Moses

Draget op (eller egypt. mesu, “søn”; heraf Rameses, kongelig søn). På Faraos indbydelse (1 Mos 45,17-25) drog Jakob og hans sønner ned til Egypten. Denne indvandring fandt sandsynligvis sted omkring 350 år før Moses’ fødsel. Nogle århundreder før Josef var Egypten blevet erobret af et hyrdelevende semitisk folk fra Asien, hyksosfolket, som bragte de indfødte egyptere, der var et afrikansk folk, i grusom underkastelse. Jakob og hans følge var vant til et hyrdeliv, og ved deres ankomst til Egypten blev de modtaget velvilligt af kongen, som tildelte dem “det bedste af landet”, landet Goshen, at bo i. Den hyksos- eller “hyrde”-konge, som således viste Josef og hans familie velvilje, var efter al sandsynlighed Farao Apopi (eller Apopis).

Således begunstiget begyndte israelitterne at “blive overmåde talrige” (1 Mos 47,27) og bredte sig mod vest og syd. Til sidst ophørte hyksosfolkets overherredømme. Jakobs efterkommere fik lov at beholde deres besiddelse i Goshen uforstyrret, men efter Josefs død var deres stilling ikke så gunstig. Egypterne begyndte at foragte dem, og perioden med deres “trængsel” (1 Mos 15,13) begyndte. De blev hårdt undertrykt. De fortsatte dog med at vokse i antal, og “landet blev fyldt med dem” (2 Mos 1,7). De indfødte egyptere betragtede dem med mistanke, så de mærkede hele hårdheden i en kamp for tilværelsen.

Med tiden “opstod der en konge [sandsynligvis Seti I.], som ikke kendte Josef” (2 Mos 1,8). Forholdene i landet var sådan, at denne konge fandt det nødvendigt at svække sine israelitiske undersåtter ved at undertrykke dem og gradvis mindske deres antal. De blev derfor gjort til offentlige slaver og blev sat til at arbejde i forbindelse med hans mange byggerier, især opførelsen af forrådsbyer, templer og paladser. Israels børn blev tvunget til at tjene med hårdhed. Deres liv blev gjort bittert med hårdt trælarbejde, og “al den tjeneste, hvormed de tvang dem til at tjene, var med hårdhed” (2 Mos 1,13, 14). Men denne grusomme undertrykkelse fik ikke det forventede resultat, at deres antal blev mindre. Tværtimod: “jo mere egypterne undertrykte dem, desto mere blev de talrige og voksede” (2 Mos 1,12).

Dernæst forsøgte kongen, gennem en hemmelig aftale med jordemødrenes laug, at få alle hebraiske drengebørn, der måtte blive født, udryddet. Men kongens ønske blev ikke håndhævet strengt; drengebørnene blev skånet af jordemødrene, så “folket blev talrigt” mere end nogensinde. Da kongen således blev forpurret, udstedte han en offentlig bekendtgørelse, der opfordrede folket til at dræbe alle hebraiske drengebørn ved at kaste dem i floden (2 Mos 1,22). Men heller ikke ved dette påbud blev kongens hensigt virkeliggjort.

Et af de hebraiske hjem, som dette grusomme påbud fra kongen bragte stor frygt ind i, var Amrams, af kehatitternes slægt (2 Mos 6,16-20). Han boede sammen med sin hustru Jokebed og to børn, Mirjam, en pige på måske femten år, og Aron, en dreng på tre år, i eller nær Memfis, datidens hovedstad. I dette stille hjem blev der født et drengebarn (1571 f.Kr.). Hans mor skjulte ham i huset i tre måneder for de borgerlige myndigheder. Men da det blev vanskeligt at skjule ham, fandt Jokebed på at bringe sit barn til kongedatterens opmærksomhed ved at lave en ark af siv til ham, som hun lagde mellem sivene, der voksede ved flodbredden på det sted, hvor prinsessen plejede at gå ned for at bade. Hendes plan lykkedes. Kongens datter “så barnet; og se, barnet græd.” Prinsessen (se FARAOS DATTER [1]) sendte Mirjam, som stod i nærheden, for at hente en amme. Hun gik og hentede barnets mor, til hvem prinsessen sagde: “Tag dette barn med dig, og am det for mig, så vil jeg give dig din løn.” Således blev Jokebeds barn, som prinsessen kaldte “Moses”, dvs. “reddet fra vandet” (2 Mos 2,10), til sidst givet tilbage til hende.

Så snart den naturlige tid til at vænne barnet fra brystet var kommet, blev han flyttet fra sin fars ydmyge bolig til det kongelige palads, hvor han blev opdraget som prinsessens adoptivsøn, mens hans mor sandsynligvis fulgte med ham og fortsat tog sig af ham. Han voksede op midt i al den egyptiske hofpragt og uro, men bevarede sandsynligvis et stadig fællesskab med sin mor, hvilket var af største betydning for hans religiøse tro og hans interesse for sine “brødre”. Hans uddannelse blev uden tvivl omhyggeligt varetaget, og han fik alle fordele af oplæring både for legeme og sind. Til sidst blev han “oplært i al egypternes visdom” (ApG 7,22). Egypten havde dengang to hovedsæder for lærdom, eller universiteter, og ved et af dem, sandsynligvis Heliopolis, blev hans uddannelse fuldendt. Moses, som nu var omkring tyve år gammel, tilbragte mere end tyve år til, før han trådte frem i bibelhistorien. Disse tyve år blev sandsynligvis tilbragt i militærtjeneste. Der findes en tradition, nedskrevet af Josefus, om at han spillede en ledende rolle i den krig, som dengang blev ført mellem Egypten og Etiopien, hvor han vandt ry som en dygtig general og blev “mægtig i gerninger” (ApG 7,22).

