Nabatæere; nabathæere

nab-a-te'-anz, nab-a-the'-anz (Nabataioi; i 1 Makk 5,25 læser Codex Sinaiticus anabatais hoi, V, Anabattaiois; King James Version Nabathites, mere korrekt "Nabataeans"):

1. Hjemsted og tidlig historie:

En semitisk stamme (arabisk snarere end syrisk), hvis hjem i tidlig hellenistisk tid lå sydøst for Israels land, hvor de enten havde fortrængt eller blandet sig med edomitterne (jf. Mal 1,1-5). På Josefus' tid var de så talrige, at området mellem Det Røde Hav og Eufrat blev kaldt Nabatene (Ant., I, xii, 4). De bredte sig langs østsiden af Jordan med Petra som hovedstad (Strabon xvi.779; Josefus, Ant, XIV, i, 4; XVII, iii, 2; BJ, I, vi, 2 osv.). Deres tidligere historie er indhyllet i dunkelhed. Hieronymus, Quaeat in 1 Mos 25,13, følger det vink, Josefus giver (Ant., I, xii, 4), og hævder, at de var identiske med den ismaelitiske stamme Nebajot, hvilket er muligt, skønt Nebajot staves med det hebraiske bogstav taw ("t"), mens nabatæere staves med det hebraiske bogstav teth ("t"). De var tilsyneladende assyrernes første allierede under deres invasioner af Edom (jf. Mal 1,1 ff.). Senere blev de undertvunget af Sankerib (Sayce, New Light from the Ancient Monuments, II, 430), men genvandt inden længe deres uafhængighed og gjorde modstand mod Ashurbanipal (Rawlinson, note, på stedet). Ifølge Alexander Polyhistor (Fr. 18) hørte de til de nomadestammer, som blev undertvunget af David. Deres historie bliver mere udførlig fra 312 f.Kr. (Diod. Sic. xix), da Antigonos I (Kyklops) sendte sin general Athenaios med en styrke imod dem i Petra. Efter en første fordel blev Athenaios' hær næsten tilintetgjort. Demetrios, Antigonos' søn, blev nogle år senere sendt imod dem, med ringe held, skønt han sluttede venskab med dem. Den første fyrste, der nævnes, er Aretas I, som ypperstepræsten Jason flygtede til i 169 f.Kr. De var venligt stemt over for de tidlige makkabæere i den antihellenistiske kamp, over for Judas i 164 f.Kr. (1 Makk 5,25) og over for Jonatan i 160 f.Kr. (1 Makk 9,35).

2. Et stærkt kongerige:

Hen imod slutningen af det 2. århundrede f.Kr., ved de ptolemæiske og seleukidiske dynastiers fald, grundlagde nabatæerne under kong Erotimus et stærkt rige, der strakte sig øst for Jordan (i 110 f.Kr.). Nu bevidste om deres egen styrke nærede de vrede over hasmonæerdynastiets ærgerrighed--deres tidligere allierede--og modarbejdede Alexander Jannæus (96 f.Kr.) ved belejringen af Gaza (Josefus, Ant, XIII, xiii, 3). Nogle år senere (90 f.Kr.) gjorde Alexander gengæld ved at angribe Obedas I, nabatæernes konge, men led et alvorligt nederlag øst for Jordan (Josefus, Ant, XIII, xiii, 5; BJ, I, iv, 4). Antiochos XII af Koilesyrien førte dernæst et felttog mod nabatæerne, men blev besejret og dræbt i slaget ved Kana (Josefus, Ant, XIII, xv, 1-2; BJ, I, iv, 7-8). Som følge deraf tog Aretas III Koilesyrien og Damaskus i besiddelse og vandt endnu en sejr over Alexander Jannæus ved Adida (i 85 f.Kr.).

3. Konflikter:

Nabatæerne, anført af Aretas (III (?)), sluttede op om Hyrkanus' sag mod Aristobulos, belejrede sidstnævnte i Jerusalem og fremkaldte romernes indgriben; under Scaurus besejrede romerne dem (Josefus, Ant, XIV, i, 4 f.; BJ, I, vi, 2 f.). Efter erobringen af Jerusalem angreb Pompejus Aretas, men stillede sig tilfreds med en betaling (Josefus, ibid.), og Damaskus blev føjet til Syrien, skønt det senere synes igen at være kommet i Aretas' hænder (2 Kor 11,32). I 55 f.Kr. førte Gabinius endnu en styrke mod nabatæerne (Josefus, ibid.). I 47 f.Kr. hjalp Malchus I Cæsar, men i 40 f.Kr. nægtede han at hjælpe Herodes mod partherne og provokerede dermed både det idumæiske dynasti og romerne. Antonius skænkede en del af Malchus' område til Kleopatra, og det nabatæiske rige blev yderligere ydmyget ved et katastrofalt nederlag i krigen mod Herodes (31 f.Kr.).

4. Nationens ende:

Under Aretas IV (9 f.Kr.-40 e.Kr.) blev riget anerkendt af Augustus. Denne konge tog romernes parti mod jøderne og vandt desuden en stor sejr over Herodes Antipas, som havde skilt sig fra hans datter for at gifte sig med Herodias. Under kong Abias endte et felttog mod Adiabene ulykkeligt. Malchus II (48-71 e.Kr.) hjalp romerne ved erobringen af Jerusalem (Josefus, BJ, III, iv, 2). Rabel (71-106 e.Kr.) var den sidste konge over nabatæerne som nation. I 106 e.Kr. blev deres nationalitet opløst ved Trajans ukloge politik, og Arabien, hvis hovedstad var Petra, blev gjort til en romersk provins af Cornelius Palma, statholder i Syrien. Ellers kunne de i det mindste have bidraget til at beskytte Vesten mod Østen. Diodorus (loc. cit.) fremstiller nabatæerne som et vildt nomadefolk uden landbrug, men med får, geder og kvæg, og beskæftiget med betydelig handel. Senere synes de dog at have optaget en betydelig aramæisk kultur, og aramæisk blev i det mindste sproget for deres handel og diplomati. De var også kendt som sørøvere på Det Røde Hav; de sikrede sig havnen Elah og `Akaba-bugten. De handlede mellem Egypten og Mesopotamien og drev en indbringende handel med myrra, røgelse og kostbare varer (KGF, 4. udgave (1901), I, 726-44, med fuld bibliografi).

S. Angus