Hierapolis

he-er-ap'-o-lis (Hierapolis, "hellig by"): Som navnet antyder, var Hierapolis en hellig by. Den lå 6 miles fra Laodikæa og dobbelt så langt fra Kolosse, på vejen fra Sardis til Apamea. Skønt dens historie ikke er velkendt, synes den at være af lydisk oprindelse og bar engang navnet Kydrara. Den frygiske gud Sabazios blev tilbedt der under navnet Echidma og blev symboliseret ved slangen. Andre lokale guddomme var Leto og hendes søn Lairbenos. Skønt kaldt den hellige by, blev Hierapolis særligt betragtet som Satans stærkhold, thi der fandtes et Plutonium, eller et hul, der nåede langt ned i jorden, hvorfra der strømmede en damp ud, der endog forgiftede fuglene, der fløj over det. Det antages, at en præst eller præstinde sad på en stol dybt nede i Plutonium og, når under påvirkning af dampen, udtalte profetier, der var værdifulde for dem, der søgte dem. Skønt det var Satans stærkhold, blev Hierapolis tidligt en kristen by, thi efter Kol 4,13, det eneste sted hvor den nævnes i Ny Testamente, blev en menighed grundlagt der gennem Paulus' indflydelse, mens han var i Efesus. Traditionen hævder, at Filip var den første evangelist, der forkyndte der, og den hævder også, at han og hans to ugifte døtre blev begravet der; en tredje, der var gift, blev begravet i Efesus. Flere af de tidlige kristne led martyrdøden i Hierapolis, men kristendommen blomstrede op, andre kirker blev bygget, og i det 4. århundrede fyldte de kristne Plutonium med sten, og gav derved bevis for, at hedenskabet helt var blevet erstattet af kirken. I den romerske periode gjorde Justinian byen til en metropol, og den fortsatte med at eksistere helt ind i middelalderen. I året 1190 kæmpede Frederik Barbarossa med byzantinerne der.

Den moderne by hedder Pambuk Kalessi, eller bomuldborg, ikke fordi bomuld dyrkes i nærheden, men på grund af den hvide afgørring fra vandet fra de kalkholdige kilder. Kilderne var berømte i oldtiden, fordi de skulle have guddommelige kræfter. Vandet er lunt, imprægnet med alun, men behageligt i smagen. Det blev brugt af oldtiden til farvning og medicinske formål. Afgøringen af rent hvidt stof, som vandet fra kilderne bragte op, har ophobede sig over de omliggende bygninger, næsten begravet dem, og stalaktitformationer, der ligner issegle, hænger fra ruinerne. Ruinerne, som er omfattende, står på en terrasse, der dominerer et vidtstrakt panorama, og selvom de er delvis dækket af afgøringen, kan man stadig se byens mure, templet, flere kirker, triumfbuen, gymnasiet og badene og det mest fuldkomne teater i Mindre Asien. Uden for murene er der mange grave.

E. J. Banks