fri frelse og den anden om et ubønhørligt ansvar, står de to sider dér i det paulinske budskab. Og fornuft og tro forener sig om at forsikre os om, at begge sider er evigt sande, »antinomier«, hvis harmoni skal forklares herefter i et højere liv, men som her skal leves ud samtidigt af den sande discipel, i vished om deres endelige enhed i kilden, i den evige kærlighed.

(6) Læren om Israel.

Ganske kort berører vi denne del af Romerbrevets budskab, hovedsagelig for at påpege, at problemet med Israels vantro intet andet sted hos Paulus fremstår som en så tung byrde på hans hjerte, og at vi på den anden side intet andet sted har noget, der ligner det lys, han hævder at kaste (Romerbrevet 11) over Israels fremtid. Her, om noget sted, fremstår han som den forudsigende profet, betroet med fremsættelsen af en »hemmelighed« og med forkyndelsen af dens følger. Løfterne til Israel har aldrig slået fejl, og de er heller ikke ophævet. I værste fald er de altid blevet arvet af en udvalgt rest, Israel inden for Israel. Og der kommer en tid, hvor, i en dyb forbindelse med messiansk velsignelse over hedningerne, »hele Israel skal frelses«, med en frelse som igen skal blive nyt liv for verden uden for Israel. Gennem hele afsnittet taler Paulus ikke som en, der »ikke vil opgive et håb«, men som en, der har fået åbenbaret et vældigt og bestemt fremtidsperspektiv i Guds plan.

Det er ikke muligt inden for den plads, vi her har, at udarbejde andre linjer i Romerbrevets budskab. Måske er der gjort nok til at vække læserens egne undersøgelser.

LITTERATUR.

Blandt fædrene står Chrysostomus og Augustin frem som fortolkere af Romerbrevet: Chrysostomus i sine udlæggende homilier, forbilleder på veltalende og oplysende fremstilling, fulde af »helliget sund fornuft«, om end ikke med fuld forståelse for de inderste læremæssige særtræk; Augustin, ikke i nogen fortløbende kommentar, men i sine anti-pelagianske skrifter, som viser den sympatiske intensitet i hans studium af brevets lære, ikke så meget om retfærdiggørelse som om nåde og viljen. Blandt reformatorerne er Calvin i udpræget grad den store kommentator, næsten moderne i sit stadige sigte på at fastslå den hellige forfatters mening ved åbent iagttagende slutning direkte ud fra ordene. I Romerbrevet er han bedst; og det er bemærkelsesværdigt, at han i visse centrale afsnit, hvor nåden er temaet, er langt mindre strengt »calvinistisk« end nogle af sine efterfølgere. I nyere tid bør Robert Haldanes ikke lærde, men mesterlige udlægning (cirka 1830) nævnes, og Thomas Chalmers’ veltalende og meget tankevækkende udlæggende forelæsninger (omtrent fra samme tid). H. A. W. Meyer (5. udgave, 1872, engelsk oversættelse 1873-1874) er blandt tyskerne fremragende ved omhu og indsigt; Godet (1879, engelsk oversættelse 1881) er det samme blandt franskskrivende teologer; blandt senere engelske fortolkere bør I. A. Beet (1877, mange revisioner), Sanday og Headlam (1895, i »International«-serien) og E. H. Gifford (beundringsværdig for lærdom og udlægning; hans værk blev først trykt i Speaker's (Bible) Comm., 1881, nu særskilt) nævnes særligt. J. Denney skriver om Romerbrevet i The Expositor's Greek Test. (1900).

Luthers forelæsninger over Romerbrevet, holdt i 1516-1517 og længe antaget for tabt, er blevet genfundet og blev udgivet af J. Ficker i 1908. Blandt moderne tyske kommentatorer er den vigtigste B. Weiss i de senere revisioner af Meyer-serien (9. udgave, 1899), mens Zahn har frembragt en meget udførlig kommentar i sin egen serie (1910). Kortere er værkerne af Lipsius (Hand-Kommentar, 2. udgave, 1892, meget lærd og tankevækkende); Lietzmann (Handbuch zum N T, interessen er især sproglig), og Julicher (i J. Weiss, Schriften des NTs, 2. udgave, 1908, et overordentlig dygtigt stykke populær udlægning).

A. E. Garvie har skrevet en glimrende lille kommentar i »(New) Century«-serien (uden årstal); R. John Parrys i Cambridge Greek Testament, 1913, er mere populær, trods dens brug af den græske tekst. F. B. Westcotts Paul and Justification, 1913, indeholder et nært grammatisk studium med en fremragende parafrase.

Forfatteren må have lov til at nævne sin korte kommentar (1879) i Cambridge Bible for Schools og en fyldigere, i en mere homiletisk stil, i Expositor's Bible, 1894.

Handley Dunelm