Hilsen

»Østerlandske måder at hilse på er ikke sjældent så langtrukne, at de bliver trættende og et rent tidsspilde. Den overstrømmende høflige araber stiller så mange spørgsmål om dit helbred, din lykke, dit velbefindende, dit hus og andre ting, at en person, der ikke kender landets skikke, ville forestille sig, at der måtte være en hemmelig lidelse eller en gådefuld sorg, som tyngede dig, og som du ønskede at skjule for at skåne følelserne hos en kær, medfølende ven, men som han, i sin dybe bekymring, ville ønske at høre om. Jeg har ofte lyttet til disse lange hilsener i huset, på gaden og på landevejen, og ikke sjældent har jeg oplevet deres trættende ensformighed, og jeg har bittert beklaget det unyttige tidsspilde« (Porter, Through Samaria, osv.). Det arbejde, som disciplene blev sendt ud til, var presserende og gav ikke tid til tomme høflighedsfraser og langtrukne hilsener (Luk 10,4).