Babylonien

bab-i-lo'-ni-a

1. Høje

2. Udforskninger

3. Navne

4. Semitter

5. Sumerere

6. Semitternes hjem

7. Indvandring

8. Sprog

9. Skrift

10. Arkitektur

11. Kunst

12. Litteratur

13. Biblioteker

14. Personnavne

15. Kongerigernes historie

16. Kish

17. Lagash

18. Adab

19. Nippur

20. Erek

21. Larsa

22. Shuruppak

23. Kisurra

24. Umma

25. Akkad

26. Opis

27. Basime

28. Drehem

29. Urumma

30. Babylons første dynasti

31. Sølandsdynastiet

32. Kassitdynastiet

33. Kassitisk herredømme

34. Isin-dynastiet

35. Nebukadrezzar I

36. Sølandsdynastiet

37. Bit-Bazi-dynastiet

38. Andre herskere

39. Det babyloniske dynasti

40. Nybabyloniske herskere

41. Persiske herskere over Babylon

LITTERATUR

Babylonien er en slette, som består af de alluviale aflejringer fra bjergområderne i nord, hvor Tigris og Eufrat har deres udspring. Landet afgrænses mod nord af Assyrien og Mesopotamien; mod øst af Elam, adskilt derfra af Elams bjerge; mod syd af havmarskerne og landet Kaldu (Kaldæa); og mod vest af den syriske ørken. Nogle af byerne i det lavere land var havnebyer i den tidlige periode, men ligger nu langt inde i landet. Denne landdannelsesproces fortsætter selv i nutiden med en hastighed på omkring 70 fod om året.

Denne slette bar, i de dage da Babylonien blomstrede, en tæt befolkning. Den var dækket af et netværk af kanaler, dygtigt planlagt og reguleret, som bragte velstand til landet på grund af jordens vidunderlige frugtbarhed. Forsømmelsen af disse kanaler og uden tvivl også klimaændringen har ført til ændrede forhold i landet. Det er blevet en trist ødemark. I nogle måneder af året, når oversvømmelserne finder sted, er store dele af landet delvis dækket af sumpe og marsker. På andre tidspunkter ligner det en øde slette.

1. Høje:

Overalt i landet ses der i nutiden ruinhøje eller høje af ophobet murbrokker, som markerer stedet for oldtidsbyer. Nogle af disse byer blev ødelagt i en meget tidlig tidsalder og blev aldrig genopbygget. Andre var beboet i årtusinder, og deres historie strækker sig langt ind i den kristne tidsalder. De oldsager, der i almindelighed findes i det øverste lag af de høje, som var beboet indtil så sen en periode, viser, at de som regel var beboet af jøderne, der levede dér, efter at babylonierne var forsvundet.

2. Udforskninger:

Udgravningerne, der er blevet udført på forskellige steder, har foruden oldsager af næsten enhver art ført til opdagelsen af hundredtusinder af indskrifter på ler og sten, men især på det førstnævnte materiale. Ved Tello blev der fundet mere end 60.000 tavler, som for en stor del hørte til templets administrative arkiver fra det tredje årtusinde f.Kr. Ved Nippur blev der fundet omkring 50.000 indskrifter, mange af dem hørte også til tempelarkiver. Men omkring 20.000 tavler og fragmenter, som blev fundet i denne by, kom fra præsternes skoles bibliotek, som var blevet skrevet i det tredje årtusinde f.Kr. Ved Sippar blev der fundet fuldt ud 30.000 tavler, mange af samme generelle karakter, og de repræsenterer også et bibliotek. Ved Delehem og Djokha er tempelarkiver fra samme periode som dem, der blev fundet ved Tello, kommet for dagen i stort antal gennem araberes ulovlige gravninger. Babylon, Borsippa, Kish, Erek og mange andre byer har givet udforskeren og de arabiske gravere indskrevne dokumenter fra enhver periode af Babyloniens historie, og de omfatter næsten enhver slags litteratur, så museerne og bibliotekerne i Amerika og Europa har oplagret ulæste indskrifter i hundredtusindvis. Mange er også i private personers besiddelse. Når arbejdet med at udgrave Babylonien er fuldført, og indskrifterne er tydet, vil mange af de førkristne århundreder i Babyloniens historie være bedre kendt end nogle af dem i vor kristne tidsalder. Babyloniernes oldtidshistorie vil blive rekonstrueret ved hjælp af disse oprindelige kilder. Lange familieslægtslister vil blive kendt, sådan som det faktisk i nogle tilfælde allerede er tilfældet, ligesom Ezekiels, Abrahams og alle de andre bibelske personers babyloniske samtidige.

3. Navne:

Det græske navn Babylonien, som er i brug i nutiden, er afledt af navnet på byen Babylon, landets hovedstad og vigtigste by fra tiden for Babylons første dynasti, omkring 2000 f.Kr. (se BABYLON). Landets navn i den allertidligste periode, som er repræsenteret ved oldsager, og endda ved indskrevne genstande, er ikke kendt. Men i en forholdsvis tidlig tidsalder kaldes den nordlige del Uri, og den sydlige del Engi eller En-gira. Den anden del af det sidstnævnte navn er måske den samme som i Su-gir, som menes at være oprindelsen til Det Gamle Testamentes Shinar. Su-gir og Su-mer er navne på det samme land. Og eftersom Mer og Gir var navne på den samme vestsemitiske guddom, som spillede en vigtig rolle i Babyloniens tidlige historie, er det ikke usandsynligt, at elementet Su også skal identificeres med det gamle navn på Mesopotamien. Su findes også i Su-bartu, navnet på landet mod nord. Dette navn skrives også Su-Gir.

Efter 2000 f.Kr. blev ideogrammerne, læst på sumerisk som Uri og Engi, udtalt på semitisk-babylonisk som Akkad og Sumer. Det førstnævnte fik sit navn fra rigets hovedstad Akkad, en af de byer, der nævnes i 1 Mos 10,10. Titlen "konge over Akkad og Sumer" blev brugt af herskere så sent som i det 1. årtusinde f.Kr. Det navn, som landet kendes under i det andet årtusinde f.Kr., er Kar-Duniash, hvis nøjagtige afledning er usikker. Kar betyder "have, land" på semitisk og sumerisk; og da Duniash indledes med determinativet for guddom, er det blevet betragtet som navnet på en kassitisk gud. En nyere fremsat forklaring er, at Duniash svarer til Bel-malati, som betyder "landenes herre". Navnets betydning må, som nævnt, betragtes som uafklaret.

På det sene assyriske riges tid opstod der et folk i den yderste sydlige del af landet, kaldet Kaldæa af grækerne, hvilket er afledt af navnet Kaldu. I de assyriske historiske indskrifter kaldes landet sædvanligvis Bit-Yakin. Dette folk synes at være udgået fra aramæisk Under Biblical. Under Merodak-Baladan herskede de over Babylonien en tid. Det nybabyloniske dynasti, grundlagt af Nabopolassar, antages at være kaldæisk af oprindelse, som følge af hvilket hele landet i den græske periode blev kaldt Kaldæa.

4. Semitter:

To adskilte racer findes som beboere af landet, når vi får de første glimt af dets historie. Den nordlige del er beboet af semitterne, som er nært beslægtede med amoritterne, aramæerne og araberne; og den sydlige del af et ikke-semitisk folk kaldet sumerere. Deres kulturer havde oprindelig været forskellige, men da de først bliver kendt for os, er der sket en sådan sammensmeltning, at det kun ved kendskab til andre semitiske kulturer er muligt blot delvist at skelne mellem, hvad der var semitisk-babylonisk, og hvad der var sumerisk. Semitterne kom, skulle det næsten synes, ind i landet efter at sumererne havde etableret sig, men dette kan kun betragtes som en formodning.

