Hebraisk poesi

po'-et-ri:

I. FINDES DER POESI I DET GAMLE TESTAMENTE?

Poesi defineret:

1. I stof: konkret og fantasifuld

2. I form: følelsesbetonet og rytmisk

II. FORSØMMELSE AF HEBRAISK POESI: ÅRSAGER

III. KENDETEGN VED HEBRAISK POESI, YDRE OG INDRE

1. Ydre eller formelle kendetegn

(1) Ordforråd

(2) Grammatik

(3) Rytme

(4) Parallelisme

(5) Andre litterære virkemidler

(6) Enheder i hebraisk poesi

(7) Klassifikation af stikoi eller vers

2. Indre eller indholdsmæssige kendetegn

(1) Temaer i hebraisk poesi

(2) Arter af hebraisk poesi

IV. POETISKE SKRIFTER I DET GAMLE TESTAMENTE

1. De poetiske bøger i snæver forstand

2. Sædvanlig inddeling af de poetiske bøger

3. Poesi i ikke-poetiske bøger

LITTERATUR

Med hebraisk poesi menes i nærværende artikel poesien i Det Gamle Testamente. Der er praktisk taget ingen poesi i Det Nye Testamente, men i Det Gamle Testamentes apokryfer er Siraks Bog i høj grad poetisk, og Visdommens Bog kun i mindre grad. Efterbibelsk hebraisk poesi kan ikke behandles her.

I. Findes der poesi i Det Gamle Testamente?

Poesi defineret:

Det er umuligt at besvare dette spørgsmål uden først at angive, hvad poesi egentlig er. Nærværende forfatter fremsætter følgende som en korrekt definition: “Poesi er sproglig komposition, fantasifuld og konkret i stof, og følelsesbetonet og rytmisk i form.” Denne definition anerkender to aspekter af poesien, det formelle og det indholdsmæssige.

1. I stof: konkret og fantasifuld

Poesiens substans må være konkret — det er filosofien, der beskæftiger sig med det abstrakte; og den må i større eller mindre grad være et produkt af den skabende fantasi.

2. I form: følelsesbetonet og rytmisk

Det hører til poesiens væsen, at den, ligesom musik, skal udtrykkes i rytmisk, men ikke nødvendigvis i metrisk form. Desuden må sproget være sådan, at det vækker de æstetiske følelser. Hvis man lægger denne beskrivelse af poesi til grund som kritisk målestok, kan det uden tøven fastslås, at de hebraiske skrifter rummer en betydelig mængde ægte poesi; jf. Salmerne, Job, Højsangen osv. Det er mærkeligt, men sandt, at poetisk skriftlig komposition er ældre end prosa. En undersøgelse af de gamle inderes, babylonieres, hebræeres, grækeres og araberes litteratur gør dette helt sikkert.

II. Forsømmelse af hebraisk poesi: årsager.

På trods af det utvivlsomme faktum, at poesi er rigt repræsenteret i Bibelen, er det bemærkelsesværdigt, at denne art af bibelsk litteratur næsten helt blev overset indtil det 18. århundrede. Vi kan måske hovedsagelig tilskrive dette to årsager:

(1) Da Bibelen blev betragtet som frem for alt, om ikke udelukkende, en åbenbaring af det guddommelige sind, blev opmærksomheden rettet mod det, den indeholdt, mens den litterære form, hvori det blev udtrykt, blev forsømt. Ja, det blev anset for uforeneligt med dens ophøjede, guddommelige funktion overhovedet at betragte den som litteratur, eftersom der i litteraturen i det mindste i vid udstrækning appelleres til det æstetiske og derfor kødelige menneske. Det mål, bibelskribenterne havde for øje, var praktisk — formidlingen af religiøs kundskab — ikke litterært, og endnu mindre kunstnerisk. Det blev derfor anset for uforeneligt med et så højt formål, at disse forfattere skulle bekymre sig om litterær udsmykning eller smukt sprog, så længe meningen var klar og utvetydig. Det var i denne ånd og ud fra denne opfattelse, at Isaac Taylor fra Ongar (The Spirit of Hebrew Poetry, 1861, 56 ff) og Keil fra Dorpat (Introduction to the Old Testament, 1881, I, 437) omkring midten af det 19. århundrede på forhåndsprincipielle grunde benægtede tilstedeværelsen af episk og dramatisk poesi i Bibelen. Hvordan, udbrød de, kunne Gud godkende, at der blev skrevet fiktion, som er usandhed — og både eposet og dramaet rummer dette? Matthew Arnold ydede en uvurderlig tjeneste for bibelvidenskabens sag, da han tordnede mod teologer, jødiske og kristne, fordi de gjorde Bibelen til en blot og bar samling af bevistekster, et arsenal hvorfra religiøse krigere kunne hente våben til at slå deres modstandere med. “Bibelens sprog er flydende .... og litterært, ikke stift, fastlåst, videnskabeligt” (forordet til første udgave af Literature and Dogma). Bibelen rummer litteratur, poetisk og prosaisk, der som litteratur er på højde med det bedste, sådan som Matthew Arnold, Carlyle og Froude (om Job) hævdede. Forsømmelsen af dette aspekt af Skrifterne gjorde teologer blinde for tilstedeværelsen af, og derfor uvidende om karakteren af, bibelsk poesi.

