Romerbrevet

Dette brev blev sandsynligvis skrevet i Korinth. Føbe (Rom 16,1) fra Kenkreæ bragte det til Rom, og Gajus fra Korinth var vært for apostlen på det tidspunkt, da han skrev det (16,23; 1 Kor 1,14), og Erastus var byens kasserer, dvs. i Korinth (2 Tim 4,20).

Det præcise tidspunkt, hvor det blev skrevet, nævnes ikke i brevet, men det blev tydeligvis skrevet, da apostlen stod i begreb med at “gå til Jerusalem for at tjene de hellige”, dvs. ved afslutningen af hans andet besøg i Grækenland, i vinteren før hans sidste besøg i den by (Rom 15,25; jf. ApG 19,21; 20,2, 3, 16; 1 Kor 16,1-4), tidligt i år 58 e.Kr.

Det er meget sandsynligt, at kristendommen blev plantet i Rom af nogle af dem, der havde været i Jerusalem på pinsedagen (ApG 2,10). På denne tid var jøderne meget talrige i Rom, og deres synagoger blev sandsynligvis også besøgt af romere, som på denne måde blev bekendt med de store kendsgerninger om Jesus, sådan som de blev fortalt blandt jøderne. Således blev der i Rom dannet en menighed bestående af både jøder og hedninger. Mange af brødrene gik ud for at møde Paulus, da han nærmede sig Rom. Der er tegn på, at der dengang var kristne i Rom i betydeligt antal, og at de sandsynligvis havde mere end ét mødested (Rom 16,14, 15).

Apostlens formål med at skrive til denne menighed var at forklare dem evangeliets store læresætninger. Hans brev var et “ord i rette tid.” Selv dybt grebet af en fornemmelse af frelseslærens værdi udfolder han i en klar og sammenhængende form hele evangeliets system i dets forhold både til jøde og hedning. Dette brev er særligt derved, at det er en systematisk fremstilling af evangeliet med universel anvendelse. Emnet behandles her argumenterende og er et forsvar for hedninger rettet til jøder. I Galaterbrevet drøftes det samme emne, men dér forsvarer apostlen sin egen myndighed, fordi menigheden i Galatien var blevet grundlagt af ham.

Efter indledningen (1,1-15) fremstiller apostlen i brevet forskellige sider af og relationer i læren om retfærdiggørelse ved tro (1,16-11,36) på grundlag af Kristi tilregnede retfærdighed. Han viser, at frelsen helt og holdent er af nåde, og kun af nåde. Denne hoveddel af hans brev efterfølges af forskellige praktiske formaninger (12,1-15,13), som igen efterfølges af en afslutning med personlige forklaringer og hilsener, der indeholder navnene på fireogtyve kristne i Rom, en velsignelse og en lovprisning (Rom 15,14-kap. 16).