5. Sumerere:

Skønt den tidligste sumeriske bosættelse tilhører en fjern periode, er der fundet få spor af den forhistoriske sumerer. De arkæologiske levn viser, at denne ikke-semitiske race ikke er hjemmehørende i landet, og at de, da de kom ind i landet, allerede havde nået en temmelig høj grad af kultur. Men der er endnu intet bevis for, i hvilken del af den gamle verden elementerne i deres kultur blev udviklet, selv om forskellige forsøg er blevet gjort af forskere på at lokalisere deres oprindelige hjem.

6. Semitternes hjem:

Semitternes hjem er blevet placeret i forskellige dele af den gamle verden. En række forskere ser til Arabien og andre til Afrika som deres oprindelige bosted, skønt deres teorier i almindelighed ikke bygger på meget arkæologisk evidens. Uden tvivl skal de semitiske babylonieres tidligere, om ikke oprindelige, hjem findes i amoritternes land, det vil sige i Syrien. I den tidligst kendte periode af Babyloniens historie, som åbenbart hører til en tid, der ikke ligger meget fjernt fra den tid, da semitterne kom ind i Babylonien, var Amurru en vigtig faktor i nationernes anliggender, og det var et land, som Babyloniens verdenserobrere, både sumeriske og semitiske, bestræbte sig på at undertvinge. Dette peger på den kendsgerning, at Amurrus kultur allerede dengang var gammel. Egyptiske indskrifter bekræfter dette fuldt ud. Vi ser hen til amoritternes land som de semitiske babylonieres hjem på grund af den vigtige rolle, som dette lands hovedgud, Amurru eller Uru, spillede i den babyloniske religion og navngivning. Faktisk er næsten alle de oprindelige navne på de semitiske babyloniske solguddomme afledt af navnene og tilnavnene på amoritternes og aramæernes store solgud (se Amurru, 108 ff). Disse og mange andre overvejelser peger på Amurru, eller amoritternes land, som det tidligere hjem for de semitter, der udvandrede til Babylonien, og som til sidst blev herrer over landet.

7. Indvandring:

De oprindelige bosættelser i Babylonien, som nævnt ovenfor, tilhører en forhistorisk tid, men gennem landets historie er nye semitiske vandringer blevet påvist. I Isin-dynastiets og Babyloniens første dynastis tid synes amoritter eller kana'anæere at oversvømme landet. I det andet årtusind herskede et fremmed folk kendt som kassitter over Babylonien i næsten seks århundreder. Periodens navngivning viser, at mange hittitter og mittanæere såvel som kassitter levede i Babylonien. I det første årtusind angiver de tusinder af navne, der optræder i kontraktlitteraturen, et sandt Babel af racer: egyptere, elamitter, persere, medere, tabalitter, hittitter, kassitter, amoritter, edomitter, især hebræere, er blandt de folk, der beboede landet. Bortførelsen af israelitterne ved de assyriske konger og af jøderne ved de babyloniske konger finder, ud over de historiske indskrifter, bekræftelse i navnene på hebræere, som levede i Babylonien i de tilsvarende perioder.

8. Sprog:

Babyloniens sprog er semitisk og sumerisk. Det sidstnævnte er et agglutinerende tungemål ligesom tyrkisk og tilhører den store, uklassificerbare gruppe af sprog, som for nemheds skyld kaldes turanske. Det er endnu ikke blevet påvist at være beslægtet med noget andet kendt sprog. Det semitiske sprog, der kendes som babylonisk, og som assyrisk praktisk talt er identisk med, er af den fælles semitiske stamme. Efter at semitterne kom ind i landet, blev deres sprog stærkt påvirket af det sumeriske tungemål. At semitterne oprindelig var afhængige af de sumeriske skrivere, hos hvem skriften havde sin oprindelse, set i forbindelse med den kendsgerning, at sumerernes højt udviklede kultur i høj grad påvirkede semitternes, frembragte den særlige sammensmeltning, der kendes som babylonisk. Sproget er dog udpræget semitisk, men det har en meget stor procentdel sumeriske låneord. Da man ikke kender sumerisk beslægtede tungemål og kun har en ringe forståelse af udtalen af dette sprog, er det på den anden side umuligt at fastslå, hvor meget det sumeriske sprog blev påvirket af semitterne.

I den sene periode blev et andet semitisk sprog brugt vidt og bredt i landet. Det var ikke på grund af den stilling, aramæerne indtog i Vestasien politiske historie, at deres sprog blev lingua franca i det 1. årtusind f.Kr. Det må have været på grund af folkets omfattende vandringer. På Sankeribs tid synes det at have været brugt som diplomatisk sprog i Assyrien såvel som blandt hebræerne, sådan som episoden i 2 Kong 18,26 viser. Dernæst husker vi fortællingen om Belshassar og de forordninger fra den sene periode, der omtales i Det Gamle Testamente, og som var på aramæisk (Ezra 4,7 osv.). I Assyrien og Babylonien er der fundet mange kontrakttavler med aramæiske referencenoter skrevet på dem, hvilket viser, at dette var sproget hos dem, der opbevarede dokumenterne. Hebræerne brugte efter eksilet aramæisk. Dette synes at pege på Babylonien som det sted, hvor de lærte sproget. Det babyloniske sprog og kileskriften fortsatte med at være i brug indtil det 3. eller 2. århundrede f.Kr., og måske endda senere, men det ser ud til, at aramæisk i almindelighed havde fortrængt det, undtagen som litterært og juridisk sprog. Kort sagt var det almindelige folks sprog, eller talesproget, i den sene periode efter al sandsynlighed aramæisk.

9. Skrift:

Kileskriften på ler blev brugt både af sumererne og semitterne. Om denne skrift havde sin oprindelse i landet eller i sumerernes tidligere hjemland, er fortsat et spørgsmål. Man ved nu, at elamitterne havde deres eget skriftsystem lige så tidligt som det tidligste, der er fundet i Babylonien; og måske vil det vise sig, at andre oldtidsfolk, som for nærværende er ukendte for os, også brugte kileskrift. En skrift, der lignede den babyloniske, var i brug tidligt i Kappadokien. Hetitterne og andre folk i den egn benyttede den også. Oprindelsen til brugen af ler som skrivemateriale er derfor indhyllet i gåde, men som nævnt ovenfor blev det system, som semitterne i Babylonien brugte, udviklet fra det sumeriske.

Skriften er ikke alfabetisk, men ideografisk og fonetisk, i den henseende ligesom kinesisk. Der er over 500 tegn, og hvert af dem har fra én til mange værdier. Kombinationen af to eller flere tegn har også mange værdier. Samlingen af værdierne for de forskellige tegn, der i forskellige perioder blev brugt både af sumererne og assyrerne, tæller for nærværende omkring 25.000, og antallet vil sandsynligvis nå 30.000.

10. Arkitektur:

Babyloniens arkitektur er præget af den kendsgerning, at byggematerialet på denne alluviale slette måtte være tegl, som for en stor del var soltørrede, selv om der i visse velstående epoker er mange vidnesbyrd om, at ovnbrændte tegl blev brugt. De brændte tegl, der blev brugt i den tidligste periode, var de mindste, der nogensinde blev anvendt, omtrent på størrelse med almindelige mursten, der bruges i dag. Størrelsen på teglene i tiden før det tredje årtusind varierede fra dette til omkring 6 x 10 x 3 tommer (ca. 15 x 25 x 8 cm) i Nippur. Sargon og hans søn Naram-Sin brugte en teglsten, den største der er fundet, omkring 20 tommer (ca. 51 cm) i kvadrat og omkring 4 tommer (ca. 10 cm) i tykkelse. Efter disse kongers byggearbejder i Nippur følger Ur-Engurs arbejde; han brugte en teglsten på omkring 14 tommer (ca. 36 cm) i kvadrat og næsten 4 tommer (ca. 10 cm) i tykkelse. Denne størrelse var blevet brugt i Tello før Sargons tid og blev derefter almindeligt anvendt. Den forblev standardstørrelsen for tegl gennem de efterfølgende århundreder af babylonisk historie. Adobesten, som den største del af bygningerne blev opført af, var sædvanligvis dobbelt så tykke som ovnbrændte tegl. Søjlen, der var lavet af tegl, såvel som pilasteren, der var opført af det samme materiale, synes at være kommet i brug i en meget tidlig tid, sådan som udgravningerne i Tello viser.

