Jesus Kristus, arrestationen og retssagen mod

|| 1. Jødisk og romersk ret

2. Emnets vanskeligheder

3. Eksempler på vanskeligheder

I. ARRESTATIONEN

1. Forberedende skridt

2. Arrestationen i haven

3. Ført til byen

II. DEN JØDISKE RETSSAG

1. Den jødiske lov

2. Mishna

3. Straffesager

4. Retssagen mod Jesus

5. Den foreløbige afhøring

6. Natforhøret

7. Falske vidner

8. En truende dommer

9. Morgensamlingen

10. Synedriets beføjelser

11. Domfældelse for gudsbespottelse

12. Sammenfatning

III. DEN ROMERSKE RETSSAG

1. Ført frem for Pilatus

2. Romersk ret og procedure

3. En fuld retssag ikke ønsket

4. Den endelige anklage

5. Forhør, forsvar og frifindelse

6. Nye anklager

7. Henvisning til Herodes

8. Jesus eller Barabbas

9. Se mennesket!

10. Pilatus giver efter for trusler

11. Pilatus vasker sine hænder

12. Dommen

13. Gennemgang

Dette emne er af særlig interesse, ikke blot på grund af dets iboende betydning, men især fordi det umiddelbart går forud for og fører direkte frem til den største tragedie i menneskets historie, korsfæstelsen af vor Herre. Det har også den yderligere interesse, at det er den eneste sag, der er bevaret beretning om, hvor oldtidens to store retssystemer, det jødiske og det romerske, som i størst omfang har påvirket moderne lovgivning og retslære, hver spillede en meget vigtig rolle.

1. Jødisk og romersk ret:

Disse to systemers sameksistens i Judæa og deres fælles virke med at frembringe de vældige resultater, det her drejer sig om, blev gjort mulig af den generøse politik, Rom fulgte ved at tillade erobrede folkeslag at bevare deres gamle love, institutioner og skikke, for så vidt de var forenelige med romersk suverænitet og overhøjhed. Ikke nok med det; i vid udstrækning tillod de, at disse love blev forvaltet af de underlagte folks egne embedsmænd. Dette privilegium blev ikke givet ubetinget, men blev kun tilladt, så længe det ikke blev misbrugt. Det kunne når som helst trækkes tilbage, og de tilfælde, hvor dette skete, var på ingen måde sjældne.

Af de forhold, der behandles i denne artikel, fandt arrestationen af Jesus og forhandlingerne for Annas, Kajfas og Synedriet sted efter påstået jødisk lov; forhandlingerne for Pilatus og henvisningen til Herodes fandt sted efter romersk ret.

2. Emnets vanskeligheder:

Det er meget vanskeligt ud fra materialet i de fire evangelier at opstille en tilfredsstillende sammenhængende beretning om arrestationen og om det, der kan kaldes den dobbelte retssag mod Jesus. Evangelierne blev skrevet ud fra forskellige synsvinkler og med forskellige formål, idet hver af forfatterne udvalgte sådanne enkeltheder, som forekom ham at være af særlig betydning for det særlige mål, han havde for øje. Deres beretninger er alle meget korte, og den rette kronologiske rækkefølge af de forskellige begivenheder, som er omtalt i forskellige evangelier, må i mange tilfælde i høj grad bero på formodning. Vanskeligheden forøges af de store uregelmæssigheder og forhandlingernes tumultariske karakter; af vores ufuldstændige kendskab til Jerusalems topografi på dette tidspunkt (29 AD); også af det forhold, at beretningerne hovedsagelig er givet i folkeligt og ikke i teknisk sprog; og når den sidstnævnte form bruges, har de tekniske udtryk måttet oversættes til græsk, enten fra hebraisk eller fra latin.

3. Eksempler på vanskeligheder:

For eksempel er meningerne delte om, hvor Pilatus boede, når han var i Jerusalem, om det var i det prægtige palads, som Herodes den Store havde bygget, eller i borgen Antonia; om hvor det palads lå, som Herodes Antipas benyttede under påsken; om Annas og Kajfas beboede forskellige dele af det samme palads, eller om de boede i tilstødende eller forskellige boliger; om den foreløbige afhøring af Jesus, som Johannes har nedskrevet, fandt sted for Annas eller Kajfas, og om andre lignende spørgsmål. Det er dog meget tilfredsstillende at vide, at selv om det undertiden er vanskeligt nøjagtigt at afgøre, hvordan de forskellige beretninger bedst kan harmoniseres, er der dog intet uforeneligt eller modstridende i dem, og at der ikke er noget væsentligt punkt i historien om de meget vigtige forhandlinger, der falder inden for denne artikels område, som alvorligt berøres af nogen af disse omdiskuterede forhold.

For en klar historisk fremstilling af begivenhederne på den afsluttende dag i vor Herres liv før hans korsfæstelse, se artiklen om JESUS KRISTUS. Den nærværende artikel vil søge at behandle de forhold, der vedrører hans arrestation og retssag, ud fra et juridisk og forfatningsmæssigt synspunkt.

I. Arrestationen.

I det sidste år af Jesu tjeneste var jødernes fjendtlighed mod ham vokset stærkt, og omkring seks måneder før det endelig lykkedes dem at gennemføre deres hensigt, havde de bestemt besluttet at skaffe ham af vejen. Ved løvhyttefesten sendte de betjente (tempelvagterne) for at gribe ham, mens han underviste i templet (Joh 7,32); men efter at have lyttet til hans ord vendte de tilbage uden at have gjort forsøget og gav som begrundelse, at »aldrig har noget menneske talt sådan« (Joh 7,46).

