Elisa

Gud er hans frelse, søn af Shafat fra Abel-Mehola, som blev Elias' tjener og discipel (1 Kong 19,16-19). Hans navn forekommer første gang i den befaling, der blev givet til Elias, om at salve ham som hans efterfølger (1 Kong 19,16). Dette var den eneste af de tre befalinger, der dengang blev givet til Elias, som han udførte. På sin vej fra Sinaj til Damaskus fandt han Elisa på hans hjemsted, beskæftiget med markarbejde, hvor han pløjede med tolv par okser. Han gik hen til ham, kastede sin grove kappe over hans skuldre og antog ham straks som en søn og indsatte ham i profetembedet (jf. Luk 9,61, 62). Elisa tog imod det kald, der således blev givet ham (omkring fire år før Akabs død), og i omkring syv eller otte år blev han Elias' nære tjener, indtil han blev skilt fra ham, og Elias blev taget op til himlen. I alle disse år hører vi intet om Elisa undtagen i forbindelse med de afsluttende scener i Elias' liv. Efter Elias blev Elisa anerkendt som leder for profetsønnerne og blev kendt i Israel. Han besad, efter sin egen anmodning, “en dobbelt del” af Elias' ånd (2 Kong 2,9); og i den lange periode på omkring tres år (892-832 f.Kr.) beklædte han embedet som “profet i Israel” (2 Kong 5,8).

Efter Elias' bortgang vendte Elisa tilbage til Jeriko, og dér helbredte han vandkilden ved at kaste salt i den (2 Kong 2,21). Dernæst finder vi ham i Betel (2,23), hvor han med sin mesters strenghed forbandede de unge, der kom ud og hånede ham som Guds profet: “Kom herop, din skaldede.” Dommen fik straks virkning, og Gud hjemsøgte på frygtelig vis den vanære, der blev gjort mod hans profet, som en vanære gjort mod ham selv. Dernæst læser vi om, at han forudsagde et regnfald, da Jorams hær var ved at segne af tørst (2 Kong 3,9-20); om mangfoldiggørelsen af den fattige enkes krukke med olie (4,1-7); om miraklet, hvor han gav livet tilbage til kvinden fra Shunems søn (4,18-37); om mangfoldiggørelsen af de tyve brød af nybyg til en tilstrækkelig forsyning for hundrede mænd (4,42-44); om helbredelsen af syreren Na'aman for hans spedalskhed (5,1-27); om straffen over Gehazi for hans løgn og hans begærlighed; om bjærgningen af øksen, der var tabt i Jordans vand (6,1-7); om miraklet ved Dotan, halvvejs på vejen mellem Samaria og Jizre'el; om belejringen af Samaria ved Syriens konge og om folkets frygtelige lidelser i forbindelse med den, samt Elisas profeti om den hjælp, der ville komme (2 Kong 6,24).

Dernæst finder vi Elisa i Damaskus for at udføre den befaling, der var givet til hans mester, om at salve Hazael til konge over Syrien (2 Kong 8,7-15); derefter giver han en af profetsønnerne anvisning på at salve Jehu, Josafats søn, til konge over Israel i stedet for Akab. Således blev de tre befalinger, der var givet til Elias (9,1-10), til sidst udført.

Vi læser ikke igen om ham, før vi finder ham på sit dødsleje i sit eget hus (2 Kong 13,14-19). Joash, Jehus sønnesøn, kommer for at sørge over hans forestående bortgang og udtaler de samme ord som Elisa, da Elias blev taget bort: “Min far, min far! Israels vogn og dets ryttere.”

Senere, da et lig bliver lagt i Elisas grav et år efter hans begravelse, rører det knap ved de hellige levninger, før manden “blev levende igen og stod op på sine fødder” (2 Kong 13,20-21).