Hammurabi-kodeksen

kodeks.

I. HISTORISK

1. Kodeksens opdagelse

2. Udgaver af kodeksen

3. Beskrivelse af stenen

4. Stenens historie

5. Kodeksens oprindelse og senere historie

II. KODEKSENS INDHOLD

1. Principper for retssager

2. Tyveri, indbrud, røveri

3. Love om vasalstilling

4. Fast ejendom

5. Handelsfolk og agenter

6. Kroer

7. Deponering

8. Familie

9. Om sår osv.

10. Bygning af huse og skibe

11. Hyring i almindelighed osv.

12. Slaver

III. KODEKSENS BETYDNING

1. Hammurabi og Moses

2. Kodeksen og andre retssystemer

LITERATUR

I. Historisk.

1. Kodeksens opdagelse:

Da professor Meissner i 1898 udgav nogle fragmenter af kileskriftstavler fra biblioteket hos den assyriske konge Ashurbanipal (668-628 f.Kr.), foreslod han også, at disse stykker var dele af en kopi af en gammelt lovbog fra tiden for den såkaldte første babylonske dynastis periode, blandt hvis konger Hammurabi (mere præcist Hammurapi, ca. 2100 f.Kr.) var én. Få år senere blev dette forslag fuldt ud bekræftet. I december 1901 og januar 1902 fandt en fransk ekspedition under ledelse af M. J. de Morgan, hvis hovedformål var udforskningen af den gamle kongeby Susa, dér en dioritssten, 2,25 meter høj og næsten 2 meter i omkreds. Denne sten havde et relieflav (se nedenfor) og 44 søjler af gammelbabylonsk kileskrift indhugget på sig. Professor V. Scheil, O.P., ekspeditionens assyriologiske medlem, gjorde straks klart, at denne stele indeholder kong Hammurabi's lovsamling, og udgav denne karakteristiske opdagelse allerede i 1902 i ekspeditionens officielle beretning: Delegation en Perse (Bind IV, Paris).

2. Udgaver af kodeksen:

Samtidigt gav Scheil den første oversættelse af teksten. Siden da er teksten adskillige gange blevet udgivet, oversat og kommenteret; sammenlign især: H. Winckler, Die Gesetze Hammurabis (= Der alte Orient, IV, Leipzig; 1. udgave, 1903; 4. udgave, 1906); H. Winckler, Die Gesetze Hammurabis in Umschrift und Ubersetzung, Leipzig, 1904; D.H. Muller, Die Gesetze Hammurabis und die Mosaische Gesetzgebung, Wien, 1903; R.F. Harper, The Code of Hammurabi, Chicago, 1904; C.H.W. Johns, Babylonian and Assyrian Laws, Contracts, Letters, Edinburgh, 1904, 44 ff; T.G. Pinches, The Old Testament in the Light of the Historical Records and Legends of Assyria and Babylonia, London, 1908, 487; A. Ungnad, Altorientalische Texte und Bilder zum Alten Testament, Tübingen, 1909, I, 140 ff; A. Ungnad, Keilschrifttexte der Gesetze Hammurapis, Leipzig, 1909; J. Kohler, F. Peiser og A. Ungnad, Hammurabis Gesetz, 5 bind, Leipzig, 1904-11.

3. Beskrivelse af stenen:

Stenen har form som en søjle, hvis tværsnit er cirka elliptisk. Den øverste del af forsiden har et relieflag (se illustration). Vi ser kongen i smøgende holdning stå foran solguden, som sidder på en trone og er karakteriseret ved solstråler, der strømmer ud fra hans skuldre. Da kongen henledte lovgivningens oprindelse til en inspirasjon fra denne gud, kan vi antage, at reliefet fremstiller øjeblikket, da kongen modtog lovene fra guddens mund. Længere ned på stenens forside er 16 tekstsøjler, som læses fra top til bund; 7 andre søjler blev slettet noget senere end Hammurabi for at give plads til en ny indskrift. Bagsiden indeholder 28 tekstsøjler.