Efter at han havde oprejst Lazarus, blev deres beslutning om at dræbe ham stærkt intensiveret. Et særligt møde i rådet blev holdt for at overveje sagen. Her gik Kajfas, ypperstepræsten, kraftigt ind for et sådant skridt af nationale grunde og af hensyn til det hensigtsmæssige, idet han til støtte for sit råd, på en koldblodig og kynisk måde, citerede det jødiske ordsprog, at det var gavnligt, at ét menneske døde for folket, og at ikke hele nationen gik til grunde. Deres planer med dette formål blev for en tid forpurret ved, at Jesus trak sig tilbage til grænsen ved ørkenen, hvor han blev sammen med sine disciple (Joh 11,47-54).

Da han vendte tilbage til Betania og Jerusalem, seks dage før påsken, blev de afholdt fra at føre deres plan ud i livet på grund af hans åbenlyse popularitet hos folket, sådan som den viste sig ved hans triumferende indtog i Jerusalem på den første dag i påskeugen (palmesøndag), og ved de skarer, som trængtes omkring ham og lyttede til hans undervisning i templet, og som nød farisæernes, saddukæernes og herodianernes nederlag, efterhånden som de på skift forsøgte at fange ham i hans ord.

To dage før påsken, ved et rådsmøde holdt i Kajfas' palads, lagde de planer om at nå deres mål med list, men "ikke under festen, for at der ikke skulle opstå uro blandt folket" (Matt 26,3-5; Mark 14,1; Mark 14,2). Mens de var i denne rådvildhed, kom Judas til dem, til deres store lettelse, og indvilligede i at forråde sin Mester for penge (Matt 26,14-16; Mark 14,10; Mark 14,11).

1. Forberedende skridt:

Denne gang besluttede de sig for ikke udelukkende at stole på deres egne tempelvagter eller embedsmænd til at udføre deres fuldmagt eller arrestordre, af frygt for at disse embedsmænd, som var jøder, igen kunne blive grebet af den mærkelige indflydelse, som Jesus udøvede over sine landsmænd, eller for at hans tilhængere kunne yde modstand. De henvendte sig derfor til Pilatus, den romerske prokurator (statholder), for at få hjælp af en afdeling romerske soldater. Han tildelte dem en kohorte (græsk: speira, 400 til 600 mand) fra den legion, som på det tidspunkt var indkvarteret i Antoniaborgen, der lå op til og overskuede tempelområdet. De endelige arrangementer vedrørende disse ville sandsynligvis være blevet afsluttet, mens Judas var i spisesalen. Det er blevet foreslået, at hele kohorten ikke gik af sted, men kun et udvalg af den. Det siges imidlertid, at Judas "modtog soldaterafdelingen (kohorten)" (Joh 18,3), og at de stod under kommando af en øverste befalingsmand (græsk: chiliarch, latin tribune, Joh 18,12). Hvis der ikke havde været mere end 100 soldater, ville de ikke have stået under kommando af en øverste befalingsmand, men den øverste officer ville have været en centurion. Jesu forbløffende popularitet, som den viste sig ved hans triumferende indtog i byen, kan have fået myndighederne til at træffe så rigelige forholdsregler mod ethvert muligt forsøg på befrielse.

Getsemane Have, hvor Judas vidste, at Jesus ville være at finde den nat, var velkendt for ham (Joh 18,2); og han kendte også det tidspunkt, hvor han sandsynligvis ville finde sin Mester dér. Dertil førte han på det rette tidspunkt soldaterafdelingen, tempelembedsmændene og andre, og også nogle af ypperstepræsterne og de ældste selv; det hele beskrives som "en stor skare med sværd og stave" (Matt 26,47). Selv om påskefuldmånen ville skinne klart, bar de også "lygter og fakler" (Joh 18,3), for at sikre, at Jesus ikke skulle slippe bort eller undgå at blive genkendt i den dybe skygge fra oliventræerne i haven.

2. Arrestationen i haven:

Da de kom til haven, trådte Jesus frem for at møde dem, og forræderen Judas gav dem det aftalte tegn ved at kysse ham. Da ordren eller fuldmagten var jødisk, ville tempelembedsmændene sandsynligvis gå forrest, med soldaterne som støtte i reserve. Da Jesus meddelte lederne, at han var den, de søgte, indtraf netop det, som ypperstepræsterne havde frygtet. Der var noget i Jesu ord eller holdning, som fyldte tempelembedsmændene med ærefrygt; de blev grebet af panik, veg tilbage og faldt til jorden. Da de samlede sig igen, trak den heftige Peter sit sværd og huggede øret af en af dem, Malkus, ypperstepræstens tjener (Joh 18,6-10).

På grund af dette bevis på modstand trådte den romerske befalingsmand og soldaterne frem og bandt Jesus med hjælp fra de jødiske embedsmænd. Efter jødisk lov var dette ikke lovligt før domfældelse, undtagen i særlige tilfælde hvor der enten blev ydet modstand eller var grund til at frygte den.

Selv i denne prøvende stund var Jesu omsorg mere rettet mod andre end mod ham selv, sådan som hans mirakel med at helbrede Malkus' øre og hans anmodning om, at hans disciple måtte få deres frihed, vidner om (Joh 18,8). Trods hans anstrengelser blev hans tilhængere grebet af panik, sandsynligvis på grund af embedsmændenes og soldaternes kraftige optræden efter Peters angreb, "og de forlod ham alle og flygtede" (Mark 14,50).