(2) En anden faktor, som førte til forsømmelsen af det poetiske element i Det Gamle Testamente, er det utvivlsomme faktum, at bibelske hebraiske digtere var mindre bevidste som digtere end vestlige digtere og tænkte langt mindre på den ydre form, hvori de udtrykte sig. Bibelsk poesi mangler derfor en sådan nøje fastholden ved formelle regler som den, der kendetegner græsk, arabisk eller engelsk poesi. Forfatterne skrev, som de følte, og fordi de følte, og deres stærke følelser dikterede de former, deres ord antog, ikke objektive standarder opstillet af skolerne. Hebraisk poesi er uden metrum i streng forstand og også uden rim, skønt det sidste forekommer i enkelte isolerede tilfælde (se nedenfor, III, 1, (4), c og e). Det er da ikke underligt, at vestlige forskere, som savnede disse kendetegn ved den poesi, de kendte bedst, så længe ikke bemærkede den poesi, Det Gamle Testamente rummer.

III. Kendetegn ved hebraisk poesi: ydre og indre.

Den definition af poesi, der er antaget under I ovenfor, indebærer, at der findes kendetegn, hvormed poesi kan skelnes fra prosa. Dette gælder også hebraisk poesi, selv om denne mangler nogle af de træk, der findes i de vestlige nationers poesi.

1. Ydre eller formelle kendetegn:

(1) Ordforråd.

Der er flere hebraiske ord, som forekommer hyppigst og i nogle tilfælde udelukkende i poesi. I den følgende liste er det tilsvarende prosaord sat i parentes: millah, "ord" (= dabhar); enosh, "menneske" (= 'ish); orach, "vej" (= derekh); chazah, "at se" (= ra'ah); præpositionerne ele, "til," adhe, "hen til," ale, "på," og minni, "fra," i stedet for de kortere former el, adh, al og min. Pronomenet zu, sjældent i prosa, har i poesi den dobbelte funktion som demonstrativt og relativt pronomen i begge køn. Nægtelsen bal bruges for lo'. For de uselvstændige præpositioner "b", "k", "l" ("i," "som," "til") anvendes de selvstændige former bemo, kemo og lemo.

(2) Grammatik.

(a) Formlære:

De pronominale suffikser har særlige former i poesi. For -m, -am, -em ("deres," "dem") finder vi de længere former -mo, -amo, -emo. Som pluralendelse ved substantiver træder -n (-in) i stedet for -m (-im), som på aramæisk (jf. Job 4,2; Job 12,11), og ofte bevares forældede kasusendelser, men deres funktioner er helt gået tabt. Således har vi den gamle nominativendelse -o i Sl 50,10 osv.; den gamle genitivendelse -i i Es 1,21, og akkusativen -ah i Sl 3,3.

(b) Syntaks:

Artiklen, det relative pronomen, akkusativ singularis 'eth og også "waw-consecutive" udelades ofte af hensyn til rytmen. Der er flere eksempler på det sidste i Sl 112,10 ff. Status constructus, som efter reglen står umiddelbart foran substantiver, har ofte en præposition efter sig. Jussiv træder undertiden i stedet for indikativ, og substantivers pluralis forekommer i stedet for singularis.

(3) Rytme.

Rytme (fra rhuthmos) betegner i litterær komposition den gentagelse af betonede og ubetonede stavelser i en regelmæssig orden, som vi har i poesi og retorisk prosa. Mennesket er et rytmisk dyr; det ånder rytmisk, og dets blod cirkulerer--udad og indad--rytmisk. Det kan skyldes disse refleksrytmer, at jo mere mennesker beherskes af følelse og jo mindre af eftertanke og ræsonnement, desto større er tilbøjeligheden til at gøre ting rytmisk. Mennesket går og danser og synger og digter ved gentagelsen af det, der svarer til metriske fødder: handling følges af modhandling. Vi møder en slags rytme i ophøjet og lidenskabelig prosa, som hos John Ruskin og andre forfattere. Prædikanter, når de beherskes af deres emne, udtrykker sig ubevidst i det, man kan kalde rytmiske sætninger. Selv om rytme imidlertid kan være til stede i prosa, er det kun i poesi, som i musik, at den vender tilbage med mere eller mindre ens mellemrum. I jambisk poesi får vi en gentagelse af en kort og en lang stavelse, som i følgende linjer:

"Med henrykte ører

monarken hører,

tager guderne på sig,

efterligner nikkene."

--Dryden.

(4) Parallelisme.

