Josvas Bog

Indeholder en historie om israelitterne fra Moses’ død til Josvas død. Den består af tre dele:

Historien om erobringen af landet (1-12).

Fordelingen af landet til de forskellige stammer, med udpegningen af tilflugtsbyer, ordningen for levitterne (13-22) og hjemsendelsen af de østlige stammer til deres hjem. Dette afsnit er blevet sammenlignet med Domesday Book fra den normanniske erobring.

Josvas afskedstaler, med en beretning om hans død (23; 24).

Denne bog står først i den anden af de tre afdelinger, (1) Loven, (2) Profeterne, (3) de “øvrige skrifter” = Hagiographa, som den jødiske menighed inddelte Det Gamle Testamente i. Der er al grund til at konkludere, at jødernes ensartede tradition er rigtig, når de tilskriver Josva forfatterskabet til bogen, bortset fra det afsluttende afsnit; de sidste vers (24,29-33) blev tilføjet af en anden hånd.

Der er to vanskeligheder forbundet med denne bog, som har givet anledning til megen drøftelse,

Underet med solen og månen, der stod stille over Gibeon. Beretningen om det forekommer i Josvas lidenskabelige trosbøn, sådan som den citeres (Jos 10,12-15) fra “Jashars Bog” (se denne). Der er givet mange forklaringer på disse ord. De behøver dog ikke at volde nogen vanskelighed, hvis vi tror på muligheden af Guds mirakuløse indgriben til fordel for sit folk. Om det skyldtes lysets brydning, eller hvordan det skete, ved vi ikke.

En anden vanskelighed udspringer af den befaling, Gud gav om fuldstændigt at udrydde kana’anæerne. “Skulle hele jordens dommer ikke gøre det rette?” Det er nok, at Josva klart vidste, at dette var Guds vilje; Gud bruger sine frygtelige redskaber, hungersnød, pest og krig, i sin retfærdige styrelse af denne verden. Kana’anæerne var sunket ned i en tilstand af umoral og fordærv, så modbydelig og nedværdigende, at de måtte rykkes op af landet med sværdets æg. “Israelitternes sværd udførte, selv i sine blodigste henrettelser, et barmhjertighedsværk for alle jordens lande helt til verdens ende.”

Denne bog ligner Apostlenes Gerninger i antallet og mangfoldigheden af historiske hændelser, den beretter om, og i sine mange henvisninger til personer og steder; og ligesom Paulus’ breve i det sidstnævnte tilfælde (se Paleys Horae Paul.) bekræfter dens historiske nøjagtighed gennem deres tilfældige hentydninger og “utilsigtede sammentræf”, således bekræfter moderne opdagelser i det førstnævnte tilfælde dens historicitet. Amarna-tavlerne (se ADONIZEDEK) hører til tidens mest bemærkelsesværdige opdagelser. De stammer fra omkring 1480 f.Kr. og ned til Josvas tid og består af officielle meddelelser fra amoritiske, fønikiske og filistæiske høvdinge til Egyptens konge. De giver et indblik i de faktiske forhold i Israels land før hebræernes invasion og belyser og bekræfter historien om erobringen. Et brev, som også stadig findes, fra en militær embedsmand, “anfører over Egyptens kaptajner”, dateret nær slutningen af Ramses II’s regeringstid, giver en ejendommelig beretning om en rejse, sandsynligvis officiel, som han foretog gennem landet så langt mod nord som til Aleppo, og et indblik i landets sociale forhold på den tid. Blandt de ting, dette brev og Amarna-tavlerne har bragt for dagen, er den tilstand af forvirring og forfald, som nu var kommet over Egypten. De egyptiske garnisoner, der havde haft besiddelse af Israels land siden Thothmes III’s tid, omkring to hundrede år tidligere, var nu blevet trukket tilbage. Vejen var således åbnet for hebræerne. I beretningen om erobringen nævnes det ikke, at Josva stødte på nogen egyptisk styrke. Tavlerne indeholder mange appeller til Egyptens konge om hjælp mod hebræernes indfald, men det ser ikke ud til, at nogen hjælp nogensinde blev sendt. Er dette ikke netop en sådan tilstand, som man kunne have ventet som følge af katastrofen ved udvandringen? På mange punkter, som det vises under forskellige artikler, belyses erobringens fremgang på bemærkelsesværdig måde af tavlerne. Værdien af moderne opdagelser i deres forhold til Det Gamle Testamentes historie er blevet godt beskrevet således:

“Vanskeligheden ved at underbygge anklagen om manglende historisk troværdighed mod Det Gamle Testamentes vidnesbyrd er i de senere år blevet stærkt forøget. Resultatet af de seneste udgravninger og udforskninger taler helt imod den. Så længe disse bøger i hovedsagen indeholdt de eneste kendte beretninger om de begivenheder, de omtaler, var der en vis plausibilitet i teorien om, at disse beretninger måske var skrevet snarere for at lære moralske sandheder end for at bevare en nøjagtig viden om begivenhederne. Det var let at sige, at mennesker på den tid ikke havde historisk sans. Men de seneste opdagelser berører de begivenheder, der er nedskrevet i Bibelen, på meget mange forskellige punkter i mange forskellige generationer; de nævner de samme personer, lande, folk og begivenheder, som nævnes i Bibelen, og viser uden for enhver tvivl, at disse var strengt historiske. Pointen er ikke, at opdagelserne bekræfter rigtigheden af de bibelske udsagn, selv om det almindeligvis er tilfældet, men at opdagelserne viser, at folkene i disse tider havde historisk sans, og især at de bibelske fortællinger, de berører, er fortællinger om faktiske hændelser.”