4. Stenens historie:

Stenen blev rejst af kongen mod slutningen af hans 43 år lange regering i templet Esagila i Babylon, hans dominiums hovedstad (ca. 2100 f.Kr.). Den blev sandsynligvis stjålet derfra af elamiterkkongen Shutruk-Nakhunte i det 12. århundrede f.Kr., på tidspunktet for Babylons plyndring, og rejst som krigsbytte i elamiters hovedstad Susa. Samme konge skal efter al sandsynlighed have ladet de 7 søjler på forsiden slettes for at indhugge sin egen gjerningsberetning dér, men af ukendt grund blev dette ikke fuldendt. Efter stenelens opdagelse blev den bragt til Paris, hvor den nu danner en af Louvrens vigtigste skatte.

5. Kodeksens oprindelse og senere historie:

Hvis Hammurabi dog ikke var Babyloniens første lovgiver, var han dog så vidt vi kan se den første, som brugte folkets sprog, det vil sige det semitiske idiom. Vi ved, at næsten 1.000 år tidligere gav en konge, Urukagina, love i Babylonien, som er gået tabt; en forgænger for Hammurabi, Sumulael, synes også at have givet love. Som vi kan genkende ud fra det faktiske babylonske sociale liv, betyder Hammurabi's lovgivning intet væsentligt nyt. Allerede før hans tid blev love efter samme principper administreret. Hans fortjeneste ligger først og fremmest i, at han samlede de eksisterende love sammen og rejste dem på det semitiske sprog. Lovene blev allerede forbudt i hans 2. regeringsår, men den stele, som vi kender, blev rejst i templet i Babylon omkring 30 år senere. Desuden blev lovene rejst i mere end én kopi, da fragmenter af en anden kopi blev fundet i Susa. Hvor længe lovene var i faktisk brug, er umuligt at afgøre. I hvert fald kopierede man dem endnu på Ashurbanipals tid (se ovenfor); vi har endda kopier i neobabylonske tegn, som er senere end det 7. århundrede f.Kr. Heldigvis indeholder de parallelle kilder adskillige steder, som er ødelagte på den store stele på grund af udslettelsen af de syv søjler. Således kan vi på trods af hullerne i den store stele næsten fuldstændigt bestemme kodeksens indhold.

II. Kodeksens indhold.

Selve lovene indledes af en introduktion, som blev tilføjet senere, efter at loven allerede havde været offentliggjort i omkring 30 år. Introduktionen fastslår først og fremmest, at allerede i urtiden, da Marduk, Babylons gud, blev valgt til gudernes konge, var Hammurabi forudbestemt af guderne “til at lade retfærdighed stråle over landet, til at overgive syndere og onde mennesker til ødelæggelse og til at sørge for, at de stærke ikke undertrykte de svage.” Hammurabis lovsamling er faktisk udformet ud fra dette synspunkt.

Senere priser kongen sine tjenester for Babyloniens vigtigste byer, deres templer og kulter. Han fremstår som en sand tjener for guderne, som en beskytter af sit folk og som en nådig fyrste over for dem, der i begyndelsen ikke ville anerkende hans overhøjhed. Ganske vist er denne introduktion ikke helt fri for selvophøjelse; for kongen beskriver sig selv som “kongernes gud” og “Babylons solgud”! Håbet om en frelser, som den hedenske oldtid også kendte, betragter han som opfyldt i sin egen person.

Selve lovsamlingen kan inddeles i 12 afsnit. Den viser på ingen måde et meget bestemt logisk system; rækkefølgen afbrydes ofte, og man erkender, at den ikke så meget er et systematisk og udtømmende værk som en samling af de retsnormer, der er ophobet i tidens løb. Meget, som vi ville forvente at finde i en lovsamling, nævnes slet ikke.