Det, som kaldes sådan, er et tilfælde af logisk rytme til forskel fra rytme, der blot er verbal. Men da dette udgør et så vigtigt træk ved bibelsk poesi, må det drøftes noget udførligt. Det, der siden biskop Lowths tid er blevet kaldt parallelisme, kan beskrives som tilbagevenden af symmetrisk opbyggede sætninger, hvis enkelte led som regel svarer til hinanden. Lowth (død 1787) behandler i sit epokegørende værk om hebraisk poesi (De Sacra poesi Hebraeorum prelectiones, engelsk oversættelse ved G. Gregory) det, som han (efter Jebb) kalder Parallelismus membrorum (kapitel X). Og dette var det første seriøse forsøg på at forklare emnet, skønt rabbi Asariah (middelalderen), Ibn Ezra (død 1167 e.Kr.), D. Kimchi (død 1232) og A. de Rossi (1514-1578) havde gjort opmærksom på det. Christian Schoettgen (død 1751) (se Horae Hebraicae et Talmudicae) foregreb meget af det, Lowth har skrevet om parallelismens natur, funktion og værdi. Den første, der brugte selve ordet i teknisk betydning, var Jebb (Sacred Lit., 1820). Om det samme brugte Ewald udtrykket Sinnrhythmus, dvs. meningsrytme, en ikke uegnet betegnelse.

(a) Former for parallelisme: Lowth skelnede mellem tre hovedarter af parallelisme, som han kaldte synonym, antitetisk og syntetisk.

(i) Den synonyme:

Her gentages det samme med andre ord, f.eks. Sl 36,5:

`Jahve, (i.) din miskundhed (rækker) til himlene,

(ii.) din trofasthed (rækker) til skyerne.'

Hvis man udelader "Jahve," som hører lige meget til begge led, vil man se, at resten af de to halvlinjer svarer ord for ord til hinanden: "din miskundhed" svarer til "din trofasthed," og "til himlene" svarer til "til skyerne" (jf. Sl 15,1; Sl 24,1-3; Sl 25,5; 1 Sam 18,7; Es 6,4; Es 13,7).

(ii) Antitetisk parallelisme:

Her giver det andet led i en linje (eller et vers) den modsatte side af den samme tanke, f.eks. Ordsp 10,1:

`En vis søn glæder sin far,

men en tåbelig søn bedrøver sin mor'

(Se Ordsp 11,3; Sl 37,9; jf. Ordsp 10,1 ff; Sl 20,8; Sl 30,6; Es 54,7 ff). Undertiden er der mere end to tilsvarende elementer i versets to led, som i Ordsp 29,27; jf. 10,5; 16,9; 27,2.

(iii) Syntetisk parallelisme:

Kaldes også konstruktiv og epitetisk. Her føjer det andet led noget nyt til det første eller forklarer det, f.eks. Sl 19,8 f:

`Jahves forskrifter er rette, de glæder hjertet:

Jahves bud er rene, de oplyser øjnene.

Frygten for Jahve er ren, den består for evigt:

Jahves domme er sande og helt igennem retfærdige.

Mere ønskelige er de end guld, ja, end meget fint guld;

også sødere end honning og honningkagen'

(Se Ordsp 1,7; jf. 3,5.7; Sl 1,3; Sl 15,4). Ud over de tre hovedarter af parallelisme, der er nævnt ovenfor, er andre former blevet påvist og beskrevet.

(iv) Indadvendt parallelisme:

(Jebb, Sacred Lit., 53): hvor de parallelle leds halvvers er ordnet kiastisk, som i skemaet ab ba. Således Ordsp 23,15 f:

(a) `Min søn, hvis dit hjerte er vist

(b) Mit hjerte skal glæde sig, ja, mit eget:

(b) Ja, mine nyrer skal juble

(a) Når dine læber taler det rette'

(Jf. Ordsp 10,4; Ordsp 10,12; Ordsp 13,24; Ordsp 21,17; Sl 51,3).

(v) Palilogisk parallelisme:

Hvor ét eller flere ord fra det første led gentages som et ekko, eller som kanon i musik, i det andet. Således Nah 1,2:

`Jahve er en nidkær Gud og hævner:

Jahve hævner og er fuld af vrede;

Jahve tager hævn over sine modstandere,

Og han gemmer vrede til sine fjender'

(Jf. Dom 5,3; Dom 5,6 f,11 f,15 f,23,17; Sl 72,2; Sl 72,12; Sl 72,17; Sl 72,121; Sl 72,124; Sl 72,126; Es 2,7; Es 24,5; Hos 6,4).

(vi) Klimaktisk eller omfattende parallelisme:

I denne fuldender den anden linje den første. Således Sl 29,1:

"Giv Jahve, I mægtige,

Giv Jahve herlighed og styrke"

(se 2 Mos 15,6; Sl 29,8).

(vii) Rytmisk parallelisme:

(De Wette, Franz Delitzsch): således Sl 138,4:

"Alle jordens konger skal takke dig ....

For de har hørt ordene af din mund."

Se Ordsp 15,3; jf. 16,7.10; 17,13.15; 19,20; 21,23.25.

