Eufrat

Hebraisk, Perath; assyrisk, Purat; persisk kileskrift, Ufratush, hvorfra græsk Euphrates, som betyder “sødt vand.” Det assyriske navn betyder “strømmen” eller “den store strøm.” I Bibelen kaldes den almindeligvis blot “floden” (2 Mos 23,31) eller “den store flod” (5 Mos 1,7).

Eufrat nævnes første gang i 1 Mos 2,14 som en af Paradisets floder. Dernæst nævnes den i forbindelse med den pagt, som Gud indgik med Abraham (15,18), da han lovede hans efterkommere landet fra Egyptens flod til floden Eufrat (jf. 5 Mos 11,24; Jos 1,4), et pagtsløfte, der senere blev opfyldt i Davids udvidede erobringer (2 Sam 8,2-14; 1 Krøn 18,3; 1 Kong 4,24). Den var da rigets grænse mod nordøst. I den gamle historie om Assyrien, Babylon og Egypten er der nedskrevet mange begivenheder, hvor “den store flod” nævnes. Ligesom Nilen i profetien repræsenterede Egyptens magt, således repræsenterede Eufrat den assyriske magt (Es 8,7; Jer 2,18).

Den er langt den største og vigtigste af alle floder i Vestasien. Fra sit udspring i de armenske bjerge til Den Persiske Bugt, hvor den løber ud, har den et forløb på omkring 1.700 miles (ca. 2.735 km). Den har to kilder: (1) Frat eller Kara-su (dvs. “den sorte flod”), som udspringer 25 miles (ca. 40 km) nordøst for Erzeroum; og (2) Muradchai (dvs. “begærets flod”), som udspringer nær Ararat, på Ala-taghs nordlige skråning. Ved Kebban Maden, 400 miles (ca. 640 km) fra førstnævntes kilde og 270 miles (ca. 435 km) fra sidstnævntes, mødes de og danner den majestætiske strøm, som til sidst forenes med Tigris ved Koornah, hvorefter den kaldes Shat-el-Arab, der løber i en dyb og bred strøm over 140 miles (ca. 225 km) til havet. Det anslås, at det alluvium, som disse floder fører med sig, vinder ind på havet med omkring én mile på tredive år.