1. Principperne for retsprocessen:

De første fem paragraffer behandler nogle principper for retsprocessen. Først behandles falsk anklage. Den ubeviselige anklage for trolddom behandles på en særlig interessant måde (§ 2). Den anklagede må i dette tilfælde underkaste sig en gudsdom ved Flodgudens hånd; dog siges der intet om detaljerne i denne gudsdom. Hvis han af guden kendes skyldig, modtager anklageren hans hus; i modsat fald dømmes anklageren til døden, og den anklagede modtager hans hus. Loven går også strengt frem mod falske vidner: i en proces, hvor livet står på spil, straffes bevidst mened med døden (§ 3). Endelig stræber kongen også efter en ubestikkelig dommerstand; en dommer, som ikke har udført rettens dom korrekt, skal ikke blot betale tolv gange det omstridte beløb, men afsættes også med vanære fra sit embede.

2. Tyveri, indbrud, røveri:

De næste paragraffer (§§ 6-25) beskæftiger sig med groft tyveri, indbrud, røveri og andre forbrydelser af lignende art. Tyveri fra palads eller tempel, eller modtagelse og skjul af stjålne genstande, straffes med døden eller med en stor bøde alt efter det stjålnes art (§§ 6, 8). Da det i Babylonien var skik at gennemføre ethvert køb i vidners nærvær eller med et skriftligt salgsdokument, forstår man bestemmelsen om, at der i visse tilfælde, hvor vidner ikke kunne fremskaffes, eller et dokument ikke kunne fremvises, blev antaget at foreligge tyveri: den skyldige led døden (§ 7). En omhyggelig fremgangsmåde foreskrives for det tilfælde, at bortkomne varer findes i en andens hænder: den, som ved undersøgelsen ikke kan bevise sin lovlige ret, lider døden, ligesom en bedrager, der forsøger at berige sig ved at fremsætte en falsk anklage (§§ 9 ff). Bortførelse af et frit barn eller bortførelse og skjul af en slave fra paladset straffes med døden (§§ 14 ff). Da slaveriet havde den største økonomiske betydning i Babylonien, blev der givet detaljerede bestemmelser om pågribelse af bortløbne slaver og lignende forhold (§§ 17 ff). Indbrud, såvel som røveri, straffes med døden (§§ 21 ff). Hvis en røver ikke bliver grebet, skal de personer eller korporationer, der er ansvarlige for landets sikkerhed, yde erstatning (§§ 22 ff). Den, der forsøger at berige sig fra en bygning i brand, kastes i ilden (§ 25).

3. Love om vasalforhold:

De næste paragraffer (§§ 26-41) regulerer vasalforhold, især med henblik på rettigheder og pligter af militær art, som vi endnu ikke er helt på det rene med. Også her viser Hammurabis omsorg for dem af lavere stand sig, idet han udsteder strenge bestemmelser mod misbrug af embedsmagt og endda straffer visse forseelser af denne art med døden (§ 34). Kronen havde i hvert fald myndighed med hensyn til len, som en vasal ikke kunne sælge, bytte eller overdrage til sin hustru eller sine døtre (§§ 36 ff, 41); som regel overtog sønnerne lenene efter faderens død sammen med de tilhørende rettigheder og pligter. Det samme var tilfældet, hvis faderen i kongens tjeneste var forsvundet af syne (§§ 28 f). Lenene tilhørende det, vi kan kalde “lægpræstinder” (som vi senere skal tale om), indtager en særstilling (§ 40).

