Akab

a'-hab ('ach'abh, assyrisk a-cha-ab-bu; Septuaginta Achaab, men Jer 29,21 f, Achiab, hvilket, i analogi med '-h-y- m-l-k, (')-h-y-'-l osv., peger på en oprindelig form 'achi'abh, der betyder »faderen er min bror«): Sammensætningen betyder sandsynligvis, at »faderen«, med henvisning til Gud, er blevet valgt som en bror.

1. Akabs regeringstid:

Akab, Omris søn, Israels syvende konge, som regerede i toogtyve år, fra 876 til 854 (1 Kong 16,28 ff), var en af Israels stærkeste og samtidig en af dets svageste konger. Sammen med sit rige arvede han også rigets traditionelle fjender, som var ikke mindre rede til at skabe vanskeligheder for ham end for hans forgængere. Skønt riget i bedste fald indtog en kritisk position, med fjender som altid var rede til at udnytte enhver forbigående svaghed, blev det under Akabs regering tvunget til at gennemgå de ødelæggende virkninger af ulykke, tørke og hungersnød. Men Akab var situationen voksen og klog nok til at vinde både venners og fjenders beundring og respekt, idet han styrkede riget udadtil og indadtil. Mange af onderne under hans regering, som en stærkere natur måske kunne have overvundet, fulgte af de tiltag, han traf for at styrke riget.

2. Hans udenrigspolitik:

På Davids og Salomos tid fandtes der et gavnligt handelsmæssigt samkvem mellem hebræerne og fønikerne. Akab, som erkendte de fordele der ville tilfalde hans rige ved et forbund med sin tids førende handelsnation, fornyede de gamle forbindelser med fønikerne og beseglede dem ved sit ægteskab med Jezabel, datter af Etba'al, konge af Tyrus (Ithobalos, Astartes præst, omtalt af Meander). Dernæst rettede han sin opmærksomhed mod at etablere fredelige og venlige forbindelser med det beslægtede og nærliggende kongerige Juda. For første gang siden rigernes deling blev de arvelige indbyrdes stridigheder glemt, »og Joshafat«, den gode konge af Juda, »sluttede fred med Israels konge.« Også dette forbund blev beseglet ved et ægteskabeligt slægtskab, idet Joram, Judas kronprins, blev forenet i ægteskab med prinsessen Atalja, Akabs datter.

Måske kastes der yderligere lys over Akabs udenrigspolitik af hans behandling af Ben-Hadad, kongen af Damaskus. Der blev givet en mulighed for at knuse Syriens truende magt til støv. Men da Ben-Hadad i en bønfaldendes dragt blev tvunget til at trygle for sit liv, modtog Akab ham venligt som sin bror, og selv om profeterne fordømte ham for hans mildhed, skånede han sin fjende og lod ham drage bort på den betingelse, at han skulle give de byer tilbage, som var erobret fra Omri, og indrømme visse »gader« i Damaskus som et kvarter for israelitiske beboere. Uden tvivl mente Akab, at en konge vundet som ven ved venlighed kunne være til større gavn for Israel end en fjendtlig nation, gjort endnu mere fjendtlig ved at få sin konge slået ihjel. Hvad end Akabs motiver kan have været, kæmpede disse arvefjender faktisk side om side mod den fælles fjende, Assyriens konge, i slaget ved Karkar ved Orontes i året 854, sådan som det bevises af indskriften på Assyriens konge Shalmaneser II's monolit.

3. Hans religionspolitik:

Akabs fremsynede udenrigspolitik var modsætningen til hans kortsynede religionspolitik. Gennem sit forbund med Fønikien satte han ikke blot handelsstrømmene med Tyrus i bevægelse, men indbød også fønikisk religion. Dyrkelsen af Jahve ved hjælp af Jeroboams guldkalve forekom ham forældet. Ba'al, Tyrus' gud, den stolte herskerinde over havene og besidder af blændende rigdom, skulle have en lige plads med Jahve, Israels Gud. Derfor byggede han i Samaria et tempel for Ba'al og rejste i det et alter for denne gud og ved siden af alteret en pæl for Asherab (1 Kong 16,32; 1 Kong 16,33). På den anden side forsøgte han at tjene Jahve ved at opkalde sine børn til hans ære--Akazja (»Jah holder«), Joram (»Jah er høj«) og Atalja (»Jah er stærk«). Akab indså imidlertid ikke, at mens en koalition af nationer kunne være fordelagtig, ville en synkretisme af deres religioner være katastrofal. Han fattede ikke den fulde betydning af princippet: »Jahve alene er Israels Gud.« I Jezabel, sin fønikiske hustru, fandt Akab en forkæmper for den fremmede kultur, som var lige så bydende og dygtig, som hun var hævngerrig og samvittighedsløs. Hun var beskytter for Ba'als profeter og for Asherabs tilhængere (1 Kong 18,19; 1 Kong 18,20; 1 Kong 19,1; 1 Kong 19,2) På hendes tilskyndelse blev Jahves altre revet ned. Hun indledte den første store religiøse forfølgelse af menigheden, idet hun lod Jahves profeter dræbe med sværd. I alt dette sigtede hun mod mere end en synkretisme af de to religioner; hun planlagde at ødelægge Jahves religion med rod og gren og sætte Ba'als i dens sted. I dette modsatte Akab sig hende ikke, men er skyldig i at have set gennem fingre med sin principløse hustrus politik, hvis han ikke ligefrem helhjertet samtykkede i den.

