Esau

Lådden, Rebekkas førstefødte tvillingesøn (1 Mos 25,25). Navnet Edom, “rød”, blev også givet ham på grund af hans adfærd i forbindelse med den røde linse-“ret”, som han solgte sin førstefødselsret for (30.31). Omstændighederne ved hans fødsel varslede det fjendskab, som senere bestod mellem tvillingebrødrene og de folk, de grundlagde (25,22.23.26). Med tiden blev Jakob, i overensstemmelse med sin naturlige tilbøjelighed, hyrde; mens Esau, en “ørkenens søn”, viede sig til jægerens farefulde og slidsomme liv. Ved en bestemt lejlighed, da Esau vendte tilbage fra jagten og var drevet af sultens trang, solgte han sin førstefødselsret til sin bror Jakob, som derved opnåede pagtens velsignelse (1 Mos 27,28, 29, 36; Hebr 12,16, 17). Senere forsøgte han at genvinde det, han så letsindigt havde skilt sig af med, men hans forsøg blev gjort til intet ved hans brors list (1 Mos 27,4, 34, 38).

I en alder af fyrre år giftede han sig, til stor sorg for sine forældre, med (1 Mos 26,34, 35) to kana'anæiske unge kvinder, Judit, Beeris datter, og Basemat, Elons datter. Da Jakob blev sendt bort til Paddan-Aram, forsøgte Esau at formilde sine forældre (1 Mos 28,8, 9) ved at gifte sig med sin kusine Mahalat, Ismaels datter. Dette førte til, at han sluttede sig til de ismaelitiske stammer; og efter at have drevet horitterne bort fra Se'irs bjerg, slog han sig ned i dette område. Efter omtrent tredive års ophold i Paddan-Aram vendte Jakob tilbage til Kanaan og blev forsonet med Esau, som drog ud for at møde ham (33,4). Tyve år efter dette døde deres far Isak, og de to brødre mødtes da, sandsynligvis for sidste gang, ved hans grav (35,29). Esau forlod nu Kanaan for bestandig og etablerede sig som en mægtig og velstående høvding i landet Edom (se dette).

Længe efter dette, da Jakobs efterkommere drog ud af Egypten, huskede edomitterne den gamle strid mellem brødrene, og med voldsomt had førte de krig mod Israel.