Kedorlaomer

ked-or-la-o'-mer, ked-or-la'-omer (kedhorla`omer; Chodollogomor):

1. Var han den elamitiske konge Kudur-lahgumal?

2. Kudur-lahgumal og babylonierne

3. Eri-Ekuas søn

4. Durmah-ilani, Tudhul(a) og Kudur-lahmal

5. Syndige herskeres skæbne

6. Den poetiske legende

7. Kudur-lahgumals misgerninger

8. Seriens betydning

Navnet på den elamitiske overherre, som Amrafel, Arjok og Tidal drog med mod Sodoma og Gomorra og de andre byer på sletten (1 Mos 14,1). Den græske form (Septuaginta) af navnet er Chodollogomor, hvilket forudsætter en anden vokalisering, assimileringen af "R" med "L" og udtalen af "`o" som "gho" (Codorlaghomer). Dette antyder, at den elamitiske form i kileskrift ville være Kudur-lagamar, hvor det andet led er navnet på en gud, og hele navnet derfor betyder "La`omers tjener" (Lagamar) eller lignende. En babylonisk guddom, der blev dyrket i Dilmu, Lagamal, kan være den samme som den elamitiske Lagamar. Dette navn findes ikke i kileskriftindskrifterne, medmindre det, som det er muligt, er den fantasifuldt skrevne Kudur-lah(gu)mal (eller Kodorlahgomal) i tre sene babyloniske legender, hvoraf én er i poetisk form. Foruden denne elamitiske hersker nævner to af disse tavler også en vis Eri-Aku eller Eri-Akua, søn af Durmah-ilani, og én af dem henviser til Tudhul(a) eller Tidal.

Se ERI-AKU, 4.

1. Var han den elamitiske konge Kudur-lahgumal?:

Der er blevet gjort indvendinger mod at identificere Kedorlaomer med Kudur-lah(gu)mal i disse tekster; nogle assyriologer har blankt afvist muligheden, mens andre har udtrykt den opfattelse, at selv om disse navne var dem, de henholdsvis er blevet identificeret med, var de ikke de personer, der omtales i 1 Mos 14, og mange har helt afholdt sig fra at udtale sig. Hovedgrunden til at identificere Kudur-lah(gu)mal(?) med Kedorlaomer er dets forbindelse med navnene Eri-Eaku og Tudgul(a), som findes på to af dokumenterne. Der er dog ikke fundet nogen klare henvisninger til felttoget mod byerne på sletten i disse tekster.

2. Kudur-lahgumal og babylonierne:

Den længste af de to prosakompositioner (Brit. Mus., Sp. II, 987) henviser til himlens bånd (udstrakt?) til de fire egne og den berømmelse, som han (Merodak?) fastsatte for (elamitterne) i Babylon, (hans) herligheds by. Således besluttede (?guderne), i deres trofaste (eller evige) råd, for Kudur-lahgumal, Elams konge (deres gunst?). Han drog ned og (gjorde) det, der var godt for dem, og udøvede herredømme i Babylon, byen Kar-Dunias (Babylonien). Da han havde magten, handlede han imidlertid på en måde, der ikke behagede babylonierne, for han elskede de vingede fugle og begunstigede hunden, der knuste benet. "Hvilken(?) konge af Elam havde (nogensinde) (vist gunst mod?) E-saggils helligdom?" (E-sagila, Belus' store tempel i Babylon).

3. Eri-Ekuas søn:

Et brev fra Durmah-ilani, søn af Eri-Ekua (?Arjok), citeres på dette sted og udgør muligvis begrundelsen for de foregående sætninger, idet de giver grunde til den indfødte herskers indgriben. Indskriftens beskadigelse gør dog meningen og sammenhængen meget vanskelig at følge.

