Kejserens husstand

hous'-hold (hoi ek tes Kaisaros oikias, "de, som er af kejserens husstand," Fil 4,22): Disse ord forekommer i det brev, som Paulus skrev fra Rom nær slutningen af sit første fangenskab dér, sandsynligvis i slutningen af 61 e.Kr., til menigheden i Filippi. De giver os meget interessante oplysninger om den fremgang, der blev gjort i udbredelsen af evangeliet i Rom.

Det er nødvendigt først at spørge: Hvad menes der med ordene "kejserens husstand"? Og når betydningen af dette udtryk er kendt, må man dernæst drøfte det spørgsmål, som straks melder sig: På hvilken måde kom evangeliet ind i kejserens husstand? Hvordan kan det være, at evangeliet, som i begyndelsen især havde fremgang blandt de fattigere klasser i riget, på én gang fandt vej ind i selve kejsernes palads?

1. Hvad var kejserens husstand egentlig?:

"Kejserens husstand" betød alle de personer, både slaver og frigivne, som udgjorde kejserens husholdning i hans palads på Palatinerhøjen i Rom. Slaverne i den kejserlige husstand udgjorde i sig selv en hel hærskare. På en tid, hvor mangen en privat borger i Rom ejede flere hundrede slaver, behøver det ikke at overraske nogen, at der var et langt større antal sådanne personer i kejserens palads. Dette var en periode, hvor byen Rom og kejsernes hof vrimlede med asiater, hvoraf mange var jøder, og mange af dem ville være i slaveri eller i tjeneste ved det kejserlige hof. Man kan ikke glemme, at Poppea, Neros skamløse gemalinde, var proselyt til jødedommen, og at hun fortsatte med med held at tale jødernes sag over for kejseren, når lejlighed bød sig.

Disse personer i kejserens palads ville være beskæftiget i enhver tænkelig funktion som husfolk, kokke, badetjenere, gartnere, staldkarle, hundegårdsopsynsmænd, portnere, dørvogtere, budbringere, sekretærer, skrivere, lærere, bibliotekarer, arkitekter, tømrere, skomagere og i alle andre former for tjeneste. Naturligvis var de ikke alle slaver: der var et meget stort antal frigivne. Domus eller familia Caesaris (gengivet ved det græske oikia Kaisaros) omfattede hele den kejserlige husstand, de ringeste slaver såvel som de mægtigste hofmænd. Om denne husstands karakter og sammensætning råder vi tilfældigvis over flere oplysninger end måske om nogen anden del af det sociale liv i Rom. "I selve Rom må domus Augusta, hvis vi kan dømme efter disse indskrifter, have udgjort en ikke ubetydelig del af hele befolkningen; men den omfattede ligeledes alle personer i kejserens tjeneste, hvad enten de var slaver eller frigivne, i Italien og endog i provinserne" (Lightfoot, Commentary on Phil, 171). På listen over embeder, som medlemmer af den kejserlige husstand beklædte, fandtes også sådanne funktioner som vogtere af garderoben eller af sølvkisten; selv "smagerne" udgjorde en særskilt klasse af tjenere under deres egen leder. At høre til kejserens husstand ville sikre selv de laveste slaver betydelige privilegier og fritagelser og give en vis social betydning, som gjorde denne stilling værdifuld. Et embede i kejserens husstand, hvor ringe det end var, blev anset for så højt, at et sådant forhold i gravindskrifterne blev optegnet med samvittighedsfuld omhu.

2. Hvordan kom evangeliet ind i kejserens husstand?:

Det næste spørgsmål er: Hvordan vandt evangeliet vej ind i kejserens husstand? Og for det første er der slet ingen grund til at antage, at evangeliet var ukendt, selv i paladset, før Paulus kom til Rom.

3. Evangeliet kendt dér før Paulus' ankomst:

For i kejserens talrige husstand ville der være jøder, måske mange af dem; og alle jøder var på den tid fyldt af messianske håb og var således rede til at lytte til evangeliet. Så snart evangeliet derfor kom til Rom, så snart det blev forkyndt i de mange synagoger dér, kunne disse medlemmer af kejserens husstand ikke undgå, lige så lidt som de øvrige medlemmer af synagogen, at høre beretningen om Jesus Kristus og om hans kors og opstandelse. En kendsgerning som denne, at evangeliet var kendt i Rom før Paulus' ankomst dertil, er fuldt tilstrækkelig til at forklare den anden kendsgerning, at evangeliet var kendt i kejserens palads.

