Hebraiske kommentarer

he'-broo:

1. Filon Judaeus

2. Targum

3. Midrash

4. Talmud

5. Karæere

6. Middelalderen

(1) Saadia ben Joseph

(2) Rashi

(3) Joseph Kara

(4) Abraham ibn Ezra

(5) Qimchis

(6) Maimonides

(7) Maimunister

(8) Kabbalister

(9) "Zohar"

(10) Isaac Arama

7. Nyere tid

Abarbanel

8. Bi'uristerne

(1) Mendelssohn

(2) Zunz osv.

(3) Malbim, Ehrlich osv.

(4) Halevy, Hoffmann, Mueller

(5) Geiger, Graetz, Kohler

LITTERATUR

Følgende oversigt henviser til de førende jødiske kommentatorer og deres værker i kronologisk rækkefølge. Hvor meget de principper, der ledte de forskellige jødiske eksegetiske skoler eller de enkelte kommentatorer, end adskiller sig fra den moderne skoles, vil den sidste finde en vis inspirationskraft i de førstes fortolkning, som i høj grad fortjener opmærksomhed.

1. Filon Judaeus:

Filon Judaeus: En hellenistisk jøde fra Alexandria i Egypten. Født omkring 20 f.Kr.; død efter 40 e.Kr. Ved sin allegoriske eksegetiske metode (en metode, han lærte af stoikerne) øvede Filon en vidtrækkende indflydelse, ikke blot på jødisk tænkning, men endnu mere på den kristne kirke. Vi behøver blot at nævne hans indflydelse på Origenes og andre kristne forfattere fra Alexandria. Hans formål med at bruge sin allegoriske metode var hovedsagelig at forlige græsk filosofi med Det Gamle Testamente.

Se Filon Judæus.

Josefus kan ikke kaldes bibelkommentator i ordets egentlige betydning.

Se Josefus.

2. Targum:

Targum (flertal Targumim): Den aramæiske oversættelse af Det Gamle Testamente. Bogstaveligt betegner ordet en oversættelse i almindelighed; dets brug er dog blevet begrænset til den aramæiske version af Det Gamle Testamente, i modsætning til den hebraiske tekst, som blev kaldt miqra'. Targum omfatter alle bøgerne i Det Gamle Testamente undtagen Daniel og Ezra-Nehemias, som delvis er skrevet på aramæisk. Dens begyndelse går tilbage til det andet tempels tid, og den regnes for et første tilløb til en kommentar før Jesu tid. For Targum er ikke blot en oversættelse, men snarere en kombination af en oversættelse med en kommentar, hvilket resulterer i en parafrase eller en fortolkende oversættelse — med oprindelse i eksegese. Sproget i denne parafrase er Syriens folkelige tungemål, som begyndte at gøre sig gældende igen overalt i Israels land som sproget for almindeligt samkvem og handel, så snart det fortrolige kendskab til det hebraiske sprog gik tabt. Targumim er:

TIL PENTATEUKEN

(1) Targum Onkelos eller den babyloniske Targum (den anerkendte og officielle);

(2) Targum yerushalmi eller Targum fra Israels land ("Pseudo-Jonathan"; foruden denne (fuldstændige) Targum findes der fragmenter af Targum fra Israels land, kaldet "Fragment Targrim").

TIL PROFETERNE

(1) Targrim Jonathan ben Uzziel (den officielle; opstod i Israels land og blev derefter tilpasset Babyloniens folkesprog);

(2) En Targrim fra Israels land, kaldet Targum yerushalmi (med oprindelse i Israels land; udgave Lagarde, "Prophetae Chaldaice"). Andre Targumim (ikke officielt anerkendt):

(1) Til Salmerne og Job;

(2) til Ordsprogene;

(3) til de fem ruller;

(4) til Krønikebøgerne — alle fra Israels land.

Se Targum.

