Brevet til filipperne

fi-lip'-i-anz

I. PAULUS OG MENIGHEDEN I FILIPPI

II. KENDETEGN VED MENIGHEDEN I FILIPPI

III. KENDETEGN VED BREVET

1. Et brev

2. Et kærlighedsbrev

3. Et glædesbrev

4. Teologisk betydning

IV. BREVETS ÆGTHED

V. STED, TIDSPUNKT OG ANLEDNING FOR SKRIVNINGEN

VI. BREVETS INDHOLD

LITTERATUR

I. Paulus og menigheden i Filippi.

Paulus var på sin anden missionsrejse i året 52 e.Kr. Han følte, at han på mærkelig vis blev hindret i mange af sine planer. Han havde haft en meget pinefuld sygdom i Galatien. Ånden ville ikke tillade ham at prædike i Asien, og da han forsøgte at drage ind i Bitynien, tillod Ånden det igen ikke. Rådvild og forvirret drog apostlen sammen med sine to ledsagere, Silas og Timotheus, videre til kysten og gjorde ophold i Troas. Her blev hans ledelse omsider klar. Et syn af en mand fra Makedonien overbeviste ham om, at det var Guds vilje, at han skulle prædike på Europas vestlige kontinent. Vejen blev straks åbnet. Vindene var gunstige. På to dage kom han til Neapolis. Straks tog han den brede, brolagte vej, Via Egnatia, op til bjergpasset og ned på den anden side til Filippi, en rejse på omkring 8 miles. Der var ingen synagoge i Filippi, men en lille gruppe jøder samledes til sabbatsgudstjeneste ved »et bedested« (proseuche, ApG 16,13), omkring en mile vest for byporten ved bredden af floden Gangites (se PROSEUCHA). Paulus og hans ledsagere talte til kvinderne, der var samlet dér, og Lydia blev omvendt. Senere blev en pige med spådomsånd befriet ved uddrivelse. Paulus og Silas blev pisket og kastet i fængsel; et jordskælv satte dem fri; fangevogteren blev troende; myndighedspersonerne angrede deres behandling af mænd, der var romerske borgere, og bad dem forlade byen (ApG 16,6-40). Paulus havde her i Filippi fået sin første erfaring med romersk piskning og med at ligge i blokken i et romersk fængsel, men han drog videre med glæde, for en skare disciple var blevet dannet, og han havde vundet trofaste og kærlige hjerters hengivenhed for sig selv og sin Mester (se PHILIPPI). Det var al forfølgelsen og smerten værd. De kristne i Filippi synes at have været Paulus’ yndlinge blandt alle hans omvendte. Han lod aldrig nogen lejlighed gå fra sig til at besøge dem og opfriske sin ånd ved deres nærvær i de følgende år. Seks år senere boede han i Efesos, og efter at have sendt Titus til Korinth med et brev til korintherne og været i tvivl om den ånd, hvori det ville blive modtaget, aftalte han et møde med Titus i Makedonien og tilbragte sandsynligvis de ængstelige ventedage i Filippi. Hvis han mødte Titus dér, kan han have skrevet Andet Korintherbrev i den by (2 Kor 2,13; 2 Kor 7,6). Paulus vendte tilbage til Efesos, og efter urolighederne i den by drog han igen over til Makedonien og aflagde sit tredje besøg i Filippi. Han lovede sandsynligvis filipperne på dette tidspunkt, at han ville vende tilbage til Filippi for at fejre påskeugen med sine elskede omvendte dér. Han drog videre ind i Grækenland, men efter 3 måneder var han tilbage igen ved opstandelsesfesten i året 58 e.Kr. (ApG 20,2; ApG 20,6). Vi læser i 1 Tim 1,3, at Paulus besøgte Makedonien efter fangenskabet i Rom. Han glædede sig blandt filipperne. De var kristne efter hans eget hjerte. Han takker Gud for deres fællesskab fra den første dag indtil nu (Fil 1,5). Han erklærer, at de er hans elskede, som altid har været lydige, ikke kun i hans nærvær, men meget mere i hans fravær (Fil 2,12). Med kærlig gentagelse tiltaler han dem som sine brødre, elskede og savnede, sin glæde og krone, sine elskede (Fil 4,1). Dette var Paulus’ yndlingsmenighed, og af brevet kan vi samle gode grunde til dette forhold.

II. Kendetegn ved menigheden i Filippi.

(1) Den synes at være den mindst jødiske af alle de paulinske menigheder. Der var få jøder i Filippi. Ingen hebraiske navne findes i listen over omvendte i denne menighed, som nævnes i Det Nye Testamente. Paulus’ jødiske modstandere synes aldrig at have etableret sig i dette fællesskab.

(2) Kvinder synes at være usædvanligt fremtrædende i denne menigheds historie, og dette stemmer med, hvad vi ved om den stilling, kvinden havde i det makedonske samfund. Lydia bringer hele sin familie med sig ind i menigheden. Hun må have været en meget indflydelsesrig kvinde, og hendes egen iver og hengivenhed og gavmildhed og gæstfrihed synes at have smittet og at være blevet karakteristisk for hele det kristne fællesskab. Evodia og Syntyke nævnes i brevet, to kvinder, som var Paulus’ medarbejdere i evangeliet, som han begge nærer stor respekt for, og som han om dem begge er sikker på, at deres navne er skrevet i livets bog, men som synes at have været uenige med hinanden i et eller andet meningsspørgsmål. Paulus formaner dem til at have samme sind i Herren (Fil 4,2). Kvindernes fremtrædende plads i forsamlingen i Filippi eller den dominerende indflydelse, Lydia havde iblandt dem, kan forklare, at de synes at have været mere opmærksomme på Paulus’ velbefindende end nogen af hans andre omvendte var. De indsamlede penge til Paulus’ underhold og sendte dem til ham igen og igen. De var ivrige efter, at han skulle have alt, hvad der var nødvendigt. De var villige til at give af deres tid og deres midler til det formål. Der synes ikke at have været teologiske uenigheder i deres kreds. Det kan vidne om, at de fleste af dem var kvinder.