4. Fast ejendom:

Et længere afsnit (§§ 41 ff) er viet til fast ejendom (mark, have, hus); for de gamle babylonieres økonomiske liv afhang først og fremmest af dyrkning af korn og daddelpalmer; de retlige forhold for jordforpagterne forklares nøjagtigt (§§ 42 ff): forsømmelse af arbejdet fritager ikke forpagteren for hans pligter over for hans overherre. På den anden side er han i tilfælde af tab på grund af vejret i den grad fritaget for sine pligter, at han af den endnu ikke betalte leje kun skal betale et beløb, der svarer til mængden af udbyttet af hans forpagtning (§§ 45 f). Også jordejeren med forpligtelser, som lider under misvækst og oversvømmelse, nyder vidtgående beskyttelse (§ 48), og hans forretningsforhold er i det hele taget tilstrækkeligt reguleret (§§ 49 ff). Da regelmæssig kunstvanding af markerne var hovedbetingelsen for indbringende landbrug i et land uden regn, gives der strenge love med henblik på dette: skade, der skyldes forsømmelse, skal erstattes; ja, den, der ikke havde midler til at gøre dette, kunne sælges sammen med sin familie som slave (§§ 53 ff). Særlige bestemmelser beskytter jordejeren mod uautoriseret græsning på hans tilsåede marker (§§ 57 f).

Bestemmelserne om havebrug (§§ 59-66) er tilsvarende; også her behandles forholdet mellem ejeren og gartneren, der skulle anlægge eller dyrke haven, omhyggeligt; det samme gælder ejerens forretningsmæssige forpligtelser. Disse bestemmelser om havebrug er ikke fuldstændigt bevaret på stelen, men gennem de ovennævnte dubletter kan vi rekonstruere dem helt.

Vores viden om de retlige forhold mellem husejere og lejere (§§ 67 ff) er mindre, fordi de dele på stelen, der behandler disse, er helt gået tabt og kun delvis kan rekonstrueres fra dubletter. Der henvises endnu en gang til vasalforhold (§ 71). Forholdet mellem naboer er også reguleret, men vi kan ikke fastslå hvordan i detaljer (§§ 72 ff). Om de præcise rettigheder for lejere og udlejere er vi også kun svagt underrettet (§ 78).

På grund af hullerne er vi ikke i stand til at afgøre, hvor langt bestemmelserne om fast ejendom strakte sig. I hullerne synes der stadig at have været andre love om forretningsmæssige forpligtelser. Antallet af manglende paragraffer kan kun bestemmes omtrentligt, så vores videre nummerering af paragrafferne ikke kan betragtes som fuldstændig korrekt.

5. Købmand og agent:

Teksten begynder igen med behandlingen af de retlige forhold mellem købmanden og hans agenter (§§ 100-107); disse agenter er en slags embedsmænd for købmanden, hvis forretninger de varetager. Mens lovsamlingen drøfter deres ansvar og pligter over for deres herrer, beskytter den dem også mod uretfærdige og bedrageriske herrer.

6. Værtshuse:

Babyloniens værtshuse (§§ 108-11) synes meget ofte at have været forbryderes tilholdssted. Som regel var de i hænderne på kvindelige indehavere, som blev gjort ansvarlige for det, der fandt sted i deres lokaler (§ 109). Præstinder blev forbudt at besøge disse huse under straf af at blive brændt (§ 110).

7. Deponeringer:

Den næste afdeling (§§ 112-26) handler især om deponeringer, skønt nogle af dens bestemmelser kun indirekte er forbundet dermed. Bedrageriske sendebud skal straffes (§ 112). Skyldneren beskyttes mod kreditors voldelige indgreb (§ 113). Der gives detaljerede bestemmelser om fængsling for gæld (§§ 114 ff). Kreditor må vogte sig for at mishandle en person, der er fængslet for gæld, i sit hus; hvis et barn af skyldneren dør ved kreditors skyld, tages jus talionis i brug: et barn af kreditor dræbes (§ 116). Medlemmerne af en familie, der er fængslet for gæld, skal løslades efter tre år (§ 117). Hvis nogen ønsker at give noget til en anden, for at det skal opbevares for ham, skal han gøre det i vidners nærvær eller udarbejde en erklæring om transaktionen; ellers kan senere krav ikke bevises (§§ 122 ff). Den, der modtager genstandene, er ansvarlig for dem (§ 125), men er også beskyttet mod sin klients uberettigede krav (§ 126).