4. Mordet på Nabot:

Forkerte religiøse principper har deres modstykke i falske etiske idealer og umoralske borgerlige handlinger. Akab, som Ba'alsdyrker, indførte ikke blot en falsk religion, men også falske sociale idealer. Den kongelige residens lå i Jizre'el, som sandsynligvis var vokset i betydning gennem hans alliance med Fønikien. Tæt ved det kongelige palads lå en vingård (1 Kong 21,1), ejet af Nabot, en indfødt fra Jizre'el. Dette stykke jord begærede Akab som køkkenhave. Han krævede derfor, at Nabot skulle sælge den til ham eller bytte den for et bedre stykke jord. Nabot afslog tilbuddet. Akab, en hebræer, som kendte landets love, blev såret af afslaget og gik hjem meget misfornøjet. Jezabel havde derimod hverken religiøse skrupler eller nogen respekt for hebræernes borgerlige love. Derfor planlagde hun en grov forbrydelse for at tilfredsstille Akabs lune. I kongens navn og med hans myndighed lod hun Nabot falsk anklage for gudsbespottelse mod Gud og kongen, og lod ham stene til døde af de lokale myndigheder. Den rædsel, som dette justitsmord vakte, gjorde sandsynligvis lige så meget til i sidste ende at styrte Omris hus som den gunst, der blev vist den tyriske Ba'al.

5. Akab og Elias:

Hverken religiøse rettigheder eller borgerlige friheder kan trampes under fode uden guddommelig gengældelse. Forsøget på at gøre det fremkalder en vækket og skærpet samvittighed, som bydende kræver, at det rette bliver gjort. Som en anklagende samvittighed trådte Elias frem for Akab. Selve hans navn ("min Gud er Yah") indgød ærefrygt. "Så sandt Jahve, Israels Gud, lever, for hvis ansigt jeg står: der skal i disse år hverken falde dug eller regn," var det budskab, der nagede Akabs samvittighed i mere end tre år. Da Elias viser sig igen, hilser Akab ham som Israels ulykkesbringer. Elias retter ham roligt og siger, at kongens religiøse politik har forårsaget ulykken i Israel. Beviset for det skal gives på Karmels bjerg. Akab gør, som Elias befaler. Folket skal vide, hvem de skal tjene. Ba'al tier. Jahve svarer med ild. En strøm af regn gør ende på tørken. Sejren tilhører Jahve.

Endnu en gang flammer Elias' harme op mod Akabs hus. Det er justitsmordet på Nabot, der fremkalder den. Nationens borgerlige rettigheder må beskyttes. Akab har solgt sig selv til at gøre det onde i Jahves øjne. Derfor skal Akabs hus falde. Jezabels lig skal ædes af hunde; kongens efterkommere skal udryddes; byens hunde eller himlens fugle skal æde deres kroppe (1 Kong 21,20-26). Som lyn slår Elias' ord ned. Akab "fastede og lå i sæk og gik sagte omkring." Men terningen var kastet. Jahve får sin ret. Aldrig igen i Israels historie kan Ba'al, urettens inspirator, gøre krav på en plads ved siden af Jahve, retfærdighedens Gud.

6. Akabs byggevirksomhed:

I lighed med orientalske monarker viste Akab smag for arkitektur, uden tvivl stimuleret af fønikisk indflydelse. Store byggearbejder blev iværksat i Samaria (1 Kong 16,32; 2 Kong 10,21). Salomo havde en elfenbenstrone, men Akab byggede sig i Jizre'el et palads, prydet med træværk og indlagt med elfenben (1 Kong 21,1; 1 Kong 22,39). Måske hentyder Amos, hundrede år senere, til Akabs værk, når han siger: "Elfenbenshusene skal gå til grunde" (Am 3,15). På hans tid påtog Hiel fra Betel sig at genopbygge Jeriko, på trods af Josvas forbandelse (1 Kong 16,33; 1 Kong 16,34). Mange byer blev bygget under hans regering (1 Kong 22,39).