(3) Der var også fremragende mænd blandt menighedens medlemmer. Nogle af dem var makedonere, og nogle af dem var romerske veteraner.

Hausrath erklærer, at makedonerne repræsenterede »den ædleste og sundeste del af den antikke verden. .... Her var intet af asiaternes vankelmod og ubeslutsomhed, intet af de græske samfunds irritable forfængelighed og usikre letsindighed. .... De var mænd af en strengere støbning end dem, man kunne finde i Lilleasien eller det sløve Syrien. Materialet var vanskeligere at arbejde i og ydede mere stædig modstand; men arbejdet, når det først var gjort, holdt. En ny makedonsk falanks blev dannet her, en falanks af paulinske kristne. .... Mandighed, troskab, fasthed, deres kendetegn i den almindelige historie, er i samme grad deres kendetegn i den kristne kirkes historie. .... De var altid tro mod Paulus, altid lydige, altid hjælpsomme« (Time of the Apostles, III, 203-4).

Paulus glædede sig over dem. De var ånder, der stemte overens med hans egen. De romerske veteraner var i de romerske krige blevet oplært til hårdførhed, disciplin og troskab. De var romerske borgere og stolte af det. I brevet formaner Paulus dem til at leve som borgere, der er Kristi evangelium værdige (Fil 1,27), og han minder dem om, at selv om de var stolte af deres romerske borgerskab, ligesom han var, var de alle blevet medlemmer af et himmelsk fællesskab, hvor borgerskabet var en langt større gave, end selv jus Italicum havde været. I Fil 3,20 fastslår Paulus igen dette: »Vort borgerskab er i himlen«; og han fortsætter med at minde dem om, at deres konge sidder dér på tronen, og at han kommer igen for at oprette et herligt rige, for han har magt til at underlægge sig alle ting.

Det er til disse gamle soldater og atleter, at Paulus retter sine militære og gymnastiske billedtaler. Han meddeler dem, at hele prætorianergarden havde hørt om evangeliet gennem hans fangenskab i Rom (Fil 1,13). Han sender dem hilsen fra de hellige, der er i kejserens hus (Fil 4,22). Han beder om, at han må høre om dem, at de står fast som en ubevægelig falanks, med én sjæl kæmpende atletisk for evangeliets tro (Fil 1,27). Han ved, at de vil være frygtløse og tapre og ikke i noget lade sig skræmme af modstanderne (Fil 1,28). Han taler om sin egen erfaring som en brydekamp, en konflikt eller konkurrence (Fil 1,30). Han glæder sig over offeret og tjenesten i deres tro (Fil 2,17). Han kalder Epafroditus ikke blot sin medarbejder, men sin medsoldat (Fil 2,25). Han sammenligner det kristne liv med et løb, hvor han jager frem mod målet efter sejrsprisen (Fil 3,14). Han beder filipperne om at holde jævnt, soldatermæssigt skridt med ham i den kristne vandring (Fil 3,16). Disse metaforer taler til en atletisk og militær folkegruppe, og de vidner om den høje agtelse, Paulus havde for denne type kristendom og for dem, i hvis liv den kom til udtryk. Vi kender ikke navnene på mange af disse mænd, for kun Klemens og Epafroditus nævnes her; men vi samler meget om deres ånd fra dette brev, og vi er lige så sikre som Paulus selv på, at deres navne alle er skrevet i livets bog (Fil 4,3).

(4) Hvis de elementer, som menigheden i Filippi bestod af, nogenlunde repræsenterede de forskellige elementer i byens befolkning, må de have været kosmopolitiske af karakter. Filippi var en gammel makedonsk by, som var blevet omdannet til en romersk koloni. Den var både græsk og romersk i sine kendetegn. Kristendommen var blevet indført her af to jøder, som var romerske borgere, og en jødisk søn af en hedensk far. I beretningen om grundlæggelsen af menigheden i ApG 16 nævnes tre omvendte, og den ene er en jødisk proselyt fra Asien, den ene en indfødt græker, og den ene en romersk embedsmand. De senere omvendte repræsenterede uden tvivl den samme mangfoldighed af nationalitet og de samme forskelle i social stilling. Alligevel var de, bortset fra de to gode kvinder, Euodia og Syntyke, alle ét sind i Herren. Det er et bemærkelsesværdigt bevis på, at i Kristus kan alle racemæssige og sociale forhold bringes i harmoni og fås til at leve sammen i fred. (5) De var et meget gavmildt folk. De gav sig selv til Herren og til Paulus (2 Kor 8,5), og hver gang de kunne hjælpe Paulus eller fremme evangeliets arbejde, gav de glad og villigt og til grænsen af deres midler; og derefter stillede de deres kredit som sikkerhed og gav ud over deres evne (2 Kor 8,3). Selv Paulus var forbløffet over deres givertjeneste. Han erklærer, at de gav ud af megen trængsel og dyb fattigdom, at de strømmede over i deres gavmildhed, og at de kun var rige i deres rundhåndethed (2 Kor 8,2).