3. Midrash:

Midhrash: Det ser ud til, at praksissen med at kommentere og forklare Skrifternes betydning opstod i synagogerne (på Ezras tid) ud fra nødvendigheden af en udlægning af loven for en menighed, hvoraf mange ikke forstod, eller måske ikke forstod, det sprog, den blev læst på. Sådanne kommentarer var imidlertid mundtlige og improviserede; først langt senere blev de krystalliseret i en bestemt form. Da de antog en bestemt og, endnu senere, skriftlig form, fik de navnet Midhrash (der betyder "undersøgelse", "fortolkning", af darash, "at undersøge" et skriftsted). Ordet forekommer i 2 Krøn 13,22, hvor Revised Version (British and American) oversætter "kommentar". Af dette har nogle draget den slutning, at sådanne Midhrashim var anerkendt og eksisterede før Krønikebogsforfatterens tid. De er: Midhrash Rabba' til Pentateuken og de fem ruller (den til 1 Mos indtager en førsteplads blandt de forskellige eksegetiske Midhrashim, både på grund af sin alder og sin betydning). Dernæst kommer den til Klagesangene. (Zunz påpegede, at Midhrash Rabba' består af ti helt forskellige Midhrashim.) Til de samme ti bøger findes en lignende samling, kaldet ha-Midhrash ha-gadhol ("Den store Midrash"), som er en samling citater fra en hel del værker, herunder Midhrash Rabba'. Andre Midhrashim er: Midhrash Tanchuma' til Pentateuken; Mekhilta' til Exodus (den er (Leipzig, 1909) blevet oversat til tysk af Winter og Wuensche; sidstnævnte udgav også, under hovedtitlen Bibliotheca Rabbinica, en samling af de gamle Midhrashim i tysk oversættelse med indledninger og noter). Endvidere Ciphra' til Leviticus; Ciphre til Numeri og Dr; peciqta', som kommenterer afsnit hentet fra hele Skriftens område til forskellige fester. Der findes også særskilte Midhrashim til Salmerne, Ordsprogene osv.

I denne forbindelse må vi endnu nævne YalquT Shim`oni, en haggadisk samling, der tilskrives det 11. århundrede eller, ifølge Zunz, det 13. århundrede. YalquT strækker sig over hele Det Gamle Testamente og er ordnet efter rækkefølgen af de bibelafsnit, der henvises til. Endvidere YalquT ha-Maqiri, et værk med lignende indhold som YalquT Shim`oni, udgave Greenup.

Se kommentarer; Midrash.

4 Talmud:

Talmud (Talmudh): Dette udtryk bruges her til at betegne hele litteraturkorpusset med undtagelse af Midhrash. Der findes rigeligt eksegetisk materiale i Talmud, ligesom i Midhrashim. De kritiske noter til Bibelen hos nogle talmudister er meget karakteristiske for deres intellektuelle indstilling. Nogle af dem var yderst radikale og udtrykte frit deres meninger om vigtige problemer inden for bibelkritikken, såsom tekstens integritet, tvivlsomt forfatterskab osv. En Amora' fra det 3. århundrede e.Kr. var af den opfattelse, at fortællingen om Job er rent opdigtet, både hvad angår heltens navn og hans skæbne. Talmudisterne generaliserede også og opstillede kritiske regler. "Baraitha', om de toogtredive regler" er det ældste værk om bibelsk hermeneutik (Filons hermeneutiske regler er snarere fantastiske) og indeholder eksegetiske iagttagelser, som er gyldige den dag i dag. Hermeneutik er naturligvis ikke egentlig eksegese, men teori om eksegese; det ene udspringer dog af det andet. Denne Baraitha' gør for eksempel opmærksom på, at ord forekommer i Det Gamle Testamente i en forkortet form--noget, der nu almindeligvis accepteres.

Se Talmud.

5. Karaitter:

Karaitter: "Bibelens tilhængere." De omtales undertiden som "jødernes protestanter", idet de bekender sig til at følge Det Gamle Testamente med udelukkelse af den rabbinske tradition. Grundlæggeren af denne jødiske sekt var en Bah-jøde i det 8. århundrede ved navn Anan ben David; derfor blev de først kaldt ananitter. De vigtigste karaitiske kommentatorer i det 9., 10. og 11. århundrede er: Benjamin Al-Nahawendi (han var den første til at bruge betegnelsen "karaitter", "Ba`ale Miqra'"), Solomon ben Jeroham, Sahl ibn Mazliah, Yusuf al-Basir, Yafith ibn Ali (anset for den største i denne periode) og Abu al- Faraij Harum. Fra en senere tid vil vi nævne Aaron ben Joseph og Aaron ben Elijah (14. århundrede).