8. Familie:

De afsnit, der beskæftiger sig med familiens rettigheder, er meget omfattende (§§ 127-95). Ægteskabet hviler på en kontrakt (§ 128) og forudsætter hustruens vedvarende troskab (§§ 129 ff), mens manden i denne henseende ikke er bundet af bestemmelser af nogen art. En utro hustru kan kastes i vandet, men hendes medskyldige kan også under visse omstændigheder lide dødsstraf. Mandens lange, uundgåelige fravær berettiger kun hustruen til at gifte sig igen, når hun mangler midler til underhold (§§ 133 ff). Fra mandens side er der ingen hindringer for skilsmisse, så længe han ordner alle forhold med sin hustru vedrørende hendes ejendom, sørger for børnenes opdragelse og i visse tilfælde giver en skilsmissesum som erstatning (§§ 137 ff). Hustruens uordentlige adfærd er tilstrækkelig til ægteskabets ophævelse; i dette tilfælde kan manden reducere hustruen til en slaves status (§ 141). Hustruen kan kun ophæve ægteskabet, hvis hendes mand groft forsømmer sine pligter mod hende (§ 142). Hvis en hustru ønsker ægteskabets ophævelse af nogen anden grund, druknes hun (§ 143).

9. Vedrørende såring osv.:

Det næste afsnit (sektioner 196-227) handler om såringer af alle slags, først og fremmest om jus talionis: øje for øje, ben for ben, tand for tand. Personer lavere i samfundsklassen modtog sædvanligvis penge i stedet (sektioner 196 ff). Et slag på øret fra en fri mand mod en fri mand kostede gerningsmanden 60 sekler (sektion 203); i tilfælde af en halv-fri, 10 sekler (sektion 204); men hvis en slave sårer en fri mand på denne måde, skal hans øre hugges af (sektion 205). Utilsigtet såring af kroppen, som viser sig at være dødelig, dækkes af en bøde (sektioner 207 f). Enhver der slår en gravid fri kvinde således at forårsage spontan abort og kvindens død, straffes ved at hans datter bliver dræbt (sektion 210); i tilfælde af en halv-fri kvinde eller en slave var økonomisk erstatning tilstrækkelig (sektioner 212 ff). Kirurgen er ansvarlig for visse operationer; hvis de lykkes, modtager han en lovfastsat høj belønning; hvis de mislykkes, kan hans hånd under visse omstændigheder hugges af (sektioner 215 ff). Visselig var denne lov en effektiv afskrækkelse mod kvaksalvere! Dernæst kommer bestemmelser vedrørende kirurgers gebyrer (sektioner 221 ff) og dyrlægers gebyrer; dyrlægerne er til en vis grad ansvarlige for drab på dyr under deres behandling (sektioner 224 f).

10. Bygning af huse og skibe:

Senere behandles bygning af huse og skibe (paragrafferne 228-40). Bygmesteren er ansvarlig for stabiliteten af det hus, han har bygget; hvis det styrter sammen og dræber husets herre, bliver bygmesteren dræbt; hvis det dræber et barn i huset, bliver et barn af bygmesteren dræbt (paragrafferne 229 f.). For enhver anden skade, der opstår, er bygmesteren ligeledes ansvarlig (paragrafferne 231 ff.). Reglerne for skibsbyggere er tilsvarende (paragrafferne 234 ff.). Den mand, der lejer et skib, står til ansvar over for ejeren (paragrafferne 236 ff.). Med den livlige skibsfart på kanalerne måtte der gives særlig opmærksomhed til at forebygge ulykker (paragraf 240).

