Nabal

Dåragtig, en efterkommer af Kaleb, som boede i Maon (1 Sam 25), det moderne Main, 7 mil sydøst for Hebron. Han var “meget rig, og han havde 3.000 får og 1.000 geder ... men manden var grov og ond i sine handlinger.” Under sine vandringer kom David til dette område, og da han hørte, at Nabal skulle til at klippe sine får, sendte han ti af sine unge mænd for at bede om “hvad der end kommer dig i hænde til dine tjenere.” Nabal afviste kravet fornærmende og sagde: “Hvem er David, og hvem er Isajs søn?” (1 Sam 25,10, 11). En af hyrderne, som stod ved siden af og så, hvordan Davids sendebud blev modtaget, fortalte det til Abigajil, Nabals hustru, som straks forstod den fare, der truede hendes husstand. Hun begav sig straks til Davids lejr og medbragte rigelige forsyninger af mad (25,18). Hun førte sin sag så høfligt og overbevisende, at Davids vrede blev stillet, og han sagde til hende: “Velsignet være Herren, Israels Gud, som sendte dig denne dag for at møde mig.”

Da hun vendte tilbage, fandt hun sin mand ude af stand til på grund af beruselse at forstå tingenes tilstand, og først den følgende dag forklarede hun ham, hvad der var sket. Han blev lammet af en fornemmelse af den fare, som hans opførsel havde udsat ham for. “Hans hjerte døde i ham, og han blev som en sten.” Og omkring ti dage senere “slog Herren Nabal, så han døde” (1 Sam 25,37, 38). Ikke længe efter giftede David sig med Abigajil (se dette opslag).