Hebraisk sprog

Det hebraiske folks sprog, og det sprog, som Det Gamle Testamente er skrevet på, med undtagelse af nogle få afsnit på kaldæisk. I Det Gamle Testamente omtales det kun som “jødisk” (2 Kong 18,26, 28; Es 36,11, 13; 2 Krøn 32,18). Dette navn blev først brugt af jøderne i tiden efter Det Gamle Testamentes afslutning.

Det hører til den gruppe sprog, der kaldes semitiske, fordi de især blev talt blandt Sems efterkommere.

Da Abraham kom ind i Kanaan, er det tydeligt, at han fandt, at indbyggernes sprog var nært beslægtet med hans eget. Esajas (19,18) kalder det “Kanaans sprog”. Om dette sprog, sådan som det ses i Det Gamle Testamentes tidligste bøger, var netop den dialekt, Abraham bragte med sig ind i Kanaan, eller om det var de kana’anæiske folks fælles sprog, som han blot overtog, er usikkert; sandsynligvis er den sidste opfattelse den rette. I de tusind år mellem Moses og det babyloniske eksil gennemgik det hebraiske sprog kun ringe eller ingen forandring. Det bevarer hele vejen igennem en bemærkelsesværdig ensartethed i sin struktur. Fra begyndelsen fremstår det i sin fuldt udviklede modenhed. Men gennem kontakt med Damaskus, Assyrien og Babylon, fra Davids tid og især fra eksilets periode, kom det under indflydelse af det aramæiske sprogmønster, og dette ses i de skrifter, der stammer fra denne periode. Det blev aldrig talt i sin rene form af jøderne efter deres tilbagevenden fra Babylon. De talte nu hebraisk med en stor indblanding af aramæisk eller kaldæisk, som senere blev det dominerende element i nationalsproget.

Det Gamle Testamentes hebraisk har kun omkring seks tusind ord, alle afledt af omkring fem hundrede rødder. Derfor har det samme ord undertiden en stor variation af betydninger. Så længe det var et levende sprog, og i lange tider derefter, blev kun ordenes konsonanter skrevet. Også dette har været en kilde til vanskeligheder ved fortolkningen af visse ord, for betydningen varierer alt efter de vokaler, der kan indsættes. Hebraisk er et af de ældste sprog, vi har kendskab til. Det er i det væsentlige identisk med det fønikiske sprog. De semitiske sprog, som hebraisk og fønikisk hørte til, blev talt over et meget stort område: i Babylonien, Mesopotamien, Syrien, Israels land og Arabien, i alle landene fra Middelhavet til Assyriens grænser og fra Armeniens bjerge til Det Indiske Ocean. Bogstavernes afrundede form, sådan som den ses på den moabitiske sten, var sandsynligvis den form, som oldtidens hebraisk blev skrevet med indtil eksilets tid, da den nuværende firkantede eller kaldæiske form blev antaget.