Sinaj

Fra Sin (måneguden), også kaldet Horeb; navnet på det bjergområde, som hebræerne nåede i den tredje måned efter udgangen af Egypten. Her blev de liggende i lejr i omtrent et helt år. Deres rejse fra Det Røde Hav til denne lejrplads, med alle rutens omveje, var omkring 150 miles (ca. 240 km). De sidste toogtyve kapitler af Anden Mosebog, sammen med hele Tredje Mosebog og 4 Mos kap. 1-11, indeholder en beretning om alt, hvad der skete, mens de var her. Fra Refidim (2 Mos 17,8-13) drog israelitterne videre gennem Wady Solaf og Wady esh-Sheikh ind på sletten er-Rahah, »Sinajs ørken«, omkring 2 miles (ca. 3,2 km) lang og en halv mile (ca. 800 m) bred, og slog lejr dér »foran bjerget«. Den del af bjergkæden, en fremspringende lavere klippebrink, kendt som Ras Sasafeh (Sufsafeh), rejser sig næsten lodret fra denne slette og er efter al sandsynlighed historiens Sinaj. Dean Stanley beskriver scenen sådan: »Selve sletten er ikke brudt og ujævn og snævert indesluttet, sådan som næsten alle andre i bjergkæden er, men danner en lang, tilbagevigende bue, inden for hvilken folket kunne trække sig tilbage og stå på afstand. Klippen, der rejser sig som et vældigt alter foran hele forsamlingen og ses mod himlen i ensom storhed fra den ene ende af sletten til den anden, er selve billedet på det ‘bjerg, som kunne røres ved’, og hvorfra Guds røst kunne høres vidt og bredt over sletten nedenfor.« Dette var stedet, hvor loven blev givet. Fra Ras Sufsafeh blev loven forkyndt for folket, der lå i lejr nedenfor på er-Rahah-sletten. I den lange periode, hvor de lå i lejr her, gennemgik israelitterne en meget mindeværdig erfaring. En enorm forandring skete med dem. De er nu et organiseret folk, bundet ved pagt til at tjene Herren deres Gud, deres altid nærværende guddommelige leder og beskytter. Til sidst, i den anden måned i det andet år efter udgangen af Egypten, bryder de lejren op og marcherer videre efter en fastsat orden. Efter tre dage når de »Parans ørken«, »et-Tih«, dvs. »ørkenen«, og her slår de deres første lejr. På dette tidspunkt brød en utilfreds ånd ud blandt dem, og Herren viste sin mishag ved en ild, som faldt over lejren og forvoldte dem skade. Moses kaldte stedet Tabera (se denne), 4 Mos 11,1-3. Rejsen mellem Sinaj og det forjættede lands sydlige grænse (omkring 150 miles, ca. 240 km) ved Kadesh blev gennemført på omtrent et år.