Jubelår

Et glædesråb eller trompetklang; navnet på hebræernes store halv-hundredårlige fest. Den varede et år. I dette år skulle jorden ligge brak, og israelitterne måtte kun samle det, som markerne frembragte af sig selv (3 Mos 25,11, 12). Al jordejendom gik i dette år tilbage til sin oprindelige ejer (13-34; 27,16-24), og alle, som var slaver, blev sat fri (25,39-54), og al gæld blev eftergivet.

Jubelårets tilbagevenden blev forkyndt ved trompetstød, som lød gennem hele landet. Der findes ingen beretning i Skriften om den faktiske overholdelse af denne fest, men der er talrige hentydninger (Es 5,7, 8, 9, 10; 61,1.2; Ez 7,12, 13; Neh 5,1-19; 2 Krøn 36,21), som gør det hævet over enhver tvivl, at den blev overholdt.

Fordelene ved denne ordning var mange. “1. Den ville forhindre, at jord samlede sig hos nogle få til skade for samfundet som helhed. 2. Den ville gøre det umuligt for nogen at blive født til fuldstændig fattigdom, eftersom enhver havde sin arvejord. 3. Den ville udelukke de uligheder, som opstår ved yderpunkter af rigdom og fattigdom, og som får det ene menneske til at herske over det andet. 4. Den ville helt afskaffe slaveri. 5. Den ville give en ny mulighed for dem, som ved ugunstige omstændigheder var blevet bragt ned, til igen at begynde deres arbejdsliv på den fædrenejord, som de midlertidigt havde mistet. 6. Den ville med jævne mellemrum rette de uordener, som med tiden sneg sig ind i staten, forhindre folkets opdeling i adelige og plebejere og bevare teokratiet ukrænket.”