Ezra

Hjælp.

En præst blandt dem, der vendte tilbage til Jerusalem under Zerubbabel (Neh 12,1).

Den “skriftlærde”, som førte den anden gruppe landflygtige, der vendte tilbage fra Babylon til Jerusalem i 459 f.Kr., og forfatter til den bibelske bog, der bærer hans navn. Han var søn, eller måske sønnesøn, af Seraja (2 Kong 25,18-21) og en direkte efterkommer af Pinehas, Arons søn (Ezra 7,1-5). Alt, hvad vi ved om hans personlige historie, findes i de sidste fire kapitler af hans bog og i Neh 8 og 12,26.

I det syvende år af Artaxerxes Longimanus’ regering (se Darius) fik han tilladelse til at drage op til Jerusalem og tage en gruppe israelitter med sig (Ezra 8). Artaxerxes viste stor interesse for Ezras forehavende, gav ham “alt, hvad han bad om”, og forsynede ham rigeligt med gaver til Guds hus. Ezra samlede den flok landflygtige, sandsynligvis omkring 5.000 i alt, som var rede til at drage op med ham til Jerusalem, ved Ahavas bredder. Dér hvilede de i tre dage og blev organiseret til deres march gennem ørkenen, som blev gennemført på fire måneder. Hans handlinger i Jerusalem efter ankomsten er nedskrevet i hans bog.

Han var “en kyndig skriftlærd i Moseloven”, som “havde indstillet sit hjerte på at søge Herrens lov og gøre efter den og undervise i Israel i bud og retsregler.” “Han er,” siger professor Binnie, “det første klart afgrænsede eksempel på en gruppe mænd, som siden aldrig er ophørt i kirken: mænd med hellig lærdom, der vier deres liv til studiet af De Hellige Skrifter, for at de kan være i stand til at udlægge dem til undervisning og opbyggelse for kirken. Det er betegnende, at den tidligste omtale af prædikestolen forekommer i beretningen om Ezras tjeneste (Neh 8,4). Han var langt mere en lærer end en præst. Af beretningen om hans arbejde i Nehemias’ Bog lærer vi, at han var omhyggelig med at få hele folket undervist i Moseloven; og der er ingen grund til at forkaste jødernes vedvarende tradition, som forbinder hans navn med indsamlingen og redigeringen af Det Gamle Testamentes kanon. Den endelige færdiggørelse af kanon kan have været, og var sandsynligvis, en senere generations værk; men Ezra synes i høj grad at have givet den den form, hvori den stadig findes i den hebraiske Bibel. Når det tilføjes, at synagogens fuldstændige organisation stammer fra denne periode, vil man se, at tiden i udpræget grad var præget af bibelstudium” (The Psalms: their History, osv.).

I omkring fjorten år, dvs. indtil 445 f.Kr., har vi ingen beretning om, hvad der foregik i Jerusalem, efter at Ezra havde bragt orden i folkets kirkelige og borgerlige forhold. I det år træder en anden fremtrædende skikkelse, Nehemias, frem på scenen. Efter at byens ødelagte mur var blevet bygget af Nehemias, fandt en stor forsamling af folket sted i Jerusalem som forberedelse til murens indvielse. På den fastsatte dag samledes hele befolkningen, og loven blev læst højt for dem af Ezra og hans hjælpere (Neh 8,3). Den bemærkelsesværdige scene beskrives i detaljer. Der var en stor religiøs vækkelse. I flere dage i træk holdt de højtidelige forsamlinger, bekendte deres synder og bragte højtidelige ofre. De fejrede også løvhyttefesten med stor højtidelighed og glad begejstring og fornyede derpå deres nationale pagt om at tilhøre Herren. Misbrug blev rettet, og ordningerne for tempeltjenesten fuldført, og nu manglede kun indvielsen af byens mure (Neh 12).