Abraham

Far til en mængde, søn af Tera, nævnt (1 Mos 11,27) før sine ældre brødre Nakor og Haran, fordi han var arving til løfterne. Indtil han var halvfjerds år, boede Abram som fremmed blandt sine slægtninge i sit fædreland Kaldæa. Derefter forlod han sammen med sin far, sin familie og sit hus byen Ur, hvor han hidtil havde boet, og drog omkring 300 mil mod nord til Haran, hvor han opholdt sig i femten år. Årsagen til hans udvandring var et kald fra Gud (ApG 7,2-4). Dette første kald nævnes ikke i Det Gamle Testamente; det forudsættes dog i 1 Mos 12. Mens de opholdt sig i Haran, døde Tera i en alder af 205 år. Abram modtog nu et andet og mere bestemt kald, ledsaget af et løfte fra Gud (1 Mos 12,1, 2); derefter brød han op og tog sin nevø Lot med sig, “uden at vide, hvor han kom hen” (Hebr 11,8). Han stolede fuldt og helt på hans ledelse, som havde kaldet ham.

Abram begyndte nu, med en stor husstand på sandsynligvis tusind sjæle, et omvandrende liv og boede i telte. Da han drog gennem Jabboks dal i Kanaans land, slog han for første gang lejr ved Sikem (1 Mos 12,6), i Mores dal eller egelund, mellem Ebal mod nord og Gerizim mod syd. Her modtog han det store løfte: “Jeg vil gøre dig til et stort folk,” osv. (1 Mos 12,2, 3, 7). Dette løfte omfattede ikke blot timelige, men også åndelige velsignelser. Det indebar, at han var den udvalgte stamfar til den store Befrier, hvis komme længe forinden var blevet forudsagt (1 Mos 3,15). Kort efter flyttede han, af en ikke nævnt grund, sit telt til bjergområdet mellem Betel, som dengang kaldtes Luz, og Aj, byer der lå omkring to mil fra hinanden, hvor han byggede et alter for “Jehova.” Han drog igen videre til den sydlige del af Israels land, som hebræerne kaldte Negeb; og til sidst blev han på grund af hungersnød nødt til at drage ned til Egypten. Dette skete på hyksosernes tid, en semitisk race, som da holdt egypterne i trældom. Her indtraf den episode med bedrag fra Abrams side, som udsatte ham for Faraos irettesættelse (1 Mos 12,18). Saraj blev givet tilbage til ham; og Farao overlæssede ham med gaver og anbefalede ham at forlade landet. Han vendte tilbage til Kanaan rigere, end da han forlod det, “på kvæg, på sølv og på guld” (1 Mos 12,8; 13,2. Jf. Sl 105,13, 14). Hele følget drog derefter nordpå og vendte tilbage til deres tidligere opholdssted nær Betel. Her opstod der strid mellem Lots hyrder og Abrams hyrder om vand og græsgange. Abram gav gavmildt Lot lov til at vælge græsningslandet. (Jf. 1 Kor 6,7.) Han valgte den vandrige slette, hvor Sodoma lå, og flyttede dertil; og således blev onkel og nevø skilt fra hinanden. Straks efter dette blev Abram opmuntret ved en gentagelse af de løfter, der allerede var givet ham, og han flyttede derefter til Mamres slette eller “egelund”, som ligger i Hebron. Til sidst slog han sig ned her og rejste sit telt under en berømt eg eller terebinte, kaldet “Mamres eg” (1 Mos 13,18). Dette var hans tredje hvilested i landet.

Omkring fjorten år før dette, mens Abram endnu var i Kaldæa, var Israels land blevet invaderet af Kedorlaomer, kongen af Elam, som havde gjort de fem byer på sletten, hvortil Lot var flyttet, skatskyldige under sig. Denne skat blev af indbyggerne i disse byer oplevet som en tung byrde, og efter tolv år gjorde de oprør. Dette bragte Kedorlaomers hævn over dem; han havde fire andre konger i forbund med sig. Han hærgede hele landet, plyndrede byerne og førte indbyggerne bort som slaver. Blandt dem, der blev behandlet sådan, var Lot. Da Abram hørte om den ulykke, der var ramt hans nevø, samlede han straks fra sin egen husstand en flok på 318 bevæbnede mænd, og sammen med amoritterhøvdingene Mamre, Aner og Eshkol satte han efter Kedorlaomer og indhentede ham nær Jordans kilder. De angreb og slog hans hær på flugt og forfulgte den over Anti-Libanon-bjergkæden helt til Hoba nær Damaskus, og vendte derefter tilbage med alt det bytte, der var blevet ført bort. Da de vendte tilbage ad vejen over Salem, dvs. Jerusalem, kom kongen dér, Melkisedek, ud for at møde dem med forfriskninger. Til ham gav Abram en tiendedel af byttet som anerkendelse af hans stilling som præst for den højeste Gud (1 Mos 14,18-20).

På en nyligt opdaget tavle, dateret til Amrafels farfars regeringstid (1 Mos 14,1), kaldes et af vidnerne “amoritten, søn af Abiramu,” eller Abram.