Dette er sandelig usædvanlig ros. Filipperne må have været et meget usædvanligt folk. Hvis dybden af ens hengivelse og virkeligheden af ens religion skal måles efter, i hvor høj grad de påvirker ens indstilling til ens materielle ejendele, hvis ét mål for kristen kærlighed findes i kristen gavmildhed, så kan filipperne med rette stå øverst blandt de hellige i de paulinske menigheder. Paulus synes at have elsket dem mest. Han elskede dem nok til at tillade dem at bidrage til hans underhold. Andre steder afviste han enhver hjælp af denne art og holdt urokkeligt fast ved sin plan om at forsørge sig selv, mens han forkyndte evangeliet. Han gjorde den ene undtagelse i filippernes tilfælde. Han må have været sikker på deres hengivenhed og deres tillid. Fire gange gav de Paulus økonomisk hjælp. To gange sendte de ham deres bidrag, lige efter at han havde forladt dem og var draget videre til Thessalonika (Fil 4,15; Fil 4,16). Da Paulus var kommet videre til Korinth og led nød under sin tjeneste dér, blev hans hjerte glædet ved besøget af brødre fra Filippi, som dækkede det, han manglede (2 Kor 11,8; 2 Kor 11,9). Det var ikke en første begejstring, glemt så snart apostlens fængslende personlighed var fjernet fra deres blik. Det var ikke blot en personlig tilknytning, der tilskyndede deres gaver. De gav til deres egen kære apostel, men kun for at han kunne tjene andre, sådan som han havde tjent dem. Han var deres levende forbindelse med arbejdet på missionsmarken.

Elleve år gik, og filipperne hørte, at Paulus sad i fængsel i Rom og igen havde brug for deres hjælp. Elleve år er nok til at skabe ganske gennemgribende forandringer i en menigheds medlemskreds, men der synes ikke at have været nogen forandring i filippermenighedens loyalitet eller gavmildhed i den tid. Filipperne skyndte sig at sende Epafroditus til Rom med deres bidrag og deres hilsener. Det var som en buket friske blomster i fængselscellen. Paulus skriver dette brev for at takke dem for, at deres omsorg for ham var blomstret op på ny ved den første lejlighed, de havde haft (Fil 4,10). Ikke underligt, at Paulus elskede dem og var stolt af dem og gjorde deres alvor og oprigtighed og hengivenhed til målestokken for sammenligning med andres kærlighed (2 Kor 8,8).

III. Brevets kendetegn.

1. Et brev:

Det er et brev. Det er ikke en afhandling, som Romerbrevet, Hebræerbrevet og Første Johannesbrev er. Det er ikke et rundskriv fuldt af almene betragtninger og formaninger, der kan anvendes til enhver tid og på ethvert sted, sådan som Efeserbrevet, Jakobsbrevet og Petersbrevene er. Det er et enkelt brev til personlige venner. Det har ingen teologiske drøftelser og ingen fast disposition og ingen formel udvikling. Det bevæger sig frit fremad, sådan som ethvert virkeligt brev ville gøre, med personlige nyheder og personlige følelser og udbrud af personlig hengivenhed mellem prøvede venner. Det er det mest spontane og upåtagede af de paulinske breve. Det er mere brevagtigt end nogen af de andre, der er rettet til menighederne.

2. Et kærlighedsbrev:

Det er et kærlighedsbrev. Alle de andre breve rummer blandede følelser. Undertiden er en følelse af sorg og harme fremherskende, som i Andet Korintherbrev. Undertiden synes Paulus' vigtigste ønske i hans skrivning at være at fastslå sandheden over for dens fjenders angreb, som i Galaterbrevet og Romerbrevet. Altid antydes der i større eller mindre grad fejl hos modtagerne af de advarsler og formaninger, Paulus føler sig nødsaget til at skrive til dem. Alene i Filippi er der ingen fejl at finde. Den eneste antydning af noget sådant er henvisningen til meningsforskellen mellem Evodia og Syntyke, og selv om Paulus mener, at dette bør bringes i harmoni, synes han ikke at betragte det som nogen særlig alvorlig trussel mod menighedens fred. Bortset fra dette har Paulus intet andet end ros til sine elskede brødre og bøn om, at deres kærlighed må blive endnu mere og mere rig på kundskab og al dømmekraft (Fil 1,9). Han er fuld af taknemmelighed ved al sin erindring om dem (Fil 1,3). Han glæder sig over den forret at blive udgydt som drikoffer over deres tros offer og tjeneste (Fil 2,17). Menigheden i Filippi har måske ikke været bemærkelsesværdig ved nådegaver, sådan som menigheden i Korinth var, men den havde Åndens frugter i rigt mål. Paulus synes at mene, at den kun behøvede at glæde sig over sine åndelige ejendele og vokse i nåde og i Kristi sind. Hans hjerte er fuldt af taknemmelighed og kærlighed, mens han skriver. Han glæder sig, når han tænker på dem. Hans fred og hans håb sejrer over den nuværende trængsel og udsigten til forfølgelse og død. Hvis dette er hans sidste vilje og testamente til hans elskede menighed, som Holtzmann kalder det, har han intet at testamentere dem andet end sin uforbeholdne velsignelse. Da han har elsket dem fra begyndelsen, elsker han dem indtil enden.