Et stort antal babyloniske bygmestre lod teglbrænderne bruge teglstempler, som angav deres navne og ofte deres titler, foruden navnet på det tempel, som teglene var bestemt til. Disse gør det muligt for udgraveren at fastslå, hvem der var bygherrer eller restauratorer af de afdækkede bygninger. Naturligvis blev der i en bygning som Enlils tempel i Nippur fundet indskrevne tegl fra mange bygmestre, som dækkede en periode på over 2.000 år. Ved hjælp af de bygningsindskrifter, der er fundet, gør disse det muligt for forskere at omskrive en betydelig del af visse babyloniske templers historie. Byens mure blev også bygget af lertegl, hovedsagelig adobesten. Murene var sædvanligvis meget tykke.

Ler blev også i vid udstrækning anvendt til fremstilling af billeder, vægte, afløb, legetøj, såsom dyr, babyrangler osv., og indskrifter af enhver art. Keramik var, med undtagelse af den blå glasur, der blev brugt i den sene periode, sædvanligvis enkel, selv om der er fundet nogle spor af malet keramik. Skønt hver eneste stenpartikel, der er fundet i Babylonien, blev ført ind i landet, enten af mennesker eller ved oversvømmelser, blev sten dog i visse perioder brugt frit til statuer, steler, votivgenstande og i alle perioder til dørlejer, vægte og seglcylindre. Byggearbejder i sten er næsten ukendte i Babylonien indtil måske tiden for den største af alle oldtidens bygmestre, Nebukadnesar II, som lagde en belægning på Babylons processionsvej, Aa-ibur-sabu, med stenblokke fra et stenbrud i bjergene.

Se Babylon.

11. Kunst:

Sumerernes skulptur er, selv om man i de fleste tilfælde brugte de hårdeste materialer, en af deres civilisations store bedrifter. Der er fundet tilstrækkeligt mange eksempler til at følge udviklingen af deres kunst fra forholdsvis grove relieffer fra den arkaiske periode til den fuldendte skulptur på Gudeas tid, tredje årtusinde f.Kr., da den nåede en høj grad af fortræffelighed. Skulpturarbejdet fra denne tidsalder viser ånd og originalitet, på mange måder enestående. I den tidligste periode forsøgte babylonierne sig med rundskulptur og gengav ofte hovedfigurerne en face. Detaljernes fuldkommenhed i deres bestræbelser på at gengive virkelighedstro gør deres modellering meget fremragende i kunstens historie. Sumereren synes at have været i stand til at overvinde tekniske vanskeligheder, som senere billedhuggere systematisk undgik.

Praktisk talt enhver babylonier havde sit eget personlige segl. Han brugte det, som en underskrift bruges i nutiden, eller snarere som det lille stempel, hvori den enkeltes navn er indgraveret i nutiden i Orienten, til at sætte et aftryk på det brev, som en offentlig skriver havde skrevet for ham. Tusinder af disse gamle segl er blevet fundet. De blev udskåret af alle slags sten og metal. I den tidlige periode var formen som regel cylindrisk, med et hul på langs igennem dem. I den sene periode blev signetringen almindeligt brugt. Mange af disse ædelsten blev udsøgt skåret af stenskærere med sjælden dygtighed. Noget af det allerbedste arbejde inden for denne kunst hører til det tredje årtusinde f.Kr. Linjernes dristighed og den bevægelse, der fremstilles, er ofte bemærkelsesværdig. De fineste save, bor og andre redskaber må have været anvendt af den tidlige stenskærer. Noget af hans tidlige arbejde overgås næppe i nutiden.

Guld- og sølvsmedene fra den tidlige tidsalder har efterladt os nogle smukke eksempler på deres kunst og kunnen. Et bemærkelsesværdigt eksempel er Entemena af Lagashs sølvvase, monteret på en bronzesokkel, som står på fire fødder. Der er indgraveret en votivindskrift omkring dens hals. Skålen er delt i to felter. På det øverste er der indgraveret syv kvier, og på det nederste fire ørne med udbredte vinger, i visse henseender beslægtet med Lagashs totem eller våbenskjold. Selv om opmærksomheden på detaljer er alt for udtalt, er helheden dog godt gengivet og viser en bemærkelsesværdig dygtighed, ikke mindre slående end deres egyptiske samtidiges velkendte arbejde. Bronze blev også brugt i vid udstrækning til kunstgenstande og redskaber. Nogle bemærkelsesværdige eksemplarer af dette håndværk er fundet ved Tello.

Når man studerer de storslåede rester af deres kunst, bliver man stærkt imponeret over den dygtighed, der kommer til udtryk, og over den kendsgerning, at der må have været en lang udviklingsperiode forud for den tid, som disse værker tilhører, før sådanne frembringelser kunne have været mulige. Selv om meget af håndværkerens arbejde er groft, er der betydeligt i skulpturen og graveringen, som i høj grad er værd at studere. Og når man studerer disse levn, bliver man også slået af den kendsgerning, at de blev frembragt på en alluvial slette.

12. Litteratur:

Litteraturen i snæver forstand er næsten helt begrænset til eposserne, som er af religiøs karakter, og til salmer, hymner, besværgelser, varsler osv. Disse er de vigtigste levn af deres kultur.

Se Babyloniens og Assyriens religion.

I almindelig forstand findes næsten enhver slags litteratur blandt de hundredtusinder af lertavler, der er gravet frem i Babylonien. De indskrevne votivgenstande er af alle slags og beskrivelser. Stenvasen, der blev taget som bytte, blev viet til erobrerens guddom. Det smukke stykke lapis lazuli, agat, karneol osv., som man fik fat i, blev indskrevet og viet på samme måde. Plader, tavler og kegler i alle former og størrelser blev indskrevet med kongens navn og titler, med angivelse af de forskellige byer, han herskede over, og med særlig henvisning til det arbejde, han havde udført for sin guddom. Fra tydningen af disse votivgenstande indsamles meget værdifuldt materiale til rekonstruktionen af landets gamle historie.

Det samme gælder de såkaldte bygningsindskrifter, hvori der gives beretninger om kongernes virksomhed med at genopbygge og udvide templer, helligdomme, mure og andre byanlæg. Kanalgravning og -oprensning og sådanne arbejder, som folket drog nytte af, nævnes ofte i disse indskrifter.

Brev-litteraturen, for eksempel Hammurabis kongelige breve, den diplomatiske korrespondance, der er fundet i Egypten (se Tell el-Amarna), eller de kongelige breve fra Ashurbanipals bibliotek (se Ashurbanipal), såvel som folkets private korrespondance, giver værdifulde historiske og filologiske oplysninger.

De tusinder af tavler, der er fundet i skolebibliotekerne i Sippar og Nippur samt i Ashurbanipals bibliotek, og blandt hvilke der findes alle slags indskrifter, som blev brugt i præsternes og skrivernes skoler, har leveret en stor mængde materiale til den assyriske ordbog og har kastet meget lys over sprogets grammatik. Den juridiske litteratur er af største betydning for forståelsen af folkets sociale forhold. Den er også værdifuld til sammenlignende formål ved studiet af andre folks lovsamlinger.

Se Hammurabis lov.