Fuldkommen parallelisme er den, hvor antallet af ord i hver linje er det samme. Når det er ulige, kaldes parallelismen ufuldkommen. Ewald (se Die poetischen Bucher des alten Bundes, I, 57-92; Die Dichter des alten Bundes, I, 91 ff, 2. udgave af førstnævnte) stræbte efter at give en fuldstændig liste over de relationer, som kan udtrykkes ved parallelisme, og han mente, at det var lykkedes. Men i virkeligheden kan enhver slags relation, som kan angives med ord, udtrykkes i to eller flere linjer, der er mere eller mindre parallelle. Om den påståede parallelisme mellem strofer, se nedenfor.

(b) Parallelisme som hjælp til eksegese og tekstkritik:

Hvis parallelisme med Lowths ord indebærer, at "i to linjer eller led af samme periode skal ting for det meste svare til ting, og ord til ord," skulle vi forvente, at dunkle eller ukendte ord får noget lys fra ord, der svarer til dem i parallelle led eller sætninger. I ikke få tilfælde sættes vi ved sammenligning af ord i stand til med betydelig sikkerhed at genoprette en oprindelig læsemåde, som nu er gået tabt. Formlen er i almindelighed som følger: ab: cx. Vi ved, hvad a, b og c betyder, men er helt i mørke om betydningen af x. Problemet er at finde ud af, hvad x betyder. Vi har en illustration i Dom 5,28, som kan oversættes således helt bogstaveligt:

"Gennem vinduet så hun ud,

Og Siseras mor x gennem x."

Her har vi to ukendte, som dog hver svarer til kendte udtryk. Det hebraiske verbum, der ledsager "Siseras mor", er watteyabbebh, English Versions of the Bible "and .... cried". Men intet sådant verbum (yabhabh) kendes, for Talmud følger som sædvanlig den traditionelle fortolkning. Vi ønsker et verbum med en betydning, der ligner "så ud". Hvis vi læser wattabbeT, har vi en form, som let kunne være blevet forvansket til ordet i den masoretiske tekst, som giver en passende mening og desuden har støtte fra Targumerne Onqelos og Jonathan, og endda fra Septuaginta (Codex Alexandrinus og Lucian). Hvad med det andet hebraiske ord, der ovenfor ikke er oversat ('eshnabh)? Det forekommer kun ét andet sted (Ordsp 7,6), hvor det som i nærværende passage står i parallelisme med challon, "vindue" (sandsynligvis er Ordsp 7,6 afhængig). Vi får ingen hjælp fra etymologien eller i dette tilfælde fra VSS, men parallelismen havde antydet for vore oversættere betydningen "gitter", en slags østerlandsk vindue, og noget i den retning må være ment. Verbet shanabh, "at være kølig", kan muligvis antyde gengivelsen "vindue", dvs. et hul i væggen for at sikre kølighed i huset. Glasvinduer fandtes ikke i Israels land og er sjældne selv nu. Der er utallige andre eksempler i Det Gamle Testamente på brugen af parallelisme til at belyse ord, som kun forekommer én gang, eller som på anden måde er vanskelige at forstå, og ofte antydes en tekstrettelse, som støttes på anden måde.

(c) Parallelismens udbredelse og værdi:

To udsagn angående parallelisme i Det Gamle Testamente kan fremsættes med sikkerhed:

(i) At den ikke er et kendetegn ved al poesi i Det Gamle Testamente. Lowth, som havde så meget at gøre med dens opdagelse, gav den naturligt nok en overdreven plads i sit system for hebraisk poesi, men den mangler i den største del af poesien i Det Gamle Testamente, og den mødes ofte i ophøjet og retorisk prosa.

(ii) At den gennemtrænger anden poesi end Det Gamle Testamentes. Den forekommer i Assyrien (se A. Jeremias, Die bab-assyr. Vorstellung vom Leben nach dem Tode), i Egypten (Georg Ebers, Nord u. Sud, I), i finsk, tysk og engelsk. Ja, A. Wuttke (Der deutsche Volks-Aberglaube der Gegenwart, 1869, 157) og Eduard Norden (Die antike Kunstprosa, 1898, II, 813) hævder, at parallelisme er den mest primitive form for poesi hos alle nationer. Det må ikke desto mindre indrømmes, at parallelisme i Det Gamle Testamente forholdsmæssigt har en større plads end i nogen anden litteratur, og at overensstemmelsen mellem delene af stikoi eller vers er tættere.

(5) Andre litterære virkemidler.

Poesien i Det Gamle Testamente har yderligere træk, som den deler med anden orientalsk og med vestlig poesi. På grund af pladsmangel kan disse næppe blive mere end opregnet.

(a) Allitteration:

F.eks. "Rundt og rundt om de ru klipper." Vi har gode eksempler i hebraisk i Sl 6,8 og 27,17.

(b) Assonans:

F.eks. "dreamy seamy" (se for bibelske eksempler hebraisk i 1 Mos 49,17; 2 Mos 14,14; 5 Mos 3,2).