4. Durmah-ilani, Tudhul(a) og Kudur-lahmal:

Det mindre fuldstændige fragment (Sp. III, 2) indeholder nær begyndelsen ordet hammu, og hvis dette, som professor F. Hommel har foreslået, er en del af navnet Hammurabi (Amrafel), ville det efter al sandsynlighed gøre identifikationen af Kudur-lahgumal(?) med Kedorlaomer hævet over enhver tvivl. Denne indskrift siger, at Merodak i sit hjertes trofasthed lod den hersker, som ikke støttede (Babyloniens templer), blive dræbt med sværdet. Navnet Durmah-ilani forekommer derefter, og det synes at blive sagt om ham, at han førte bytte bort, og at Babylon og templet E-saggil blev oversvømmet. Han blev dog tilsyneladende myrdet af sin søn, og gamle og unge (blev dræbt) med sværdet. Derefter kom Tudhul(a) eller Tidal, søn af Gazza(ni?), som også førte bytte bort, og igen hærgede vandene Babylon og E-saggil. Men efter alt at dømme blev Tudhul(a) på sin side indhentet af sin skæbne, for "hans søn knuste hans hoved med sine hænders våben." På dette sted er der en henvisning til Elam, til byen Ahhea(?) og til landet Rabbatum, som han (? Elams konge) havde plyndret. Om dette henviser til et felttog til Israels land eller ej, er usikkert og sandsynligvis usandsynligt, eftersom den næste vending taler om ødelæggelse, der blev påført Babylonien.

5. Syndige herskeres skæbne:

Men en ulykkelig skæbne indhentede også denne hersker, for Kudur-lahmal (= lahgumal), hans søn, gennemborede hans hjerte med stålsværdet i hans bælte. Alle disse henvisninger til voldsomme dødsfald anføres tilsyneladende for at vise den frygtelige ende for visse konger, "syndens herrer," som Merodak, gudernes konge, var vred på.

6. Den poetiske legende:

Den tredje tekst er af poetisk art og henviser flere gange til "fjenden, elamitten"--tilsyneladende Kudur-lahgu(mal). I denne bemærkelsesværdige indskrift, som selv i sin nuværende ufuldstændige tilstand indeholder 78 linjer kileskrifttekst, berettes der i detaljer om den ødelæggelse, han forårsagede. Han kastede døren (til templet) for Ishtar ned; gik ind i Du-mah, stedet hvor skæbnerne blev erklæret (se Babel, Babylon), og sagde til sine krigere, at de skulle tage byttet og templets gods.

7. Kudur-lahgumals misgerninger:

Han var dog bange for at gå til yderligheder, da stedets gud »glimtede som lyn og rystede de (hellige) steder«. De sidste to afsnit siger, at han vendte sit ansigt for at drage ned til Tiamtu (kystlandet; se Kaldæa), hvortil Ibi-Tutu, tilsyneladende kongen over dette område, var hastet og havde grundlagt en skin-hovedstad. Men elamitten synes siden at have taget sin vej nordpå igen og, efter at have besøgt Borsippa nær Babylon, at have gennemrejst »mørkets vej--vejen til Mesku« (?Meshek). Han ødelagde paladset, undertvang fyrsterne, førte byttet fra alle templerne bort og tog (folkets) ejendele til Elam. På dette punkt afbrydes teksten.

8. Seriens betydning:

Hvor disse bemærkelsesværdige indskrifter kom fra, burde der være flere af samme art, og hvis de bliver fundet, vil mysteriet om Kedorlaomer og Kudur-lahgumal sandsynligvis blive løst. For nærværende kan man kun sige, at navnene alle peger på den tidlige periode med de elamitiske herskere, der kaldes Kuduriderne, før landet Tiamtu eller Tamdu blev bosat af kaldæerne. Det var tydeligvis en af de heroiske perioder i babylonisk historie, og en skriver omkring 350 f.Kr. havde samlet en række tekster, der henviste til den. Alle tre tavler blev købt (ikke udgravet) af British Museum og nåede denne institution gennem samme kanal. Se Journal of the Victoria Institute, 1895-96, og professor Sayce i Proceedings of the Society of Biblical Archaeology (1906), 193 ff., 241 ff.; (1907), 7 ff.

T. G. Pinches