De kommercielle eller juridiske transaktioner, dateret i alle perioder, fra de tidligste tider til de seneste, kaster også vigtigt lys over folkets sociale forhold. Mange tusinder af disse dokumenter er fundet, og med deres hjælp genoprettes selve det liv, der pulserede i de babyloniske byers gader.

De administrative dokumenter fra tempelarkiverne har også deres værdi, idet de giver vigtige oplysninger om vedligeholdelsen af templerne og andre institutioner; og i forbifarten kaster de meget lys over folkets nationalitet og religion, da deres navne forekommer i stort antal på dem. Optegnelserne er kvitteringer for skatter eller afgifter fra distrikter tæt ved templerne og for handelstransaktioner, der blev gennemført med disse indtægter. En stor del af disse arkiver består af lønudbetalinger til forrådshusenes embedsmænd og præster. Der synes at have været en mængde håndværkere og funktionærer knyttet til templet. Foruden præsten, den ældste, seeren, seersken, troldmanden, troldkvinden, sangeren osv. var der bonden, væveren, mølleren, tømreren, smeden, slagteren, bageren, portneren, tilsynsmanden, skriveren, måleren, vægteren osv. Disse dokumenter giver os et indblik i det babyloniske bogføringssystem og viser, hvor omhyggeligt templets administrative anliggender blev varetaget. Faktisk blev templet forsørget og vedligeholdt efter retningslinjer, der minder meget om mange af vore moderne institutioner.

13. Biblioteker:

Opdagelsen af Ashurbanipals bibliotek i Nineve siger meget om Assyriens kultur, men denne kultur var i høj grad lånt fra babylonierne. Meget af det, som dette bibliotek indeholdt, var blevet skaffet fra babyloniske biblioteker af de skrivere, som Ashurbanipal ansatte. I hvert vigtigt centrum fandtes der uden tvivl skoler og biblioteker i forbindelse med templerne. I Nippur fandt dr. J. P. Peters i 1890 et sådant bibliotek, men desværre, skønt han betegnede det sådan, erkendte hans assyriologer ikke, at en af oldtidens største opdagelser var blevet gjort. Det blev overladt til dr. J. H. Haynes et årti senere at opdage en anden del af dette bibliotek, som han betragtede som et bibliotek på grund af det store antal tavler, han afdækkede. Père Scheil havde, før dr. Haynes’ opdagelse, den lykke under sit ophold i Sippar at opdage en del af skolen og biblioteket i dette vigtige centrum. Siden professor Scheils udgravninger har arabere gravet mange indskrifter fra dette bibliotek frem, som har fundet vej til museer og i hænderne på privatpersoner.

Planen over Nippur-biblioteket, som blev udgravet af dr. Haynes, er blevet offentliggjort af hr. C. Fisher, arkitekten for Nippur-ekspeditionen (se Clay, Light on the Old Testament from Babel, 183). Professor Scheil har ved offentliggørelsen af sine resultater også givet en plan over den skole, han opdagede, og en fuldstændig beskrivelse af dens indretning samt af de pædagogiske metoder, der var blevet anvendt i denne læreanstalt. Dette er også blevet forsøgt af andre, men på en mindre videnskabelig måde. Et af de iøjnefaldende træk ved disse biblioteker er brugen af de store referencecylindre, firkantede, femkantede og sekskantede i form. Der var skåret et hul på langs gennem dem med henblik på at montere dem som roterende stativer. Disse biblioteker indeholdt uden tvivl alle de værker, babylonierne besad om lov, videnskab, litteratur og religion. Der findes leksikalske lister, paradigmetavler, lister over navne, steder, lande, templer, floder, embedsmænd, sten, guder osv. Der er blevet tydet tilstrækkeligt mange tavler til at fastslå deres almindelige karakter. Der er også fundet hundreder af øvelsestavler, som viser de fremskridt, eleverne gjorde i skrivning, matematik, grammatik og andre lærdomsgrene. Nogle tavler synes at være skrevet efter diktat. Udgraverne fandt uden tvivl skolens affaldsdynger, hvor disse tavler var blevet kastet hen med det formål at bearbejde dem igen som råmateriale til nye øvelser. Skolebibliotekerne må have været store. Når man for eksempel tager i betragtning, at de ideografiske og fonetiske værdier af de kileskrifttegn, der var i brug, måske talte 30.000, må selv de stavelseslister, som skulle indeholde disse forskellige værdier, have været mange i antal, især da tavler, i modsætning til bøger lavet af papir, kun har to sider. Og når vi tager alle de forskellige slags litteratur, der er blevet fundet, i betragtning, må vi indse, at disse biblioteker var enorme og omfattede mange tusinde tavler.

14. Personnavne:

I moderne tid overvejes betydningen af de navne, der gives børn, sjældent; faktisk har navnet i mange tilfælde lidt så meget under forandringer, at det er vanskeligt at fastslå dets oprindelige betydning. Desuden får barnet i dag, for at undgå forveksling, to eller flere navne. Sådan var det ikke hos den gamle babylonier. Oprindeligt var navngivningen forbundet med en særlig omstændighed, og selv om dette ikke altid var tilfældet gennem Babyloniens historie, blev navnets korrekte form altid bevaret.

Navnet kan have været et udtryk for deres religiøse tro. Det kan have fortalt om den glæde, man oplevede ved fødslen af en arving. Det kan endda røbe den lidelse, der var forbundet med barnets fødsel, eller det liv, forældrene havde levet. Kort sagt giver navnene os et fortroligt indblik i folkets dagligliv.

Det gennemsnitlige babyloniske navn er teofort og angiver en af de guddomme, som familien, og ofte byen, dyrkede. For eksempel er det sigende, at personer med navne sammensat med Enlil og Ninib kom fra Nippur. Når vi kender nabofolkenes guddomme, har vi også et vigtigt vidnesbyrd til at bestemme oprindelsen for folk i Babylonien, som har fremmede navne. Hvis et navn for eksempel er sammensat med den hittitiske guddom Teshup, eller den amoritiske guddom Amurru, eller den aramæiske gud Dagan, eller den egyptiske gud Esi (Isis), søger man naturligt fremmed indflydelse fra de lande, der er repræsenteret. Ganske ofte er navnene på fremmede guddomme sammensat med babyloniske elementer, ofte som følge af blandede ægteskaber.

Teofore navne er sammensat af to, tre, fire og endda fem elementer. De, der har to eller tre elementer, er fremherskende. Navne med to elementer har en guddom plus en verbalform eller et substantiv; eller omvendt: for eksempel Nabu-na'id (Nabonidus), "Nebo er ophøjet," eller Shulman-asharedu (Shaimaneser), "Shalman er den fornemste." Mange forskellige kombinationer findes i navne med tre elementer, som er sammensat af guddommens navn, et substantiv, en verbalform, et pronominalt suffiks eller en anden ordform, i en hvilken som helst af de tre positioner. Forklaringer på nogle få af de velkendte bibelske navne følger: Sin-akhe-erba (Sankerib), "Sin har øget brødrene"; Marduk-apal-iddin (Merodak-Bal'adan), "Marduk har givet en søn"; Ashurakh- iddin (Esarhaddon), "Ashur har givet en bror"; Ashur-bani-apal, "Ashur skaber en søn"; Nabu-kudurri-usur (Nebukadrezzar), "O Nebo, beskyt grænsen"; Amel-Marduk (Evil Merodach), "Menneske af Marrink"; Bel-shar-usur (Belshassar), "O Bel, beskyt kongen." Nogle babyloniske navne, der nævnes i Bibelen, er i virkeligheden af fremmed oprindelse, for eksempel Amrafel og Sargon. Amrafel er oprindeligt vestsemitisk og skrives Hammurabi (udtalt Chammu-rabi, idet det første bogstav er det semitiske cheth). Sargon var måske oprindeligt aramæisk og er sammensat af elementerne shar og guden Gan. Når det blev skrevet med kileskrift, blev det skrevet Shargani og senere Sharrukin, oversat som "den sande konge." Mange navne i brug var ikke teofore; for eksempel personnavne som Ululd, "måneden Ulul"; dyrenavne, som Kalba, "hund," gentiliske navne, som Akkadai, "akkaderen," navne på håndværk, som Pacharu, "pottemager," osv.