(c) Rim:

Der er så få eksempler på dette i De Hebraiske Skrifter, at ingen kan betragte det som et træk ved hebraisk poesi, skønt det i arabisk og endda i efterbibelsk hebraisk poesi spiller en stor rolle. Vi har bibelske eksempler i den hebraiske tekst til 1 Mos 4,23; Job 10,8-11; Job 16,12.

(d) Akrostika:

I nogle digte i Det Gamle Testamente begynder halvvers, vers eller grupper af vers med de på hinanden følgende bogstaver i det hebraiske alfabet. Vi har sådanne alfabetiske akrostika i Salmerne 9 f.; 34; 37; Ordsp 31,10 ff.; Klag 1-4; sammenlign Klag 5, hvor antallet af vers svarer til det hebraiske alfabets antal bogstaver, skønt bogstaverne i dette alfabet ikke indleder versene.

(e) Metrum:

Den nuværende forfatters opfattelse kan formuleres således: Hebræernes poesi er ikke metrisk i streng forstand, selv om forfatterne under indflydelse af stærk følelse udtrykker sig rytmisk og ofte frembringer de fænomener, som senere blev kodificeret under metriske regler. Tænkning og ræsonnement og tale gik forud for psykologi, logik og grammatik, og på samme måde gik poesien forud for prosodien. I Det Gamle Testamente befinder vi os på kendsgerningens område, ikke lovens. Digtere skrev under stærk tilskyndelse, som regel religiøs, og uden at anerkende nogen objektiv norm, selv om de hele tiden leverede materiale til prosodiens regler. De, der mener, at Det Gamle Testamentes digtere havde objektive metriske regler i tankerne, må foretage utallige ændringer i teksten. I stedet for at bygge deres teori på det oprindelige materiale kommer de med deres a priori-teori og ændrer teksten, så den passer til den. Man kan uden frygt sige, at der ikke findes et eneste digt i Det Gamle Testamente med samme antal stavelser, eller fødder, eller betoninger i de enkelte stikoi eller hemistiker, medmindre vi indfører voldsomme ændringer i den masoretiske tekst, sådanne som man ville afvise i klassisk og anden oldtidslitteratur. Det er vigtigt, før man når til nogen bestemt konklusion, at tage i betragtning, at Det Gamle Testamentes poesi tilhører perioder, der er adskilt af mange århundreder, fra Deboras sang (Dom 5), det tidligste hebraiske digt, ned til de sidste hymner i Psalteren. I de ældste eksempler på hebraisk poesi er der en naiv enkelhed, som udelukker tanken om bevidst kunst. I de seneste er digteren langt mere bevidst, og hans poesi mere kunstnerisk. Det ville åbenlyst være urimeligt at fremsætte en teori om poesi, der byggede på Keats’ og Tennysons poesi, og anvende den på frembringelserne i angelsaksisk og oldengelsk poesi. Bundet sammen i det ene bind, der kaldes Bibelen, findes der en litteratur, som adskiller sig vidt i alder, formål og forfatterskab, og der kræves forsigtighed, når man udleder en opfattelse af hebraisk poesi, som kan anvendes på alle eksemplerne i Det Gamle Testamente. De senere salmeakrostika osv., hvoraf mange er sammensat af brudstykker fra andre salmer, synes at være udsprunget af en mere bevidst bestræbelse på efterligning. Hvis der imidlertid blandt de gamle hebræere, ligesom blandt de gamle grækere, fandtes et prosodisk regelsæt, er det mærkeligt, at Mishna og Gemara skulle være fuldstændig tavse om det. Og hvis ét bestemt system ligger til grund for vores hebraiske Bibel, er det mærkeligt, at så mange systemer er blevet foreslået. Man bør også huske, at ethvert folks ældste poesi er ikke-metrisk.

Det følgende er en kort fremstilling af de opfattelser, der er blevet fremført:

(i) Filon og Josefus lærte, under indflydelse af græske forbilleder og med ønske om at vise, at hebraisk ikke stod tilbage for hedensk litteratur, at hebraisk poesi havde metrum, men de gør intet forsøg på at vise, hvilken slags metrum denne poesi har.

(ii) Calmet, Lowth og Carpzov hævdede, at selv om der i den hebraiske Bibels poesi, sådan som den oprindelig blev skrevet og læst, må have været metriske regler, som forfatterne bevidst fulgte, er det dog nu, på grund af tekstens forvanskning og vores uvidenhed om den oprindelige hebraisks lyde og accentuering, umuligt at fastslå, hvad disse metriske regler var.

(iii) I deres system for hebraisk metrum tæller Bickell og Merx stavelser, som man gør i klassisk poesi, og de anvender den syriske accentueringslov, idet de lægger trykket på næstsidste stavelse. Disse forfattere foretager drastiske ændringer i teksten for at afstive deres teorier.

