Vulgata

vul'-gat:

I. NAVNET OG DETS HISTORIE

1. Nuværende brug

2. Tidligere brug

3. Efter Hieronymus

4. Vulgatas historiske betydning

II. OPRINDELSE

1. Fordærvelse og forvirring i gamle oversættelser

2. Kætteri

3. Uundgåelig adskillelse mellem øst og vest

4. Pave Damasus' anmodning

III. HIERONYMUS' OVERSÆTTELSER OG REVISIONER: METODE

1. Det Nye Testamentes evangelier eller hele Det Nye Testamente?

2. Det Gamle Testamente fra Septuaginta

3. Oversættelse af Det Gamle Testamente fra hebraisk

IV. SENERE REVISIONER OG VULGATAS HISTORIE

1. I håndskrifterne

2. Trykt Vulgata

V. VULGATA-HÅNDSKRIFTER

VI. LATINITET

VII. BRUG AF VULGATA-OVERSÆTTELSER

LITTERATUR

I. Navnet og dets historie.

1. Nuværende brug:

Udtrykket "Vulgata" betyder hos os kun én ting--den latinske eller romerske kirkes autoritative standardbibel, hovedsagelig frembragt ved Hieronymus' arbejde. Men dette er ikke ordets oprindelige brug, og Hieronymus brugte det aldrig selv sådan; ja, i begyndelsen henviste det slet ikke til en latinsk version eller oversættelse. Ordet "Vulgata" kommer af adjektivet eller participiet vulgata, som sædvanligvis ledsagede editio, og betød først den gængse eller regelmæssigt brugte tekst. Det blev oprindelig brugt som ækvivalent til koine ekdosis = Septuaginta. Både Hieronymus og Augustin bruger udtrykket i denne betydning.

2. Tidligere brug:

Hieronymus (Kommentar til Es 65,20), "Hoc juxta Septuagint interpretes diximus, quorum editio toto orbe vulgata est" (og samme sted Es 30,22), vulgata editio henviser igen til Septuaginta. Andre steder giver Hieronymus faktisk de græske ord (fra Septuaginta), som de findes in editione vulgata (Kommentar til Osee 7 13). Augustin identificerer udtrykket med Septuaginta (De doctr. christ., xvi. 10): "Secundum vulgatam editionem, hoc est interpretum Septuaginta." Udtrykket editio vulgata blev dernæst udvidet til den form, hvori Septuaginta først blev kendt i Vesten--de gamle latinske oversættelser (se LATIN; LATIN VERSION), skønt der, som Westcott bemærker, ikke synes at være noget eksempel fra Hieronymus' tid på, at udtrykket anvendes om den latinske oversættelse af Det Gamle Testamente uden hensyn til dens afledning fra Septuaginta, eller om Det Nye Testamente, således at Hieronymus sædvanligvis mente Septuaginta, selv om han citerede den i latinsk form. Vulgata editio, som havde fået betydningen den gængse eller almindeligt brugte tekst af Septuaginta, blev endnu en gang udvidet til at betyde en fordærvet eller ukorrigeret tekst i modsætning til den standardiserede, forbedrede Septuaginta-version i Origenes' Hexapla, og i denne betydning bruges det af Hieronymus som synonymt med antiqua eller vetus editio.

Epistel cvi.2 fortjener at blive citeret i denne forbindelse: "Admoneo alia m esse editionem quam Origenes et Caesariensis Eusebius omnesque Graeciae translatores (koinen), i.e. communem appellant atque vulgatam, et a plerisque (Loukianos) nunc dicitur: aliam Septuagint interpretum quae in (Hexaplois) (i.e. of Origen) codicibus reperitur, et a nobis in Latinum sermonem fideliter versa ..... (koine) (communis editio) .... vetus corrupta editio est, ea antem quae habetur in (Hexaplois) et quam nos vertimus, ipsa est quae in eruditorum libris incorrupta et immaculata Septuagint interpretum translatio reservatur." ("Jeg minder om, at den ene er den tekst, som Origenes og Eusebius fra Cæsarea og alle de græske oversættere kalder (koine), dvs. den almindelige og gængse tekst, og som nu af de fleste kaldes Lukians (version); den anden er teksten fra Septuagintas oversættere, som findes i Origenes' kodekser (eller bøger) (eller Hexapla), og som trofast er blevet oversat af os til det latinske sprog .... koine (den almindelige tekst) .... er den gamle fordærvede tekst, men den, som findes i Hexapla, og som vi oversætter, er den samme, som Septuaginta-oversætternes version har bevaret uforandret og uplettet i de lærdes bøger.")

