Farao

Den officielle titel, som de egyptiske konger bar indtil den tid, da landet blev erobret af grækerne. Navnet er, mener nogle, en sammensætning af ordene Ra, “solen” eller “solguden”, og artiklen phe, “den”, sat foran; deraf phera, “solen” eller “solguden”. Men andre mener, måske mere korrekt, at navnet er afledt af Perao, “det store hus” = hans majestæt = på tyrkisk “Den høje port”.

Den farao, som sad på tronen, da Abram drog ned til Egypten (1 Mos 12,10-20), var sandsynligvis en af hyksos, eller “hyrdekongerne”. Egypterne kaldte de nomadiske stammer i Syrien for Shasu, “plyndrere”, deres konge eller høvding Hyk, og deraf kom navnet på disse indtrængere, som besejrede de indfødte konger og oprettede et stærkt styre med Soan eller Tanis som hovedstad. De var af semitisk oprindelse og derfor af beslægtet blod med Abram. De blev sandsynligvis drevet fremad af hittitternes pres. Det navn, de bærer på monumenterne, er “Mentiu”.

Faraoen på Josefs tid (1 Mos 41) var sandsynligvis Apopi, eller Apopis, den sidste af hyksos-kongerne. For de gamle indfødte egyptere, som var en afrikansk race, var hyrder “en vederstyggelighed”; men for hyksos-kongerne var disse asiatiske hyrder, som nu viste sig med Jakob i spidsen, sympatiske, og da de var beslægtede med deres egen race, fik de en varm velkomst (1 Mos 47,5, 6). Nogle hævder, at Josef kom til Egypten under Thothmes III.s regering, længe efter at hyksos var blevet fordrevet, og at hans indflydelse kan ses i fremkomsten og udviklingen af den religiøse revolution i retning af monoteisme, som kendetegnede midten af det attende dynasti. Amenophis III.s hustru, fra dette dynasti, var semit. Skal denne ejendommelige kendsgerning forklares ud fra tilstedeværelsen af nogle af Josefs slægtninge ved det egyptiske hof? Farao sagde til Josef: “Din far og dine brødre er kommet til dig; Egyptens land ligger foran dig; lad din far og dine brødre bo i den bedste del af landet” (1 Mos 47,5, 6).

Den “nye konge, som ikke kendte Josef” (2 Mos 1,8-22), er almindeligvis blevet antaget at have været Aahmes I., eller Amosis, som Josefus kalder ham. Nyere opdagelser har imidlertid ført til den konklusion, at Seti var den “nye konge”.

I omkring halvfjerds år var hebræerne i Egypten under Josefs mægtige beskyttelse. Efter hans død blev deres vilkår sandsynligvis kun meget langsomt og gradvist forandret. Indtrængerne, hyksos, som i omkring fem århundreder havde været herrer over Egypten, blev drevet ud, og det gamle dynasti blev genoprettet. Israelitterne begyndte nu at blive set ned på. De begyndte at blive plaget og undertrykt. Med tiden synes der at være sket en forandring i Egyptens styre. Et nyt dynasti, det nittende, som det kaldes, kom til magten under Seti I., som var dets grundlægger. Han knyttede sin søn Rameses II. til sig i regeringen, mens denne endnu var ung, sandsynligvis ti eller tolv år gammel.

Bemærk: Professor Maspero, forstander for museet i Bulak nær Kairo, blev i 1870 gjort opmærksom på, at skarabæer, dvs. efterligninger i sten og metal af billen (symboler på udødelighed), som oprindelig blev båret som amuletter af kongelige personer, og som tydeligt var ægte levn fra de gamle faraoers tid, blev solgt i Theben og forskellige steder langs Nilen. Dette fik ham til at formode, at et hidtil uopdaget gravsted for faraoerne var blevet åbnet, og at disse og andre relikvier, som nu blev solgt i hemmelighed, var en del af den skat, der var fundet dér. I lang tid lykkedes det ham ikke, trods al sin opfindsomhed, at finde kilden til disse sjældne skatte. Til sidst meldte en af de indviede sig frivilligt til at give oplysninger om dette gravsted. Resultatet var, at et selskab i 1881 blev ført til Dier el-Bahari nær Theben, hvor man gjorde den vidunderlige opdagelse af seksogtredive mumier af konger, dronninger, prinser og ypperstepræster, skjult i en hule, der var gjort klar til dem, hvor de havde ligget uforstyrrede i tredive århundreder. “Templet i Deir el-Bahari står midt i et naturligt amfiteater af klipper, som kun er ét af en række mindre amfiteatre, hvori gravbjergenes kalkstensbjerge er opdelt. I klippevæggen, der adskiller dette bassin fra det næste, havde nogle oldegyptiske ingeniører konstrueret skjulestedet, hvis hemmelighed var blevet bevaret i næsten tre tusind år.” Da udforskerholdet blev ført til stedet, fandt de bag en stor klippe en skakt, 6 fod i kvadrat og omkring 40 fod dyb (ca. 1,8 m i kvadrat og 12 m dyb), hugget ned i kalkstenen. I bunden af den førte en gang 25 fod mod vest (ca. 7,6 m) og drejede så skarpt mod nord ind i selve bjergets indre, hvor de i et kammer, 23 fod gange 13 fod og 6 fod højt (ca. 7 m gange 4 m og 1,8 m højt), stødte på oldtidens vidunderlige skatte. Mumierne blev alle omhyggeligt sikret og bragt ned til Bulak, hvor de blev anbragt i det kongelige museum, som nu er flyttet til Ghizeh.

