Jesus Justus

je'-zus jus'-tus Iesous ho legomenos Ioustos, "Jesus, som kaldes Justus," Kol 4,11):

1. Jøde af fødsel:

En af Paulus' tre venner--de andre var Aristarkus og Markus--som han forbinder med sig selv, da han sender hilsener fra Rom til menigheden i Kolossæ. Jesus Justus nævnes ikke andre steder i Det Nye Testamente, og der vides ikke mere om ham end det, der gives i dette sted i Kolossenserbrevet, nemlig at han var jøde af fødsel--"af omskærelsen"--at han var blevet omvendt til Kristus, og at han var en af den inderste kreds af apostlens nære venner og medarbejdere under hans første romerske fangenskab.

2. Han forbliver tro mod Paulus:

Ordene indeholder også den oplysning, at på et tidspunkt i Paulus' fangenskab, da den velkomst, som de kristne i Rom havde givet ham ved hans ankomst dertil, havde mistet sin første varme, og da de fleste af dem som følge, sandsynligvis, af deres frygt for forfølgelse havde vist sig utro og holdt sig på afstand af ham, forblev J. J. og hans to venner trofaste. Det ville være at presse dette sted urimeligt at få det til at betyde, at af det store antal--hundreder, eller måske endda et eller to tusinde--som udgjorde medlemskabet af menigheden i Rom på dette tidspunkt, og som inden for de næste få år beviste deres troskab mod Kristus ved deres standhaftighed indtil døden under den neronske forfølgelse, faldt alle fra deres kærlige troskab mod Paulus på dette vanskelige tidspunkt. Ordene kan ikke fås til at betyde mere end, at det var den jødiske del af menigheden i Rom, der handlede på denne uværdige måde--kun midlertidigt, må man håbe. Men blandt disse jødekristne var dette frafald vokset til sådanne dimensioner, at Aristarkus, Markus og J. J. alene var apostlens medarbejdere for Guds rige. Disse tre alene, på netop det tidspunkt--blandt de jødekristne--hjalp ham i evangeliets arbejde i Rom. At dette frafald henviser til den jødiske del af menigheden og ikke til de omvendte blandt hedningerne, fremgår af mange overvejelser. Det synes for eksempel at blive bevist af vers 14 i samme kapitel (dvs. Kol 4,14), såvel som af Filem 1,24, hvor Paulus i begge steder nævner Demas og Lukas som sine medarbejdere; og Lukas var ikke jøde af fødsel. Men i de kristnes almindelige svigten i Rom i deres optræden over for Paulus er det med megen hengivenhed og patos, at han skriver om Aristarkus, Markus og J. J.: "Disse alene er mine medarbejdere for Guds rige, mænd som har været en trøst for mig."

John Rutherfurd