3. Et glædesbrev:

Det er et glædesbrev. Det var Bengel, der sagde: Summa epistolae: gaudeo, gaudete, "Brevets sum er: jeg glæder mig; glæd jer." Paulus var en mand, hvis mod ikke lod sig slå ned under nogen omstændigheder. Han kunne blive pisket i én by og stenet i en anden og fængslet i en tredje og efterladt som død i en fjerde; men så længe han bevarede bevidstheden, og så snart han genvandt bevidstheden, glædede han sig. Intet kunne dæmpe hans iver. Intet kunne forstyrre hans fred. I Filippi var han blevet pisket og kastet i det inderste fængsel, og hans fødder var blevet spændt fast i blokken; men ved midnat sang han og Silas lovsange til Gud. Nu er han i fængsel i Rom, men han glæder sig stadig. Nogle mennesker ville være blevet modløse under sådanne omstændigheder. Hvor end Paulus var kommet, var hans forkyndelse blevet foragtet, og han var blevet forfulgt. Jøderne havde bagtalt ham og plaget ham, og så mange af hans omvendte havde vist sig at være vaklende og falske. Årene var gået, og kløften mellem ham og hans brødre var blevet større snarere end mindre, og til sidst var det lykkedes dem at få ham i fængsel og holde ham dér i årevis. Fængselsliv er aldrig behageligt, og det var langt mindre behageligt i oldtiden, end det er nu.

Paulus var en så brændende ånd. Det var vanskeligere for ham at være indespærret, end det ville være for en mere doven mand; han var en verdensmissionær, en rastløs kosmopolit, der færdedes op og ned gennem kontinenterne med budskabet om Kristus. At sætte ham i fængsel var som at sætte en ørn i et bur. Mange ørne sygner hen og dør i fangenskab. Paulus sygnede ikke hen. Han skrev dette brev til filipperne og sagde til dem: "Det, der er sket med mig, er snarere blevet til evangeliets fremgang .... deri glæder jeg mig, ja, og jeg vil glæde mig" (Fil 1,12; Fil 1,18). Hans fjender var frie til at gøre og sige, hvad de ville, og de udnyttede lejligheden fuldt ud. Han kunne ikke længere modarbejde eller hindre dem. Nogle mennesker ville være brudt ud i højlydte klager og jammer. Nogle ville have bekymret sig over forholdene og være blevet nervøse for sagens udfald. Selv Johannes Døbers tro svigtede i fængslet. Han kunne ikke tro, at tingene gik rigtigt, hvis han ikke selv var dér for at tage sig af dem. Paulus' tro vaklede aldrig. Hans håb svandt aldrig. Hans glæde var uudtømmelig og stadig ny. Han var aldrig ængstelig. Hørte han vagtpostens skridt frem og tilbage ad korridoren foran sin fængselsdør? Det mindede ham om Guds fred, som overgår al forstand, og som vogtede hans hjerte og hans tanker i Kristus Jesus (Fil 4,7), stående vagt dér nat og dag. Grundtonen i dette brev er: "Glæd jer altid i Herren; igen vil jeg sige: Glæd jer" (Fil 4,4).

Paulus er gammel og slidt og i fængsel, men omkring 20 gange i løbet af dette korte brev til filipperne bruger han ordene glæde, glæde sig, fred, tilfreds og taksigelse. Det er et brev fuldt af kærlighed og fuldt af glæde.

4. Teologisk betydning:

Det er af stor teologisk betydning. Det er et af de paradokser, som vi næsten vænner os til i Paulus' skrifter, at dette enkleste af hans breve, det mest brevmæssige og mest personlige hele vejen igennem, alligevel skulle indeholde den fyldigste og vigtigste fremstilling af inkarnationens og ophøjelsens teologi, som kom fra hans pen. Han har kun et praktisk mål for øje. Han formaner filipperne til ydmyghed, og han siger til dem: Hav det sind, som var i Kristus, han som tømte sig selv og siden blev ophøjet (Fil 2,5-11). Det er det mest teologiske afsnit i brevet. Det er et af de læremæssigt vigtigste i Det Nye Testamente. Det er Paulus' endelige bidrag til løsningen af det store mysterium om Frelserens komme og frelsens husholdning. Det er hans sidste ord, i nogen udførlighed, om dette emne. Han fastslår tydeligt kenosis' kendsgerning, forløsningens moralske grund, ophøjelsens vished og det sikre håb om den universelle tilbedelse til sidst. Kristologiens mest vitale sandheder er her klart fremsat og endeligt formuleret for alle tider. Jesus var et virkeligt menneske, som ikke greb efter nogen af guddommens egenskaber, der ville være uforenelige med virkelig og sand menneskelighed, men i helhjertet offerovergivelse underkastede sig alle de ulemper og begrænsninger, som var nødvendige under de inkarnerede vilkår. Han var lige med Gud, men han tømte sig selv for almagt og alvidenhed og allestedsnærværelse i sin før-inkarnerede tilstand og blev fundet i skikkelse som et menneske, et ægte menneske, lydigt mod Gud i hele sit liv. Han fastholdt altid den holdning over for Gud, som vi bør fastholde, og som vi kan fastholde i vor menneskelighed, hvori han stod på lige fod med os. Vi bør have det sind, som var i Kristus. Han ydmygede sig selv og blev lydig. Han var lydig gennem livet og lydig indtil døden, ja, endog til døden på korset. Det er et stort afsnit, der fremsætter de dybeste sandheder på den mest knappe måde. Det er den kronende åbenbaring om Jesus i de paulinske breve. Det repræsenterer Paulus' mest modne tanke om dette tema.