(iv) Den dominerende og langt mindst anstødelige teori er den, der hævdes af Ley, Briggs, Duhm, Buhl, Grimme, Sievers, Rothstein og de fleste moderne forskere, nemlig at man i hebraisk prosodi alene talte de betonede stavelser. Hvis dette princip anvendes på Job, vil man finde, at de fleste af de bibelske vers er distika med to stikoi, hver med tre hovedbetoninger. Se som illustration Job 12,16: (immo `oz wethushiyah: lo shoghegh umashgeh': “Styrke og virksom kraft tilhører (bogstaveligt: ‘er hos’) ham, den, der farer vild, og den, der får andre til at fare vild”). Menneskets rytmiske instinkter er fuldt tilstrækkelige til at forklare dette fænomen uden at antage, at digteren havde en objektiv norm i tankerne. De, der antager denne sidste opfattelse og anvender den strengt, foretager talrige tekstændringer. For en undersøgelse af Hubert Grimmes metriske systemer, som tager hensyn til kvantitet såvel som betoning, og Eduard Sievers’, som, skønt han ikke var hebraiskkyndig, efter at have undersøgt små dele af den hebraiske Bibel nåede til den konklusion, at hebraisk poesi normalt er anapæstisk, se W.H. Cobb, Criticism of Systems of Hebrew Metre, 152 ff., 169 ff. Herder, De Wette, Hupfeld, Keil, Nowack, Budde, Doller og Toy forkaster alle de hidtil foreslåede systemer for hebraisk metrum, skønt Budde hælder mod Leys system.

(f) Buddes qinah-mål:

Selv om Budde i almindelighed indtager en negativ holdning til hebraisk versemål, argumenterer han ivrigt for eksistensen af ét bestemt versemål, som hans navn er knyttet til. Det er det, han kalder qinah-målet (af qinah, "en klagesang"). I dette siges hver stikos at bestå af én hemistikon med tre slag eller trykstavelser og en anden med to sådanne stavelser; dette anses for at være klagesangens særlige versemål (se Klag 1,1 osv.). Ley og Briggs kalder det "pentameter", fordi det består af fem (3 plus 2) fødder (en fod i hebraisk prosodi svarer til en betonet stavelse og de ubetonede stavelser, der er forbundet med den). Se Buddes fulde behandling af emnet i ZATW, 60, 152, "Das heb. Klagelied." Man må dog huske, at allerede Herder (død 1803) beskriver brugen i elegier af det, han, forud for Ley og Briggs, kalder "pentameteret" (se Geist der ebraischen Poesie, 1782, I, 32 f, engelsk oversættelse The Spirit of Hebrew Poetry, 1833, I, 40). Men nærværende forfatter fremsætter følgende kritikpunkter: (i) Budde er inkonsekvent, når han forkaster alle eksisterende teorier om versemål og dog fastholder en af sine egne, som i virkeligheden kun er en del af det system, Bellermann, Ley og Briggs forfægter. (ii) Han siger, efter Herder, at det er det mål, som sørgekvinder bruger (Jer 9,16), men vi har yderst få eksempler på det sidstnævnte, og hans udsagn mangler bevis. (iii) Der findes klagesange i Det Gamle Testamente, som ikke er udtrykt i qinah-målet. Davids klage over Saul og Jonatan er snarere heksametrisk og tetrametrisk end pentametrisk, medmindre vi går i gang med at lave en ny tekst (2 Sam 1,19). (iv) Qinah-målet bruges af hebraiske digtere, hvor emnet er glædeligt eller neutralt; se Sl 119, som er et didaktisk digt.

(6) Enheder i hebraisk poesi.

I vestlig poesi er den mindste enhed sædvanligvis stavelsen, og derefter kommer foden (som består af mindst to stavelser). Så har vi verslinjen, kronet af strofen, og til sidst digtet.

Ifølge den teori om hebraisk poesi, som nærværende forfatter antager, er følgende enhederne, begyndende med den enkleste:

(a) Versemålet:

Dette omfatter den betonerede (tone-)stavelse sammen med den ubetonede stavelse, der går forud for eller følger efter den. Dette kan kaldes en "rytmisk fod".

(b) Stikos eller vers:

I Job og mindre regelmæssigt i Salmerne og Højsangen samt i andre dele af Det Gamle Testamente (4 Mos 23,19-24) består en stikos eller et vers almindeligvis af tre betonede stavelser og derfor tre mål (se ovenfor om betydningen af "mål"). Det er vigtigt at skelne mellem denne poetiske betydning af "vers" og den almindelige betydning—underafdelingen af et bibelkapitel. Stikos i denne betydning står på en særskilt linje i nogle gamle håndskrifter.

(c) Kombinationer af stichoi (vers):

I hebraisk poesi står en stikos næsten aldrig alene. Vi har praktisk talt altid en distikon (kuplet, Job 18,5), en tristikon (triplet, 4 Mos 6,24-26), en tetrastikon (1 Mos 24,23) eller en pentastikon.

