Hiel

hi'-el (chi'el; Achiel): En betelit, som ifølge 1 Kong 16,34 genopbyggede Jeriko og, til opfyldelse af en forbandelse udtalt af Josva (Jos 6,26), ofrede sine to sønner. Dette synes at have været en skik, der var udbredt blandt primitive folk; formålet var at afværge ulykke fra indbyggerne, især i et tilfælde hvor ødelæggeren havde nedkaldt en forbandelse over den, der vovede at genopbygge. Talrige eksempler er kommet for dagen ved udgravningerne i Gezer (Macalister, Bible Side-Lights from the Mound of Gezer, kapitel x). Først krævede man det allerbedste som gave til guddommen, f.eks. ens egne sønner; derefter et mindre værdifuldt medlem af fællesskabet. Da civilisationen forhindrede menneskeofring, blev dyr ofret i stedet. Fortællingen om Abraham, der ofrer Isak, kan være et spor af denne gamle skik, idet fortællingens karakter antyder, at skikken på det tidspunkt, da beretningen blev skrevet, var ved at komme i vanry. Et lignende eksempel er Edoms konges ofring af sin ældste søn for at formilde guddommen og vinde sejr i kamp (2 Kong 3,27; sammenlign Mika 6,7). Der er fremsat forskellige formodninger om denne konges identitet. Ewald betragtede ham som en velhavende og foretagsom mand (unternehmender reicher Mann); Cheyne, der følger Niebuhr, gør ham til Jehu i forklædning og placerer 1 Kong 16,34 efter 2 Kong 10,33; Winckler forklarer det som folklore.

W. N. Stearns