Dionysus (Bacchus)

di-o-ni'-sus (Dionusos): Grækkernes yngste gud. Hos Homer er han ikke forbundet med vinen. I senere græsk mytologi skildres han som kommende fra Indien og som marcherende sejrrigt gennem Asien, ledsaget af skovvæsener med spidse ører, stubesnabler og gededale. Disse væsener kaldtes satyrser. Vinen blev først dyrket blandt europæiske arieres i Thrakien, og her siges Dionysus at have etableret sin dyrkelse først i Europa. Derefter bredte Dionysus-kulten sig gennem Balkan-halvøen til Theben; og i den lokaliserede form af myten blev gudommen født her – søn af Zeus og Semele. "Afkom af Zeus på højden .......................... Du som vogter over alle Som på Bacchus i Italien kalder Og på Deos beskyttede slette I Eleusias som hersker vælter, Hvorhen tilbedere søger hen! O Bacchus som bor i Theben, På hvis frodige sletter og daler Frygtelige krigsere fra dragens tænder steg, Hvor Ismenus mildt flyder hen, Den by som Semele bar!" --Sofokles, Antigone. Blandt alle græske guddomme appellerede ingen mere levende til fantasien end Dionysus. Græsk tragedie er en form for dyrkelse, ritualkultus af vinens gud, som gør de indviede vise og de gudløse sindssyge. Dionysus taler stærkest til sanserne og til ånden samtidigt. Der er intet monotont i Dionysus-myten; den er fuld af både glæde og sorg – i nogle aspekter er det en "lidelseshistorie", i andre en triumf. Alle verdens passionsspil (selv Oberammergau Schauspiel) er i den antikke ånd. Én Dionysus efter anden er blevet erstattet, men fra første gang har der været et ønske blandt tilbederne om at realisere deres gud levende med viberende nærhed, at få del i hans glæder, sorger og triumfer i hans mangfoldige eventyr. I de tidlige myter var Dionysus en af de mindre guder; han nævnes kun to gange i Iliaden og to gange i Odysseen; men han skildres altid som værende mennesker mere beslægtet end Olympus' store højtidelige guddomme.

Han er en menneske-gud eller gud-menneske. For indbyggerne på Atticas vinkladte skråninger, hvor hans kult var bragt fra Frygien gennem Thrakien-Boiotien, var han særligt kær. Ved deres vintagesfester åbnedes sidste års vinfad; og når det nye år bragte liv igen til vinene, blev den rigelige gud hilset med sange med glædesord. Vinens begravelse i krukkers mørke grav gennem vinteren og åbningen af disse krukker ved forårsfestivalen symboliserede menneskets store vækkelse, genopstanden af gudens tilbederes til et mere fuldt og glædeligt liv. Vinen var ikke guddommens eneste manifestation – olie og hvede var også hans; han var guddommen for ekstase, giveren af fysisk glæde og ophidselse, livets gud, guddommen for visse naturbeskaffenheder, spiring og uddøen, det ydres komme til væren og bortgåen af alt det som er, frugtbarhed i dens videste aspekt enten i sprængningen af kornet som ligger begravet i jorden, eller i generering af levende væsener. Herfra kommer betydningen givet til fallossen i de højtidelige processioner til ære for guden.

Nikanor ({{2.Mak.14.33}}) og Antiochus Epifanes ({{2.Mak.6.7}}) troede at Dionysus-kulten ikke ville være uacceptabel for jøderne. Ptolemæus Filópator brandmærkede jøderne med et eføblad ({{3.Mak.2.29}}), som var helligt for Dionysus. Se også Bacchus.

J. E. Harry