Hammurabi

kam-u-ra'-be:

1. Etymologi af hans navn med henvisning til Amraphel; hans dynasti

2. Årene efter hans tronbestigelse

3. Militære operationer og yderligere fromme værker. Indvielse af hans billede

4. Erobringen af Rim-Sin

5. Forskellige værker og en ekspedition til Mesopotamien

6. Hans sidste år

7. Intet optegnet om hans ekspedition til Israels land

8. Den periode, hvor det kan have fundet sted

9. Hammurabis storhed som hersker

1. Etymologi af hans navn med henvisning til Amraphel; hans dynasti:

Navnet på den berømte kriger, bygmester og lovgiver, som herskede over Babylonien omkring 2000 f.Kr. I overensstemmelse med forslaget fra den afdøde professor Eb. Schrader identificeres han næsten universelt med AMRAPHEL fra 1 Mos 14,1 osv. (se der). Hammurabi var tilsyneladende ikke af babylonisk oprindelse; den såkaldte "Babylons dynasti", som han tilhørte, var sandsynligvis kommet fra Vesten. Den mest almindelige form af navnet er som ovenfor, men Hamu(m)-rabi (med mimmation) findes også. Læsningen med initialt "b" i det andet element bekræftes af den babyloniske gengivelse af navnet som Kimta-rapastum, "min slægt er udbredt" eller lignende, hvilket viser, at rabi blev betragtet som stammende fra rabu, "at være stor". Et sent brevtablet giver dog (se PSBA, maj 1901, s. 191) formen Ammurapi, hvilket viser, at initialerne ikke egentlig er "kh", og at "b"et i det andet element var ændret til "p" (sammenlign Tiglath-pil-eser med Tukulti-abil-esar osv.). Amraphel (for Amrapel, Amrabel, Amrabe) ser således ud til at være på grund af assyrisk indflydelse, men det afsluttende "l" er svært at forklare. Professor F. Hommel har påpeget, at den babyloniske gengivelse "min slægt er udbredt" blot skyldes skrivernes arbejde, idet det første element er navnet på den arabiske guddom `Am, hvilket gør 'Ammu-rabi til "Am er stor". Hvis man indrømmer dette, synes det sikkert, at Hammurabis dynasti var den, som Berosus betegnede som arabisk. Dens grundlægger var tilsyneladende Sumu-abi, og Hammurabi var den femte i afstamningen fra ham. Hammurabis fader, Sin-mubalit, og hans farfar, Abil-Sin, er de eneste herskers af dynastiet, som har babyloniske navne; alle de andre ser ud til at være arabiske.

2. Årene efter hans tronbestigelse:

Angående Hammurabis ungdomstid er intet optegnet, men da han herskede i mindst 43 år, må han have været ung, da han besteg tronen. Hans tronbestigelse var tilsyneladende markeret af en vis forbedring af lovenes administration; som datelisten siger, "etablerede han retfærdighed". Derefter blev hans regering i de tidligere år helliget så fredelige virksomheder som at konstruere gudestatuer og billeder, og i sit 6. år byggede han muren omkring byen Laz. I sit 7. år erobrede han Unug (Erech) og Isin – to af Babyloniens vigtigste byer, hvilket indebærer, at Babylons dynasti ikke havde været herre over alle staterne.

3. Militære operationer og yderligere fromme værker. Indvielse af hans billede:

Medens han interesserede sig for det allervigtigste arbejde med at grave kanaler, fandt han tid til at vende sin opmærksomhed mod Yamutbalu (8. år), og i sit 10. år erobrede han muligvis eller modtog hyldest fra byen og folket (eller hæren) af Malgia eller Malga. Det næste år blev byen Rabiku erobret af en vis Ibik-Iskur, og også tilsyneladende et sted kaldet Salibu. Indvielsen af Zer-panitums trone og opsætningen af tilsyneladende en slags kongelig mindesten fulgte, og blev efterfulgt af andre religiøse pligter – arbejde af denne art synes virkelig at have optaget ham hvert år indtil hans 21. år, da han byggede fæstningen eller befæstningen af byen Bazu. Hans 22. år beskrives som året for hans eget billede som retfærdighedens konge; og spørgsmålet opstår naturligt, om dette var datoen, da han rejste den store stele, der blev fundet ved Susa i Elam, indskrevet med hans lovsamling, som nu er i Louvre. Det næste år ser han ud til at have befæstet byen Sippar, hvor det antages, at dette monument oprindeligt var rejst.

4. Erobringen af Rim-Sin:

Fromme værker optog ham igen indtil hans 30. år, da Elams hær er nævnt, muligvis indicerende krigerske operationer, som berede vejen for hans store felttog i hans 31. år, da han "med hjælp fra Anu og Enlil" erobrede Yamut-balu og Kong Rim-Sin, Larsas velkendte hersker. I hans 32. år ødelagde han Asnunnas eller Esnunnaks hær.