Litteraturen er fuld af hypochoristica. Ét element af et navn blev brugt for kortheds skyld, og dertil blev der sædvanligvis føjet et hypochoristica-suffiks, som Marduka (Mordokaj). Det vil sige, at endelsen a eller ai blev føjet til et af elementerne i et længere navn.

15. Kongerigernes historie:

Babyloniens skrevne historie begynder for nærværende omkring 4200 f.Kr. Men i stedet for at finde tingene grove og oprindelige i denne, den tidligste periode, viser de fundne levn, at folket havde nået et højt kulturniveau. Bag det, som kendes, må der ligge en lang udviklingsperiode. Dette bevidnes på mange måder; for eksempel er den tidligste skrift, der er fundet, så langt fjernet fra de oprindelige hieroglyffer, at det kun er muligt at fastslå, hvad de oprindelige billeder var, ved at kende de værdier, som tegnene havde. Den samme konklusion fremkommer ved et studium af kunsten og litteraturen. Naturligvis er det, som nævnt ovenfor, ikke umuligt, at denne udvikling fandt sted i indbyggernes tidligere hjemland.

Det tidlige Babyloniens historie er for nærværende en konflikt mellem kongerne og patesierne (præstekongerne) i de forskellige bykongeriger om overherredømme over hinanden såvel som over de omgivende folk. De vigtigste stater, der optræder i den tidlige historie, er: Kish, Lagash, Nippur, Akkad, Umma, Erek, Ur og Opis. På nuværende tidspunkt ved man mere om Lagash, fordi udgravningerne, der blev foretaget på dette sted, var mere omfattende end andre steder. Dette gør, at meget af vores viden om landets historie samler sig om denne by. Og dog bør det nævnes, at Lagashs hegemoni varede i en lang periode, og kongeriget vil til sidst indtage en fremtrædende plads, når landets endelige historie bliver skrevet. Nippur, hvor der også blev udført betydeligt arbejde, var ikke herskeres sæde, men guden Enlils hellige by, som kongerne fra andre byer almindeligvis viste ærbødighed. Her følger en liste over kendte herskere i de forskellige bykongeriger.

16. Kish:

El-Ohemir, identificeret som den gamle by Kish, ikke langt fra Babylon, er et af landets ældste semitiske centre. Der er ikke foretaget systematiske udgravninger på dette sted, men ud over de indskrifter, som araberne har gravet frem, kender vi flere af herskerne gennem votivindskrifter fundet i Nippur og andre steder. Herskerne i Kish er: Utug p. (patesi), ca. 4200 f.Kr.; Mesilim k. (konge), ca. 4000 f.Kr.; Lugal-tarsi k.; Enbi-Ishtar k.; Manishtusu k., ca. 2650 f.Kr.; Urnmush k., ca. 2600; Manana k.; Sumu-ditana k. og Tanium k.

17. Lagash:

De franske udgravninger under De Sarsez og Cross ved Tello, den gamle by Lagash, har frembragt flere indskrifter fra gamle babyloniske herskere end udgravningerne noget andet sted. Lagash blev ødelagt omkring 2000 f.Kr. og kun delvis genopbygget i den post-babyloniske periode. De kendte herskere er: Lugal-shag-Engur patesi, ca. 4000 f.Kr., samtidig med Mesilim k. af Kish; @@Badu k.; @@En-khegal k.; Ur-Nina k.; Akurgal p.; Eannatum p. og k.; Enannatum I p.; Entemena I; Enannatum IIp.; Enetarzi p.; Enlitarzi p.; Lugal-anda p.; Uru-kagina k., samtidig med Lugal-zaggisi, k. af Uruk; Engilsa p., samtidig med Manishtusu k. af Kish; Lugul-ushumgal p., samtidig med Sargon af Akkad; Ur-Babbar p., samtidig med Naram-Sin af Akkad; Ur-E p.; Lugal-bur p.; Basha-Kama p.; Ur-Mama p.; Ug-me p.; Ur-Bau p.; Gudea p.; Nammakhini p.; Ur- gar p.; Ka-azag p.; Galu-Bau p.; Galu-Gula p.; Ur-Ninsun p.: Ur-Ningirsu p.; samtidig med Ur-Engur k. af Ur-abba p.; @@Galu-ka zal p.; @@Galuandul p.; @@Ut-Lama I p.; @@Alla, @@Ur-Lama II p.; samtidig med Dungi k. af Ur; Arad-Nannar p. Desværre er den nøjagtige rækkefølge endnu ikke fastslået, med undtagelse af omkring en tredjedel af disse herskere. (Bemærk: Asterisk betegner uidentificerede former.)

18. Adab:

Højene ved Bismaya, som er blevet identificeret som Adab, blev delvis udgravet af dr. Edgar J. Banks for University of Chicago. Dens levn viser, at den er en af de ældste byer, der er opdaget. En hersker ved navn Esar, ca. 4200 f.Kr., kendes fra en række indskrifter samt fra en storslået statue af kongen, opdaget af dr. Banks.

19. Nippur:

Den store gruppe høje, der dækker et område, hvis omkreds er tre miles, kaldtes i oldtiden Nippur, men nu Noufar, og blev som nævnt ovenfor udgravet af dr. Peters og dr. Haynes for University of Pennsylvania. Mens et stort antal babyloniske konger og patesier er repræsenteret ved indskrifter fundet i Nippur, havde praktisk talt alle deres regeringssæder andre steder, idet byen var den hellige by.

20. Erek:

Højene, som i dag kaldes Warka, men som repræsenterer det gamle Erek (1 Mos 10,10), og som dækker et område med en omkreds på 6 miles, er foreløbigt blevet undersøgt af Loftus og andre opdagelsesrejsende. Mange indskrifter er også blevet gravet frem af araberne på dette sted. De herskere over denne by, som vi kender, er: Ilu-(m)a-ilu, Lugal-zaggisi k., samtidig med Uru-kagina af Lagash; Lugal-kigubnidudu k.; Lugal-kisalsi k.; Sin-gashid k., omkring 2200 f.Kr., og Sin-gamil k.

21. Larsa:

Senkereh, kendt i Det Gamle Testamente som Ellasar (1 Mos 14,1) og i indskrifterne som Larsa, er blevet udforsket af Loftus og andre. De kendte herskere over byen er: Gungunu k., samtidig med Ur-Ninib k. af Isin; Sumu-ilu; Nur-Adad; Sin- iddinam; Eri-Aku (den bibelske »Arjok«) ca. 2000 f.Kr., søn af Kudur-Mabug k. af Elam, og Rim-Sin (eller Rim-Aku), hans bror.

22. Shuruppak:

Det nuværende Fara, som i oldtiden kaldtes Shuruppak, blev delvist udgravet af tyskerne under Koldewey, Andraea og Noeldeke. Det er også en meget gammel by. Den gav kun lidt til udgraverens spade. Den ligger tæt ved Abu- Hatab og er kendt som det sted, hvor scenerne i den babyloniske fortælling om syndfloden fandt sted. To herskere, som kendes fra indskrifterne fundet der, er Dada og ladda, der tilhører en forholdsvis tidlig periode.

23. Kisurra:

Stedet, der nu er kendt som Abu-Hatab, er det gamle Kisurra. Det blev delvist udgravet af tyskerne. Det blomstrede som by i det tredje årtusind f.Kr. De to herskere over denne by, som kendes, er Idinilu p. og Itur-Shamash p. (?).