Se Kenosis.

IV. Brevets ægthed.

Brevets ægthed anerkendes i dag meget almindeligt. Det fandtes i Markions kanon. Dets navn forekommer i listen i Det muratoriske fragment. Det findes både i Peshitta og i de gammellatinske oversættelser. Det nævnes af Polykarp og citeres i brevet fra menighederne i Lyon og Vienne, i Diognetbrevet og i skrifterne af Irenæus og Clemens af Alexandria. Baur rettede et beslutsomt angreb mod dets ægthed. Han erklærede, at det ikke var læremæssigt og polemisk som de andre paulinske breve, men at det var fuldt af overfladiske efterligninger af disse. Han sagde, at det ikke havde noget tydeligt motiv, ingen sammenhængende argumentation og ingen dybde i tanken. Han drog nogle af de historiske oplysninger i tvivl og mistænkte gnostisk indflydelse i visse passager. Bleek sagde om Baurs argumenter, at de dels var udledt af en forvansket fortolkning af bestemte passager i brevet; dels hvilede de på vilkårlige historiske forudsætninger; og nogle af dem var i virkeligheden så svage, at det var vanskeligt at tro, at han selv kunne have tillagt dem nogen betydning. Det er ikke overraskende, at kun få kritikere har været villige til at følge Baurs ledelse på dette punkt. Biederman, Kneucker, Hinsch, Hitzig, Hoekstra og Holsten kan nævnes blandt dem. Brevets ægthed er blevet forsvaret af Weizsäcker, Weiss, Pfleiderer, Jülicher, Klöpper, Schenkel, Reuss, Hilgenfeld, Harnack, Holtzmann, Mangold, Lipsius, Renan, Godet, Zahn, Davidson, Lightfoot, Farrar, McGiffert og praktisk talt alle de engelske forfattere om emnet. Weizsäcker siger, at grundene til at tilskrive brevet apostlen Paulus er “overvældende.” McGiffert erklærer: “Det er ganske enkelt utænkeligt, at nogen anden ville eller kunne have frembragt i hans navn et brev, hvori der ikke kan opdages noget læremæssigt eller kirkeligt motiv, og hvori det personlige element i så høj grad dominerer, og mandens og apostlens karakter åbenbares med så stor livagtighed og troskab. Brevet fortjener at rangeres ved siden af Galaterbrevet, Korintherbrevene og Romerbrevet som et utvivlsomt produkt af Paulus’ pen og som en sideordnet målestok, hvormed ægtheden af andre og mindre sikre skrifter kan prøves” (The Apostolic Age, 393). Dette er den praktisk talt enstemmige konklusion i moderne forskning.

V. Sted, tidspunkt og anledning til affattelsen.

Dette er et af fængselsbrevene (se PHILEMON). Paulus henviser ofte til sine lænker (Fil 1,7; Fil 1,13; Fil 1,14; Fil 1,17). Han var i 2 år fange i Cæsarea (ApG 24,27). Paulus og andre har ment, at brevet blev skrevet under dette fangenskab; men henvisningerne til prætorianergarden og medlemmerne af kejserens husstand har fået de fleste kritikere til at slutte, at det var fangenskabet i Rom, brevet henviser til. Filemonbrevet, Kolossenserbrevet og Efeserbrevet blev også skrevet under fangenskabet i Rom, og disse tre udgør en gruppe for sig. Filipperbrevet er tydeligvis adskilt fra dem ved et vist tidsrum. Blev det skrevet tidligere eller senere end de? Bleek, Lightfoot, Sanday, Herr, Beet og andre mener, at brevet til filipperne blev skrevet først. Vi foretrækker dog at være enige med Zahn, Ramsay, Findlay, Shaw, Vincent, Jülicher, Holtzmann, Weiss, Godet og andre, som argumenterer for, at Fil blev skrevet hen imod slutningen af fangenskabet i Rom.

Deres grunde er følgende:

(1) Vi ved, at der må være gået en anselig tid efter Paulus’ ankomst til Rom, før han kunne have skrevet dette brev; for nyheden om hans ankomst var blevet bragt til Filippi, og et bidrag til hans behov var blevet indsamlet blandt hans venner dér, og Epafroditus havde bragt det til Rom. I Rom var Epafroditus blevet alvorligt syg, og nyheden om denne sygdom var blevet bragt tilbage til Filippi, og filipperne havde sendt et budskab med medfølelse tilbage til ham. Mindst fire rejser mellem Rom og Filippi antydes således, og der er mellemrum af større eller mindre længde mellem dem. Afstanden mellem de to byer var omkring 700 miles. Forbindelsen var let ad Via Appia og Trajans vej til Brundisium og over det smalle stræde dér til Via Egnatia, som førte direkte til Filippi. Der var altid mange, der foretog rejsen, men rejsen ville tage mindst en måned, og de fire rejser, der antydes i brevet, fulgte ikke umiddelbart efter hinanden.

(2) Paulus siger, at Kristus gennem ham var blevet kendt i hele prætorianergarden (Fil 1,13). Det må have taget nogen tid, før dette kunne blive muligt.

(3) Forholdene uden for fængslet, hvor Kristus blev forkyndt, af nogle i kærlighedens ånd og af andre i partivæsens ånd, kan ikke placeres i de tidligste måneder af Paulus’ ophold i Rom (Fil 1,15-17). De må høre til en tid, hvor kristendommen havde udviklet sig i byen, og der var blevet dannet partier i menigheden.

