Filipperbrevet

Blev skrevet af Paulus i de to år, hvor han var “i lænker” i Rom (Fil 1,7-13), sandsynligvis tidligt i år 62 e.Kr. eller i slutningen af 61.

Filipperne havde sendt Epafroditus, deres udsending, med bidrag til at afhjælpe apostlens fornødenheder; og da han vendte tilbage, sendte Paulus dette brev med ham. Med denne dyrebare meddelelse begiver Epafroditus sig på hjemrejsen. “Den glæde, som hans tilbagekomst vakte, og virkningen af dette vidunderlige brev, da det først blev læst i menigheden i Filippi, er skjult for os. Og vi kan næsten sige, at med dette brev forsvinder selve menigheden ud af vort syn. I dag græsser stille kvæg på fredelige enge mellem ruinerne, som markerer stedet for det, der engang var den blomstrende romerske koloni Filippi, hjemstedet for den mest tiltalende menighed i den apostolske tid. Men denne menigheds navn og ry og åndelige indflydelse vil aldrig forgå. For myriader af mænd og kvinder i enhver tidsalder og nation har brevet, skrevet i et fangehul i Rom og båret ad Via Egnatia af en ukendt kristen udsending, været et guddommeligt lys og en glædelig vejleder på livets mest ujævne stier” (professor Beet).

Menigheden i Filippi var førstegrøden af den europæiske kristendom. Deres hengivenhed for apostlen var meget brændende, og det samme var hans kærlighed til dem. De alene blandt alle menighederne hjalp ham med deres bidrag, hvilket han taknemmeligt anerkender (ApG 20,33-35; 2 Kor 11,7-12; 2 Thess 3,8). Filippernes økonomiske gavmildhed træder meget tydeligt frem (Fil 4,15). “Dette var et kendetegn ved de makedoniske missioner, som 2 Kor 8 og 9 rigeligt og smukt beviser. Det er bemærkelsesværdigt, at de makedoniske omvendte som gruppe var meget fattige (2 Kor 8,2); og de parallelle kendsgerninger, deres fattigdom og deres rundhåndede støtte til den store missionær og hans arbejde, stemmer dybt overens. I dag er fattige kristnes missionsgavmildhed i forhold til deres midler virkelig større end de riges” (Moules Philippians, indl.).

Indholdet af dette brev giver et interessant indblik i forholdene i menigheden i Rom på det tidspunkt, hvor det blev skrevet. Paulus’ fangenskab, får vi at vide, var ikke nogen hindring for hans forkyndelse af evangeliet, men “blev til fremme for evangeliet.” Evangeliet bredte sig meget vidt blandt de romerske soldater, som han var i stadig kontakt med, og de kristne voksede til en “vældig mængde.” Det er tydeligt, at kristendommen på dette tidspunkt gjorde hurtige fremskridt i Rom.

De læremæssige udsagn i dette brev står i nær forbindelse med udsagnene i Romerbrevet. Sammenlign også Fil 3,20 med Ef 2,12, 19, hvor menigheden for første gang i Paulus’ skrifter fremstilles under billedet af en by eller et samfund. Kristi personlige herlighed fremstilles også i næsten parallelle udtryksformer i Fil 2,5-11, sammenlignet med Ef 1,17-23; 2,8; og Kol 1,15-20. “Denne fremstilling af nåden og underet i hans personlige majestæt, hans personlige selvfornedrelse og hans personlige ophøjelse derefter,” som findes i disse breve, “er i høj grad en ny udvikling i de åbenbaringer, der blev givet gennem Sankt Paulus” (Moule). Andre mindre analogier i udtryksformer og tanker findes også i disse fangenskabsbreve.