Jubelåret

(shenath ha-yobhel; etos tes apheseos; annus jubilaeus, "jubelår" (3 Mos 25,13), eller blot ha-yobhel, "jubelåret" (3 Mos 25,28; jf. 4 Mos 36,4), King James Version og English Revised Version Jubile): Det hebraiske ord yobhel står for qeren ha-yobhel, som betyder en vædders horn. Nu kan et sådant horn laves til en trompet, og således kom ordet yobhel til at blive brugt som synonym for trompet. Ifølge 3 Mos 25,9 skulle en lydelig trompet udråbe frihed i hele landet på den 10. dag i den 7. måned (forsoningsdagen), efter udløbet af 7 årssabbatter = 49 år. På denne måde skulle hvert 50. år kundgøres som et jubelår. Al fast ejendom skulle automatisk vende tilbage til sin oprindelige ejer (3 Mos 25,10; jf. 25,13), og de, som, tvunget af fattigdom, havde solgt sig selv som slaver til deres brødre, skulle genvinde deres frihed (3 Mos 25,10; jf. 25,39).

Foruden dette skulle jubelåret overholdes på samme måde som sabbatsåret, dvs. der skulle hverken sås eller høstes eller beskæres vinstokke, og alle forventedes at leve af det, som markerne og vingårdene frembragte "af sig selv", og der skulle ikke gøres noget forsøg på at oplagre landets afgrøde (3 Mos 25,11). Således er der tre særskilte faktorer, der udgør jubelårets væsentlige træk: personlig frihed, tilbagegivelse af ejendom og det, vi kunne kalde det enkle liv.

1. Personlig frihed:

Det 50. år skulle være en tid, hvor frihed skulle udråbes for alle landets indbyggere. Vi ville ganske vist mindske betydningen af denne institution, hvis vi kun anvendte den på dem, der skulle frigøres fra fysisk trældoms bånd. Uden tvivl må de have været de første til at mærke dens gavnlige virkninger. Men loven var bestemt til at gavne alle, herrerne såvel som tjenerne. De skulle aldrig miste af syne, at de var brødre og borgere i det teokratiske rige. De skyldte Gud deres liv og var underlagt hans suveræne vilje. Kun gennem loyalitet mod ham var de frie og kunne nogensinde håbe på at være frie og uafhængige af alle andre herrer.

2. Tilbagegivelse af ejendom:

Institutionen jubelåret skulle blive midlet til at fastsætte prisen på fast ejendom (3 Mos 25,15 f; jf. 25,25-28); desuden skulle den udelukke muligheden for at sælge noget stykke jord for bestandig (3 Mos 25,23), idet det næste vers giver begrundelsen: "Landet er mit; for I er fremmede og tilflyttere hos mig." Den samme regel skulle anvendes på beboelseshuse uden for de befæstede byer (3 Mos 25,31) og også på de huse, som levitter ejede, selv om de var bygget inden for befæstede byer (3 Mos 25,32).

På samme måde skulle prisen på hebraiske slaver variere efter, hvor nær jubelåret var (3 Mos 25,47-54). Dette afsnit handler om, at en hebræer bliver gjort til slave af en fremmed, der bor blandt jøderne; det siger sig selv, at den samme regel ville gælde i tilfælde af, at en hebræer solgte sig selv til en af sit eget folk. I 3 Mos 27,17-25 finder vi en lignende ordning vedrørende sådanne jorder, som var "helliget til Jahve". I alle disse tilfælde stod det den oprindelige ejer frit for når som helst at indløse sin ejendom eller få den indløst af nogle af sine nærmeste slægtninge (25,25-27.29.48 ff; 27,19).