Det er værd at bemærke, at Jesus ikke havde noget bebrejdende eller fordømmende ord til de romerske officerer eller soldater, som kun gjorde deres edsvorne pligt ved at støtte de civile myndigheder; men hans skarpe bebrejdelser for ikke at have forsøgt at arrestere ham, mens han underviste åbent i templet, var forbeholdt "ypperstepræsterne og templets befalingsmænd og de ældste" (Luk 22,52), som havde vist deres umådeholdne iver og fjendtlighed ved at følge den usædvanlige, og for dem, som skulle sidde som dommere i sagen, upassende og ulovlige fremgangsmåde at ledsage embedsmændene og selv tage del i arrestationen.

3. Ført til byen:

Hele gruppen drog af sted med deres fange mod byen. Ud fra de første tre evangelier kunne man slutte, at de gik direkte til ypperstepræsten Kajfas' palads. I det fjerde evangelium får vi imidlertid at vide, at de først førte ham til Annas (Joh 18,13).

Hvorfor de gjorde det, får vi ikke at vide; den eneste oplysning, der gives, er, at han var Kajfas' svigerfar (Joh 18,13). Han havde været ypperstepræst fra 7 AD til 15 AD, da han blev afsat af Valerius Gratus, den romerske prokurator. Han var stadig det mest indflydelsesrige medlem af Sanhedrinet, og da han var af en offensiv natur, kan det være, at det var ham, der havde givet instrukserne om arrestationen, og at de anså det for deres pligt først at aflægge rapport til ham.

Annas sendte imidlertid Jesus bundet til Kajfas (Joh 18,24). Efter at have overgivet deres fange ville de romerske soldater begive sig til deres kvarterer i borgen, mens tempelembedsmændene beholdt Jesus i deres varetægt.

Imens var medlemmerne af Sanhedrinet ved at samles i ypperstepræstens palads, og de indledende skridt til den første, eller jødiske, retssag blev taget.

II. Den jødiske retssag.

1. Den jødiske lov:

Det er en berettiget stolthed for de lande, hvis retsvæsen har sin oprindelse i Englands common law, at deres strafferetslige system er grundlagt på de humane grundsætninger, at enhver formodes at være uskyldig, indtil han er bevist skyldig, og at ingen er forpligtet til at anklage sig selv. Men den jødiske lov gik endnu videre i de værn, den satte omkring en anklaget person. I Pentateuken bestemmes det, at ét vidne ikke skal være tilstrækkeligt til at dømme noget menneske, selv for en mindre forseelse. “Ét vidne må ikke rejse sig mod en mand for nogen misgerning eller for nogen synd, i nogen synd som han har syndet; på to vidners udsagn eller på tre vidners udsagn skal en sag stå fast” (5 Mos 19,15).

2. Mishna:

Disse principper i Moseloven blev udarbejdet nærmere og udvidet i det system, som voksede frem efter hjemkomsten fra Babylon. Det blev påbegyndt af mændene i Den Store Synagoge og blev senere fuldendt af Sanhedrinet, som efterfulgte dem. Indtil vor Herres tid og gennem de første to århundreder af den kristne tidsregning forblev deres regler for en stor del i mundtlig eller uskreven form, indtil de blev samlet eller kodificeret i Mishna af rabbi Juda og hans medarbejdere og efterfølgere i begyndelsen af det 3. århundrede. Det indrømmes almindeligvis af både jødiske og kristne forfattere, at de vigtigste bestemmelser, som findes deri til beskyttelse af anklagede personer, længe havde været indarbejdet i den mundtlige lov og blev anerkendt som en del af den på Annas’ og Kajfas’ tid.

3. Straffesager:

Bestemmelserne vedrørende straffesager, og især dem, hvor forseelsen kunne straffes med døden, var meget strenge og var alle udformet i den anklagedes interesse. Blandt dem var følgende: Retssagen skulle begynde om dagen, og hvis den ikke var afsluttet før natten, skulle den udsættes og genoptages om dagen; dommernes beslutningsdygtige antal i sager om dødsstraf var 23, hvilket var Det Store Råds beslutningsdygtige antal; en frifindelsesdom, som kun krævede et flertal på én, kunne afsiges samme dag, som retssagen blev afsluttet; enhver anden dom kunne kun afsiges på en efterfølgende dag og krævede et flertal på mindst to; ingen fange kunne dømmes på grundlag af sit eget vidnesbyrd; det var en dommers pligt at sørge for, at den anklagedes interesser blev fuldt beskyttet.

Den moderne praksis med en anmeldelse eller klage og en indledende undersøgelse for en dommer var helt ukendt i den jødiske lov og fremmed for dens ånd. Afhøringen af vidnerne i åben ret var i virkeligheden begyndelsen på en jødisk retssag, og den forbrydelse, som den anklagede blev stillet for retten for, og den eneste anklage, han skulle imødegå, var den, der blev afdækket af vidnernes forklaring.

4. Retssagen mod Jesus:

Lad os se, i hvor høj grad de foregående principper og regler blev fulgt og overholdt i forhandlingerne for ypperstepræsten i det foreliggende tilfælde. Det første skridt, der blev taget i retssagen, var ypperstepræstens private afhøring af Jesus, som kun er nedskrevet i Joh 18,19-23. Meningerne er delte om, hvorvidt denne afhøring blev foretaget af Annas i hans bolig, før han sendte Jesus til Kajfas (Joh 18,24), eller af sidstnævnte, efter at Jesus var blevet overgivet til ham.

