Hamat

ha'-math (chamath; Hemath, Haimath; Swete har også Hemath): Ordet betyder en forsvar eller citadel, og sådan en betegnelse var meget passende for denne vigtige kongelige by blandt hetitterne, beliggende mellem deres nordlige og sydlige hovedstæder, Karkemedsh og Kadesh, på en kæmpe høj ved Orontes. I Am 6,2 kaldes den Stor Hamat, men ikke nødvendigvis for at skelne den fra andre steder med samme navn.

1. Tidlig historie:

Hamatitten nævnes i 1 Mos 10,18 blandt Kanaans sønner, men i historisk tid ser befolkningen, hvad personnavnene viser, ud til at have været for størstedelen semitisk. Israels ideelle grænse nåede til Hamats område, men ikke til selve byen (4 Mos 34,8; Jos 13,5; Ez 47,13-21). David knyttede venlige forbindelser med dens konge Toi (2 Sam 8,9), og Salomo byggede forrådbyer i Hamats land (2 Krøn 8,4). I Ahabs dage møder vi den på kileskriftsinnskrifter under navnet mat hamatti, og dens konge Irhuleni var part i hetitternes alliance med Ben-hadad fra Damaskus og Ahab fra Israel mod Salmaneser II; men denne blev brudt af slaget ved Qarqar i 854 fvt., og Hamat blev undertvunget Assyrien. Jeroboam II angreb, delvis ødelagde og holdt den i kort tid (2 Kong 14,28; Am 6,2). I 730 fvt. betalte dens konge Eniilu tribut til Tiglat-Pileser, men han delte dens lande mellem sine generaler og transporterede 1.223 af dens indbyggere til Sura ved Tigris. I 720 fvt. "udryddede Sargon Hamats land og farvede huden på Ilubi'idi (eller Jau-bi'idi) dets konge som uld" og koloniserede landet med 4.300 assyrere, blandt dem Deioces mederne. Få

år senere gjorde Sennakerib også krav på at have erobret det (2 Kong 18,34; 2 Kong 19,13). I Es 11,11 nævnes der israelitter i fangenskab ved Hamat, og hamatiterne var blandt kolonisterne bosatte i Samaria (2 Kong 17,24) af Esarhaddon i 675 fvt. Deres særlige gudsdyrkelse var Ashima, som trods forskellige gætninger ikke er blevet identificeret.

2. Senere historie:

Hamats område nævnes i 1 Makkabæer 12,25 i forbindelse med Demetrius' og Jonathans bevægelser. Seleuciderne omdøbte det til Epiphaneia (Josephus, Ant, I, vi, 2), og under dette navn var det kendt for grækere og romere, selv optræder det som Paphunya i Midrash Ber Rab kapitel 37. Lokalt forsvandt det gamle navn dog aldrig, og siden muslimsk erobring har det været kendt som Hama. Saladins familie regerede det i halvandet århundrede, men efter Abul-fidas død i 1331 sank det i forfald.

3. Moderne tilstand:

Hamas beliggenhed i en frugtbar slette øst for Nusairiyeh-bjergene, på den mest befarede vej mellem Mesopotamien og Egypten, og på den nye jernbane, giver det igen, som i oldtiden, en usædvanlig betydning, og det stiger atter i vigtig. Den moderne by er bygget i fire kvarterer omkring den gamle citadel-høj, og den har en befolkning på mindst 80.000. Den er nu kendt for sine kæmpe irrigationsvande. Her blev hetitiske indskrifter også først fundet og benævnt hamatitiske.

4. Hamats indgang:

I forbindelse med Israels nordlige grænse nævnes "Hamats indgang" hyppigt (4 Mos 13,21; 1 Kong 8,65 osv., den amerikanske Standard Revised Version "entrance"). Det er blevet søgt i Orontes-dalen mellem Antiocheia og Seleukeia, og også ved Wady Nahr el-Barid, der løber ned fra Homs til Middelhavet nord for Tripoli. Men fra Israels lands synspunkt må det betyde en del af den store dal Cøle-Syrien (Biqa'a). Det ser ud til at vi i stedet for at oversætte burde læse et stedsnavn her – "Libo ved Hamat" – og tilstedeværelsen af det gamle sted Libo (moderne Leboue) 14 mil nord-nordøst for Baalbek ved kilden til Orontes, beherskende det strategiske punkt hvor sletten udvider sig mod nord og syd, bekræfter os i denne formodning.

W. M. Christie