5. Forskellige værker og en ekspedition til Mesopotamien:

Efter disse sejre ser Hammurabi ud til at have været i fred, og i hans 33. år gravede han kanalen Hammurabi-nuhus-nisi, "Hammurabi folkets overflod", som bragte hans undersåtters felter frugtbarhed, "ifølge Enlils ønske". Restaureringen af det store tempel ved Erech fulgte dernæst og blev efterfulgt af opførelse af en fæstning, "høj som et bjerg", på Tigris' bred. Han byggede også befæstningen af Rabiku på Tigris' bred, hvilket indebærer forberedelser til fjendetligstilinger, og det var muligvis på grund af dette, at han det næste år gjorde bøn til Tasmetum, Nebos ægtefælle. Det følgende år (hans 37.) "på Anu og Enlils befaling" blev befæstningerne af Maur og Malka ødelagt, hvorefter landet nød en tolv måneders fred. Alt efter sannsynlighed var dette dog til forberedelse af hans ekspedition i hans 39. år, da han underkuede Turukku, Kagmu og Subartu, en del af Mesopotamien. Længden af denne årsangivelse indebærer, at ekspeditionen blev betragtet som værende vigtig.

6. Hans sidste år:

Uforstyrret af udenrigsanliggender var Hammurabis vigtigste arbejde i hans 40. år udgravningen af kanalen Tisit-Enlila ved Sippar, fulgt op af genopbygningen af templet E-mete-ursag og et prægtigt tempeltårn indviet til Zagaga og Istar. Forsvaret af hans land var tilsyneladende hans sidste tanke, for hans 43. år, som tilsyneladende afsluttede hans regering og hans liv, blev viet til at styrke Sipp, et arbejde der er omtalt mere udførligt i flere cylinderindskrifter fundet på stedet.

7. Ingen beretning om et felttog til Israels land:

Desværre nævner ingen af de dokumenter, der omtaler hans regering, hans angreb, sammen med Kedorlaomers, Tidals og Arjoks hære, på oprørskongerne i Sodoma og Gomorra. Dette kaster naturligvis tvivl over identifikationen af Hammurabi med Amrafel i 1 Mos 14,1 ff. Man må dog huske, at vi ikke har en fuldstændig historie hverken om hans liv eller hans styre. At han var samtidig med Arjok, synes utvivlsomt, og hvis dette er tilfældet, var Kedorlaomer og Tidal også samtidige. Forskellige grunde kunne anføres til, at der mangler henvisninger til det pågældende felttog--hans stolthed kan have hindret ham i at lade et år opkalde efter en ekspedition--uanset hvor vellykket den måtte have været--som blev udført for en anden magt--hans lensherre; eller de allierede hære kan have lidt så alvorligt under angreb, der lignede det, Abraham udførte, at felttoget blev helt uegnet til at datere efter.

8. Den periode, hvor det kan have fundet sted:

Hvis Eri-Aku, som Thureau-Dangin har foreslået, var bror til Rim-Sin, konge af Larsa (Ellasar), må han have gået forud for ham på tronen, og i så fald fandt ekspeditionen mod kongerne på sletten sted før Hammurabis 30. år, da han hævder at have besejret Rim-Sin. Da datoen for Rim-Sins tronbestigelse er usikker, er datoen for Eri-Akus (Arjoks) død det ligeledes, men den fandt muligvis sted omkring 5 år før Rim-Sins nederlag. Det pågældende felttog må derfor være blevet foretaget i løbet af de første 25 år af Hammurabis regering. Da Amrafel kaldes konge af Sinear (Babylonien), bør perioden før Hammurabis tronbestigelse sandsynligvis udelukkes.

9. Hammurabis storhed som hersker:

Af alle de hidtil kendte konger i det tidlige Babylonien synes Hammurabi at have været en af de største, og landet gjorde gode fremskridt under hans styre. Hans konflikter med Elam tyder på, at Babylonien var blevet stærkt nok til at modstå denne krigeriske stat, og hans titel adda eller »far« for Martu (= Amurru, amoritterne) og for Yamutbalu mod øst indebærer ikke blot, at han opretholdt landets indflydelse, men også at det under hans regering ikke længere var underlagt Elam. Rim-Sin og staten Larsa blev dog først erobret på Samsu-ilunas tid, Hammurabis søn. Det er bemærkelsesværdigt, at hans lovsamling (se 3 ovenfor) ikke blot fastlagde juridiske rettigheder og ansvar, men også fastsatte lønsatserne og derved forebyggede mange vanskeligheder.

Se AMRAPHEL; ARIOCH; CHEDORLAOMER; TIDAL osv.

T. G. Pinches