Kajfas var faktisk ypperstepræst på den tid og havde været det i nogle år. Annas var blevet afsat fra embedet omkring 14 år tidligere af den romerske prokurator; men titlen blev stadig tillagt ham (ApG 4,6). Mange af jøderne anerkendte ikke prokuratorens ret til at afsætte ham og betragtede ham stadig som den retmæssige ypperstepræst. Det siges også, at han på dette tidspunkt var Sanhedrinets næstformand. Argumenterne for, hvem af dem Johannes kalder ypperstepræsten i denne passage, bygger i høj grad på to forskellige gengivelser af Joh 18,24. I King James Version lyder verset: “Nu havde Annas sendt ham bundet til Kajfas, ypperstepræsten,” en læsning baseret på Det Nye Testamentes Textus Receptus, som indebærer, at Jesus var blevet sendt til Kajfas før afhøringen. På den anden side lyder Revised Version (British and American), der følger den græske tekst, som Nestle og andre har antaget: “Derfor sendte Annas ham bundet til Kajfas, ypperstepræsten,” hvilket indebærer, at Annas sendte ham til Kajfas på grund af det, der var sket under afhøringen.

Det er imidlertid ikke væsentligt, hvilket af disse to ledende medlemmer af Sanhedrinet der foretog afhøringen. Det samme kan også siges om striden vedrørende Annas’ bolig på dette tidspunkt, om den var i en del af ypperstepræstens officielle palads eller et andet sted. De vigtige forhold er selve kendsgerningen, tidspunktet og måden, hvorpå afhøringen blev foretaget af det ene eller det andet af disse ledende medlemmer af rådet, ikke det præcise sted hvor, eller den bestemte person af hvem, den blev foretaget.

5. Den indledende afhøring:

Ypperstepræsten (hvad enten det var Annas eller Kajfas) gik videre med at udspørge Jesus om hans disciple og hans lære (Joh 18,19). En sådan fremgangsmåde var ikke nogen del af en regelmæssig jødisk retssag og blev desuden ikke foretaget i god tro, men med henblik på at lokke Jesus til indrømmelser, som kunne bruges imod ham ved den forestående retssag for rådet. Det synes at have haft karakter af en privat afhøring, sandsynligvis foretaget mens rådets medlemmer var ved at samles. Jesu værdige og passende svar stillede skarpt dommeren over for den uregelmæssighed, han begik, og var en påmindelse om, at hans retssag burde begynde med afhøringen af vidnerne: "Jeg har talt åbent til verden; jeg har altid undervist i synagogen og i templet, hvor jøderne altid kommer sammen; og i det skjulte har jeg intet sagt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som har hørt mig, hvad jeg har sagt til dem; se, de ved, hvad jeg sagde" (Joh 18,20; Joh 18,21 King James Version). Svaret på dette var et slag fra en af betjentene, en skandaløs handling, som synes at være forblevet uden irettesættelse fra dommeren, og det blev overladt til Jesus selv at fremsætte den passende protest.

6. Retssagen om natten:

Den næste handling var retssagen for rådet i Kajfas' palads, hvor i det mindste quorumet på 23 var til stede. Dette var et ulovligt møde, eftersom en dødssag, som vi har set, hverken kunne indledes eller fortsættes om natten. Nogle af ypperstepræsterne og de ældste havde, som tidligere nævnt, gjort sig skyldige i den for dommere højst utilbørlige handling at tage del i og lede arrestationen af Jesus. Nu brugte "ypperstepræsterne og hele rådet" tiden mellem arrestationen og retssagens begyndelse på noget endnu værre: de "søgte falsk vidnesbyrd mod Jesus, for at de kunne få ham slået ihjel" (Matt 26,59). Dette betyder uden tvivl blot, at de da samlede deres falske vidner og instruerede dem om det vidnesbyrd, de skulle aflægge. I ugevis, lige siden Lazarus' opvækkelse, havde de forberedt sig på en sådan retssag, som vi læser: "Så fra den dag af rådslog de om, at de kunne få ham slået ihjel" (Joh 11,53).

Kajfas, som ypperstepræst og formand for Sanhedrinet, ledede rådsmødet. Den ed, der blev aflagt for vidner i en jødisk domstol, var en yderst højtidelig påkaldelse, og man gyser ved tanken om ypperstepræsten, der udtaler disse ord til menedige vidner, som han vidste var blevet skaffet af dommerne foran ham på den nævnte måde.

7. Falske vidner:

Men selv dette hjalp ikke. Selv om "mange aflagde falsk vidnesbyrd imod ham", var de dog, fordi de var blevet ufuldkomment oplært af deres instruktører eller af en anden grund, ikke enige i deres vidnesbyrd (Mark 14,56), og selv disse forudindtagede og partiske dommere kunne ikke finde det samstemmende vidnesbyrd fra to vidner, som deres lov krævede (5 Mos 19,15).

Det nærmeste man til sidst kom den nødvendige overensstemmelse, kom fra to vidner, som gav en fordrejet gengivelse af en billedlig og gådefuld udtalelse, Jesus havde fremsat i templet under sin tidlige tjeneste: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage vil jeg rejse det op" (Joh 2,19). Forklaringen gives: "Han talte om sit legemes tempel" (Joh 2,21). De to vidners vidnesbyrd gengives med kun små variationer i de to første evangelier således: "Denne mand sagde: Jeg er i stand til at bryde Guds tempel ned og bygge det på tre dage" (Matt 26,61); og "Vi hørte ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er gjort med hænder, og på tre dage vil jeg bygge et andet, som ikke er gjort med hænder" (Mark 14,58). Om disse lidt forskellige udsagn repræsenterer uoverensstemmelserne i deres vidnesbyrd, eller om det skyldtes nogle andre variationer eller modsigelser, besluttede dommerne modvilligt, at "heller ikke på den måde stemte deres vidnesbyrd overens" (Mark 14,59).