Blandt de mest bemærkelsesværdige af Egyptens gamle konger, som således blev fundet, var Thothmes III., Seti I. og Rameses II. Thothmes III. var den mest fremtrædende monark i det strålende attende dynasti. Da denne mumie blev viklet ud, “så menneskeøjne endnu en gang, efter et tidsrum på seksogtredive århundreder, trækene hos den mand, som havde erobret Syrien og Cypern og Etiopien og havde løftet Egypten til magtens højeste tinde. Synet varede dog kun kort. Resterne viste sig at være i så skrøbelig en tilstand, at der kun var tid til at tage et hastigt fotografi, og derefter smuldrede ansigtstrækkene og forsvandt som et syn, og således forsvandt de for altid fra menneskers blik.” “Det forekommer mærkeligt, at selv om denne mands krop,” som oversvømmede Israels land med sine hære to hundrede år før Moses’ fødsel, “smuldrede til støv, var de blomster, som den havde været omkranset med, så vidunderligt bevaret, at selv deres farve kunne skelnes” (Manning’s Land of the Pharaohs).

Seti I. (hans tronenavn Merenptah), far til Rameses II., var en stor og succesrig kriger, og også en stor bygherre. Da denne faraos mumie blev rullet ud, kom “det smukkeste mumiehoved, der nogensinde er set inden for museets mure”, til syne. Billedhuggerne i Theben og Abydos smigrede ikke denne farao, da de gav ham den fine, milde og smilende profil, som rejsende beundrer. Efter et forløb på toogtredive århundreder bevarer mumien det samme udtryk, som kendetegnede den levende mands træk. Mest bemærkelsesværdig af alt, når den sammenlignes med mumien af Rameses II., er den slående lighed mellem far og søn. Seti I. er så at sige den idealiserede type af Rameses II. Han må være død i en høj alder. Hovedet er barberet, øjenbrynene er hvide, kroppens tilstand peger på betydeligt mere end tres leveår og bekræfter dermed de lærdes opfattelser, som har tillagt denne konge en lang regeringstid.

Rameses II., søn af Seti I., er sandsynligvis undertrykkelsens farao. Under sit fyrre år lange ophold ved Egyptens hof må Moses have kendt denne hersker godt. Under hans ophold i Midjan døde Rameses imidlertid efter en regeringstid på syvogtres år, og hans krop blev balsameret og lagt i den kongelige grav i Kongernes Dal ved siden af hans fars. Ligesom de andre mumier, der blev fundet skjult i hulen ved Deir el-Bahari, var den af en eller anden grund blevet flyttet fra sin oprindelige grav og sandsynligvis ført fra sted til sted, indtil den til sidst blev anbragt i den hule, hvor den for nylig blev opdaget.

I 1886 blev denne konges mumie, den “store Rameses”, grækernes “Sesostris”, viklet ud og viste kroppen af en mand, der må have været en robust gammel mand. De træk, der kom til syne, beskrives således af Maspero: “Hovedet er langt og lille i forhold til kroppen. Kraniets top er helt bar. Ved tindingen er der nogle få spredte hår, men i nakken er håret ret tæt og danner glatte, lige lokker på omkring to tommer i længden (ca. 5 cm). Hvidt ved døden er det blevet farvet lysegult af de krydderier, der blev brugt ved balsameringen. Panden er lav og smal; øjenbrynsbuen fremtrædende; øjenbrynene er tykke og hvide; øjnene er små og sidder tæt sammen; næsen er lang, tynd, buet som bourbonernes næser; tindingerne er indsunkne; kindbenene meget fremtrædende; ørerne runde, står langt ud fra hovedet og er gennemboret, som en kvindes, til at bære øreringe; kæbebenet er massivt og stærkt; hagen meget fremtrædende; munden lille, men med tykke læber; tænderne slidte og meget skrøbelige, men hvide og velbevarede. Overskægget og skægget er tynde. De synes at være blevet holdt barberet i livet, men fik sandsynligvis lov at vokse under kongens sidste sygdom, eller de kan være vokset efter døden. Hårene er hvide ligesom håret på hovedet og øjenbrynene, men grove og stride og en tiendedel tomme lange (ca. 2,5 mm). Huden er jordbrun, stribet med sort. Til sidst kan det siges, at mumiens ansigt giver en rimelig forestilling om den levende konges ansigt. Udtrykket er uintellektuelt, måske lidt dyrisk; men selv under mummificeringens noget groteske forklædning ses der tydeligt en luft af suveræn majestæt, beslutsomhed og stolthed.”

