Nabot

Frugter, “Jizre’elitten”, var ejer af et stykke jord på den østlige skråning af Jizre’els høj (2 Kong 9,25, 26). Dette lille “jordstykke” synes at have været alt, hvad han ejede. Det var en vingård og lå “lige ved Akabs palads” (1 Kong 21,1, 2), som stærkt begærede den. Nabot nægtede dog på nogen som helst betingelser at skille sig af med den til kongen. Han havde arvet den fra sine fædre, og ingen israelit kunne lovligt sælge sin ejendom (3 Mos 25,23). Jezabel, Akabs hustru, blev dybt fornærmet over Nabots afvisning af at skille sig af med sin vingård. Ved en listig og grusom plan bevirkede hun hans død. Også hans sønner delte hans skæbne (2 Kong 9,26; 1 Kong 21,19). Derefter kom hun til Akab og sagde: “Rejs dig, tag vingården i besiddelse; for Nabot er ikke i live, men død.” Akab rejste sig og gik ud i haven, som var blevet erhvervet så forræderisk og grusomt, tilsyneladende i glæde over sin nye ejendom, da, se, Elias pludselig trådte frem for ham og udtalte en frygtelig dom over ham (1 Kong 21,17-24). Jehu og Bidkar var sammen med Akab på dette tidspunkt, og Elias’ ord prentede sig så dybt i Jehus hukommelse, at han mange år senere henviser til dem (2 Kong 9,26), og han blev det vigtigste redskab til at fuldbyrde denne dom over Akab og Jezabel og hele deres hus (9,30-37). Akabs hus blev udryddet af ham. Ikke én af alle hans stormænd og hans slægtninge og hans præster skånede Jehu (10,11).

Akab ydmygede sig ved Elias’ ord (1 Kong 21,28, 29), og derfor blev profetien opfyldt ikke i hans egen skæbne, men i hans søn Jorams (2 Kong 9,25).

Nabots historie, sammenlignet med Akabs og Jezabels, giver en bemærkelsesværdig illustration af loven om et gengældende forsyn, en lov som går gennem hele historien (jf. Sl 109,17, 18).