4. Evangeliet går frem i paladset:

Men evangeliets udbredelse fik et stort fremstød og en stor hjælp fremad, da Paulus ankom til byen. For skønt han var en "fangen i lænker", med håndleddet fæstnet ved en jernlænke, dag og nat, til den soldat, som bevogtede ham, var han i stand til at "prædike Guds rige og undervise om de ting, der angår Herren Jesus Kristus, med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham" (ApG 28,31 KJV). Og på denne måde ville evangeliet igen nå medlemmer af kejserens husstand. Straks efter sin ankomst til Rom havde Paulus sat sig i forbindelse med "jødernes ledende mænd"--sandsynligvis synagogeforstanderne i Rom--og mange af dem kom til ham i hans logi og rådførte sig med ham. Disse ledende mænd blandt jøderne udtrykte deres store ønske om at høre fra ham, hvad hans tanker var om Israels håb (ApG 28,22); og naturligvis ville alle jøder i Rom være lige så ivrige efter at få denne oplysning fra en mand med Paulus' fremragende stilling og karakter. Det jødiske samfund i Rom havde i mange år været gennemsyret af håbet om Messias' komme; ja, på hinanden følgende rygter om falske kristus'er havde holdt dem i en feber af ophidselse, som ved mindst én lejlighed var brudt ud i tumult, så stærkt var deres håb om hans snarlige tilsynekomst. Således ville det som en selvfølge ske, at evangeliet nåede alle jøderne i Rom, og fra dette kendskab til Jesus, som Paulus forkyndte, kunne de jøder, der var i kejserens tjeneste, umuligt være udelukket.

5. Evangeliet båret af Paulus' soldatervagt:

Men derudover kunne det forhold, at Paulus dagligt var i kontakt og omgang med de soldater, der bevogtede ham, ikke undgå at føre til, at evangeliet blev indført i regimentet. Og da en del af prætorianergarden var indkvarteret i bygninger på Palatinerhøjen, knyttet til kejserens palads dér, var der således endnu en kanal, hvorigennem evangeliet kunne blive gjort kendt for nogle af dem, der boede i kejserens palads. Man ser således, at der ikke er noget som helst overraskende i, at der var kristne i kejserens husstand.

6. Lightfoots formodning:

Nogle af Lightfoots forslag og formodninger om dette emne er særdeles interessante. Han gennemgår navnene på de personer, som Paulus sender hilsener til i Rom 16, og sammenligner dem med navnene på personer, som levede på den tid, og som er fundet i monumentale indskrifter i columbarierne eller gravstederne, der er udgravet ved Via Appia. Mange af dem, der lå i disse columbarier, var kejsernes frigivne eller slaver og var samtidige med Paulus. Resultatet af Lightfoots gennemgang af navnene er, at han hævder at have etableret en rimelig formodning om, at der blandt hilsenerne i Rom 16 er medregnet i det mindste nogle medlemmer af den kejserlige husstand (Phil, 177).

I kejserens husstand var der nødvendigvis mange personer af høj rang. Måske kan vi finde et vink om, at evangeliet var blevet modtaget af nogle i samfundets højere lag, i sådanne mærkelige kendsgerninger som henrettelsen af Titus Flavius Clemens, en mand af konsulær rang og fætter til kejseren, og også i det forhold, at Flavia Domitilla, Flavius Clemens' hustru, blev forvist af Domitian, til trods for sit nære slægtskab med ham, for hun var kejserens niece. Hendes datter Portia delte også den samme straf i landflygtighed. Anklagerne mod alle tre var ateisme og tilbøjelighed til jødiske skikke; sådanne anklager var sandelig tilstrækkeligt vage og endda selvmodsigende. Den opfattelse er blevet fremsat, at disse tre personer i den inderste kreds af kejserens slægtninge sandsynligvis var kristne.

7. Aristobulus og Narcissus:

Ramsay (St. Paul the Traveler, etc., 353), der taler om Lightfoots formodninger, som allerede er nævnt, skriver: »Efter al sandsynlighed har han ret i at mene, at alle Aristobulus' slaver (søn af Herodes den Store) og Narcissus' slaver (Claudius' yndlings-frigivne) var overgået til den kejserlige husstand, og at medlemmer af deres to familier hilses som kristne af Paulus (Rom 16,10).«

Den kendsgerning, der har størst interesse i hele emnet, er, at der i et samfund så udsvævende og fordærvet som Neros hof fandtes »hellige«, kristne mænd, hvis klæder var rene, og som holdt sig uplettede af verden midt i omgivelser, der var så frygtelige, og i fristelse, der var så uophørlig; at evangeliet var kendt og adlydt og elsket, og at hjerter og liv var loyale mod Kristus, selv i Nero Cæsars palads.

John Rutherfurd