(4) Lukas var velkendt i Filippi. Alligevel sender han ingen hilsen til filipperne i dette brev. Det ville han sikkert have gjort, hvis han havde været hos Paulus på det tidspunkt, hvor brevet blev skrevet. Han var hos apostlen, da han skrev til kolossenserne, og det var Demas også (Kol 4,14). I dette brev lover Paulus at sende Timotheus til Filippi og siger: “Jeg har ingen, der er ligesindet, som oprigtigt vil have omsorg for jeres forhold” (Fil 2,20). Dette må betyde, at Aristark, Demas og Lukas alle var borte. De havde alle været hos ham, da han skrev de andre breve

(5) Hans tilstand som fange synes at have ændret sig til det værre. Han havde nydt forholdsvis frihed i de første 2 år af sit fangenskab i Rom, idet han boede i sit eget lejede hus og var tilgængelig for alle sine venner. Han var nu blevet flyttet, muligvis til vagtrummet hos den prætoriske kohorte. Her var han under strengere fangenskab, i nød og alene.

(6) Paulus skriver, som om han mente, at hans sag snart ville blive afgjort (Fil 2,23; Fil 2,14). Han synes at stå over for sin endelige retssag. Han er ikke sikker på udfaldet. Han kan dø martyrdøden, men han forventer at blive frikendt og derefter få frihed til at udføre yderligere missionsarbejde. Dette var ikke hans umiddelbare forventning, da han skrev de andre breve, og derfor synes de at være tidligere end dette.

(7) Brevet er stilet til alle de hellige i Filippi, sammen med tilsynsmændene og diakonerne (Fil 1,1). Disse officielle titler forekommer ikke i nogen tidligere breve, men de findes i Pastoralbrevene, som blev skrevet endnu senere. Derfor forbinder de Brevet til filipperne med de senere snarere end med de tidligere breve.

Ud fra disse tegn slutter vi, at dette er det sidste af Paulus' breve til menighederne. Hilgenfeld kalder det den store apostels svanesang. I det har Paulus skrevet sine sidste formaninger og advarsler, sine sidste håb og bønner for sine omvendte til den kristne tro. Dateringen må ligge et sted hen imod afslutningen af fangenskabet i Rom, i året 63 eller 64 e.Kr. Epafroditus havde bragt filippernes gave til Paulus i Rom. Han havde kastet sig ud i arbejdet dér på en temmelig letsindig måde, sat sit liv på spil og pådraget sig malariafeber eller en anden alvorlig sygdom; men hans liv var blevet skånet som svar på Paulus' og hans venners bønner. Nu sender Paulus ham tilbage til Filippi, selv om han ved, at han vil blive meget ensom uden ham; og med ham sender han dette brev som tak for deres gave, fyldt med ros og opmuntring, taknemmelighed og kærlighed.

VI. Brevets indhold.

Brevet lader sig ikke underkaste nogen logisk analyse. Dets tankerække kan fremstilles således:

(1) Hilsen (Fil 1,1; Fil 1,2).

(2) Taksigelse og bøn (Fil 1,3-11): Paulus er taknemmelig for deres fællesskab og forvisset om deres fuldendelse. Han længes efter dem og beder om, at deres kærlighed må være vis til at skelne mellem de mest fremragende ting, og at de må være i stand til at vælge det allerbedste, indtil de er fyldt med retfærdighedens frugter, som kommer gennem Jesus Kristus, til Guds ære og pris.

(3) Oplysninger om hans egen erfaring (Fil 1,12-30):

(a) Hans evangelieforkyndelse (Fil 1,12-14): Alt var faldet godt ud. Paulus er i fængsel, men han har været utrættelig i sin evangelieforkyndelse. Han har været lænket til en soldat, men det har givet ham mange anledninger til personlig, privat og langvarig samtale. Når folk har samlet sig for at høre, har vagten nødvendigvis lyttet med; og når skaren var gået, har soldaten mere end én gang virket nysgerrig og interesseret, og de har talt videre om Kristus. Paulus har igen og igen fortalt disse mænd om sin erfaring, og hans historie er blevet båret gennem hele lejren.

(b) Hans tolerance (Fil 1,15-18): Ikke alene har evangeliet fundet uventet fremgang inden for fængselsmurene, men i hele byen er brødrene ved Paulus' fremgang blevet frimodige til at prædike Kristus, nogle af partiskhed, misundelse og strid, og nogle af kærlighed. Paulus glæder sig over, at Kristus prædikes, hvad enten det sker ved hans fjender eller ved hans venner. Han ville langt foretrække at få evangeliet fremstillet, sådan som han selv prædikede det, men han var ædelmodig og vidtskuende nok til at tåle forskelle i opfattelse og metode blandt brødre i Kristus. "På enhver måde, hvad enten det er under påskud eller i sandhed, forkyndes Kristus; og deri glæder jeg mig, ja, og jeg vil glæde mig" (Fil 1,18). Dette er en af de ædleste udtalelser fra en af de største blandt mennesker. Paulus er ked af, at ikke alle ser tingene nøjagtigt, som han gør, men han glæder sig, hvis de herliggør Kristus, og han ville ikke lægge den mindste hindring i vejen for dem.

(c) Hans beredvillighed til liv eller død (Fil 1,19-26): Paulus siger: Giv mig frihed, eller giv mig døden; det vil være Kristus på begge måder. At leve er at arbejde for Kristus; at dø er at være hos Kristus. "For mig er livet Kristus, og døden er vinding." Her er Paulus' enetale over for muligheden for martyrium eller yderligere missionsarbejde.

