Elifaz

el'-i-faz, e-li'-faz ('eliphaz, "Gud er fint guld" (?)):

(1) Søn af Esau med Ada og far til Teman, Kenaz og Amalek (1 Mos 36,4; 1 Mos 36,10; 1 Krøn 1,35).

(2) Se næste artikel.

Den første og mest fremtræder af Jobs tre venner (Job 2,11), som kommer fra fjerne steder for at kondolere med og trøste ham, når de hører om hans lidelse.

At han skal betragtes som deres leder og talsmand, vises ved større vægt og originalitet i hans taler (indeholdt i Job 4; Job 5; Job 15; Job 22), de andre venners taler værende faktisk stort set gentagelser og følelsesmæssige forstærkninger af hans tanker, og ved at han tages som deres repræsentant (Job 42,7) når Jahve efter tilkendegivelsen fra stormvinden beskikker deres soning for det uret, som er gjort mod Job og mod sandheden.

Han skildres som en ærværdig og velgørende vismand fra Teman i Idumæa, et sted kendt for sin visdom (jf. Jer 49,7), som også hele Edoms land var (jf. Obad 1,8) og uden tvivl er det forfatterens hensigt at gøre hans ord typiske for verdens bedste visdom. Denne visdom er resultatet af tiders tanke og erfaring (jf. Job 15,17-19), af lang og moden studering (jf. Job 5,27) og gør krav på åbenbaringens autoritet, skønt kun åbenbaring af sekundær art (jf. Elifaz' vision, Job 4,12 flg., og hans udfordring til Job om at opnå det samme, Job 5,1).

I sin første tale udleder han Jobs lidelse fra den naturlige årsags- og virkningssammenhæng (Job 4,7-11), hvilken årsag han gør bred nok til at omfatte medfødt urenhed og fordærvelse (Job 4,17-19) fremviser en kvatisme, som afviser Jobs selvødelæggende vredesudbrud (Job 5,2; Job 5,3; jf. Jobs svar, Job 6,2; Job 6,3; Job 30,24) og lover genoprettelse som følge af bod og underkastelse. I sin anden tale er han irriteret, fordi Jobs blasfemiske ord er egnede til at hindre andagt (Job 15,4), tillægger dem uretfærdighed (Job 15,5; Job 15,6), gentager sin fordærvelseslære (Job 15,14-16) og inleder de gribende skildringer af den uretfærdige mands skæbne, i hvilke vennerne fortsætter med at overdrive deres sag (Job 15,20-35). I den tredje tale bevæges han af sine teoretiske fordringer til at tilregne Job faktiske bedrageri og forbrydelser, uretfærdigheder indulget i fordi Gud var for langt borte til at se (22,5-15); men som et resultat holder han stadig åben vejen til bod, afsvægelse af uretfærdighed og genoprettelse til sundhed og rigdom (22,21-30). Hans ytringer er velkomponeret og dømmerkyndigt (alt for koldt akademisk, mener Job, 16,4.5), fulde af god religiøs rådgivning abstrakt betragtet.

Deres fejl ligger i deres indgroede forudsætning om Jobs ondskab, deres usympatiske klyngen til teori i ansigtet af fakta, og undertrykkelsen af venskabets menneskelige impulser.

John Franklin Genung