8. En truende dommer:

Kajfas, som havde udtømt sin liste over vidner og så den anklage, han havde sat sig for, i fare for at bryde sammen på grund af mangel på lovligt bevis, antog en brovtende tone og sagde til Jesus: "Svarer du intet? Hvad er det, disse vidner imod dig? Men Jesus tav" (Matt 26,62; Matt 26,63), idet han støttede sig til den kendsgerning, at anklagen var fuldstændig mislykkedes på grund af manglen på overensstemmelse mellem to vidner om nogen af anklagerne. Som en sidste og desperat udvej tog Kajfas sin tilflugt til et dristigt strategisk træk for at få Jesus til at afgive en indrømmelse eller bekendelse, som han kunne bygge en domfældelse på, svarende til forsøget, der mislykkedes ved den foreløbige afhøring; men denne gang styrkede han sin appel ved en højtidelig besværgelse i Guddommens navn. Han sagde til Jesus: "Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn. Jesus siger til ham: Du har sagt det; dog siger jeg jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himlens skyer" (Matt 26,63; Matt 26,64). Skønt Kajfas vidste, at Jesus efter loven ikke kunne dømmes på sine egne svar eller indrømmelser, "sønderrev han" derefter på tragisk vis "sine klæder og sagde: Han har talt bespottelse; hvad behov har vi mere for vidner? Se, nu har I hørt bespottelsen; hvad mener I? De svarede og sagde: Han er skyldig til døden (Matt 26,65; Matt 26,66).

Nattesamlingen blev derefter hævet for at mødes igen efter daggry for at stadfæste den beslutning, man netop var kommet til, og for at give retssagen og dommen et skær af lovlighed. Slutscenen var præget af uorden, hvor de spyttede deres fange i ansigtet og slog ham med knytnæver (Matt 26,67; Matt 26,68; Luk 22,63-65).

9. Morgensamlingen:

Den følgende morgen, "så snart det blev dag," samledes rådet igen på samme sted, og Jesus blev ført frem for dem (Luk 22,66). Der var sandsynligvis en del af rådet til stede, som ikke havde deltaget i nattens møde. Af hensyn til disse, og måske for at give forhandlingen et skær af lovlighed, begyndte ypperstepræsten retssagen på ny, men ikke med afhøringen af vidner, som havde vist sig at være en sådan fiasko ved nattens møde. Han gik straks over til i hovedsagen at stille de samme spørgsmål, som aftenen før til sidst havde fremkaldt det svar fra Jesus, som han havde erklæret for gudsbespottelse, og på grundlag af hvilket rådet havde "dømt ham skyldig til døden" (Mark 14,64). Mødet nævnes i alle evangelierne; enkelthederne i afhøringen berettes kun af Lukas. Da han blev spurgt, om han var Kristus, svarede han: "Hvis jeg siger det til jer, vil I ikke tro; og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare. Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd" (Luk 22,67-69). Da dette svar ikke var tilstrækkeligt til at bygge en dom for gudsbespottelse på, råbte de alle: "Er du da Guds Søn?" Hertil gav han et bekræftende svar: "I siger, at jeg er det. Og de sagde: Hvad behov har vi længere for vidnesbyrd? For vi har selv hørt det af hans egen mund" (Luk 22,70; Luk 22,71).

10. Synedriets myndighed:

Det vil bemærkes, at hverken ved nattens møde eller ved morgenmødet blev der afsagt nogen dom over Jesus af ypperstepræsten. Ved hver lejlighed var der kun noget, der svarede til en skyldkendelse afsagt af en jury efter vor moderne strafferetspleje, men ingen strafudmåling over fangen ved den præsiderende dommer. Da Judæa mistede den sidste rest af sin uafhængighed og blev en romersk provins (6 e.Kr.), ophørte Synedriet med at have ret til at fuldbyrde dødsstraf eller forvalte loven om liv og død. Denne jurisdiktion blev fra da af overført til den romerske prokurator. Synedriet underkastede sig meget modvilligt denne indskrænkning af sin myndighed. Nogle få år senere udøvede det den ulovligt og på en meget urolig måde i Stefanus' sag (ApG 7,58). Annas havde imidlertid, mere end nogen anden, god grund til ikke at overtræde denne lov, eftersom det, at han havde gjort det under prokuratorens fravær, var årsagen til, at han blev afsat fra embedet som ypperstepræst af Valerius Gratus (15 e.Kr.).

Forhandlingerne kan være blevet ført for ypperstepræsten i håb om, at Pilatus kunne bringes til at acceptere Synedriets kendelse som afgørende for, at Jesus havde gjort sig skyldig i en forbrydelse, der efter jødisk lov kunne straffes med døden.

11. Domfældelse for gudsbespottelse:

Hvad var nu den præcise forbrydelse eller de præcise forbrydelser, som Jesus blev stillet for retten for ved disse to rådsmøder? Det første indtryk ville sandsynligvis være, at der ikke var nogen forbindelse mellem anklagen om at ødelægge templet og bygge et andet på tre dage og hans påstand om at være Guds Søn. Og dog var de nært forbundet i jødisk tankegang. Da den jødiske nation var et rent teokrati, ville omstyrtelsen af templet, den guddommelige herskers bolig, betyde omstyrtelsen af guddommelige institutioner og være en forræderisk handling mod Guddommen. Bekendelsen af at have evne til at bygge et andet tempel på tre dage ville blive udlagt som et krav på at besidde overnaturlig magt og følgelig som gudsbespottelse. Hvad angår den anden påstand, som han selv fremsatte og bekendte for rådet, nemlig at han var Kristus, Guds Søn, ville ingen af dem have nogen betænkelighed ved at tilslutte sig ypperstepræstens kendelse om, at det var åbenlys gudsbespottelse, når den blev fremsat af en, som de blot betragtede som en galilæisk bonde.

