Elihu

e-li'-hu ('elihu; Eleiou, "Han er (min) Gud" eller "min Gud er Han"):

(1) En stamfader til Samuel (1 Sam 1,1), kaldt Eliel i 1 Krøn 6,34 og Eliab i 1 Krøn 6,27. Se Eliab.

(2) Findes i 1 Krøn 27,18 for Eliab, Davids ældste bror (1 Sam 16,6); kaldt "en af Davids brødre".

(3) En manasgitter, som sluttede sig til David i Ziklag (1 Krøn 12,20).

(4) En korahittisk portner (1 Krøn 26,7).

(5) En ven af Job. Se næste artikel.

(6) En stamfader til Judit (\/APC Judith 8,1).

('elihu, 'elihu', "Han er (min) Gud"; Elious):

En af debattanterne i Jobbogen; en ung mand som, efter at have lyttet stille til Jobb og hans venners argumenter, føles drevet til at fortsætte diskussionen og fra sit mere retfærdige sandhedssyn sætte begge parter på ret køl. Han er af stammen Buz (jf. 1 Mos 22,21), en broderfolk til Uz's folk, og af familien Ram eller Aram, det vil sige en aramæer. Han nævnes ikke som en af personerne i historien før kapitel 32; og da vennerne da er bragt til taushed og Jobs ord er endt, har Elihu hele arenaen for sig selv, indtil theofanien fra hvirvelvinden viser sig for portentøs for ham at bære. Hans fire taler omfatter kapitlerne 32-37. Nogle kritikere har anset, at Elihu-delen af Jobbogen blev tilføjet senere af en anden hånd, og anvoser uklarhed og vidtløftighed, såvel som en forskellig stil, til at bevise at det var værket af en ringere forfatter. Denne vurdering synes dog kun at tage hensyn til den rolle det spiller i en didaktisk afhandling eller en teologisk debat. Det ser helt anderledes ud når vi læser det som et virkeligt dramatisk element i en historie; med andre ord når vi indser at Jobbog's dominerende interesse ikke er dialektisk men narrativ.

Set på denne måde er Elihu-episoden en kunstfærdigt ledet virksomhed i forberedelsen af udsværblingen. Betragt situationen ved afslutningen af Jobs ord (Job 31,40). Jobb har godtgjort sin integritet og står klar til at fremføre sin sag for Gud (Job 31,35-37). Vennerne har derimod udtømt deres ressourcer, og gennem tre taler har været tavse, så at sige slukket ud af tilværelsen. Det er på dette punkt altså at Elihu introduceres, for at fornye deres strid med ung konstruktiv kraft, og repræsentere deres sag (som han mener) bedre end de selv kan. Han er væsentligt enig med dem i at fordømme Jobb (Job 34,34-37) hans eneste kiv med dem er på grund af deres argumenters uafsluttethed (32,3.1). Hans selvskildring er udtænkt i en bestemt hånende ånd på forfatterens vegne, ikke uden noget sardonstisk lune. Han er meget egoistisk, meget sikker på værdien af sine ideer; meget af hans påståede vidtløftighed skyldes den veltalende selvnedvurdering som forråder en umådeligt høj mening om sig selv (jf. Job 32,6-22). Dette, være sig ringere komposition eller ej, passer fortrinligt hans ord til hans karakter. For sit stofs vedkommende tilfører han væsentligt til hvad vennerne har sagt, men i en mere rationalistisk tone; taler opbyggende, som vennerne ikke har gjort, om affliktionens disciplinære værdi, og om Guds midler til åbenbaring gennem drømme og syner og fortolkningen fra en intercessor-ven (Job 33,13-28).

Meget åbenbart er hans ego dog midtpunktet i hans system; det er ham som stiller sig op som Jobs formidler (Job 33,5-7; jf. Job 9,32-35), og hans vise bemærkninger om Guds kraft og visdom i Naturen er fulde af selvvigtighed. Alt dette synes beregnet på at fremhæve det næsten latterlige af hans sammenbrud når den kommende storm fra et naturligt fænomen viser usedvanlige og overnaturlige tegn. Hans ord bliver usammenhængende og inkohérente, og standser med et slags forsøg på at trække sine påstande tilbage. Og dommen fra hvirvelvinden lyder: "formørker råd med ord uden kundskab." Elihu har således en virkelig funktion i historien, så ærefuld som herskesyge selvtillid plejer at være.

John Franklin Genung