Kampen mellem rabbinitterne og karaitterne gav uden tvivl stødet til den store eksegetiske aktivitet blandt jøderne i arabisktalende lande i det 10. og 11. århundrede. De bevarede fragmenter af Saadias kommentar til Pentateuken (ikke mindre end hans egentlige polemiske skrifter) er fulde af polemik mod den karaitiske fortolkning. Og den samme omstændighed vakte karaitterne til tilsvarende bestræbelser.

6. Middelalderen:

Middelalderen: I de gamle Midhrashim såvel som andre steder gik bevidstheden om en teksts enkle betydning aldrig helt tabt. De vigtigste retninger i eksegesen var fire; disse blev senere betegnet med akrostikonet "PARDEC": dvs. PeshaT (eller den enkle filologiske forklaring af ord); Remez (eller den allegoriske); Derash (eller den etisk-homiletiske); og Codh (eller den mystiske). Naturligt nok kunne denne inddeling aldrig gennemføres strengt; derfor findes der variationer og kombinationer.

(1) Saadia ben Joseph:

Saadia ben Joseph (892-942), karaitternes skarpeste modstander, oversatte Det Gamle Testamente til arabisk med noter. De udgivne dele er: Pentateuken, Esajas, Ordsprogene og Job.

Moses ha-Darshan (Prædikanten) fra Narbonne i Frankrig og Tobiah ben Eliezer i Castoria i Bulgarien (11. århundrede) er de mest fremtrædende repræsentanter for midrashisk-symbolsk bibeleksegese. Førstnævntes værk kendes kun gennem citater og indeholdt kristne teologiske forestillinger; sidstnævnte er forfatter til "Leqach Tobh" eller "Peciqta' ZuTarta'" om Pentateuken og de fem Meghilloth.

(2) Rashi:

Rashi (Solomon ben Isaac fra Troyes; født 1040, død 1105) skrev en meget populær kommentar, som omfatter hele Det Gamle Testamente med undtagelse af Krønikebøgerne, Ezra-Nehemias og den sidste del af Job. Han stræber efter PeshaT, dvs. efter en nøgtern, naturlig og rationel fortolkning af Bibelen. Hans kommentar er stadig en kommentar både for drengen og manden blandt jøderne. Kristne eksegeter i middelalderen såvel som i nyere tid gjorde brug af hans bibelkommentar. Nicolas de Lyra (se Kommentarer) fulgte Rashi tæt; og det er en kendt kendsgerning, at Luthers bibeloversættelse er afhængig af Nicolas de Lyra. Rashis kommentar har fremkaldt talrige superkommentarer.

(3) Joseph Kara:

En selvstændig og betydningsfuld ekseget var Joseph Kara' (omkring 1100). Han redigerede og fuldendte delvis Rashis kommentar, især delen om Pentateuken

(4) Abraham ibn Ezra:

Abraham ibn Ezras (1092-1168) kommentar til Pentateuken har, ligesom Rashis kommentarer, affødt mange superkommentarer. Hans kommentar er meget lærd. Han var den første til at hævde, at Esajas indeholder to forfatteres værk; og hans tvivl angående Pentateukens ægthed blev bemærket af Spinoza.

(5) Qimchierne:

Grammatikere og leksikografer var ikke blot eksegetiske udlæggere af ord, men mange af dem var ligeledes forfattere til egentlige kommentarer. Sådan var Qimchierne, Joseph (faderen), Moses og David (hans sønner); især den sidstnævnte. Qimchierne var de mest strålende bidragydere til bibeleksegese og hebraisk filologi (ligesom Ibn Ezra) i middelalderen.

(6) Maimonides:

Maimonides (1135-1204): Filon brugte sin allegoriske metode med det formål at skabe en forsoning mellem Platon og Det Gamle Testamente. Maimonides havde noget lignende for øje. For ham var Aristoteles repræsentant for den naturlige erkendelse og Bibelen for den overnaturlige--og han søgte en forsoning mellem de to i sin religiøse filosofi. Den egentlige eksegese var dog det ene felt, hvortil dette store geni ikke ydede noget bidrag af første rang.