12. Sammenfatning:

For at sammenfatte: Den jødiske retssag mod vor Herre var fuldstændig ulovlig, idet den domstol, som dømte ham, manglede jurisdiktion til at behandle en sag om en forbrydelse, der kunne medføre dødsstraf, hvilket gudsbespottelse var efter jødisk lov. Selv hvis der havde været jurisdiktion, ville den have været uregelmæssig, eftersom dommerne havde gjort sig uegnede til at behandle sagen, da de havde gjort sig skyldige i at krænke ånden i den lov, som krævede, at dommere skulle være fordomsfri og upartiske og omhyggeligt værne den anklagedes interesser. Selv lovens bogstav var blevet overtrådt på en række vigtige punkter. Blandt disse kan nævnes:

(1) at nogle af dommerne deltog i og ledede arrestationen;

(2) afhøringen før retssagen og forsøget på at opnå indrømmelser;

(3) dommernes bestræbelser på at fremskaffe falske vidners vidnesbyrd;

(4) at retssagen blev indledt og fortsat om natten;

(5) at den anklagede blev afhørt og taget i ed for at aftvinge ham indrømmelser;

(6) at der blev afsagt skyldkendelse ved afslutningen af nattens møde, uden at man lod en dag gå imellem;

(7) at morgenmødet blev holdt på en festdag, og at der blev afsagt kendelse ved dets afslutning; og

(8) at begge kendelser blev afsagt uden noget lovligt bevis.

III. Den romerske retssag.

Tidligt om morgenen fredag i påskeugen, som vi allerede har set, holdt "ypperstepræsterne med de ældste og de skriftkloge, og hele rådet" rådslagning (Markus) i ypperstepræstens palads; og efter afhøringen af Jesus og deres kendelse om, at han var skyldig i gudsbespottelse, lagde de råd op mod ham "for at få ham slået ihjel" (Mattæus), idet dette efter deres vurdering var den rette straf for den forseelse, som de havde erklæret ham skyldig i.

1. Ført frem for Pilatus:

Af de grunde, der allerede er nævnt, kom de til den konklusion, at det ville være nødvendigt at påkalde den romerske magts hjælp til at fuldbyrde denne dom. Derfor bandt de Jesus, førte ham bort og overgav ham til Pilatus, som på dette tidspunkt, når han var i Jerusalem, sandsynligvis opholdt sig i det prægtige palads, som Herodes den Store havde bygget. Jesus blev ført ind i paladsets retssal eller pretorium; hans anklagere, som ikke ville besmitte sig ved at gå ind i et hedensk hus og derved gøre sig uegnede til at spise påsken, blev udenfor på marmorbrolægningen.

2. Romersk lov og retsgang:

Den proces, der således blev indledt, blev ført under et system, der både i sin natur og i sin forvaltning var helt forskelligt fra det, vi hidtil har betragtet. Den jødiske lov var en del af religionen, og i sin vækst og udvikling blev den i vigtige sager administreret af en stor gruppe uddannede mænd, som var forpligtet til nøje at følge en veldefineret procedure. Den romerske lov havde derimod sin oprindelse og vækst under de strenge og mandige dyder og den kærlighed til retfærdighed, som kendetegnede det republikanske Rom, og den vogtede stadig nidkært over romerske borgeres rettigheder og privilegier, selv i en erobret provins. Slående illustrationer af denne sandhed findes i Paulus' liv (se ApG 16,35-39; ApG 22,24-29; ApG 25,10-12). De indfødtes liv og formuer i en kejserlig provins som Judæa kan siges næsten fuldstændigt at have været prisgivet den romerske prokurator eller statholder, som alene stod til ansvar over for sin kejserlige herre og ikke engang over for det romerske senat. Pilatus var derfor helt inden for rimelighedens grænser, da han på et senere tidspunkt i retssagen, irriteret over at Jesus forblev tavs, når han udspurgte ham, vrissende udbrød: »Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?« (Joh 19,10). Selv om prokuratoren i sådanne tilfælde ikke var tvunget til strengt at holde sig til den foreskrevne procedure og havde en vid skønsbeføjelse, havde han dog ikke lov til at krænke eller afvige fra lovens fastlagte principper.

Ved denne lejlighed gik Pilatus, af hensyn til ypperstepræsternes betænkeligheder ved at gå ind i paladset, udenfor på deres anmodning, tilsyneladende idet han lod Jesus blive i pretoriet. Han stillede dem det sædvanlige formelle spørgsmål, som blev stillet ved begyndelsen af en romersk retssag: »Hvilken anklage fører I mod denne mand?

3. En fuld retssag ikke ønsket:

De svarede og sagde til ham: Hvis han ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig« (Joh 18,29 KJV). Pilatus kunne straks se, at dette blot var et forsøg på at undgå det direkte spørgsmål, han havde stillet, og at det ikke var en anklage, der afslørede nogen forbrydelse, som romersk lov kendte til. Idet han lod, som om han behandlede den med foragt og som noget, der kun angik deres egen lov, sagde han: »Tag I ham selv og døm ham efter jeres lov. Jøderne sagde til ham: Det er ikke tilladt for os at henrette nogen« (Joh 18,31).