11. Leje i almindelighed osv.:

Allerede i tidligere paragraffer fandtes der regler om leje og løn. Denne ellevte afdeling (paragrafferne 241-77) behandler sagen mere detaljeret, men den fremfører også mange ting, som kun i ringe grad har forbindelse dermed. Den fastsætter takster for arbejdsdyr (paragrafferne 242 f.) og gør i tilknytning hertil lige så klart, i hvilket omfang den, der lejer et sådant dyr, er ansvarlig for skade på dyret (paragrafferne 244 ff.). Særlig opmærksomhed må gives en okse, der har for vane at stange (paragrafferne 250 ff.; se nedenfor). Der sørges for, at utro forvaltere ikke undgår deres straf: i grove tilfælde af tillidsbrud straffes de med afhugning af hånden eller ved at blive sønderrevet (på den måde, man blev tortureret på en pinebænk) af okser (paragrafferne 253 ff.). Lønnen for landarbejdere fastsættes (paragrafferne 257 f.), og i forbindelse hermed behandles mindre tilfælde af tyveri af markredskaber og dækkes med en pengebøde (paragrafferne 259 f.). En hyrdes løn og hans pligter udgør emnet for nogle andre paragraffer (paragrafferne 261 ff.). Endelig nævnes forhold, der har med leje at gøre: leje af dyr til tærskning (paragrafferne 268 ff.), af vogne (paragraf 271), løn til arbejdere (paragraf 273) og håndværkere (paragraf 274) samt leje af skibe (paragrafferne 276 f.).

12. Slaver:

Den sidste afdeling (paragrafferne 278-82) behandler slaver, for så vidt som de ikke allerede er nævnt. Sælgeren er ansvarlig over for køberen for, at slaven ikke lider af epilepsi (paragraf 278), og at ingen anden har krav på ham (paragraf 279). Slaver af babylonisk oprindelse, købt i et fremmed land, skal frigives, hvis de bringes tilbage til Babylonien og genkendes af deres tidligere herre (paragraf 280). Hvis en slave ikke anerkendte sin herre, kunne hans øre skæres af (paragraf 282).

Her slutter lovene. På trods af mange bestemmelser, som forekommer os grusomme, viser de en skarp sans for retfærdighed og upartiskhed. Derfor priser kongen med rette sig selv i en epilog som en frelsens hyrde, som en hjælper for de undertrykte, som en rådgiver for enker og forældreløse, kort sagt som sit folks far. Afslutningsvis formanes fremtidige herskere til at respektere hans love, og gudernes velsignelser loves dem, der gør det. Men over dem, der måtte forsøge at ophæve lovsamlingen, nedkalder han alle de store guders forbandelse, enkeltvis og samlet. Med det ender stelen.

III. Lovsamlingens betydning.

Lovsamlingens betydning er blevet anerkendt lige siden dens opdagelse; for den er virkelig den ældste lovsamling, vi kender. For bedømmelsen af den gamle babyloniske civilisation, for slaveriets historie, for kvindens stilling og mange andre spørgsmål giver lovsamlingen det vigtigste materiale. Det forhold, at lov og religion næsten altid er tydeligt adskilt, er værd at lægge særlig mærke til.

1. Hammurabi og Moses:

Det er ikke underligt, at et monument af så stor betydning kræver sammenligning med lignende monumenter. I denne henseende er det vigtigste spørgsmål, hvilket forhold lovsamlingen står i til Moseloven. Hammurabi var ikke alene konge over Babylonien, men også over Amurru (= "amorritternes land"), senere kaldt Israels land og det vestlige Syrien. Da hans efterfølgere også bevarede herredømmet over Amurru, er det meget muligt, at Hammurabis love i en betydelig tid også var gældende her, selv om det måske var i en ændret form. På Abrahams tid kan man for eksempel tage fortællingerne om Sara og Hagar (1 Mos 16,1) og Rakel og Bilha (1 Mos 30,1), som viser de samme juridiske principper som lovsamlingen (sammenlign paragrafferne 144 ff.; se ovenfor). Andre fortællinger i Det Gamle Testamente peger på de samme skikke, som lovsamlingen gør for Babylonien; sammenlign 1 Mos 24,53, hvor brudegaverne til Rebekka svarer til den babyloniske terhatu (paragraf 159); tilsvarende 1 Mos 31,14 f.