Da han var vendt tilbage til sit hjem ved Mamre, blev de løfter, Gud allerede havde givet ham, gentaget og udvidet (1 Mos 13,14). “Herrens ord” (et udtryk, der forekommer her for første gang) “kom til ham” (15,1). Han forstod nu bedre den fremtid, der lå foran det folk, som skulle udspringe af ham. Saraj, der nu var femoghalvfjerds år, overtalte i sin utålmodighed Abram til at tage Hagar, hendes egyptiske tjenestepige, som medhustru, med den hensigt at ethvert barn, der måtte blive født, skulle regnes som hendes eget. Ismael blev derfor født på denne måde og blev betragtet som arving til disse løfter (1 Mos 16). Da Ismael var tretten år, åbenbarede Gud igen, endnu mere udtrykkeligt og fuldstændigt, sin nådige hensigt; og som tegn på den sikre opfyldelse af denne hensigt blev patriarkens navn nu ændret fra Abram til Abraham (1 Mos 17,4, 5), og omskærelsens rite blev indstiftet som pagtstegn. Det blev da forkyndt, at arvingen til disse pagtens løfter skulle være Sarajs søn, skønt hun nu var halvfems år; og det blev befalet, at hans navn skulle være Isak. Samtidig blev Sarajs navn, til minde om løfterne, ændret til Sara. På den mindeværdige dag, hvor Gud således åbenbarede sin plan, blev Abraham og hans søn Ismael og alle mænd i hans hus omskåret (1 Mos 17). Tre måneder efter dette, mens Abraham sad i døren til sit telt, så han tre mænd nærme sig. De tog imod hans tilbudte gæstfrihed og sad under et egetræ og spiste den mad, Abraham og Sara sørgede for. En af de tre gæster var ingen anden end Herren, og de to andre var engle i menneskeskikkelse. Herren fornyede ved denne lejlighed sit løfte om en søn ved Sara, som blev irettesat for sin vantro. Abraham fulgte de tre, da de drog videre på deres rejse. De to engle gik videre mod Sodoma; mens Herren blev tilbage og talte med Abraham og gjorde ham bekendt med den ødelæggelse, der skulle ramme denne skyldige by. Patriarken gik ivrigt i forbøn for den dødsdømte by. Men da der ikke engang fandtes ti retfærdige i den, for hvis skyld byen ville være blevet skånet, faldt den truede ødelæggelse over den; og tidligt næste morgen så Abraham røgen fra ilden, der fortærede den, som “røgen fra en ovn” (1 Mos 19,1-28).

Efter femten års ophold ved Mamre drog Abraham sydpå og slog sit telt op blandt filistrene nær Gerar. Her indtraf det sørgelige tilfælde af forstillelse fra hans side i hans forhold til kong Abimelek (1 Mos 20). Kort efter denne begivenhed forlod patriarken området ved Gerar og drog ned gennem den frugtbare dal omkring 25 mil til Beersheba. Det var sandsynligvis her, Isak blev født, da Abraham nu var hundrede år gammel. Der opstod nu jalousi mellem Sara og Hagar, hvis søn, Ismael, ikke længere skulle betragtes som Abrahams arving. Sara krævede, at både Hagar og hendes søn skulle sendes bort. Det blev gjort, selv om det var en hård prøvelse for Abraham (1 Mos 21,12). (Se HAGAR; ISMAEL.)

På dette punkt er der et tomrum i patriarkens historie på måske femogtyve år. Disse år med fred og lykke blev tilbragt i Beersheba. Næste gang vi ser ham, bliver hans tro sat på en streng prøve ved den befaling, der pludselig kom til ham, om at gå hen og ofre Isak, arvingen til alle løfterne, som offer på et af Morijas bjerge. Hans tro bestod prøven (Hebr 11,17-19). Han gik i gang med at udføre befalingen i en ånd af uforbeholden lydighed; og da han var ved at dræbe sin søn, som han havde lagt på alteret, blev hans løftede hånd standset af Jehovas engel, og en vædder, som var fanget i et krat i nærheden, blev grebet og ofret i hans sted. På grund af denne hændelse blev stedet kaldt Jehova-jireh, dvs. “Herren vil sørge for.” Løfterne til Abraham blev igen bekræftet (og dette var Guds sidste nedskrevne ord til patriarken); og han steg ned fra bjerget med sin søn og vendte tilbage til sit hjem i Beersheba (1 Mos 22,19), hvor han boede i nogle år, og flyttede derefter nordpå til Hebron.

Nogle år efter dette døde Sara i Hebron, 127 år gammel. Abraham erhvervede nu den nødvendige ejendom til en gravplads, Makpelas hule, ved køb af dens ejer, hetitten Efron (1 Mos 23); og dér begravede han Sara. Hans næste omsorg var at skaffe en hustru til Isak, og med dette formål sendte han sin forvalter, Eliezer, til Haran (eller Karran, ApG 7,2), hvor hans bror Nakor og hans familie boede (1 Mos 11,31). Resultatet blev, at Rebekka, datter af Nakors søn Betuel, blev Isaks hustru (1 Mos 24). Abraham tog derefter selv Ketura til hustru; hun blev mor til seks sønner, hvis efterkommere senere blev kendt som “østens børn” (Dom 6,3), og senere som “saracenere.” Til sidst kom alle hans vandringer til ende. I en alder af 175 år, 100 år efter at han først var kommet ind i Kanaans land, døde han og blev begravet i den gamle familiegravplads i Makpela (1 Mos 25,7-10).

Abrahams historie gjorde et bredt og dybt indtryk på den gamle verden, og henvisninger til den er indvævet i de religiøse traditioner hos næsten alle østlige folk. Han kaldes “Guds ven” (Jak 2,23), “trofaste Abraham” (Gal 3,9), “far til os alle” (Rom 4,16).