4. Den endelige anklage:

Da de indså, at Pilatus ikke ville opfylde deres ønske om at få Jesus dømt på grundlag af den kendelse, de havde afsagt, eller alene for en forseelse mod deres egen lov, »begyndte de at anklage ham og sagde: Vi har fundet, at denne mand fordærver vort folk og forbyder at give skat til kejseren og siger, at han selv er Kristus, en konge« (Luk 23,2). Dette var en anklage, der indeholdt tre punkter, meget lig et moderne anklageskrift med tre anklagepunkter. Pilatus synes at have været tilfreds med, at der intet var i de to første af disse anklager; men den tredje var for alvorlig til at blive ignoreret, især da det var en direkte anklage om majestas eller forræderi, den største forbrydelse, som romersk lov kendte, og et område hvor den regerende kejser, Tiberius, og hans daværende yndling, Sejanus, var særlig følsomme og mistænksomme. Anklagerne i denne sag var blot mundtlige, men det synes at have ligget inden for prokuratorens skønsbeføjelse at modtage dem i denne form i sagen mod en, der ikke var romersk borger.

5. Forhør, forsvar og frifindelse:

Da anklagerne var blevet hørt, vendte Pilatus tilbage til pretoriet for at forhøre Jesus om den sidste og alvorlige anklage. De fire evangelier gengiver med de samme ord det spørgsmål, Pilatus stillede ham: »Er du jødernes konge?« De første tre gengiver kun det endelige bekræftende svar: »Du siger det«, hvilket, hvis det stod alene, kunne være blevet opfattet som en skyldig-erklæring; men Johannes giver den mellemliggende samtale, som forklarer sagen fuldt ud. Han fortæller os, at Jesus ikke besvarede spørgsmålet direkte, men spurgte Pilatus: »Siger du dette af dig selv, eller har andre sagt det til dig om mig?« (Joh 18,34) (tilsyneladende havde han ikke været udenfor, da anklagerne blev fremført). Da han fik at vide, at det kom fra ypperstepræsterne, fortsatte han med at forklare, at hans rige ikke var af denne verden, men var et åndeligt rige. Da han igen blev spurgt, om han var konge, svarede han i realiteten, at han var konge i den forstand, og at hans undersåtter var dem, der var af sandheden og hørte hans stemme (Joh 18,35-37). Pilatus, som var tilfreds med hans forklaring, »gik igen ud til jøderne«, og efter tilsyneladende at have taget Jesus med sig steg han op på sit dommersæde eller flytbare tribunal, som var blevet stillet på den mosaiklagte brolægning, og afsagde sin kendelse: »Jeg finder slet ingen skyld hos ham« (Joh 18,38 KJV, RV »Jeg finder ingen forbrydelse hos ham«).

6. Nye anklager:

Ifølge romersk ret burde denne frifindelsesdom have afsluttet retssagen og straks sikret Jesu løsladelse; men i stedet fremkaldte den en byge af nye anklager, som Jesus ikke svarede på. Pilatus tøvede, og da han hørte en anklage om, at Jesus havde begyndt sin landsforræderiske undervisning i Galilæa, faldt det ham ind, at han måske kunne slippe ud af sit dilemma ved at sende Jesus til forhør hos Herodes Antipas, tetrarken over Galilæa, som da var i Jerusalem til festen; og det gjorde han derfor (Luk 23,7).

7. Henvisning til Herodes:

Herodes havde længe ønsket at se Jesus — "håbede at se et mirakel blive gjort af ham" — og "stillede ham mange spørgsmål; men han svarede ham ikke på noget." Ypperstepræsterne og de skriftkloge, som havde fulgt ham fra prætoriet til det makkabæiske palads, hvor Herodes da opholdt sig, "stod og anklagede" Jesus "heftigt" (Luk 23,8-10). "Den ræv", som Jesus havde kaldt ham (Luk 13,32), var imidlertid for snu til at blande sig i en retssag om landsforræderi, hvilket var et farligt foretagende, og muligvis vidste han, at Pilatus allerede havde frikendt ham; i så fald ville en ny retssag ved ham være ulovlig. Han og hans soldater, sandsynligvis irriterede over Jesu afvisning af at give ham noget svar, hånede ham, og efter at have klædt ham i en pragtfuld kappe, uden tvivl til spot over hans krav på at være konge, sendte de ham tilbage til Pilatus. Denne henvisning til Herodes udgjorde i virkeligheden ingen virksom del af retssagen mod Jesus, da Herodes afslog jurisdiktionen, skønt Pilatus søgte at gøre brug af den i sin efterfølgende drøftelse med ypperstepræsterne. Det eneste resultat var, at Herodes blev smigret over Pilatus' høflighed, fjendskabet mellem dem ophørte, og de blev venner (Luk 23,11; Luk 23,12; Luk 23,15).

8. Jesus eller Barabbas:

Da de vendte tilbage, indtog Pilatus igen sin plads på dommersædet udenfor. Det, der fulgte, udgjorde imidlertid egentlig ingen del af den juridiske retssag, da det blot var en parodi på lov såvel som på retfærdighed. Pilatus besluttede at gøre endnu et forsøg på at opnå jødernes samtykke til Jesu løsladelse. Til dette formål sammenkaldte han ikke blot ypperstepræsterne og lederne, men også "folket" (Luk 23,13), og efter at have nævnt, at det ikke var lykkedes at bevise nogen af anklagerne mod Jesus, mindede han dem om skikken med ved festen at løslade en fange, som de valgte, og tilbød som et kompromis at straffe eller piske Jesus, før han løslod ham. På dette tidspunkt blev Pilatus' iver efter at løslade Jesus yderligere forstærket af den besked, han modtog fra sin hustru om hendes foruroligende drøm om Jesus og hendes advarsel til ham om ikke at have "noget at gøre med den retfærdige mand" (Matt 27,19). Imens havde ypperstepræsterne og de ældste travlt med at overtale folkemængden til at bede om løsladelse af Barabbas, den berygtede røver, og få Jesus dræbt (Matt 27,20). Da Pilatus tilskyndede dem til at løslade Jesus, råbte de alle sammen: "Bort med denne mand, og løslad Barabbas til os"; og ved en ny appel til fordel for Jesus råbte de: "Korsfæst, korsfæst ham." Et tredje forsøg fra hans side fik ikke noget bedre resultat (Luk 23,18-23).