Vi mindes Hamlets enetale hos Shakespeare. "At være eller ikke at være"--det er spørgsmålet både for Hamlet og Paulus. Hamlet vejer onder mod onder og vælger til sidst de mindre onder af ren fejhed. Paulus vejer velsignelser mod velsignelser, livets velsignelser for Kristus og dødens velsignelser med Kristus, og vælger til sidst de mindre velsignelser i ren uselviskhed. De vælger begge livet, men motiverne for deres valg er radikalt forskellige; og Paulus lever med glæde, mens Hamlet lever i fortvivlelse og skam. Den aldrende apostel ville hellere dø end leve, men han ville hellere leve end dø, før hans gerning var fuldført.

(d) Hans eksempel (Fil 1,27-30): Paulus var romersk borger, og det var de også. Han forsøgte at leve værdigt for sit borgerskab, og det måtte de også. Han havde en endnu højere ambition: at han og de måtte leve som borgere, der var evangeliet om Kristus værdige. Han kæmpede som en god soldat. Han stod fast i troen. Han lod sig på ingen måde skræmme af modstanderne. Lad dem følge hans eksempel. De var optaget i den samme kamp. Det var blevet givet dem at tro og at lide for Kristi skyld. Deres tro var ikke af dem selv; den var Guds gave. Deres lidelse var ikke selvvalgt; også den var en gave fra Gud. (4) Formaning til at følge Kristi eksempel (Fil 2,1-18): Lad filipperne have Jesu sind og ånd, og Paulus vil glæde sig over at udgyde sit liv som et drikoffer over deres tros offer og tjeneste. (5) Grunde til at sende Timotheus og Epafroditus til dem (Fil 2,19-30). (6) Paulus' eksempel (Fil 3,1-21):

(a) I afvisningen af al tillid til kødet (Fil 3,1-7): Der findes visse hunde og onde arbejdere, som hører til den gamle jødiske overbevisning, og som roser sig af kødet. Det gør Paulus ikke. Han roser sig i Kristus Jesus og har ingen tillid til kødet. Han har megen grund til at være stolt af sin fortid, for efter sit levnedsløb ville han stå højt blandt dem. Han var af Israels slægt, fyrsten med Gud. Han hørte til deres folk, som kæmpede med Gud og vandt sejr. Han var af Benjamins stamme, den eneste af patriarkerne, der var født i det udvalgte land. Israels første konge var blevet udvalgt fra denne stamme. Den alene havde været tro mod Davids hus ved det store skismas tid. Den havde ærespladsen i israelitternes kæmpende hær (Dom 5,14; Hos 5,8). Det var en sag til stolthed at høre til denne ene trofaste og særligt ærede stamme. Han var hebræer af hebræere, og han hørte til den sekt blandt hebræerne, som var kendt for sin samvittighedsfulde overholdelse af hele det religiøse ritual, for sin fædrelandskærlighed og nidkærhed, for sin fromhed og hengivenhed. Blandt disse farisæere var han fremtrædende ved sin begejstring. Han var det udvalgte redskab for Sanhedrinet til at forfølge og udslette den kristne kirke. Ingen kunne finde fejl ved hans lovretfærdighed. Han hævdede at være ulastelig, når han blev bedømt efter deres målestok. Det var hans levnedsløb. Hvem har et bedre, i afstamning eller i fromhed? Alt dette regner Paulus kun for tab for Kristi skyld.

(b) I fastholdelsen og jagten på åndelig fuldkommenhed (Fil 3,8-16): Ordet »fuldkommen« bruges to gange i dette afsnit. Vi læser: »Ikke at jeg allerede har opnået det eller allerede er gjort fuldkommen; men jeg jager fremad.« Mange af autoriteterne citerer disse ord som udtryk for Paulus’ ydmyghed, idet han afviser enhver nuværende fuldkommenhed i karakteren, mens han erklærer sit forsæt om at stræbe videre mod fuldkommenhed, så længe han lever. En sådan fortolkning ligger helt ved siden af Paulus’ tanke. Han taler ikke om fuldkommenhed i tålmodighed og fred og hengivenhed og karakter. Den fuldkommenhed gør han krav på for sig selv og for filipperne i dette afsnit hen imod slutningen: »Lad os derfor, så mange som er fuldkomne, have dette sind.« Den fuldkommenhed, han tidligere taler om, er den fuldkommenhed, der er mulig i de helliges opstandelsesliv i salighed. Han har ikke nået frem til opstandelsen fra de døde og er ikke fuldkommen med himlens fuldkommenhed. Det er målet for hans stræben. Han jager frem mod dette mål. Imens fastholder han den fuldkommenhed i indvielse og tro, som resulterer i en nuværende kristen karakterfuldkommenhed, og som er den eneste garanti for den fuldkommenhed, der skal åbenbares for dem, som når frem til opstandelsen fra de døde.

