Hebræer

Et navn, der i Skriften kun anvendes om israelitterne af en, der er fremmed (1 Mos 39,14, 17; 41,12 osv.), eller af israelitterne, når de taler om sig selv til fremmede (40,15; 2 Mos 1,19), eller når de omtales i modsætning til andre folk (1 Mos 43,32; 2 Mos 1,3, 7, 15; 5 Mos 15,12). I Det Nye Testamente findes den samme modsætning mellem hebræere og fremmede (ApG 6,1; Fil 3,5).

Afledning.

Navnet afledes ifølge nogle fra Eber (1 Mos 10,24), Abrahams forfader. Hebræerne er “Ebers sønner” (10,21).

Andre fører navnet tilbage til et hebraisk rodord, der betyder “at gå over”, og opfatter det derfor som betydende “manden, der gik over”, nemlig over Eufrat; eller til det hebraiske ord, der betyder “området” eller “landet på den anden side”, nemlig kaldæernes land. Denne sidste opfattelse foretrækkes. Det er den mere sandsynlige oprindelse til betegnelsen, der blev givet til Abraham, da han kom blandt kana’anæerne som en mand fra den anden side af Eufrat (1 Mos 14,13).

En tredje afledning af ordet er blevet foreslået, nemlig at det kommer af det hebraiske ord ’abhar, “at gå over”, hvoraf ’ebher, i betydningen “en fremmedboende” eller “en, der passerer igennem”, til forskel fra “en bosætter” i landet, og således passer på Abrahams situation (Hebr 11,13).