Dogma

dog'-ma (dogma, fra dokeo, "det som virker", "en mening", særlig en filosofs mening):

1. Som lov og forordning:

I den forfaldne periode af græsk filosofi kom meesterens mening, eller hans ipse dixit, i en filosofisk skole til at blive citeret som autoritativ sandhed; ligeledes blev en herskers mening pålagt hans undersåtter som lov: en dekret eller forordning fra myndighederne. Ordet forekommer aldrig i engelske bibeloversættelser, skønt det bruges 5 gange i det græske Nye Testamente, men med undtagelse af ApG 16,4 i betydning, der meget afviger fra den betydning, som kirkelig brug har givet det siden det 2. århundrede. "Dogma" bruges i Nye Testamente,

(1) om romerske love: "en forordning (græsk dogma) fra kejser Augustus" (Luk 2,1); "kejserens forordninger" (ApG 17,7) = hele det romerske lovkompleks;

(2) om religiøse lovforordninger: "loven om budene indeholdt i forordninger" (Ef 2,15); "gældsbrevet skrevet i forordninger" (Kol 2,14) = Mosesloven udtrykt som forordninger, som fortrykker synderen, og hvis fjendskab Kristus ophævede ved sin død. Det er en betydningsfuld åbenbaring af græsk teologis ånd, at alle græske kommentatorer i disse to steder forstod forordninger som evangeliet som et system af dogmer, der havde fjernet budet eller gældsbrevet, som var imod os (se Lightfoot, Colossians, i stedet);

(3) om dekretterne fra Jerusalems råd (ApG 15,20), som Paulus og hans ledsagere overbragte til hedningekirken (ApG 16,4). Her har vi et element, der senere gik ind i ordets kirkelige betydning. Disse dogmer var afgørelser i religiøse spørgsmål, pålagt af et mere eller mindre autoritativt kirkeligråd som betingelse for optagelse blandt dets medlemmer.

2. Som formuleret lærdom:

Der er imidlertid en vigtig forskel. Disse dekretter handler om moralske og ceremonielle spørgsmål, men fra det 2. århundrede og fremefter betyder dogma især en teologisk lære. I græsk teologi betød "lære" og "dogma" det samme. Begge havde sit udgangspunkt i en stor læremesteres mening; begge hvilede på åbenbaringen og gjorde krav på sin autoritet; begge betegnede en udlægning af en bestemt sandhed i evangeliet og hele den kristne sandhed, som kirken antog som den eneste rigtige udlægning. Hvert ord kunne bruges om en filosofs eller en kætters lærdom, skønt sidstnævnte blev til det regelmæssige udtryk for "kætteri". På den ene side stod majoriteten eller den "katolske" kirkes lærdomme eller dogmer, og på den anden side hæretikernes. Så længe det "katolske" ideal om ortodoksi og enhed i troen havde magten, var der ingen plads for skelnen mellem "lære" som et videnskabeligt og systematisk udtryk for den kristne religions sandhed, og "dogma" som sandheder "autoritativt bekræftede som udtryk for kirkens tro". Denne skelnen kunne kun opstå, når folk begyndte at tro, at forskellige udtryk for kristne sandheder kunne eksistere side om side i kirken, og er derfor helt moderne og endda helt nylig. Dogma betyder i denne betydning teologiens gamle opfattelse som et autoritativt system af ortodoksi, og lære betyder den moderne opfattelse uden for de dogmatiske kirker, hvor teologi betragtes som en videnskabelig fremstilling af sandhed.

LITERATUR.

Harnack, History of Dogma, I, kapitel i; Drummond, Studies in Christian Doctrine, 1-7.

T. Rees