9. Se mennesket!:

Det fjerde evangelium alene beretter om et sidste forsøg fra Pilatus' side på at redde Jesus. Han lod ham piske, er det blevet foreslået, med henblik på at tilfredsstille deres ønske om hans straf og bagefter appellere til deres medlidenhed. Han tillod sine soldater at gentage, hvad de havde set gjort i Herodes' palads, og sætte en tornekrone på hans hoved, klæde ham i en purpurkappe og yde ham hånlig hyldest som jødernes konge. Pilatus gik ud til jøderne med Jesus således klædt og blødende. Idet han igen erklærede, at han ikke fandt nogen skyld hos ham, fremstillede han ham og sagde: "Se, mennesket!" Dette blev mødt af det tidligere råb: "Korsfæst ham, korsfæst ham." Pilatus svarede: "Tag I ham selv ... for jeg finder ingen forbrydelse hos ham." Jøderne henviste ham til deres lov, efter hvilken han fortjente døden, fordi han gjorde sig selv til Guds Søn. Dette vakte Pilatus' overtroiske frygt; på dette tidspunkt synes han helt at have mistet herredømmet over sig selv. Han tog Jesus ind i paladset og sagde til ham: "Hvorfra er du? Men Jesus gav ham intet svar." Irriteret over hans tavshed mindede Pilatus ham om sin absolutte magt over ham. Jesu gådefulde svar om magtens kilde skræmte ham endnu mere, og han gjorde nye anstrengelser for at sikre hans løsladelse (Joh 19,1-9).

10. Pilatus giver efter for trusler:

Jøderne var godt klar over, at Pilatus var vilkårlig og grusom, men de havde også erfaret, at han var meget følsom over for alt, hvad der kunne skade hans officielle stilling eller hans anseelse hos hans herre, kejseren. Som sidste udvej råbte de til ham: "Hvis du løslader denne mand, er du ikke kejserens ven: enhver, der gør sig selv til konge, taler imod kejseren" (Joh 19,12). Udsigten til en anklage for at hjælpe og støtte en sådan forbrydelse som landsforræderi, oven i de andre anklager, som en skyldig samvittighed fortalte ham kunne blive rejst mod ham, blev for meget for den vaklende prokurator. Han førte Jesus ud og satte sig igen på dommersædet, der var opstillet på stenlægningen. Han rettede endnu en appel: "Skal jeg korsfæste jeres konge?" Ypperstepræsterne gav det hykleriske svar: "Vi har ingen konge uden kejseren" (Joh 19,15). Pilatus gav til sidst efter for deres trusler og råb; men han tog hævn ved at sætte den indskrift på korset, som var så bitter for dem: "JØDERNES KONGE."

11. Pilatus vasker sine hænder:

Så indtraf tragediens afsluttende scene, som kun er omtalt i det første evangelium, da Pilatus vaskede sine hænder foran folkemængden (en jødisk skik) og sagde til dem: "Jeg er uskyldig i denne retfærdige mands blod; det må I tage jer af." Svaret var den frygtelige forbandelse: "Hans blod komme over os og over vore børn" (Matt 27,24; Matt 27,25).

12. Dommen:

Pilatus indtager igen sin plads på dommersædet, den skæbnesvangre dom falder til sidst fra hans læber, og Jesus overgives til at blive korsfæstet.

Hvor langt var disse handlinger nu i overensstemmelse med den romerske lov, som de foregav at være foretaget og ført under? For det første var Pilatus, som prokurator, den rette embedsmand til at prøve de anklager, der blev rejst mod Jesus.

13. Tilbageblik:

Dernæst handlede han ganske korrekt ved at nægte at behandle en anklage, som ikke åbenbarede nogen forbrydelse, der var kendt i romersk ret, eller at afsige en dom baseret på Synedriets kendelse for en påstået overtrædelse af den jødiske lov. Han synes at have handlet i overensstemmelse med loven, og endda på en retslig og rosværdig måde, ved behandlingen og afgørelsen af den tredobbelte anklage for forræderi (medmindre det er en kendsgerning, at Jesus ikke var til stede, da disse anklager blev fremført mod ham uden for prætoriet, hvilket blot ville være en uregelmæssighed, eftersom de senere blev gjort kendt for ham indenfor). Pilatus' første fejl, som førte til alle de andre, var, at han ikke straks løslod Jesus, da han havde afsagt frifindelsesdommen.

Alle de efterfølgende skridt var i strid med både lovens bogstav og dens ånd. Skønt Pilatus indtog sin plads på dommersædet, var hans handlinger, ret beset, ikke en dommers handlinger og havde ingen juridisk kraft eller værdi; de var snarere de forgæves forsøg fra en svag og vaklende politiker på at formilde en vred folkemængde, der tørstede efter blodet af en uskyldig landsmand. Gennemførelsen af en dom, der blev idømt under sådanne omstændigheder og på sådanne vilkår, kan ikke upassende beskrives som et justitsmord.

John James Maclaren