Efter krigens afslutning i Etiopien vendte Moses tilbage til det egyptiske hof, hvor han med rimelighed kunne have ventet at blive overøst med hæder og beriget med rigdom. Men “under den glatte strøm i hans liv hidtil, et liv skiftevis i luksus ved hoffet og i forholdsvis hårdhed i lejren og under udførelsen af hans militære pligter, havde der fra barndom til ungdom og fra ungdom til manddom ligget en skjult utilfredshed, måske en skjult ambition. Moses havde, midt i alle sine egyptiske omgivelser, aldrig glemt, aldrig ønsket at glemme, at han var hebræer.” Han besluttede nu at gøre sig bekendt med sine landsmænds tilstand og “gik ud til sine brødre og så på deres byrder” (2 Mos 2,11). Denne undersøgelsesrejse viste ham den grusomme undertrykkelse og trældom, som de overalt sukkede under, og den kunne ikke undgå at tvinge ham til alvorligt at overveje sin pligt over for dem. Tiden var kommet, hvor han måtte gøre fælles sag med dem, for derved at hjælpe med at bryde deres trældomsåg. Han traf derfor sit valg (Hebr 11,25-27), forvisset om at Gud ville velsigne hans beslutning til gavn for sit folk. Han forlod nu kongens palads og tog bolig, sandsynligvis i sin fars hus, som en af det hebraiske folk, der i fyrre år havde lidt grusom uret fra egypternes hånd.

Han kunne ikke forblive ligeglad med forholdene omkring sig, og da han en dag gik ud blandt folket, blev hans harme vakt mod en egypter, som mishandlede en hebræer. Overilet løftede han sin hånd og slog egypteren ihjel og skjulte hans lig i sandet. Næste dag gik han ud igen og fandt to hebræere i slagsmål med hinanden. Han fandt hurtigt ud af, at den foregående dags gerning var kendt. Det kom Farao for øre (den “store Rameses”, Rameses II.), som “søgte at slå Moses ihjel” (2 Mos 2,15). Drevet af frygt flygtede Moses fra Egypten og begav sig til Midjans land, den sydlige del af Sinaj-halvøen, sandsynligvis ad omtrent den samme rute, som han fyrre år senere førte israelitterne ad til Sinaj. Ved Guds forsyn blev han ledt til at finde et nyt hjem hos Reuels familie, hvor han blev i fyrre år (ApG 7,30), ubevidst under oplæring til sit store livsværk.

Pludselig viste Herrens engel sig for ham i den brændende busk (2 Mos 3) og gav ham befaling om at drage ned til Egypten og “føre Israels børn ud” af trældommen. Først var han uvillig til at gå, men til sidst adlød han det himmelske syn og forlod Midjans land (4,18-26). På vejen mødte Aron (se denne) ham, og Israels ældste (27-31). Han og Aron havde en vanskelig opgave foran sig; men Herren var med dem (kap. 7-12), og den løskøbte skare drog ud i triumf. Efter en begivenhedsrig vandring frem og tilbage i ørkenen ser vi dem til sidst lejret på Moabs sletter, rede til at gå over Jordan ind i det lovede land. Der talte Moses til de forsamlede ældste (5 Mos 1,1-4; 5,1; 27,11) og giver folket sine sidste råd, og dernæst fremsiger han den store sang (5 Mos 32), idet han i passende ord iklæder sit hjertes dybe følelser ved en sådan stund og ved tilbageblikket på en så underfuld historie, hvori han havde spillet en så fremtrædende rolle. Derefter, efter at have velsignet stammerne (33), går han op på “Nebo-bjerget (se dette), til toppen af Pisga, som ligger over for Jeriko” (34,1), og derfra betragter han landet. “Jehova viste ham hele Gileads land indtil Dan, og hele Naftali, og Efraims og Manasses land, og hele Judas land indtil det yderste hav, og Sydlandet, og sletten i Jerikos dal, palmebyen, indtil Zoar” (5 Mos 34,2-3), den storslåede arv for de stammer, som han så længe havde været leder for; og der døde han, hundrede og tyve år gammel, efter Herrens ord, og blev begravet af Herren “i en dal i Moabs land, over for Bet-Peor” (34,6). Folket sørgede over ham i tredive dage.

Således døde “Moses, Guds mand” (5 Mos 33,1; Jos 14,6). Han udmærkede sig ved sin sagtmodighed, tålmodighed og fasthed, og “han holdt ud, som om han så den usynlige.” “Der opstod ikke siden i Israel en profet som Moses, som Herren kendte ansigt til ansigt, med alle de tegn og undere, som Herren sendte ham for at gøre i Egyptens land for Farao og for alle hans tjenere og for hele hans land, og med hele den vældige hånd og hele den store rædsel, som Moses viste for hele Israels øjne” (5 Mos 34,10-12).

Moses’ navn forekommer ofte i Salmerne og Profeterne som den fremmeste blandt profeterne.

I Det Nye Testamente omtales han som lovens repræsentant og som et forbillede på Kristus (Joh 1,17; 2 Kor 3,13-18; Hebr 3,5, 6). Moses er den eneste person i Det Gamle Testamente, som Kristus sammenligner sig selv med (Joh 5,46; jf. 5 Mos 18,15, 18, 19; ApG 7,37). I Hebr 3,1-19 fremstilles denne lighed med Moses i forskellige enkeltheder.

I Jud 1,1:9 nævnes en strid mellem Mikael og Djævelen om Moses’ legeme. Denne strid menes at have haft forbindelse med skjulelsen af Moses’ legeme for at forhindre afgudsdyrkelse.