24. Umma:

Stedet, der nu kaldes Jokha og ligger nordvest for Lagash, er en gammel sumerisk by kendt som Umma. Stedet er blevet udforsket af dr. Peters og andre, men er for nylig blevet opmålt af Andraea og Noeldeke. Det viste sig at være en by, der blev ødelagt i den tidlige periode. Arabere har på det seneste fundet tusinder af dokumenter, som hørte til byens gamle arkiver. Nogle af de kendte herskere er: Ush p., Enakalli og Urlumma p., samtidige med Enannatum I af Lagash; Ill p., udnævnt af Entemena p. af Lagash; Kur-Shesh p., på Manishtusus tid; @@Galu-Babbar p.; Ur-nesu p., samtidig med Dungi k. af Ur.

25. Akkad:

Byen, der nævnes i 1 Mos 10,10 som Akkad, en af Nimrods byer, er ikke blevet udforsket, men er velkendt fra indskrifterne af Sargon og hans søn Naram-Sin samt fra varselstekster fra senere tidsaldre. Sargon var en tronraner. Han blev født i skjul og sat ud i en ark af siv ligesom Moses. Han blev reddet og opdraget af Akki, en landmand. Han antog titlen »byens konge« (Shar-ali), eller »konge af Uri« (Shat Uri). Senere erobrede han hele landet og blev »konge af Akkad og Sumer«. I sine senere år udstrakte han sine erobringer til Elam, Amurru og Subartu og vandt for sig selv titlen »konge over de fire verdenshjørner«, som hans søn Naram-Sin arvede. Sidstnævnte fulgte op på sin fars fremgange og drog ind i Magan på Sinaihalvøen. Naram-Sin var, ligesom sin far, en stor bygherre. Vidnesbyrd om deres virksomhed ses i mange byer. Naram-Sin blev efterfulgt af Bingani, som tilsyneladende mistede titlen »konge over de fire verdenshjørner«, idet han kun kaldes »konge over byen, eller Uri«.

26. Opis:

Det nøjagtige sted for byen Opis er stadig omstridt, men byen er repræsenteret ved herskeren Zuzu k., som blev besejret af Eannatum p. af Lagash.

27. Basime:

Byen Basime forbliver også uidentificeret, men er repræsenteret ved Ibalum p., en samtidig med Manishtusu k. af Kish og søn af Ilsurabi, tilsyneladende en anden patesi i den by.

28. Drehem:

Et sted ikke langt fra Nippur, kaldet Dolehem eller Drehem, som blev udforsket af dr. Peters, har for nylig frembragt tusinder af tavler fra tempelarkiverne, dateret til kongers regeringer i Ur-dynastiet.

29. Urumma:

Den vidtstrakte gruppe høje, der ligger på vestsiden af Eufrat, kaldet Mugayyar og almindeligvis kendt som kaldæernes Ur, er det gamle Urumma. Det blev udforsket af Taylor og andre og viste sig at have været en vigtig hovedstad fra midten af det tredje årtusind f.Kr. Det dynasti, som havde gjort byen til sin hovedstad, kendes gennem indskrifter, der er fundet dér og i Tello, Nippur, Drehem og Djokha. Tusinder af indskrifter, dateret til det, der almindeligvis kaldes Ur-dynastiet, er blevet offentliggjort. Dynastiet blev grundlagt af Ur-Engur, som er bemærkelsesværdig for sine byggearbejder i Nippur og andre byer. En dynastisk tavle fra en langt senere periode, hvis fundsted er usikkert, angiver herskerne i dette dynasti, der blev grundlagt omkring 2400 f.Kr., og antallet af år, de regerede.

URUMMA-DYNASTIET

Ur-Engur, 18 år

Dungi (søn), 58 år

Bur-Sin (søn), 9 år

Gimil-Sin (søn), 7 år

Ibi-Sin (søn), 25 år

Fem konger, 117 år

Den samme tavle giver også følgende liste over herskerne i Isin. Ishbi-Urra, grundlæggeren, levede omkring 2283 f.Kr.

ISIS-DYNASTIET

Ishbi-Urra, 32 år

Gimil-ilishu (søn), 10 år

Idin-Dagan (søn), 21 år

Ishme-Dagan (søn), 20 år

Libit-Ishtar (søn), 11 år

Ur-Ninib, 28 år

Bur-Sin II (søn), 28 år

Iter-iqisha (søn), 5 år

Urra-imitti (bror), 7 år

Sin-iqisha, 6 måneder

Enlil-bani, 24 år

Zambia, 3 år

----------, 5 år

Ea-------------, 4 år

Sin-magir, 11 år

Damiq-ilishu (søn), 23 år

Seksten konger, 225 år og 6 måneder

30. Babylons første dynasti:

Omtrent på den tid da Nisin-dynastiet ophørte, og mens Larsa-dynastiet herskede, blev Babylons første dynasti grundlagt. Følgende er en liste over 11 herskere i dette dynasti, som regerede i 300 år:

I. BABYLONS FØRSTE DYNASTI

Sumu-abum, 14 år

Sumu-la-el, 36 år

Sabium (søn), 14 år

Abil-Sin (søn), 18 år

Sin-muballit (søn), 20 år

Hammu-rabi (søn), 43 år

Samsu-iluna (søn), 38 år

Abi-eshuh (søn), 28 år

Ammi-Ditana (søn), 37 år

Ammi-Zaduga (søn), 21 år

Samsu-Ditana (søn), 32 år

Babylons første dynasti trådte frem under Sin-muballits regering; han indtog Nisin. Eri-Aku fra Larsa-dynastiet tog kort efter byen. Da Hammurabi kom på tronen, var han underlagt Eri-Aku (bibl. Arjok) af Larsa, søn af den elamitiske konge Kudur-Mabug. Sidstnævnte oplyser os om, at han var overherre over Amurru (Israels land og Syrien), hvilket gør udsagnet i 1 Mos 14 forståeligt, nemlig at Kanaans konger var underlagt kongen af Elam, hvis navn var Kedorlaomer (Kudur-Lagam ar). I sit 31. år lykkedes det Hammurabi, som er Amrafel i 1 Mos 14,1, at ryste det elamitiske åg af sig, og han etablerede ikke blot sin uafhængighed, men blev også den fuldstændige herre over Babylonien ved at drive elamitterne ud.

31. Sølandsdynastiet:

I området ved Den Persiske Golf, syd for Babylonien, herskede et dynasti delvis samtidig med det første dynasti, gennem omtrent de fem sidste kongers regeringer og gennem flere af det kassitiske dynasti; det er kendt som Sølandsdynastiet. Historikeren anfører for dette dynasti følgende liste over 11 konger, som regerede i 368 år:

II. SØLANDSDYNASTIET

Ilima-ilu, 60 år

Itti-ili-nibi, 55 år

Damqi-ilishu, 36 år

Ishkibal, 15 år

Shushshi (bror), 27 år

Gulkishar, 55 år

Pesh-gal-daramash (søn), 50 år

Adara-kalama (søn), 28 år

Ekur-ul-anna, 26 år

Melamma-kurkura, 7 år

Ea-gamil, 9 år

32. Det kassitiske dynasti:

Babylons første dynasti fik sin ende ved en invasion af hittitterne. De plyndrede Babylon og herskede måske over byen i en årrække. Et nyt dynasti blev derpå grundlagt omkring 1750 f.Kr. af et fremmed folk kendt som kassitter. Der var 36 konger i dette dynasti, som regerede i 576 år og 9 måneder. Desværre er tavlen, der indeholder listen, fragmentarisk.

III. DET KASSITISKE DYNASTI

Gandash, 16 år

Agum I (s), 22 år

Kashtiliash I, tronraner, 22 år; født af Ulamburiash og søn af Burna-buriash

Du(?) shi (s), 8 år

Abirattash (b ?)

Tazzigurmash (s)

Agum II (s)

--------;----------Langt hul

@@Kara-indash I, samtidig med Ashur-rimnisheshu, k. af Assyrien

@@Kadashman-Enlil I (s ?)

