Dommen, den endelige

Den dom, der skal fældes over vores handlinger på den sidste dag (Matt 25; Rom 14,10, 11; 2 Kor 5,10; 2 Thess 1,7-10).

Dommeren er Jesus Kristus, som mellemmand. Al dom er overgivet til ham (ApG 17,31; Joh 5,22, 27; Åb 1,7). “Det tilkommer ham som mellemmand at fuldende og offentligt åbenbare sit folks frelse og sine fjenders nederlag, sammen med den herlige retfærdighed i hans værk i begge henseender.”

De personer, der skal dømmes, er: (1) hele Adams slægt uden en eneste undtagelse (Matt 25,31-46; 1 Kor 15,51, 52; Åb 20,11-15); og (2) de faldne engle (2 Pet. 2,4; Jud 1,1:6).

Dommens regel er Guds lovs målestok, sådan som den er åbenbaret for mennesker: hedningen efter loven, som er skrevet i deres hjerter (Luk 12,47, 48; Rom 2,12-16); jøden, som “syndede under loven, skal dømmes efter loven” (Rom 2,12); den kristne, der nyder åbenbaringens lys, efter Guds vilje, sådan som den er gjort kendt for ham (Matt 11,20-24; Joh 3,19). Da skal alle hjerters hemmeligheder bringes for lyset (1 Kor 4,5; Luk 8,17; 12,2, 3) for at stadfæste retfærdigheden i den dom, der udtales.

Tidspunktet for dommen vil være efter opstandelsen (Hebr 9,27; ApG 17,31).

Da Skrifterne fremstiller den endelige dom “som sikker Præd 11,9], universel 2 Kor 5,10], retfærdig Rom 2,5], afgørende 1 Kor 15,52] og evig med hensyn til dens følger Hebr 6,2], lad os da være optaget af vore udødelige interessers velfærd, flygte til det tilflugtssted, der er sat foran os, bruge vores kostbare tid ret, stole på Forløserens fortjenester og holde os til det guddommelige ords forskrifter, så vi kan blive fundet af ham i fred.”