(7) Maimunist:

Maimunisterne, de eksegeter med en filosofisk indstilling, er: Joseph ibn Aknin, Samuel ibn Tibbon, hans søn Moses og hans svigersøn Jacob ben Abba Mari Anatolio, hvis Malmadh ha-Talmidhim er periodens vigtigste værk inden for filosofisk eksegese.

Joseph ibn Kacpi, især kendt som filosof af den maimonidiske type, fortjener opmærksomhed. Ibn Kacpi er en ekseget af første rang. Hans udlægning af Es 53 kunne være skrevet af den mest moderne forsker. Han henfører profetien til Israel, ikke til et enkelt individ, og i dette er hans teori langt overlegen i forhold til nogle andre berømte jødiske udlæggeres, som tolker kapitlet som en henvisning til Hizkija.

Gennem den filosofiske homili, som begyndte at blive brugt efter Maimonides' død, blev Aristoteles populariseret fra prædikestolen. Prædikestolen blev til en lærestol i filosofi. Aristoteles' begreber--såsom stof og form, de fire årsager, mulighed og virkelighed--var da noget almindeligt i prædikenen og var meget populære.

(8) Kabbalister:

De vigtigste kommentatorer med kabbalistisk tendens er: Nachmanides (1194-1270?), hvis store værk er hans kommentar til Pentateuken; Immanuel af Rom (1270?-1330?), som dog ikke tilsidesætter Skrifternes bogstavelige betydning; Bahya ben Asher (død 1340), som formulerede de fire eksegetiske metoder i "PaRDeC.", nævnt ovenfor; han tog Nachmanides som sit forbillede; der blev skrevet mange superkommentarer til hans kommentar til Pentateuken; og Gersonides (1288-1334), en dattersøn af Nachmanides, som ser symboler i mange bibelske passager; på grund af nogle af de kætterske ideer, der kom til udtryk i hans filosofi, forbød nogle rabbinere studiet af hans kommentarer.

(9) "Zohar":

Vi må ikke undlade at nævne Zohar ("kabbalisternes Bibel"), den bog frem for alle andre i middelalderen, som dominerede jødernes tænkning og følelse i næsten 500 år, og som stod i gunst hos mange kristne lærde. Dette værk er pseudepigrafisk, skrevet dels på aramæisk og dels på hebraisk. Det fremkom først i Spanien i det 131h århundrede og blev kendt gennem Moses de Leon, som mange historikere tilskriver det.

(10) Isaac Arama:

Også Isaac Arama (1430-94) må nævnes; hans 'Aqedhah, hans kommentar til Pentateuken (homiletisk i stil), var i århundreder standardbogen for den jødiske prædikestol, højt værdsat af den kristne verden, og læses stadig meget af jøderne, især i Rusland og Polen.

7. Moderne tid:

Abarbanel:

Isaac Abravanel (eller Abarbanel; 1437-1508): En statsmand og lærd, som kom nærmest den moderne forestilling om en bibelkommentator ved ikke blot at tage Bibelens litterære elementer i betragtning, men også folkets politiske og sociale liv. Han skrev en almen indledning til hver bog i Bibelen, hvor han fremstillede dens karakter; og han var den første til at gøre brug af kristne kommentarer, som han citerer uden den mindste fordom. Moses Alshech (anden halvdel af det 16. århundrede) skrev kommentarer, som alle er af homiletisk karakter. I hovedsagen forgrenede den jødiske eksegese i det 16. og 17. århundrede sig i homilier.

Vi vil gå forbi de kritiske anmærkninger, der er knyttet til de forskellige udgaver af den hebraiske Bibel, baseret på sammenligning af håndskrifter, på grammatiske og masoretiske studier osv., såsom dem af Elijah Levita, Jacob ben Hayyim fra Tunis (senere konvertit til kristendommen) osv.