Det kronende træk var dog den fulde tilbagegivelse af al fast ejendom i jubelåret. Det primære formål med denne bestemmelse var naturligvis, at al arvelig ejendom skulle vende tilbage til den familie, som oprindeligt ejede den, og at den oprindelige ordning vedrørende landets fordeling skulle genoprettes. Men det var ikke det hele; for denne juridiske fastlæggelse og regulering af ydre forhold var nært forbundet med det jødiske folks høje kald. Den var en del af den guddommelige plan, som så frem mod menneskehedens frelse. "Den dybeste mening med det (jubelåret) findes i apokatastasis tes basileias tou theou, dvs. i genoprettelsen af alt det, som i tidens løb blev forvansket ved menneskets synd, i fjernelsen af al syndens trældom, i oprettelsen af Guds børns sande frihed og i skabningens befrielse fra forgængelighedens trældom, som den blev underlagt på grund af menneskets fordærv" (Rom 8,19) (jf. Keil, Manual of Biblical Archaeology). I jubelåret foregribes en stor fremtidig tidsalder med Jahves gunst, den periode som ifølge Es 61,1-3 skal indledes for alle dem, der slider og bærer tunge byrder, af ham som blev salvet af Herren Jahves ånd.

3. Det enkle liv:

Jubelåret, som var højdepunktet for alle sabbatsinstitutioner, gav så at sige den sidste fuldendelse til hele kredsløbet af sabbatsdage, -måneder og -år. Det er derfor helt passende, at det skulle være et hvileår for landet ligesom det foregående sabbatsår (3 Mos 25,11). Heraf følger naturligvis, at der i dette tilfælde var to år, det ene efter det andet, hvor der hverken skulle sås eller foretages systematisk indhøstning. Dette synes at fremgå klart af 3 Mos 25,18-22: "Og I skal så i det ottende år og spise af frugterne, det gamle forråd; indtil det niende år, indtil dets frugter kommer ind, skal I spise det gamle forråd." Således skulle folket i det 7. og 8. år leve af det, markerne havde frembragt i det 6. år, og af hvad der voksede af sig selv. Dette viser grunden til, at vi kan sige, at en af de faktorer, der udgjorde jubelåret, var "det enkle liv". De kunne ikke andet end leve enkelt i to på hinanden følgende år. Ingen kan nægte, at dette gav rig lejlighed til at udvikle vanen med at leve inden for meget begrænsede midler. Og igen ser vi, at denne ydre side af sagen ikke fuldt ud svarede til lovgiverens hensigt. Det var ikke det enkle liv som sådant, han havde for øje, men snarere at lægge dets moralske og religiøse grundvold. I denne forbindelse må vi igen henvise til 3 Mos 25,18-22: "Hvad skal vi spise i det syvende år?" Svaret er meget enkelt og dog af overvældende storhed: "Da vil jeg befale min velsignelse over jer" osv. Der blev ikke ventet andet af folket end tro på Jahve og tillid til hans magt, som ikke måtte rokkes af nogen tvivlende overvejelse. Og netop her har vi fundet roden til det enkle liv: intet liv uden den sande Gud, og ingen enkelhed i livet uden sand tro på ham. "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund" (Matt 4,4; jf. 5 Mos 8,3).

Vi kan med rette spørge: Overholdt det jødiske folk nogensinde jubelåret? Der er ingen grund til, at de ikke skulle have overholdt det i tiden før eksilet (jf. Lotz i The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, X, under ordene "Sabbatical Year" og "Year of Jubilee"). Måske svigtede de iøjnefaldende i dette, og hvis det var tilfældet, bør det slet ikke overraske os. Ikke fordi institutionen i sig selv var belastet med hindringer, der ikke kunne overvindes; men hvad er mere almindeligt end vantro og uvillighed til at stole ubetinget på Jahve? Eller blev det overholdt i tiden efter eksilet? Også her er vi i mørke. Der findes ganske vist en tradition, ifølge hvilken jubelåret aldrig er blevet overholdt--hverken på Ezras og Nehemias' tid eller i nogen senere periode. Sandheden i dette synes at blive bekræftet af Josefus' tavshed; selv om han temmelig ofte henviser til sabbatsåret, nævner han ikke én eneste gang jubelåret.

William Baur