Esau

e'-so (`esaw, "håret"; Esau):

Søn af Isak, tvillingebror til Jakob. Navnet blev givet på grund af det hårede dække på hans legeme ved fødslen: "helt dækket som et håret klæde" (1 Mos 25,25). Der var en prænatal forvarsel om det forhold, som hans efterkommere skulle have til Jakobs, hans yngre brors (1 Mos 25,23). Øjeblikket af hans fødsel blev også præget af en omstændighed, der varsled samme skæbne (1 Mos 25,26).

Den unge Esau holdt af det anstrengende, dristige jægerliv – han blev en dygtig jæger, "en mand fra marken" ('ish sadheh). Hans far var mere tilbøjelig til ham end til Jakob, fordi Esaus jægertogter gav ham kød, der behagede den gamle mands smag (1 Mos 25,28). Da han vendte hjem sultende fra en af disse togter, viste Esau imidlertid en egenskab, der markerede ham for den ringere stilling, som var blevet forudsagt på hans fødselstidspunkt. Fristlet af gryden, som Jakob havde kogt, kunne han ikke sige nej til det, men måtte straks tilfredsstille sin appetit, selvom den rolige og beregnende Jakob skulle kræve førstefødselret som prisen (1 Mos 25,30-34). Impulsivt greb han en øjeblikkelig og sanselig tilfredsstillelse på bekostning af en fremtidig herlighed. Således mistede han ledelsen af det folk, gennem hvilket Guds forløsningsformål skulle virk­liggøres i verden, ikke mindre end den blotte verdslige fordel af førstefødselssonnes største andel i faderens jordiske ejendele. Selvom Esau så hensynsløst havde disponeret over sin førsteret, ville han senere have sikret sig fra Isak den velsignelse, som tilhørte ham, hvis ikke Rebekkas snedighed havde sørget for Jakob. Jakob havde ganske vist nogle betænkeligheder ved sin mors plan (1 Mos 27,12), men hun beroligede ham; bedrageriet var vellykket, og han sikrede sig velsignelsen. Nu, for sent, indså Esau bittert noget af sit tab, selvom han bebrejdede Jakob alt sammen og slet ikke sig selv (1 Mos 27,34; 1 Mos 27,36). Han hadede sin bror på grund af denne skade, han holdt imod ham, og bestemte sig for at slå broderen ihjel så snart hans fader var død (1 Mos 27,41); men den opmærksomme Rebekka sendte Jakob til Haran for at blive hos hendes slægtninge, til Esaus vrede skulle lægges sig (1 Mos 27,42-45).

Esau havde i en alder af fyrre år taget to hetiterske hustruer og havde således mistet sine forældres gunst. Rebekka havde snedigt brugt dette faktum til at få Isak til at gå ind på hendes plan om at sende Jakob til Mesopotamien; og da Esau så dette, synes han at have tænkt, at han kunne behage både Isak og Rebekka ved at gifte sig med en kvinde af en anden art end dem, han allerede havde forlovet sig med blandt kanaanæiske kvinder. Derfor giftede han sig med en frænde i skikkelse af en datter af Ismael (1 Mos 28,6; 1 Mos 28,9). Således forbundet med "Seirs land" og på grund af dette lands egnethed for en, der skulle leve ved sværdet, boede Esau der, da Jakob vendte hjem fra Mesopotamien. Mens Jakob frygtede at møde ham og gjorde stor anstrengelse for at forsone ham, og gjorde grundige forberedelser mod et eventuelt fjendeligt møde, idet han søgte Guds hjælp indtrængende, modtog Esau, i spidsen for fire hundrede mand, venligt broderen, mod hvem hans vrede havde været så glødende. Selvom Esau således havde modtaget Jakob med åbne arme, var sidstnævnte stadig i tvivl om ham og lykkedes det ham gennem en art falskhed at blive adskilt fra ham, idet Esau vendte tilbage til Seir (1 Mos 33,12-17). Esau mødte sin bror igen ved deres faders død, omkring tyve år senere (1 Mos 35,29). Om hans senere liv ved vi ikke noget.

Esau blev også kaldt Edom ("rød"), fordi han sagde til Jakob: "Gif mig at drikke af den røde gryde" (1 Mos 25,30). Det land, hvor han bosatte sig, var "Seirs land", således benævnt efter Seir, stamfader til de horiter, som Esau fandt der; og også kaldt Edom efter Esaus tilnavn og muligvis også på grund af landets røde sandsten (Sayce).

"Esau" bruges undertiden i betydningen Esaus efterkommere og det land, hvor de boede (5 Mos 2,5; Obad 1,6; Obad 1,8; Obad 1,18; Obad 1,19).

E. J. Forrester