Akab

Fars bror.

Søn af Omri, som han efterfulgte som Israels syvende konge. Hans historie er nedskrevet i 1 Kong 16-22. Hans hustru var Jezabel (se denne), som øvede en meget ond indflydelse på ham. Til den kalvedyrkelse, som Jeroboam havde indført, føjede han dyrkelsen af Ba’al. Han blev strengt formanet af Elias (se denne) for sin ondskab. Hans vrede blev derfor optændt mod profeten, og han søgte at dræbe ham. Han drog ud på tre felttog mod Ben-Hadad II, kongen af Damaskus. I de to første, som var defensive, vandt han en fuldstændig sejr over Ben-Hadad, der faldt i hans hænder og senere blev løsladt på betingelse af, at han gav alle de byer i Israel tilbage, som han dengang holdt, og indrømmede Akab visse andre rettigheder. Efter tre års fred genoptog Akab af en eller anden grund krigen (1 Kong 22,3) mod Ben-Hadad ved at angribe byen Ramot i Gilead, selv om profeten Mika advarede ham om, at han ikke ville få held med sig, og at de 400 falske profeter, som opmuntrede ham, kun førte ham mod hans undergang. Mika blev fængslet, fordi han på denne måde vovede at fraråde Akab hans forehavende. Akab drog i kampen forklædt, for om muligt at undgå sine fjenders opmærksomhed; men en pil fra en bue, der var “spændt på lykke og fromme”, ramte ham, og skønt han en tid blev holdt oprejst i sin vogn, døde han hen mod aften, og Elias’ profeti (1 Kong 21,19) blev opfyldt. Han regerede i treogtyve år. På grund af sin afgudsdyrkelse, lyst og begærlighed omtales Akab som det fremtrædende forbillede på en ond konge (2 Kong 8,18; 2 Krøn 22,3; Mika 6,16).

En falsk profet, som Jeremias omtaler (Jer 29,21), og om hvem der ikke vides mere.