(d) Strofe:

Kosters (Stud. Krit., 1831, 40-114, "Die Strophen," osv.) hævdede, at alle digte i De Hebraiske Skrifter naturligt kan inddeles i strofer af lignende, om ikke lige, længde. Således er Sl 119 ordnet i strofer opkaldt efter bogstaverne i det hebraiske alfabet, hvor hver indeholder otte skriftvers eller seksten metriske vers eller stichoi, og de fleste stichoi har tre mål eller rytmiske fødder. Men selv om flere bibelske digte er komponeret i strofer, er mange det ikke.

(e) Sang:

Denne (shirah) består af en række vers og i nogle tilfælde af strofer.

(f) Digt:

Vi har eksempler på dette (shir) i Jobs Bog og Højsangen, som består af en kombination af sangen.

(7) Klassifikation af stichoi eller vers.

Stichoi kan ordnes således, efter antallet af mål (eller fødder), som de indeholder:

(a) trimeteret eller tripoden med tre mål eller fødder; Bickell hævder, at i Job bruges kun dette mål;

(b) tetrameteret eller tetrapoden, en stikos med fire mål eller fødder;

(c) pentameteret eller pentapoden, som har fem mål eller fødder: dette er Buddes qinah-mål (se III, 1, (4));

(d) heksameteret eller heksapoden: dette består af seks mål eller fødder og er ofte vanskeligt at skelne fra to særskilte trimetre (eller tripoder).

2. Indre eller indholdsmæssige kendetegn:

Vores første og mest originale autoritet om de indre kendetegn ved hebraisk poesi er den store tyske teolog og litterat J.G. Herder, præsten og vennen af Goethe og Schiller i Weimar. I sin Vom Geist der ebraischen Poesie, 1782 (The Spirit of Poetry, oversat af James Marsh, U.S.A., 1833), drøfter han udførligt og med stor friskhed de indre sider af poesien i Det Gamle Testamente (kærlighed til naturen, folklore osv.), som gjorde indtryk på ham som litterat. Der kan også henvises til George Gilfillians Bards of the Bible, 1851 (populær), og Isaac Taylors Spirit of Hebrew Poetry. Det er et mærkeligt, men slående og betydningsfuldt sammenfald, at ingen af disse forfattere gav sig ud for at have megen, om nogen, kundskab om det hebraiske sprog. De studerede i det mindste hovedsageligt Det Gamle Testamentes poesi i oversættelser og blev derfor ikke afledt fra de litterære og logiske sider af det skrevne af hebraisk grammatiks og tekstkritiks små detaljer, skønt kun en hebraiskkyndig er i stand til fuldt ud at tage de rige skatte i hebraisk poesi i besiddelse.

(1) Temaer i hebraisk poesi.

Det siges almindeligvis, at de gamle hebræeres poesi helt og holdent er religiøs. Men dette udsagn er ikke strengt korrekt.

(a) Det Gamle Testamente indeholder ikke al den poesi, som hebræerne digtede eller endog skrev i bibelsk tid, men kun den, som præsterne ved de forskellige helligdomme bevarede. Vi kender ikke til en litterær stand blandt hebræerne, som beskæftigede sig med at bevare litteraturen som sådan.

(b) Inden for selve den bibelske kanon findes der talrige digte eller brudstykker af digte, som afspejler folkets dagligliv.

Vi har kærlighedssange (Højsangen), en bryllupssang (Sl 45), en høstsang (Sl 65), dele af småviser sunget ved opdagelsen af en ny brønd (4 Mos 21,17), ved vindrikning, og der findes henvisninger til krigssange (4 Mos 21,14; Jos 10,13; 2 Sam 1,18).

(2) Arter af hebraisk poesi.

Bibelsk poesi kan sammenfattes under følgende overskrifter: (a) folklore, (b) profetisk, (c) spekulativ, (d) lyrisk.

(a) Folklore:

"Poesi," sagde J. G. Hamann (død 1788), "er menneskeslægtens modersmål." Både i folkemusik og folkepoesi, hver især den ældste i sin art, er inspirationen umiddelbar og spontan. Vi har eksempler på folkesange i 1 Mos 11,1-9; 1 Mos 19,24 f.

(b) Profetisk poesi:

Denne poesi er udtryk for den inspiration, under hvilken seeren skrev. Man kan sammenligne spåmænds orakeludsagn, som uvægerligt er poetiske i form såvel som i indhold. Men man må huske, at den hedenske spåmand hævdede at have sine budskaber fra jinner eller andre ånder, og de midler, han anvendte, var som regel varsler af forskellig slags. Det Gamle Testamentes profet bekendte, at han talte, sådan som han umiddelbart blev inspireret af Gud (se DIVINATION, VIII). Duhm mener, at Jeremias' ægte profetier helt igennem er poetiske, mens prosadelene er interpolationer. Men profeten er ikke blot eller primært en digter, skønt det ikke kan betvivles, at en meget stor del af Det Gamle Testamentes profetier er poetiske i form og indhold.

(c) Filosofisk poesi:

Dette udtryk er tænkt til at omfatte sådan poesi, som findes i Det Gamle Testamentes visdomslitteratur og i Apokryferne (se WISDOM LITERATURE). Den såkaldt didaktiske poesi, den i ordsprog eller lignelser (mashal), hører også hjemme her.