Mellem lovsamlingen og Moseloven, især i den såkaldte Pagtsbog (2 Mos 20,22-23), findes der virkelig bemærkelsesværdige paralleller. Vi kan her nævne følgende eksempler:

2 Mos 21,2: "Hvis du køber en hebraisk træl, skal han tjene i seks år; men i det syvende skal han gå fri uden betaling." Tilsvarende Hammurabis lovsamling, paragraf 117: "Hvis en mand kommer i gæld og giver sin hustru, sin søn eller sin datter for sølv eller for arbejde, skal de tjene tre år i deres købers eller trælleherres hus; i det fjerde år skal de genvinde deres frihed."

2 Mos 21,15: "Og den, der slår sin far eller sin mor, skal visselig lide døden." Sammenlign Hammurabis lovsamling, paragraf 195: "Hvis en søn slår sin far, skal hans hånd hugges af."

2 Mos 21,18 f.: "Og hvis mænd strides, og den ene slår den anden med en sten eller med sin knytnæve, og han ikke dør, men må holde sengen; hvis han igen rejser sig og går omkring udenfor med sin stav, da skal den, der slog ham, være frikendt; kun skal han betale for hans tabte tid og sørge for, at han bliver fuldstændig helbredt." Sammenlign Hammurabis lovsamling, paragraf 206: "Hvis en mand slår en anden mand i et støjende skænderi og sårer ham, skal den mand sværge: 'Jeg slog ham ikke med vilje'; og han skal betale for lægen."

2 Mos 21,22: "Når mænd slås sammen og sårer en gravid kvinde, så hennes frugt afgår, og der ikke sker anden skade, skal han helt sikkert pålægges bøde efter hvad kvindens mand pålægger ham; og han skal betale efter hvad dommerne bestemmer." Sammenlign Hammurabi-kodeks, paragraf 209: "Når en mand slår en fri kvinde og får hendes frugt til at afgå, skal han betale ti sølvsekel for hendes frugt."

2 Mos 21,24: "Øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod." Sammenlign Hammurabi-kodeks, paragraf 196: "Når en mand ødelægger øjet på en fri mand, skal hans øje ødelægges." paragraf 197: "Når han brækker benene på en fri mand, skal hans ben brydes." paragraf 200: "Når en mand slår tænderne ud på en mand af samme rang, skal hans tænder slås ud."

2 Mos 21,28-32: "Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen helt sikkert stenes, og dens kød må ikke spises; men oksens ejer skal være fri. Men hvis oksen plejede at stange tidligere, og det har været vidnegivet for dens ejer, og han ikke har holdt den inde, men den har dræbt en mand eller kvinde, skal oksen stenes, og også dens ejer skal dømmes til døden. .... Når oksen stanger en mandlig eller kvindelig tjener, skal der gives deres herre 30 sølvsekler, og oksen skal stenes." Sammenlign Hammurabi-kodeks, paragraffer 250 ff: "Når en okse, mens den går ad gaden, stanger en mand og forårsager hans død, kan der ikke rejses krav af nogen art. Hvis en mands okse er tilbøjelig til at stange og det har vist sig for ham, at den er tilbøjelig til at stange, og han alligevel hverken har afslidt dens horn eller spændt sin okse fast, så hvis hans okse stanger en fri mand og forårsager hans død, skal han give 30 sølvsekler. Hvis det er en mands slave, skal han give 20 sølvsekler."

2 Mos 22,7 ff minder om Hammurabi-kodeks, paragraffer 124 ff; 2 Mos 22,10 ff om Hammurabi-kodeks, paragraffer 244 ff og 266 f.

