Agrarlove

a-gra'-ri-an loz: 1. Sabbatåret 2. Jubelåret 3. Dets formål 4. De juridiske regler 5. Lovgivningens ideer og omstændigheder 6. Lovgivningens form 7. Dens virkning og udvidelse 8. Andre love, der berører landet De mosaiske bestemmelser om dette emne udgør en af de mest karakteristiske og interessante dele af lovgivningen. Hovedinstitutionerne er to, nemlig sabbatåret og jubelåret, og de er tæt forbundet med hinanden.

1. Sabbatåret:

Hvert syvende år skulle landet ligge brak, »for at de fattige blandt dit folk kan spise; og hvad de efterlader, skal markens dyr spise« (2 Mos 23,10 f; jf. 3 Mos 25,2-7). »Og landets sabbat skal være til føde for jer; for dig og for din tjener og for din tjenestepige og for din daglejer og for den fremmede, der bor hos dig; men for dit kvæg og for dyrene, der er i dit land, skal hele dets afgrøde være til føde« (3 Mos 25,6 f). Dette er citeret udførligt, fordi gengivelsen i engelske bibeloversættelser er vildledende. »Landets sabbat« betyder ikke, at dets naturlige tilvækst skal spises af den israelitiske bonde. Den fortolkning udelukkes af 3 Mos 25,3-5; 3 Mos 25,20-22. Hvad der menes, vises tydeligt af den sidste af disse to passager: »Jeg vil byde min velsignelse over jer i det sjette år.« Det princip, efter hvilket mannaen var blevet givet til sabbatterne, skulle gælde for høsten i det sjette år, og dette er udtrykkets betydning.

2. Jubelåret:

Efter »syv årsabbatter, endog niogfyrre år« skulle der blæses i horn over hele landet på den tiende dag i den syvende måned (dvs. forsoningsdagen), og det halvtredsindstyvende år skulle helliges og fejres som et »jubelår«. Intet landbrugsarbejde af nogen art måtte udføres, men »I må (således korrekt EVV) spise dets afgrøde fra marken« (3 Mos 25,12). Gud ville velsigne landet i det sjette år sådan, at det ville frembringe nok til sabbatåret, det efterfølgende jubelår og den følgende periode frem til høsten i det niende år (3 Mos 25,20-22).

3. Dets formål:

Ud over at være en periode, hvor landet blev lagt brak, var jubelåret tænkt til at imødegå de økonomiske onder, der ramte bønder i oldtidens samfund. Krige eller ugunstige årstider ville snart bringe en landmand i en tilstand, hvor han måtte låne. Men penge fås sjældent uden rente og sikkerhed, og i tidlige samfund var rentesatserne virkelig meget høje, mens den eneste sikkerhed, landmanden kunne tilbyde, bestod af hans jord og hans egen og hans børns person. Derfor ser vi insolvens give anledning til afhændelse af jord og til slaveri over hele verden — undertiden med bevarelse af borgerlige rettigheder (som i Rom og Israel), andre gange i en mere ublandet form. Jubelåret sigter mod begge disse onder. Det bestemmes, at i det år skulle bønder, som havde mistet deres fulde frihed gennem insolvens, være frie (se Wiener, Studies in Biblical Law, 5 ff), og al jord, der var blevet solgt, skulle vende tilbage til den oprindelige ejer eller hans familie. »Og landet må ikke sælges for bestandig; for landet er mit: for I er fremmede og tilflyttere hos mig« (3 Mos 25,23). Til denne teori findes der paralleller andre steder, f.eks. i Togoland (Heinrici, Zeitschrift fur vergleichende Rechtswissenschaft, XI, 138).

4. De juridiske regler:

3 Mos 25, som indeholder jordlovene, giver denne opfattelse virkning ved at fastsætte, at når en israelit blev tvunget til at skille sig af med sin jord, skulle der være en »indløsning« af jord, og at hvis indløsning ikke fandt sted, skulle jorden vende tilbage til sin oprindelige ejer i jubelåret. Denne »indløsning« dækker to ideer — en forkøbsret for den nærmeste slægtning i første omgang, og hvis den ikke blev udøvet, en ret for den oprindelige ejer til at købe jorden tilbage før jubelåret (3 Mos 25,24-28). Teorien gjaldt ikke huse i byer med mure. De kunne indløses inden for et år efter salget; i modsat fald overgik ejendommen for altid og blev ikke berørt af jubelåret (3 Mos 25,29 f). Landsbyer blev regnet som landdistrikt (3 Mos 25,31). Levitbyerne var underlagt reglerne for land, ikke for byer med mure (3 Mos 25,32 f; læs med Vulgata i American Revised Version, randnote, »hvis de ikke er blevet indløst« i 3 Mos 25,32), og deres marker måtte ikke sælges (3 Mos 25,34). Alle salg af jord, som jubelåret gjaldt for, skulle foretages på grundlag af antallet af afgrøder (3 Mos 25,14 ff); i virkeligheden var det, der blev solgt, ikke selve ejendommen, men brugsretten (dvs. retten til at bruge, høste osv.) indtil jubelåret. På samme måde er det med lovene i 3 Mos 27,16-25, hvor det almindelige princip er, at hvis en mark helliges, skal værdien beregnes efter antallet af år til jubelåret. Desværre er teksten forvansket, og det er umuligt at klarlægge de nøjagtige omstændigheder, hvorunder ingen yderligere indløsning var tilladt (3 Mos 27,20).