@@Kuri-Galzu I

Burna-buriash II, samtidig med Buzur-Ashur, k. af Assyrien

@@Kara-Indash II, svigersøn af Ashur-uballit, k. af Assyrien

@@Nazi-Bugash (tronraner)

Kuri-Galzu II (s. af Burna-buriash), 23 år; samtidig med Ashur-uballit og Enlilnirari, konger af Assyrien

Nazi-Maruttash (s), 26 år; samtidig med Adad-nirari I, f. af Assyrien.

Kadashman-Turgu (s), 17 år

Kadashman-Enlil II, 7 år

Kudur-Enlil (s), 9 år

Shagarakti-Shuriash (s), 13 år

Kashtiliash II (s), 8 år

Enlil-nadin-shum, 1 1/2 år

Kadashman-Kharbe II, 1 1/2 år

Adad-shum-iddin, 6 år

Adad-shum-usur, 30 år

Meli-Shipak (s?), 15 år

Marduk-apil-iddin (s), 13 år

Zamama-shum-iddin, 1 år

Bel-mu--, 3 år

33. Kassitisk herredømme:

Det område, hvorfra disse kassitter kom, er endnu ikke blevet fastslået, skønt det synes at være distriktet nordøst for Assyrien. Gandash, den første konge, synes at have båret den altomfattende titel »konge over verdens fire hjørner«. Kun lidt vides om de øvrige herskere indtil Agum II, som gør krav på herredømmet over kassitterne, Akkad, Babel, Padan, Alman og Guti. I sine indskrifter beretter han om erobringen af Khani i Lilleasien og om, at han bragte statuerne af Marduk og Zarpanit tilbage til Babylon; de var blevet bortført af hittitterne. Det kassitiske herredømme, skønt det strakte sig over mange århundreder, var ikke særlig fremgangsrigt. Ved Nippur viste udgravningerne ivrig virksomhed fra nogle få kongers side med at genoprette templet og vise Enlil ærbødighed. Herskerne synes at have tilpasset sig landets religion, for kun få fremmede elementer er blevet genkendt som indført i den i denne periode. De mange kassitiske navne, der findes i indskrifterne, tyder på en tilstrømning fra et kassitisk område af ikke ringe omfang. Og dog bør det bemærkes, at i den samme periode var hittitisk og mittanæisk indflydelse, som navngivningen viser, lige så stor som den kassitiske. Det var i denne periode, at Assyrien voksede i magt og indflydelse og snart skulle blive herre over det mesopotamiske område.

34. Isin-dynastiet:

IV. ISIN- ELLER PASHE-DYNASTIET

11 konger; begyndte at herske omkring 1172 f.Kr.

Marduk, 17 år

Mangler, 6 år

Nebukadrezzar I, samtidig med Ashur-resh-ishi, k. af Assyrien

Enlil-nadin-apal

Marduk-nadin-akhi, samtidig med Tiglat-pileser I, k. af Assyrien

Marduk-shapik-zer-mati, samtidig med Ashur-bel-kala, k. af Assyrien

Adad-apal-iddin, 22 år

Marduk-akh-erba, 1 1/2

Marduk-zer, 12 år

Nabu-shum-libur, 8(?) år

35. Nebukadrezzar I:

Den mest berømte konge i dette dynasti, ja i denne periode, var Nebukadrezzar I, som på ny fast etablerede Babylons herredømme. Han gennemførte et vellykket felttog ind i Elam såvel som ind i Amurru, hvor han kæmpede mod hittitten. Han erobrede også lulubitterne. Men i kampen om overherredømmet med Assyrien sejrede Ashur-reshishi, og han blev tvunget til at trække sig skændigt tilbage til Babylon. Hans efterfølgere formåede ikke at modstå assyrerne, især ikke under Tiglat-pileser I, og fik kun lov til at herske af nåde. Babylonierne havde mistet deres prestige; assyrerne var blevet landets dominerende folk. Få herskere i det dynasti, som fulgte, kendes andet end ved navn. Dynastierne var, med én undtagelse, af kort varighed.

36. Sølandsdynastiet:

V. SEALAND-DYNASTIET

3 konger

Simrnash-Shipak, 18 år; omkring 1042 f.Kr.

Ea-mukin-shum, 6 måneder

Kashshu-nadin-akhi, 3 år

37. Bit-Bazi-dynastiet:

VI. BIT-BAZI-DYNASTIET

3 konger

Eulmash-shakin-shum, 17 år; omkring 1020 f.Kr.

Ninib-kudur-usur, 3 år

Shilaniln-Shuqamuna, 3 måneder

38. Andre herskere:

VII. En elamitisk konge, hvis navn ikke kendes

VIII. 13(?) konger, som regerede i 36 år

IX. Et dynasti på 5(?) konger

39. Babylonisk dynasti:

X. BABYLONISK DYNASTI

Følgende er en delvis liste over de 22 konger, som regerede indtil Babylons ødelæggelse ved Sankerib, da de assyriske konger overtog den direkte kontrol. Assurbanipal indførte dog en ny politik, og der blev udnævnt vicekonger.

Shamash-mudammiq

Nabu-shar-ishkun I

Nabu-apal-iddin

Marduk-nadin-shum

Marduk-balatsu-iqbi

Bau-akh-iddin

Nabu-shum-ishkun II

Nabonassar

Nabu-nadin-zer; 747-734 f.Kr.

Nabu-shum-ishkun III; 733-732 f.Kr.

Nabu-mukin-zer; 731-729 f.Kr.

Pul (Tiglath-pilcser III); 729-727 f.Kr.

Ulula (Shalmancsar v); 727-722 f.Kr.

Merodak-Baladan I; 722-710 f.Kr.

Sargon; 710-705 f.Kr.

Sankerib; 704-702 f.Kr.

Marduk-zakir-shum (1 måned)

Merodak-Baladan II (9 måneder)

Bel-ibni; 702-700 f.Kr.

Ashur-nadin-shum; 700-694 f.Kr.

Nergal-ushezib; 694-693 f.Kr.

Mushczib-Marduk; 692-689 f.Kr.

Sankerib; 689-681 f.Kr.

Esarhaddon; 681-668 f.Kr.

Assurbanipal; 668-626 f.Kr.

Shamash-shum-ukin; 668-648 f.Kr.

Kandalanu; 648-626 f.Kr.

Ashur-etil-ilani-ukin; 626-

Nabopolassar; 626-

På Sankeribs tid blev kaldæeren Merodak-Baladan en stor hindring for, at Assyrien kunne bevare sit overherredømme over Babylonien. Tre gange fik han Babylon i sin magt, og to gange lod han sig udråbe til konge. I tredive år lagde han planer mod Assyrien. Det, man lærer om ham fra indskrifterne, giver en interessant kommentar til udsendelsen af sendebuddet i 704 f.Kr. til Hizkija (2 Kong 20,12; Es 39,1) for at få ham til at gøre oprør mod Assyrien, hvilket han vidste ville gavne hans egen sag. Til sidst forsøgte Sankerib i 690, efter at han havde haft mange vanskeligheder på grund af babyloniernes gentagne opstande og Merodak-Baladans forhåbninger, at udslette Babylon fra landkortet. Hans søn og efterfølger Esarhaddon forsøgte derimod at gøre Babylon lykkeligt og velstående igen. En af hans første handlinger var at sende statuen af Bel-Merodak tilbage til Babylon. Han genopbyggede byen og genoprettede også andre babyloniske templer, for eksempel Enlils tempel i Nippur. Babylonierne erklærede ham højtideligt for konge. Assurbanipal, hans søn og efterfølger, fulgte hans politik. Beviserne på hans virksomhed i Nippur ses overalt i form af stemplede, ovntørrede mursten.