(c) I himmelsk borgerskab (Fil 3,17-21): Paulus vandrer med sit sind rettet mod de himmelske ting. Der er dem, der har deres sind rettet mod jordiske ting. De er korsets fjender, men han har svoret korset evig troskab. Deres ende er fortabelse, mens hans ende er sikker frelse. Deres gud er maven, mens hans mål er åndens fuldkommenhed. Deres ære er i deres skam, mens hans ære er i Kristus alene. »Brødre, vær sammen mine efterlignere, og læg mærke til dem, der vandrer sådan, ligesom I har os til forbillede.« Da skal »Herren .... omforme vort ydmygelseslegeme«, vort jordiske pilgrimsvandrings legeme, det legeme, som så ofte svigter løberen frem mod målet og ikke kan holde trit med hans ånds længsel, og gøre det ligedannet »med hans herlighedslegeme«, det fuldkomne legeme hos dem, der har nået opstandelsen fra de døde. Det er ikke »vort usle legeme«, der skal forvandles. Det giver en falsk mening på moderne engelsk. Legemet er ikke usselt, og Bibelen siger intetsteds, at det er det. Det var manikæisk eller nyplatonisk kætteri, at materien var ond og legemet usselt. Plotin rødmede over, at han havde et legeme; det gjorde Jesus aldrig. Den kristne vil ære legemet som Helligåndens tempel. Det var inkarnationens redskab, og han ærer det derfor. Dog var det legeme, der var beredt for Jesus, hans ydmygelses legeme. Det bandt ham til jorden. Det blev træt, når han var mest ivrig efter at arbejde. Det svigtede ham, når han mest havde brug for styrke. Paulus siger, at vore legemer nu er som Jesus fra Nazarets legeme, og at de til sin tid skal blive som vor opstandne Herres legeme.

(7) En række korte formaninger (Fil 4,1-9): Denne række ender med befalingen: »Det, som I både lærte og modtog og hørte og så hos mig, det skal I gøre; og fredens Gud skal være med jer.« Alle disse formaninger bygger altså på hans egen adfærd og erfaring og eksempel. De havde set legemliggørelsen af disse ting i ham. De skulle være hans efterlignere i deres lydighed mod dem. Når vi derfor læser dem, kastes der sidelys over apostlens karakter, han som havde lært og prædiket og praktiseret disse ting.

Hvad fortæller de os om apostlen Paulus?

(a) Hans standhaftighed og hans kærlighed til sine venner (Fil 4,1): Han havde et geni for venskab. Han bandt sine venner til sig med stålsnore. De var rede til at ofre hvad som helst for ham. Grunden til det var, at han ofrede alt for dem, og at han havde en så overstrømmende kærlighed til dem, at hans kærlighed frembragte kærlighed i dem. De kunne stole på ham.

(b) Hans sympati med alle gode mænd og alle gode kvinder og hans ønske om, at de skulle leve i fred (Fil 4,2; Fil 4,3): Den sande ågfælle, der nævnes her, kan nu ikke identificeres. Kritikerne har givet ham forskellige navne, såsom Epafroditus, Barnabas, Lukas, Silas, Timotheus, Peter og Kristus. Der kan ligge et egennavn i udtrykket, enten Genisius eller Syzygus. Vi er fuldstændig uvidende om, hvem Paulus mente.

(c) Hans stadige glæde i Herren (Fil 4,4).

(d) Hans milde rimelighed ("mådehold", KJV; RV (britisk og amerikansk) "overbærenhed", Fil 4,5): Sådan oversætter Matthew Arnold det græske navneord her. Tyndale kaldte det høflighed. Det er en kombination af overbærenhed og nådefuldhed, af beskedenhed og høflighed, af hensynsfuldhed og agtelse, sådan som det var karakteristisk for Kristus. Paulus havde det. Der var en mild rimelighed over ham, som gjorde hans personlighed særdeles vindende og tiltrækkende.

(e) Hans frihed fra bekymring (Fil 4,6; Fil 4,7): Paulus' frygtløse tillid udsprang på den ene side af hans vished om, at Herren var nær, og på den anden side af hans tro på bønnen. Det overgik al forstand, hvordan Paulus blev bevaret fra al bekymring. Det var bønnens kraft, der gjorde det. Det var Guds fred, der gjorde det. Det var Herren, som var nær, der gjorde det.

(f) Hans vanemæssigt høje tanker (Fil 4,8): Alt, hvad der var værdigt i de græske filosoffers idealer, gjorde Paulus til grundstoffet i sin tænkning. Han glædede sig over det, der var sandt og ærefuldt og retfærdigt og rent og elskeligt og havde godt ry. Han vidste, at der var dyd i disse ting, og at al ros tilkom dem. Han havde lært, at så længe hans sind var fyldt med disse ting, levede han i sindsro og fred. (8) Tak for deres gave (Fil 4,10-20).

(9) Hilsener (Fil 4,21; Fil 4,22).

(10) Velsignelse (Fil 4,23).

Dette er ikke et teologisk brev og derfor heller ikke et særligt kristologisk. Alligevel tæller vi Kristi navn 42 gange i dette korte brev, og pronominerne, der henviser til ham, er langt flere. Paulus kan ikke skrive noget uden at skrive om Kristus. Han slutter: "Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd." Kristi ånd og Kristi nåde er i hele brevet.

LITTERATUR:

Værker om indledning: Zahn, Weiss, Julicher, Salmon, Dods, Bacon, Bennett og Adeney; McClymont, The New Testament and Its Writers; Farrar, The Messages of the Books; Fraser, Synoptical Lectures on Books of the Holy Scripture; Godet, Studies on the Epistles. Værker om de paulinske breve: Findlay, Shaw. Kommentarer: Lightfoot, Vincent, Weiss, Beet, Ellicott, Haupt, Moule. Andagtsstudier: Moule, Meyer, Jowett, Noble.

Doremus Almy Hayes