Lighederne mellem andre dele af Pentateukus og kodeksen er ikke så slående som mellem kodeksen og Pagts Bogen; alligevel kan man sammenligne 3 Mos 19,35 f med Hammurabi-kodeks, paragraf 5; 3 Mos 20,10 med Hammurabi-kodeks, paragraf 129; 3 Mos 24,19 f med Hammurabi-kodeks, paragraffer 196 ff; 3 Mos 25,39 ff med Hammurabi-kodeks, paragraf 117; 5 Mos 19,16 ff med Hammurabi-kodeks, paragraffer 3 f; 5 Mos 22,22 med Hammurabi-kodeks, paragraf 129; 5 Mos 24,1 med Hammurabi-kodeks, paragraffer 137 ff og paragraffer 148 f; 5 Mos 24,7 med Hammurabi-kodeks, paragraf 14; især 5 Mos 21,15 ff,18 ff med Hammurabi-kodeks, paragraffer 167, 168 f, hvor der i begge tilfælde sker et skifte fra bestemmelser om ejendom efter en mand, der var gift flere gange, til bestemmelser vedr. straf af en ulydig søn, helt sikkert en bemærkelsesværdig enighed i rækkefølgen.

Man kan næppe påstå, at de anførte paralleller er tilfældige, men lige så lidt kunne man sige, at de er direkte hentet fra kodeksen; for de bærer helt sikkert et særpræg på grund af israeltisk kultur, og der findes også talrige markante afvigelser. Som vi allerede har nævnt, var landet Amurru i nogen tid babylonisk område, så babylonisk ret helt sikkert fandt vej derhen. Da israelijterne kom i kontakt med babylonisk kultur ved at tage landet Kanaan i besiddelse (en del af det gamle Amurru), var det naturligt, at de benyttede sig af resultaterne af denne kultur, så vidt de fandt dem nyttige for sig selv. Under ingen omstændigheder kan man her antage direkte citater. Enkelte dele af Moselovene, især De ti Bud (2 Mos 20), med deres særligt pointeret koncisitet, har ingen parallel i Hammurabi-kodeksen.

2. Kodeksen og andre retssystemer: Der er også blevet gjort forsøg på at etablere forbindelser mellem kodeksen og andre retssystemer. I Talmud, især i fjerde orden af Mishnah kaldet Neziqin (dvs. "skader"), findes mange bestemmelser, som minder om kodeksen. Men man må huske på, at jøderne under eksilen næppe kunne have kendt kodeksen i detaljer; hvis der tilfældigvis forekommer ligheder, skyldes disse, at mange af kodeksens bestemmelser stadig blev bevaret i den senere babylonske ret, og Talmud hentet fra denne senere babylonske ret mange bestemmelser, som syntes nyttige for dets formål. Forbindelsen er derfor en indirekte.

Lighederne med resterne af gamle arabiske love og den såkaldte syro-romerske lovbog (5. århundrede e.Kr.) må betragtes på samme måde, skønt nogle af disse enigheder kun kan være opstået tilfældigvis.

At lighederne mellem romerske og græske juridiske praksisser og kodeksen kun er af tilfældig karakter, kan tages som sikkert. Dette virker desto mere sandsynligt, fordi der mellem kodeksen og andre retssystemer findes helt slående ligheder i enkelte punkter, selv skønt vi ikke kan finde nogen historisk forbindelse, f.eks. den saliske lov, lovbogen for de saliske franker, udarbejdet omkring 500 e.Kr., og som er den ældste bevarede germansk juridisk kodeks.

Ind til en hel del tabte kodekser, som den gamle amoritiske og neo-babylonske, er kendt for os i detaljer, må man vogte sig godt imod forhastet slutninger. I hvert tilfælde er det overildet at tale om direkte låntagninger, hvor der kan være hele serier af formidlende faktorer.

LITERATUR.

(Angående de spørgsmål, der behandles i de foregående afsnit, henvises især til: S. A. Cook, The Laws of Moses and Code of Hammurabi, London, 1903; J. Jeremias, Moses and Hammurabi, Leipzig, 1903; S. Oettli, Das Gesetz Hammurabis und die Thora Israels, Leipzig, 1903; H. Grimme, Das Gesetz Hammurabis und Moses, Koln, 1903; H. Fehr, Hammurapi und das Salische Recht, Bonn, 1910.)

Arthur Ungnad