Før Esarhaddon døde, havde han planlagt, at Babylonien skulle blive selvstændigt og regeres af hans søn, Shamash-shum-ukin, mens han overdrog Assyrien til Assurbanipal. Men da sidstnævnte kom på tronen, tillod Assyrien kun, at førstnævnte blev udnævnt til vicekonge over Babylon. Det ser også ud til, at endog nogle dele af Babylonien blev regeret direkte af Assurbanipal.

Efter femten år gjorde Shamash-shum-ukin oprør og forsøgte at etablere sin uafhængighed, men Sankerib belejrede Babylon og indtog det, hvorefter Shamash-shum-ukin tog sit eget liv. Kadalanu blev derpå udnævnt til vicekonge og regerede over en del af landet. Nabopolassar var den sidste vicekonge, der blev udnævnt af Assyrien. Endelig var tiden kommet for babylonierne til igen at få deres eget. Nabopolassar, som måske var kaldæer af oprindelse, sluttede en alliance med Urnman Manda. Denne styrkede han ved at lade sin søn Nebukadnesar gifte sig med kong Astyages' datter. Nineve faldt til sidst for Umman Manda-horderne og blev jævnet med jorden. Dette folk tog Nordassyrien i besiddelse. De armenske vasalstater og Sydassyrien, såvel som adkomsten til Israels land, Syrien og Egypten, tilfaldt Babylonien.

40. Nybabyloniske herskere:

HERSKERE OVER DET NYBABYLONISKE RIGE

Nabopolassar; 625-604 f.Kr.

Nebukadnesar II (s); 604-568 f.Kr.

Evil-Merodak (s); 561-560 f.Kr.

Neriglissar (svoger); 559-556 f.Kr.

Labosoarchad (s); 556 f.Kr.

Nabonid; 555-539 f.Kr.

Kyros erobrede Babylonien i 539 f.Kr.

Efter at Nabopolassar havde etableret sig som konge af Babylon, blev han grundlæggeren af det nybabyloniske rige. Han blev efterfulgt af sin søn, Nebukadnesar II, som ligesom Hammurabi og Sargon hører til de største kendte skikkelser i Babyloniens historie. Han er den bibelske Nebukadnesar, som førte jøderne i fangenskab. Der findes en række lange optegnelser af Nebukadnesar om de bygninger, han opførte, såvel som om andre offentlige handlinger, men desværre er der kun fundet et brudstykke af en historisk indskrift, der henviser til ham. Bygningsindskrifterne fremstiller ham som den store bygmester, han skildres som i Det Gamle Testamente (se BABYLON). Han forvandlede Babylon til den civiliserede verdens herskerinde.

Evil-Merodak, hans søn og efterfølger, nævnes også i Det Gamle Testamente. To korte regeringsperioder fulgte, før det herskende dynasti blev styrtet, og Nabonidus blev sat på tronen. Kongen, som fandt glæde i at udforske og restaurere gamle templer, satte sin søn i spidsen for hæren. Da Nabonidus ønskede at centralisere Babyloniens religion, bragte han mange af gudebillederne fra andre byer til Babylon. Dette mishagede folket stærkt og vakte en stærk stemning imod ham. Præsteskabet blev fremmedgjort, og det militære parti var utilfreds med ham, for i sine antikvariske sysler overlod han forsvaret af riget til andre. Da Kyros, konge af Anshan og hersker over Persien, kom ind i landet, havde han derfor ikke meget besvær med at besejre babylonierne i et slag ved Opis. Sippar overgav sig straks til angriberen, og Babylons porte blev åbnet for hans hær under Gobryas, hans general. Nabonidus blev fængslet. Tre måneder senere drog Kyros ind i Babylon; Belshassar, som uden tvivl havde opstillet sin trone, efter at hans far var blevet afsat, blev dræbt en uge senere, om natten på den ellevte dag i Marchesvan. Denne scene kan have fundet sted i det palads, der blev bygget af Nebukadrezzar. Denne begivenhed, som krønikeskriveren fortæller om, er en bemærkelsesværdig bekræftelse af den interessante beretning om Belshassar i Dan. Den titel, som bruges af de konger, der følger efter det babyloniske dynasti, er »konge af Babylon og konge over lande«.

41. Persiske herskere over Babylonien:

PERSISKE HERSKERE OVER BABYLONIEN

Kyros; 538-529 f.Kr.

Kambyses; 529-522 f.Kr.

Barzia

Nebukadrezzar III

Dareios I; 521-485 f.Kr.

Xerxes; 485-464 f.Kr.

Artaxerxes I; 464-424 f.Kr.

Xerxes II; 424-423 f.Kr.

Dareios II; 423-404 f.Kr.

Artaxerxes II; 405-358 f.Kr.

Artaxerxes III (Ochos); 358-338 f.Kr.

Arses; 338-335 f.Kr.

Dareios III; 335-331 f.Kr.

Alexander den Store erobrede Babylonien 331 f.Kr.

Flere af de persiske herskere spiller en fremtrædende rolle i Det Gamle Testamentes fortællinger. Kyros forsøger i en cylinderindskrift, som er bevaret i fragmentarisk form, at retfærdiggøre sig selv i folkets øjne. Han hævder, at guden Marduk ophøjede ham til at indtage Nabonidus’ plads og til at forsvare folkets religion. Han prøver at vise, hvor hensynsfuld han var, ved at føre de guder, der var blevet fjernet fra deres helligdomme, tilbage til deres respektive byer; og især ved at frigive fremmede folk, som blev holdt i trældom. Skønt han ikke nævner, hvilke landflygtige der fik lov at vende tilbage til deres hjemland, oplyser Det Gamle Testamente os om, at jøderne var blandt dem, der blev befriet. Og tilbageførelsen af billederne til deres respektive steder er også en interessant kommentar til Ezra 1,7, hvor vi får at vide, at jøderne fik lov til at tage deres hellige kar med sig. Den ånd, der kommer til udtryk i proklamationen om templets genopbygning (Ezra 1,1; Ezra 1,4), synes også at have været i overensstemmelse med hans politik, da han besteg den babyloniske trone. Et år før sin død knyttede han sin søn Kambyses, en anden skikkelse der nævnes i Det Gamle Testamente, til sig som medregent. Han gav ham titlen »konge af Babylon«, men beholdt selv »konge over lande«. En tronraner, Smerdis, mageren, kaldet Barzia i indskrifterne, overtog Babyloniens trone, men Dareios Hystaspes, som var arier og zoroastrier af religion, dræbte til sidst Smerdis og gjorde sig selv til konge af Babylon. Men før han blev anerkendt som konge, måtte han generobre babylonierne. Derved ophørte den gamle tradition, at Bel fra Babylon tildelte den legitime ret til at herske over den del af verden, med at blive anerkendt. Under Nidinta-Bel, som antog navnet Nebukadrezzar III, genvandt babylonierne deres uafhængighed, men den blev kortvarig og varede mindre end et år.

LITTERATUR.

Historie: Rogers, History of Babylonian and Assyrian, 1002; Winckler, History of Babylonian and Assyrian, 1907; King, Sumer and Accad, 1910. Religion: Jastrow, Religion of Babylonian and Assyrian, 1898; Rogers, Religion of Babylonian and Assyrian, Especially in Its Relation to Israel, 1908; Sayce, The Religions of Ancient Egypt and Babylonian, 1903. Litteratur: Assyrian and Babylonian Literature, i »The World's Great Books«; redigeret af R. F. Harper. Forhold til Det Gamle Testamente: Price, The Monuments and the Old Testament, 1007; Pinches, The Old Testament in the Light of the Records of Assyrian and Babylonian, 1902; Clay, Light on the Old Testament from Babel, 1908; Clay, Amurru, the Home of the Northern Semites, 1909.

Se også »Litteratur« i Assyrien.

A. T. Clay