Jobs Bog

Der findes stor uenighed om, hvem der har skrevet denne bog. Ud fra indre vidnesbyrd, såsom ligheden i tanke og sprog med Salmerne og Ordsprogene (se Sl 88 og 89), den fremtrædende idé om “visdom” samt skriftets stil og karakter, antager nogle, at den blev skrevet på Davids og Salomos tid. Andre hævder, at den blev skrevet af Job selv, eller af Elihu, eller Esajas, eller måske mere sandsynligt af Moses, som var “oplært i al egypternes visdom og mægtig i ord og gerninger” (ApG 7,22). Han havde i Midjan mulighed for at få kendskab til de berettede begivenheder. Men forfatterskabet er helt usikkert.

Hvad bogens karakter angår, er den et historisk digt, et af de største og mest ophøjede digte i hele litteraturen. Job var en historisk person, og stederne og navnene var virkelige og ikke opdigtede. Den er “en af de mest storslåede dele af de inspirerede Skrifter, et himmelsk fyldt forrådskammer af trøst og undervisning, den patriarkalske bibel og et kostbart mindesmærke over den tidligste teologi. Den er for Det Gamle Testamente, hvad Romerbrevet er for Det Nye.” Den er en belærende fortælling i dramatisk form.

Denne bog var øjensynlig velkendt på Ezekiels tid, 600 f.Kr. (Ez 14,14). Den udgjorde en del af de hellige Skrifter, som vor Herre og hans apostle brugte, og der henvises til den som en del af det inspirerede Ord (Hebr 12,5; 1 Kor 3,19).

Bogens emne er Jobs prøvelse, dens anledning, natur, udholdelse og udfald. Den viser harmonien mellem åbenbaringens sandheder og Forsynets handlinger, som på én gang ses at være uransagelige, retfærdige og barmhjertige. Den viser den sandt gudfrygtiges salighed, selv midt i svære lidelser, og giver således trøst og håb til prøvede troende i enhver tidsalder. Den er en bog med mangfoldig undervisning og er gavnlig til lære, til irettesættelse, til rettelse og til oplæring i retfærdighed (2 Tim 3,16).

Den består af:

En historisk indledning i prosa (kap. 1, 2).

Striden og dens løsning, i poesi (kap. 3-42,6).

Jobs modløse klage (kap. 3) er anledningen til den strid, der føres i tre runder af samtaler mellem Job og hans tre venner. Den første runde giver stridens begyndelse (kap. 4-14); den anden stridens vækst (15-21); og den tredje stridens højdepunkt (22-27). Dette efterfølges af stridens løsning i Elihus taler og Jehovas tale, efterfulgt af Jobs ydmyge bekendelse (42,1-6) af sin egen skyld og dårskab.

Den tredje del er den historiske afslutning, i prosa (42,7-15).

Sir J. W. Dawson siger i “The Expositor”: “Det synes nu, at Jobs bogs sprog og teologi bedre kan forklares ved at antage, at den er en del af mineisk [sydarabisk] litteratur, som Moses fik i Midjan, end på nogen anden måde. Dette synspunkt stemmer også bedre end noget andet med dens henvisninger til naturgenstande, minekunsten og andre forhold.”