Jehu

Jahve er han.

Søn af Obed og far til Azarja (1 Krøn 2,38).

En af de benjaminitiske slyngekastere, der sluttede sig til David i Siklag (1 Krøn 12,3).

Søn af Hanani, en profet fra Juda (1 Kong 16,1, 7; 2 Krøn 19,2; 20,34), som udtalte Guds dom over Basha, Israels konge.

Israels konge, søn af Josafat (2 Kong 9,2) og sønnesøn af Nimshi. Beretningen om hans ophøjelse til tronen er meget interessant. Under en krig mod syrerne, som blev mere og mere besværlige for Israel, var Joram, Israels konge, blevet såret i et slag ved Ramot-Gilead; og han havde efterladt sin hær dér og var vendt tilbage til Jizre’el, hvortil også hans allierede, Ahazja, Judas konge, var kommet for at besøge ham i medfølelse (2 Kong 8,28, 29). Hærførerne, som havde fået ansvaret for at føre krigen videre, mødtes til rådslagning; og mens de var optaget af deres drøftelser, viste en budbringer fra Elisa sig i lejren. Han tog Jehu ud fra rådet, førte ham ind i et afsides kammer og salvede ham dér til konge over Israel, hvorefter han straks trak sig tilbage og forsvandt (2 Kong 9,5, 6). Da hans fæller spurgte ham om, hvad denne gådefulde besøgende ville, fortalte han dem, hvad der var sket; og straks blæste de med den største begejstring i deres trompeter og udråbte ham til konge (2 Kong 9,11-14). Derefter drog han med en udvalgt flok i al hast til Jizre’el, hvor han med egen hånd dræbte Joram ved at skyde en pil gennem hans hjerte (9,24). Judas konge blev, da han forsøgte at flygte, dødeligt såret af en af Jehus soldater ved Bet-Gan. Da Jehu kom ind i byen, befalede han hofmændene i det kongelige palads at kaste Jezabel ned på gaden, hvor hendes lemlæstede legeme blev trampet ned af hestene. Jehu var nu herre over Jizre’el, hvorfra han henvendte sig til myndighedspersonerne i Samaria, hovedstaden, og befalede dem at møde for ham næste dag med hovederne af alle de kongelige fyrster i Samaria. Følgelig blev halvfjerds hoveder næste dag lagt i to dynger ved hans port. Ved “klippehuset” (2 Kong 10,12-14) blev yderligere toogfyrre, der havde forbindelse med Akabs hus, dræbt (2 Kong 10,14). Da Jehu red videre mod Samaria, mødte han Jonadab (se denne), som han tog op i sin vogn, og de drog sammen ind i hovedstaden. Ved et snedigt påfund udryddede han alle Ba’als tilbedere, der fandtes i Samaria (2 Kong 10,19-25), og ødelagde afgudens tempel (2 Kong 10,27).

På trods af al denne tilsyneladende nidkærhed for tilbedelsen af Jahve tillod Jehu stadig dyrkelsen af guldkalvene i Dan og Betel. Derfor hvilede den guddommelige mishag over ham, og hans rige led nederlag i krig mod syrerne (2 Kong 10,29-33). Han døde efter en regeringstid på otteogtyve år (884-856 f.Kr.) og blev begravet i Samaria (10,34-36). “Han var en af disse beslutsomme, frygtelige og ærgerrige, men dog forsigtige, beregnende og lidenskabsløse mænd, som Gud fra tid til anden oprejser for at ændre rigers skæbne og udføre sine domme på jorden.” Han var den første jødiske konge, der kom i berøring med den assyriske magt på Shalmaneser II’s tid.