Kedorlaomer

(= Khudur-Lagamar i indskrifterne), konge af Elam. Mange århundreder før Abrahams tid var Kanaan og endda Sinaihalvøen blevet erobret af babyloniske konger, og på Abrahams egen tid blev Babylonien regeret af et dynasti, som gjorde krav på overhøjhed over Syrien og Israels land. Dynastiets konger bar navne, som ikke var babyloniske, men på én gang sydarabiske og hebraiske. Dynastiets mest berømte konge var Khammu-rabi, som samlede Babylonien under ét herredømme og gjorde Babylon til dets hovedstad. Da han besteg tronen, stod landet under elamitternes overhøjhed og var delt i to kongeriger, Babylon (det bibelske Sinear) og Larsa (det bibelske Ellasar). Kongen af Larsa var Eri-Aku (“månegudens tjener”), søn af en elamitisk fyrste, Kudur-Mabug, som kaldes “amoritterlandets far.” En nyligt opdaget tavle opregner blandt Khammu-rabis fjender Kudur-Lagamar (“gudinden Lagamars tjener”) eller Kedorlaomer, Eri-Aku eller Arjok og Tudkhula eller Tidal. Khammu-rabi, hvis navn af nogle forskere også læses Ammi-rapaltu eller Amrafel, formåede at overvinde Eri-Aku og drive elamitterne ud af Babylonien. Assur-bani-pal, den sidste af de assyriske erobrere, nævner i to indskrifter, at han indtog Susa 1635 år efter at Kedor-nakhunta, konge af Elam, havde erobret Babylonien. Det var i året 660 f.Kr., at Assur-bani-pal indtog Susa.