Jetro

jeth'-ro, je'-thro (yithro, "fortrinlighed," 2 Mos 3,1; 2 Mos 4,18 b; 18,1-12 (i 4,18a, sandsynligvis en tekstfejl, yether, "Jeter," KJV's randnote, RV's randnote); Septuaginta altid Iothor): Præsten i Midjan og svigerfar (chothen) til Moses.

1. Hans forhold til Reuel og Hobab:

Det er ikke let at afgøre Jetros forhold til Reuel og Hobab. Hvis vi identificerer Jetro med Reuel som i 2 Mos 2,18; 2 Mos 3,1 (og i Ant, III, iii; V, ii, 3), må vi forbinde "Moses' svigerfar" i 4 Mos 10,29 direkte med "Reuel" (KJV "Raguel") og gøre Hobab til Moses' svoger. Men selv om det er muligt, at chothen kan bruges i den bredere betydning af en hustrus slægtning, oversættes det intetsteds med "svoger" undtagen i Dom 1,16; Dom 4,11 ("svigerfar," KJV, RV's randnote). Hvis vi, som Ewald foreslår (HI, II, 25), indsætter "Jetro, søn af" foran "Reuel" i 2 Mos 2,18 (sammenlign Septuaginta, vers 16, hvor navnet "Jetro" gives), ville vi da identificere Jetro med Hobab, Reuels søn, i 4 Mos 10,29, idet "Moses' svigerfar" forstås som en henvisning tilbage til Hobab. Imod denne identifikation anføres det dog, at Jetro drog bort til sit eget land, uden at Moses gjorde nogen indsats for at holde ham tilbage (2 Mos 18,27), mens Hobab, skønt han først nægtede at blive hos israelitterne, synes at have givet efter for Moses' bønner om at blive deres vejviser til Kanaan (4 Mos 10,29-32; Dom 1,16, hvor Kittel læser "kenitten Hobab"; Dom 4,11). Det kan bemærkes, at mens Moses' svigerfar i Anden Mosebog omtales som "midjanit", kaldes han en "kenit" i Dom 1,16; Dom 4,11. Heraf slutter Ewald, at midjanitterne på den tid var tæt sammenblandet med amalekitterne, den stamme som kenitterne hørte til (HI, II, 44).

2. Hans hjertelige modtagelse af Moses:

Da Moses flygtede fra Egypten, fandt han tilflugt i Midjan, hvor han fik en hjertelig modtagelse i Jetros husstand på grund af den høflighed og venlighed, han havde vist præstens 7 døtre ved at hjælpe dem med at vande deres hjord. Dette venskab førte til, at Jetro gav Moses sin datter, Sippora, til hustru (2 Mos 2,15-21). Efter at Moses havde været omtrent 40 år i sin svigerfars tjeneste, viste Herrens engel sig for ham i den brændende busk, mens han vogtede hjorden ved Horeb, og befalede ham at vende tilbage til Egypten og udfri sine trælbundne brødre af Faraos hånd (2 Mos 3,1). Med Jetros samtykke forlod Moses Midjan for at udføre den guddommelige befaling (2 Mos 4,18).

3. Hans besøg hos Moses i ørkenen:

Da der nåede bud til Midjan om "alt det, Gud havde gjort for Moses og for Israel" ved at udfri dem af den egyptiske trældom, drog Jetro, med en naturlig stolthed over sin slægtnings bedrifter, af sted for at besøge Moses og tog Sippora og hendes to sønner med sig (2 Mos 18,1-12). Da Moses fik at vide, at hans svigerfar var kommet til "Guds bjerg," gik han ud for at møde ham, og efter en hjertelig udveksling af høfligheder trak de sig tilbage til Moses' telt, hvor en behagelig samtale fandt sted mellem dem. Vi får fortalt om den interesse, Jetro følte for alle enkelthederne i den store udfrielse, hvordan han "glædede sig over alt det gode, som Jahve havde gjort mod Israel," og hvordan den overbevisning blev virket i ham, at Jahve var "større end alle guder; ja, i den sag, hvor de havde handlet hovmodigt mod dem" (2 Mos 18,11). I denne således udtrykte tilstand er der tydeligvis en henvisning til det element, ved hvilket egypterne mente, at de i deres selvrådige forfølgelse ville kunne bringe Israel tilbage i trældom, men ved hvilket de selv blev styrtet.

Det er værd at bemærke, at i den religiøse handling, som Jetro og Moses derefter deltog i, da Jetro som præst bragte et brændoffer, og Aron sammen med alle Israels ældste tog del i offermåltidet, blev Jetro fremhævet frem for Aron, og således blev et præstedømme anerkendt uden for Israels grænser.

4. Hans vise råd:

Dette besøg, som Jetro aflagde hos Moses, fik vigtige følger for Israels fremtidige styre (2 Mos 18,13-27). Præsten i Midjan blev bekymret for sin svigersøn, da han så ham beskæftiget fra morgen til aften med at afgøre de stridigheder, der var opstået blandt folket. Det arbejde, dette medførte, sagde Jetro, var en alt for tung byrde for én mand at bære. Moses selv ville snart blive slidt op, og folket ville også blive træt og utilfreds, fordi én dommer ikke kunne overkomme alle de sager, der blev ført frem for ham. Jetro opfordrede derfor Moses til at gøre brug af andres evner og indføre en gradinddeling af dommere, som skulle afgøre alle sager af mindre betydning og kun lade de vanskeligste blive tilbage til ham, så han kunne afgøre dem ved en direkte henvendelse til Guds vilje. Moses, som erkendte visdommen i sin svigerfars råd, handlede villigt efter hans forslag og udpegede "dygtige mænd af hele Israel og satte dem til hoveder over folket, til førere for tusinder, førere for hundreder, førere for halvtreds og førere for ti." Derefter vendte Jetro tilbage til sit eget land.

5. Hans karakter og indflydelse:

Fortællingen om Jetro viser ham som en mand med en usædvanlig tiltrækningskraft og styrke, i hvem et venligt, hensynsfuldt sind, en dybt religiøs ånd og en vis dømmekraft mødtes i en lykkelig forening. Og denne gamle præst fra Midjan gjorde Israel og alle folkeslag til sine skyldnere, da han lærte forskellen mellem den lovgivende og den dømmende funktion og betydningen af at sikre, at al lov er udtryk for den guddommelige vilje, og at dens anvendelse kun betros til mænd med evne, fromhed, integritet og sandhed (2 Mos 18,21).

James Crichton