Jezabel

Kysk, datter af Etba’al, zidoniernes konge, og hustru til Akab, Israels konge (1 Kong 16,31). Dette var “første gang, at en konge af Israel havde forbundet sig ved ægteskab med en hedensk prinsesse; og forbindelsen var i dette tilfælde af en særlig katastrofal art. Jezabel har sat sit navn i historien som repræsentant for alt, hvad der er beregnende, listigt, ondsindet, hævngerrigt og grusomt. Hun er den første store anstifter af forfølgelse mod Guds hellige. Uden at lade sig lede af noget princip, uden at holdes tilbage af frygt for hverken Gud eller mennesker, lidenskabeligt hengiven til sin hedenske gudsdyrkelse, sparede hun ingen anstrengelser for at opretholde afgudsdyrkelsen omkring sig i al dens pragt. Fire hundrede og halvtreds profeter tjente under hendes omsorg for Ba’al, foruden fire hundrede profeter for lundene [RV, ‘Asheras profeter’], som spiste ved hendes bord (1 Kong 18,19). Afgudsdyrkelsen var desuden af den mest fornedrede og sanselige art.” Hendes adfærd var i mange henseender meget ødelæggende for både Israels og Judas rige (21,1-29). Til sidst fik hun en utidig ende. Da Jehu red ind gennem Jizre’els porte, så hun ud ad paladsets vindue og sagde: “Fik Zimri fred, han som dræbte sin herre?” Han så op og kaldte på hendes hofmænd, som straks kastede hende ud fra vinduet, så hun blev knust på gaden, og hans heste trampede hende under deres fødder. Hun blev straks ædt af gadens hunde (2 Kong 9,7-37), efter ordet fra Elias fra Tishbe (1 Kong 21,19).

Hendes navn kom senere til at blive brugt som synonym for en ond kvinde (Åb 2: 20).

Det kan bemærkes, at hun siges at have været grandtante til Dido, Karthagos grundlægger.