(d) Lyrisk poesi:

Dette omfatter Salmernes hymner, Højsangens kærlighedssange og de mange andre lyriske digte, der findes i de historiske og profetiske skrifter. I disse lyriske digte udtrykkes alle menneskesjælens følelser.

Indeholder Det Gamle Testamente eksempler på episk og dramatisk poesi? Svaret må afhænge af, hvilken definition af de to man anlægger.

(a) Episk poesi:

Den nuværende forfatter ville definere et episk digt som en roman med sin handling og udvikling, dog ladet med lidenskab og fremstillet i poesiens rytmiske form. Der er ingen del af Det Gamle Testamente, som opfylder kravene i denne definition, bestemt ikke skabelses-, syndefalds- og syndflodsberetningerne, som De Wette (Beitrage, 228 ff, Einleitung, 147) og R.G. Moulton (Literary Study of the Bible, kapitel ix) peger på som egentlige eposer, og som Ewald (Dichter des alten Bundes, I, 87 ff) med rette mente havde eposstoffet i sig, dog ikke formen.

(b) Dramatisk poesi:

Hvis dramatisk poesi defineres som det, der kan opføres på en scene, kan man med sikkerhed sige, at der ikke findes noget eksempel på dette i Det Gamle Testamente. Selv det litterære drama må have de almindelige kendetegn ved det, som kan opføres. Franz Delitzsch og andre forfattere har peget på Job og Højsangen som dramatiske digte, men den definition, der er anlagt ovenfor, udelukker begge.

IV. Det Gamle Testamentes poetiske skrifter.

1. De poetiske bøger i snæver forstand:

Ifølge massoreterne eller redaktørerne af vores nuværende hebraiske Bibel er der kun tre poetiske bøger i Det Gamle Testamente: Job, Ordsprogene og Salmerne, kendt i jødiske kredse ved huskeforkortelsen 'emeth, hvor de tre konsonanter danner begyndelsesbogstaverne i de hebraiske navne på de ovennævnte bøger. Disse tre bøger er af massoreterne blevet forsynet med et særligt accentsystem, kendt som de poetiske accenter, og som indebærer en måde at intonere på i synagogen, der er forskellig fra den, som følges, når prosabøgerne læses. Men disse accenttegn kan ikke spores længere tilbage end til det 7. eller 8. århundrede af vor tidsregning.

2. Sædvanlig inddeling af de poetiske bøger:

Det er sædvane at inddele Det Gamle Testamentes poetiske bøger i to klasser, som hver indeholder tre bøger:

(1) dem, der indeholder lyrisk poesi (shir, eller shirah), dvs. Salmerne, Højsangen, Klagesangene;

(2) dem, der for størstedelens vedkommende indeholder didaktisk poesi (mashal), dvs. Job, Ordsprogene, Prædikeren.

3. Poesi i ikke-poetiske bøger:

Der findes en stor mængde poesi i Det Gamle Testamente uden for de bøger, der sædvanligvis klassificeres som poetiske:

(a) poesi i de profetiske bøger (se ovenfor, III, 2);

(b) poesi i de historiske bøger, herunder Pentateuken (se Michael Heilprin, The Historical Poetry of the Hebrews, 2 bind, 1879-80).

Vi har eksempler i 1 Mos 4,23 f; 49; 1 Mos 15; 4 Mos 21,14 f,27-30 (JE); 4 Mos 23 f (Bileams sange); 5 Mos 32 f (Moses' sang og velsignelse); Jos 10,12-14 (JE); Dom 5 (Deboras sang); 9,8-15; 1 Sam 2,1-10; 1 Sam 2,2; 1 Sam 3,33 f; 2 Sam 2 (= Sl 18), osv.

LITTERATUR.

De vigtigste bøger og artikler om emnet er blevet nævnt undervejs i den foregående artikel. Der findes en fuldstændig liste over værker, der behandler hebraisk metrik, i W.H. Cobb, Criticism o.f Systems of Hebrew Metre, 19 ff. Første udgave af Ewalds stadig værdifulde "Essay on Hebrew Poetry", som var foranstillet hans kommentar til Salmerne, blev udgivet på engelsk i Journal of Sacred Literature (1848), 74 ff, 295 ff. I 1909 udgav J.W. Rothstein en tankevækkende afhandling om hebraisk rytme (Grundzuge des heb. Rhythmus .... nebst lyrischen Texten mit kritischem Kommentar, 8vo plus vi plus 398), anmeldt af nærværende forfatter i Review of Theology and Philosophy (Edinburgh), oktober 1911. Early Religious Poetry of the Hebrews af E.G. King (Cambridge University Press) indeholder en god, kort, populær fremstilling af emnet, skønt den ikke gør krav på originalitet. I The Poets of the Old Testament, 1912, giver professor A.R. Gordon en fortrinlig populær redegørelse for Det Gamle Testamentes poesi og poetiske litteratur.

T. Witton Davies