Både på sin fars og sin mors side er det temmelig klart blevet påvist, at Rameses havde kaldæisk eller mesopotamisk blod i sine årer i en sådan grad, at han kunne kaldes en assyrer. Denne kendsgerning menes at kaste lys over Es 52,4.

Faraoen ved udgangen var sandsynligvis Menephtah I., Rameses II.s fjortende og ældste overlevende søn. Han boede i Soan, hvor han havde de forskellige samtaler med Moses og Aron, som er nedskrevet i Anden Mosebog. Hans mumie var ikke blandt dem, der blev fundet i Deir el-Bahari. Det er dog stadig et spørgsmål, om Seti II. eller hans far Menephtah var faraoen ved udgangen. Nogle mener, at bevisernes vægt taler for den førstnævnte, hvis regeringstid vides at være begyndt fredeligt, men endte pludseligt og katastrofalt. “Harris-papyrussen”, fundet ved Medinet-Abou i Øvre Egypten i 1856, et statsdokument skrevet af Rameses III., den anden konge i det tyvende dynasti, giver en udførlig beretning om en stor udgang fra Egypten, efterfulgt af udbredt forvirring og anarki. Der er stærk grund til at tro, at dette var hebræernes udgang, med hvilken faraoernes nittende dynasti fik sin ende. Denne periode med anarki blev bragt til ophør af Setnekht, grundlæggeren af det tyvende dynasti.

“I foråret 1896 opdagede professor Flinders Petrie blandt ruinerne af Menephtahs tempel i Theben en stor granitstele, hvorpå der er indhugget en sejrshymne til minde om nederlaget for libyske angribere, som havde oversvømmet Deltaet. Til sidst antydes andre sejre for Menephtah, og det siges, at ‘israelitterne (I-s-y-r-a-e-l-u) er formindsket (?) så de ikke har nogen sæd.’ Menephtah var søn og efterfølger af Rameses II., bygherren af Pitom, og egyptologer har længe set i ham faraoen ved udgangen. Udgangen placeres også i hans regeringstid af den egyptiske legende om begivenheden, som er bevaret af historikeren Manetho. I indskriften er israelitternes navn ikke ledsaget af noget determinativ for ‘land’ eller ‘distrikt’, sådan som det er tilfældet med alle de andre navne (Kanaan, Ashkelon, Gezer, Khar eller det sydlige Israels land osv.), der nævnes sammen med det, og det ville derfor se ud til, at israelitterne på det tidspunkt, da hymnen blev digtet, allerede var forsvundet ud af egypternes syn i ørkenen. I hvert fald må de endnu ikke have haft noget fast hjem eller distrikt, som var deres eget. Vi kan derfor i henvisningen til dem se faraoens version af udgangen, idet de ulykker, der ramte egypterne, naturligvis forbigås i tavshed, og kun ødelæggelsen af israelitternes ‘drengebørn’ omtales. Den egyptiske digters udsagn er en bemærkelsesværdig parallel til 2 Mos 1,10-22.”

Faraoen i 1 Kong 11,18-22.

So, Egyptens konge (2 Kong 17,4).

Faraoen i 1 Krøn 4,18.

Farao, hvis datter Salomo giftede sig med (1 Kong 3,1; 7,8).

Farao, som Hizkija satte sin lid til i sin krig mod Sankerib (2 Kong 18,21).

Den farao, af hvem Josija blev besejret og dræbt ved Megiddo (2 Krøn 35,20-24; 2 Kong 23,29, 30).

Farao-Hofra, som forgæves søgte at komme Jerusalem til hjælp, da byen blev belejret af Nebukadnesar (se dette), 2 Kong 25,1-4; jf. Jer 37,5-8; Ez 17,11-13.