8. "Bi'uristerne":

(1) Mendelssohn:

"Bi'uristerne" ("kommentatorer"): En skole af eksegeter, som havde sin oprindelse i Mendelssohns (1729-86) bogstavelige tyske oversættelse af Bibelen, på en tid da kristne bibelstudier af moderne art havde gjort visse fremskridt, og under hvis indflydelse bi'uristerne skrev. De er: Dubno, Wessely, Jaroslav, tt. Homberg, J. Euchel osv. De lagde et grundlag for et kritisk-historisk studium af Bibelen blandt moderne jøder. Det bar sin frugt i det 19. århundrede i Philippsons, Munks, Fuersts m.fl. skrifter.

(2) Zunz osv.:

Det samme århundrede frembragte Zunz' (1794-1886) Gottesdienstlichen Vortraege der Juden, bogen om "jødisk videnskab".

(3) Malbim, Ehrlich osv.:

Det frembragte også tre jødiske eksegeter, Luzzatto i Italien, Malbim og Ehrlich i Rusland (sidstnævnte bosat i New York siden 1878); han udgav på hebraisk en kommentar til Det Gamle Testamente med titlen Miqra' ki-PeshuTah (Berlin, 1899-1901, 3 bind), og på tysk Randglossen z. hebr. Bibel, to lærde værker skrevet ud fra et konservativt standpunkt (Leipzig, 1908-). Malbim blev højt værdsat af de kristne kommentatorer Franz Delitzsch og Muehlau, som studerede under ham.

(4) Halevy, Hoffmann, Mueller:

Andre er Joseph Halevy, en fransk jøde, en yderst original bibelforsker, og D. Hoffmann (de to sidstnævnte er modstandere af "højere kritik") og D. H. Mueller. M. Heilprin skrev en samling Bibelkritische Notizen (Baltimore, 1893), som indeholder sammenligninger af forskellige passager i Bibelen, og The Historical Poetry of the Ancient Hebrews (N. Y., 1879-80, 2 bind), og den amerikanske rabbiner B, Szold skrev en Commentary on Job (Baltimore, 1886), skrevet på klassisk hebraisk og med nøjagtig lærdom, og hvori der tages fuldt hensyn til masoreternes arbejde. En ny hebraisk kommentar til hele Det Gamle Testamente har siden 1903 været under udarbejdelse under redaktion af A. Kahana. Dette er det første forsøg siden Mendelssohns Bi'ur på fra jødisk side at nærme sig Bibelen med det nyeste filologiske og arkæologiske udstyr. Blandt forfatterne er Kahana om Genesis og Jonas, Krauss om Esajas, Chajes om Salmernes Bog og Amos, Wynkoop om Hoseas og Joel, og Lambert om Daniel. Dette forsøg fortjener i høj grad opmærksomhed og anerkendelse.

Endnu må nævnes M. M. Kalischs (1828-85) arbejde, hvis særlige mål var at skrive en fuldstændig og kritisk kommentar til Det Gamle Testamente. Af hans Historical and Critical Commentary on the Old Testament, with a New Tr, blev kun følgende dele udgivet: Exodus, 1855; Genesis, 1858; Leviticus (del 1-2), 1867-72. De indeholder et resumé af alt, hvad jødisk og kristen lærdom havde samlet om emnet frem til deres udgivelsesdatoer. I sin Le foregreb han Wellhausen i vid udstrækning.

(5) Geiger, Graetz, Kohler:

Vi afslutter med nogle navne blandt de liberale: Geiger (hvis Urschrift er yderst radikal), Graetz, den store jødiske historiker, og Kohler (præsident for Hebrew Union College, Cincinnati, O.), hvis Der Segen Jacobs er et af de tidligste essays i "højere kritik" skrevet af en jøde.

LITTERATUR.

Steinschneider, Jewish Literature, London, 1857; Zunz, Gottesdienstlichen Vortraege der Juden, 2. udgave, Frankfurt a. M., 1892; Jew Encyclopedia (artikler af Bacher og Ginzberg); Catholic Encyclopedia (artikel "Commentaries"); Rosenau, Jewish Biblical Commentators, Baltimore, 1906 (populær); Winter-Wuensche, Geschichte der Juedischen Literatur, Leipzig, 1892-95, 3 bind (den bedste eksisterende antologi over jødisk litteratur på et moderne sprog; den indeholder meget værdifulde indledninger); Wogue, Histoire de la Bible et l'exegese biblique jusqu' a nos jours, Paris, 1881.

Adolph S. Oko