Ezra

ez'-ra (aramæisk eller kaldæisk, `ezra', "hjælp"; et hypocoristicon, eller en forkortet form af Azarja, "Jahve har hjulpet." Hebraisk staver navnet `ezrah, som i 1 Krøn 4,17, eller bruger den aramæiske stavemåde af navnet, som i Ezra 7,1. Den græske form er Esdras):

(1) En præst, som vendte tilbage med Zerubbabel fra Babylon (Neh 12,1). I Neh 10,2 findes Azarja, den fulde form af navnet.

(2) En efterkommer af Juda og far til Jetro og andre sønner (1 Krøn 4,17).

(3) Den fremtrædende præst, som er hovedpersonen i Ezras Bog og medarbejder sammen med Nehemias.

1. Familie:

Ezras slægtstavle gives i Ezra 7,1-6, hvor det fremgår, at han var søn af Seraja, søn af Azarja, søn af Hilkija, søn af Shallum, søn af Ahitub, søn af Amarja, søn af Azarja, søn af Merajot, søn af Zeraja, søn af Uzzi, søn af Bukki, søn af Abishua, søn af Pinehas, søn af Eleazar, søn af Aron, ypperstepræsten. Da Seraja ifølge Kongebogen blev dræbt af Nebukadrezzar ved Ribla (2 Kong 25,18-21), og da han var far til Jehosadak, ypperstepræsten, som blev ført i fangenskab af Nebukadrezzar (1 Krøn 6,14; 1 Krøn 6,15; Hebr 5,14), osv. i 588 f.Kr., og da tilbagekomsten under Ezra fandt sted i 458 f.Kr., må ordet "søn" i Ezra 7,2 bruges i betydningen efterkommer. Da desuden Josva, eller Jeshua, ypperstepræsten, som vendte tilbage fra Babylon med Zerubbabel, var søn af Jehosadak og sønnesøn af Seraja, var Ezra sandsynligvis Serajas oldebarn eller tipoldebarn. Eftersom Jehosadak aldrig nævnes som en af hans forfædre, var Ezra sandsynligvis ikke efterkommer af Jehosadak, men af en yngre bror. Han ville således ikke være ypperstepræst, skønt han var af ypperstepræstelig afstamning tilbage til Seraja. For at forkorte listen over navne er seks navne udeladt i Ezra 7,2-7 mellem Azarja og Merajot, og ét mellem Shallum og Ahitub, i forhold til den tilsvarende liste, der findes i 1 Krøn 6,4-14 (hebraisk 5,30-40).

Da han var præst af fødsel, må man formode, at Ezra ville have udført de almindelige funktioner, der tilkom et medlem af hans stand, hvis han var blevet født og havde levet i Israels land.

2. Beskæftigelse:

Jos siger ganske vist, at han var ypperstepræst for sine brødre i Babylon, en udtalelse som i lyset af åbenbaringen af Elefantine-papyrerne måske ikke er uden faktisk grundlag. Ifølge Skrifterne og jødisk tradition var Ezra dog først og fremmest en skriftlærd, og især en skriftlærd i Moses' lov. Han kaldes "en kyndig skriftlærd i Moses' lov", en "skriftlærd i ordene i Jahves bud og i hans forskrifter for Israel", "den skriftlærde i himlens Guds lov." Allerede på Jeremias' tid (sammenlign Jer 8,8) havde "skriftlærd" fået betydningen af en, der var lærd i Skrifterne, en, som havde gjort den skrevne lov til genstand for undersøgelse. Ezra er den første, som kaldes med titlen "den skriftlærde", den titel, hvormed Artaxerxes betegner ham i sit instruktionsbrev i Ezra 7,6; Ezra 7,11.

3. Hans hverv:

I Artaxerxes I's 7. år (459-458 f.Kr.) bad Ezra kongen om tilladelse til at drage op til Jerusalem; for "Ezra havde sat sit hjerte på at søge Jahves lov og gøre efter den og undervise i Israel i forskrifter og retsregler." Artaxerxes imødekom hans anmodning og gav ham et brev, der tillod så mange af Israels folk og af præsterne og levitterne, som ønskede det, at ledsage ham til Jerusalem, og som gav ham hverv til at undersøge forholdene vedrørende Juda og Jerusalem og til at medbringe en pengegave fra kongen og hans rådgivere samt alle de penge, der kunne findes i provinsen Babylon, og folkets og præsternes frivillige gaver, hvormed der skulle købes offergaver til at ofre på alteret i Guds hus, som var i Jerusalem. Han fik også hverv til at medbringe kar til tjenesten i Guds hus og til på det kongelige skatkammeres bekostning at gøre, hvad der var nødvendigt for Guds hus. Kongen bestemte desuden, at kongens skatmestre skulle hjælpe Ezra med en afgift af hvede, vin, olie og salt, og at de ikke skulle pålægge nogen skat, told eller afgift på nogen af dem, der var beskæftiget i tjenesten ved Guds hus. Desuden fik Ezra bemyndigelse til at udpege dommere til at dømme folket efter Guds lov og kongens lov og til at straffe alle, som ikke ville adlyde disse love. Idet Ezra tilskrev dette vidunderlige brev fra kongen sin Guds miskundhed og blev styrket af dette bevis på Guds magt, gik han i gang med at samle de ledende mænd og lærere og tjenere for huset fra Israel for at drage op med ham til Jerusalem. Han samlede disse mænd i lejren ved Kasifja ved floden Ahava. Her udråbte han en tid med faste og bøn, for at Gud måtte give deres rejse lykke (Ezra 8,15-23). Efter at han så havde overgivet skattene i præsternes hænder, brød den forsamlede skare op mod Jerusalem, hvor de ved Guds hjælp ankom i god behold, overgav pengene og gaverne efter tal og vægt, ofrede brændofre og syndofre, afleverede kongens befalinger og støttede folket og Guds hus.

Kort efter Ezras ankomst til Jerusalem anklagede fyrsterne folket, præsterne og levitterne for at have indgået ægteskaber med landets folk; de hævdede endda, at fyrsterne og lederne havde været foregangsmænd i overtrædelsen. Da Ezra hørte dette, blev han rystet, sønderrev sine klæder, rev hår af sit hoved, faldt på knæ og bad en bekendelsesbøn, mens han græd og kastede sig ned foran Guds hus. Mens han bad, samledes folket og græd, erkendte deres synd og lovede at gøre efter loven. Hele folket blev derefter samlet til rådslagning, og trods nogen modstand blev de fremmede hustruer sendt bort.

I Neh 8 optræder Ezra igen ved Løvhyttefesten som Moselovens øverste skriver, leder af præsterne og leviterne, som læste og forklarede loven for folket. På hans råd ophørte folket med at sørge og fejrede festen efter Moselovens forskrifter med glæde og takksigelse og gavegivning, idet de også boede i løvhuler til minde om deres fædres vandring i ørkenen.

4. Traditioner:

Traditionerne vedrørende Ezra hos Josefus og i Talmud er så modsigelsesfulde, at det er umuligt at stole på nogle af deres udsagn, som ikke også findes i de kanoniske Skrifter.

R. Dick Wilson