7. Akabs militære karriere:

Akab var ikke blot en pragtelskende monark, men også en stor militær leder. Han indledte uden tvivl sin militærpolitik med at befæste Israels byer (1 Kong 16,34; 1 Kong 22,39). Ben-Hadad (Dadidri i de assyriske annaler; Hadadezer og Barhadad er hebraiske, aramaiske og arabiske former af samme navn), kongen af Syrien, hvis vasaller Israels konger havde været (1 Kong 15,19), belejrer straks Samaria og sender Akab et fornærmende budskab. Akab svarer: "Den, der spænder rustningen om sig, skal ikke rose sig som den, der tager den af." Efter råd fra en Jahves profet tilføjer Akab, med 7.000 mand under 232 ledere, Ben-Hadad og hans 32 lenskonger, som havde overgivet sig til et drikkegilde, et knusende nederlag (1 Kong 1).

Det følgende år lider den syriske hær, trods sin overvældende overlegenhed, endnu et nederlag for Akabs hånd i dalen nær Afek. På den betingelse, at Ben-Hadad skal give hele israelitisk område tilbage og give hebræerne visse rettigheder i Damaskus, skåner Akab hans liv, til profetens store harme (1 Kong 20,22 f). I året 854 kæmper Akab med 2.000 stridsvogne og 10.000 mand skulder ved skulder med Ben-Hadad mod Shalmaneser II, Assyriens konge. Ved Karkar ved Orontes led Ben-Hadad med sine allierede styrker et overvældende nederlag (COT, II, i, 183 f).

Måske gav Ben-Hadad Akab skylden for nederlaget. Under alle omstændigheder holder han ikke sit løfte til Akab (1 Kong 22,3; 1 Kong 20,34). Lokket af falske profeter, men imod Mikajas dramatiske advarsel, bliver Akab ført til endnu en gang at tage kampen op mod Syrien. Hans ven, Joshafat, Judas konge, slutter sig til ham i konflikten. For første gang siden Davids dage står hele Israel og Juda forenet mod den fælles fjende.

8. Akabs død:

Muligvis gav Mikajas advarsel Akab en forudanelse om, at dette ville blive hans sidste kamp. Han går ind i slaget forklædt, men forgæves. En pil, skudt på må og få, påfører ham et dødeligt sår. Med en helts standhaftighed bliver Akab i sin vogn hele dagen for at undgå panik, og han dør ved solnedgang. Hans lig føres til Samaria for at blive begravet. En stor konge var død, og riget gik hurtigt tilbage efter hans død. Han havde ikke forstået Jahves storhed; han undlod at stå for den højeste retfærdighed, og hans synder hjemsøges på hans efterkommere (1 Kong 22,29 f).

9. Akab og arkæologien:

(1) Moabitterstenen

Moabitterstenen (se Moabitterstenen) vidner (linje 7, 8) om, at Omri og hans søn (Akab) herskede over landet Mehdeba i fyrre år. Mens Akab var optaget af krigene mod syrerne, gjorde Moab oprør. Mesha meddeler os på overdrevet vis, at "Israel gik til grunde med en evig ødelæggelse." Mesha anerkender Jahve som Israels Gud.

(2) Shalmaneser II's monolit

Shalmaneser II's monolit (Brit Mus; se Assyrien) meddeler os, at Shalmaneser II i 854 kom i konflikt med kongeriget Hamat, og at Benhadad II sammen med Akab af Israel og andre dannede et forbund for at modstå den assyriske fremrykning. Koalitionens styrker blev besejret ved Karkar.

(3) Nyere udgravninger.

Under ledelse af Harvard University er der blevet foretaget udgravninger i Samaria siden 1908. I 1909 fandt man rester af et hebraisk palads. I dette palads har man påvist to byggefaser. Udforskerne foreslår, at de har fundet Omris palads, udvidet og forbedret af Akab. Dette kan være det "elfenbenshus", som Akab byggede. I august 1910 blev der i en bygning ved siden af Akabs palads fundet omkring 75 potteskår med skrift. Skriften er den samme som på Moabitterstenen, idet ordene er adskilt af blækprikker. Disse ostraka synes at være etiketter, der var fæstnet til krukker opbevaret i et rum, som stødte op til Akabs palads. Et af dem lyder: "I det niende år. Fra Shaphtan. Til Ba`al-zamar. En krukke gammel vin." Et andet lyder: "Vin fra Tellens vingård." Disse læsninger minder én om Nabots vingård. I et andet rum, ikke langt fra hvor ostrakaene blev fundet, "blev der fundet en alabastvase indskrevet med navnet på Akabs samtidige, Osorkon II af Egypten." Mange egennavne findes på ostrakaene, og de har deres modstykke i Det Gamle Testamente. Det hævdes, at skriftmængden er langt større end al anden gammelhebraisk skrift, der hidtil er kendt. Måske kan vi, når alle disse skrifter offentliggøres, vente meget lys over Akabs regering. (Se ostraka; Harvard Theological Review, januar 1909, april 1910, januar 1911; Sunday School Times, 7. januar 1911; The Jewish Chronicle, 27. januar 1911.)

S. K. Mosiman