Judas

Den græciserede form af Juda.

Patriarken (Matt 1,2, 3).

Søn af Simon (Joh 6,71; 13,2, 26), med tilnavnet Iskariot, dvs. en mand fra Kerijot (Jos 15,25). Hans navn står altid sidst på listen over apostlene, sådan som den gives i de synoptiske (dvs. de tre første) evangelier. Det onde i hans natur udfoldede sig sandsynligvis gradvist, indtil “Satan fór i ham” (Joh 13,27), og han forrådte vor Herre (18,3). Bagefter erkendte han sin synd med “et overmåde bittert råb”, kastede de penge, han havde modtaget som løn for sin uretfærdighed, ned på helligdommens gulv og “gik bort og hængte sig” (Matt 27,5). Han gik til grunde i sin skyld og “gik til sit eget sted” (ApG 1,25). Udsagnet i ApG 1,18 om, at han “styrtede hovedkulds ned og brast midt over, så alle hans indvolde væltede ud,” er på ingen måde i strid med Matt 27,5. Selvmorderen hængte sig først, måske over Hinnoms dal, “og da rebet brast, eller grenen, som han hang i, knækkede, faldt han hovedkulds ned på sit ansigt og blev knust og sønderrevet på stenbroen nedenunder.”

Hvorfor en sådan mand blev valgt til apostel, ved vi ikke, men der står skrevet, at “Jesus fra begyndelsen vidste, hvem der skulle forråde ham” (Joh 6,64). Der kan heller ikke gives noget tilfredsstillende svar på spørgsmålet om de motiver, der fik Judas til at forråde sin Mester. “Blandt de motiver, der er blevet angivet, behøver vi ikke bekymre os om at udpege ét bestemt som det, der alene drev ham frem. Forbrydelse er for det meste resultatet af hundrede motiver, der med forvirrende voldsomhed farer gennem forbryderens sind.”

En jøde fra Damaskus (ApG 9,11), til hvis hus Ananias blev sendt. Gaden kaldet “Den Lige”, hvor huset lå, identificeres med den moderne “basargade”, hvor man stadig udpeger det såkaldte “Judas’ hus”.

En kristen lærer med tilnavnet Barsabbas. Han blev sendt fra Jerusalem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas med rådets afgørelse (ApG 15,22, 27, 32). Han var en “profet” og en “ledende mand blandt brødrene”.