5. Lovgivningens ideer og omstændigheder:

"Lovene om landet er et produkt af mange uafhængige ideer og omstændigheder. .... For det første kunne et sådant system som det, der fremstilles i 3 Mos 25, kun fremsættes af en, der måtte arbejde på noget, som er meget sjældent i historien--en ren tavle. Med andre ord kunne det system for jordbesiddelse, der her fastlægges, kun indføres på denne måde af mænd, der ikke havde noget allerede eksisterende system at tage hensyn til. For det andet er der (mutatis mutandis) en tydelig lighed mellem bestemmelserne i 3 Mos og det system, Josef indførte i Egypten (1 Mos 47). Landet er Herrens, ligesom det er Faraos; men de byer, der er bygget på dette land, er ikke underlagt den samme teori eller de samme regler. Måske er forklaringen, at Josefs foranstaltninger kun havde berørt dem, der levede af landbrug, dvs. dem, der boede på landet. For det tredje viser systemet den enorme kraft, som forestillingen om familiens solidaritet havde i den mosaiske tidsalder. .... Og for det fjerde er bestemmelsen inspireret og oplyst af de humanitære og religiøse overbevisninger, som der allerede er henvist til" (Journal of Transactions of the Victoria Institute, XLI, 160). Uden tvivl findes det mest slående træk ved bestemmelsen i disse religiøse overbevisninger med den absolutte tillid til stadig guddommelig indgriben for at sikre lovens virkemåde (1 Mos 47,20).

6. Lovgivningens form:

3 Mos 26 viser klart, at denne lovgivning blev opfattet som vilkårene i en pagt, der var sluttet mellem Gud og Israels børn, og det fremgår af 3 Mos 26,42-45, at denne pagt blev anset for at stå i forbindelse med pagterne med patriarkerne, skønt den også er en pagt sluttet med den generation, der kom ud af Egypten. Landet blev oprindelig lovet Abraham i en pagt (1 Mos 17), og det synes, at disse love anses for at høre til den pagt, som var blevet fornyet med hans efterkommere. Ja, lovene synes at blive fremlagt som vilkår i den edsvorne aftale (pagt), under hvilken Gud stod i begreb med at give Israel Kanaan i eje.

7. Dens virkemåde og udvidelse:

Hvad angår disse loves virkemåde, har vi ingen oplysninger om overholdelse af nogen brakår før eksilet: 2 Krøn 36,21 er snarere ugunstigt, men det er så åbenlyst et ekko af 3 Mos 26,43, at det næppe synes at være ment som en historisk udtalelse. Men der findes spor af andre dele af systemets virkemåde. Ruth 4 viser os indløsningsloven i funktion, men med to bemærkelsesværdige udvidelser. Enker har fået ejendomsret til deres mænds godser, og når den nærmeste slægtning nægter at indløse, går retten over til den slægtning, der står nærmest i arvefølgen. Ingen af disse tilfælde er forudset i Pentateuken: begge synes at være nye anvendelser af den levitiske lov, som, ligesom al anden lovgivning, måtte tilpasses for at møde nye sagsforhold, efterhånden som de opstod. På samme måde illustrerer Jer 32 forkøbsrettens lov, men her opstår en lille vanskelighed, for 3 Mos 25,34 forbyder salg af forstæderne til de levitiske byer. Sandsynligvis henviser dette dog kun til salg uden for familien og ikke, som her, til den nærmeste slægtning og formodede arving. På samme måde henviser Ezekiel to gange til jubelåret (Ez 7,12 f. og Ez 46,17) i vendinger, der synes at vise, at han kendte det som en bestående institution (se SBL, 96; Churchman, maj 1906, 292). Historiske spor af de levitiske byer omtales i artiklen levitiske byer. Det bør tilføjes, at der under monarkiet synes at være blevet indført en regel om, at herreløse jorder tilfaldt kongen (se 2 Sam 9,9; 1 Kong 21,16; 2 Kong 8,3; 2 Kong 8,6).

I senere tider findes der flere henvisninger til sabbatsårets braklægning (1 Makk 6,49.53; Ant, XIII, viii, 1, XIV, x, 6 osv.).

8. Andre love, der berørte landet:

Foruden disse love fastsatte Moses bestemmelser, der begunstigede efterhøst, se herom fattige. Han forbød også at så en mark eller vingård til med to slags sæd (3 Mos 19,19; 5 Mos 22,9) og foreskrev, at træers frugt ikke måtte spises i tre år, mens den i det fjerde år skulle være hellig, og i det femte skulle kunne bruges til almindelige formål (3 Mos 19,23 ff.).

Harold M. Wiener