3. Efter Hieronymus:

Det var kun meget langsomt, at Hieronymus' version fik dette navn; udtrykket editio vulgata blev undertiden helt ned i middelalderen anvendt om Septuaginta eller de gamle latinske oversættelser af Septuaginta, mens Hieronymus' oversættelse var kendt som editio nostra, codices nostri, translation emendatior eller translation quam tenet Rorn ecclesia. De tridentinske fædre gjorde sig derfor skyldige i en anakronisme, da de omtalte Hieronymus' oversættelse som vetus et vulgata editio. Roger Bacon var tilsyneladende den første, i det 13. århundrede, der anvendte udtrykket Vulgata i vores betydning (ikke udelukkende, men også om Septuaginta), og denne brug blev klassisk gennem dens accept ved Tridentinerkoncilet ("vetus et vulgata editio").

4. Vulgatas historiske betydning:

Vulgatas interesse (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) bliver tydelig, når vi betænker, at denne oversættelse viste sig at blive for Vesten, hvad Septuaginta havde været for Østen; at den blev udarbejdet med stor omhu af den største lærde, som den latinske kristendom frembragte; at den i hundreder af år var den eneste bibel i almindelig brug i Europa; at den har givet os meget af vores moderne teologiske terminologi, ligesom den har været fadder til mange græske ord, som har beriget vores forestillinger. Den har også vist sig at være af primær betydning som et tidligt og fremragende vidne til den hellige tekst. Dertil kommer, at den "direkte eller indirekte er den egentlige moder til alle folkesproglige oversættelser i Vesteuropa" med undtagelse af Ulfilas' gotiske. For engelsktalende studerende har den en særlig interesse som kilden til de tidligere oversættelser, der blev foretaget af den ærværdige Beda, og dele af Det Gamle Testamente blev i det 10. århundrede oversat fra Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) af AElfric. Dens største indflydelse blev udøvet i Wycliffes engelske oversættelse — en ordret oversættelse fra Vulgata (1383). Og Coverdales bibel (1535) blev "trofast og sandt oversat fra nederlandsk (dvs. Luthers tysk) og latin." Rheims- og Douay-oversættelsen byggede på Vulgata, skønt den var "omhyggeligt sammenholdt med hebraisk og græsk." Vulgata udøvede betydelig indflydelse på Luthers oversættelse og gennem den på King James Version.

II. Oprindelse.

1. Fordærvelse og forvirring i gamle oversættelser:

Den latinske kristendom havde ikke været uden en bibel på sit eget sprog. Gamle latinske oversættelser findes i Nordafrika allerede i midten af det 3. århundrede og findes i teksterne hos Cyprian og Tertullian. Men disse oversættelser var kendetegnet ved "enkelhed", "grovhed" og provinsialisme. Der fandtes ikke én autoritativ standardoversættelse med nogen kirkelig anerkendelse. Oversættelserne skyldtes snarere "individuelle og på hinanden følgende bestræbelser." Augustin siger, at enhver, som fik fat i et græsk håndskrift og mente, at han kunne græsk og latin, ville vove sig ud i en oversættelse. Disse oversættelser opstod i Afrika og ikke i Rom, ellers ville de have haft større autoritet. Desuden var de første to århundreder af den romerske kirke snarere græske; den tidligste kristne litteratur fra Rom er græsk, dens biskopper bærer græske navne, og dens tidligste liturgi var græsk. Da kirken i Italien blev latinsktalende — sandsynligvis i slutningen af det 3. århundrede — gjorde provinsialismerne i den afrikanske oversættelse den uegnet for de mere dannede romere, og derfor blev der behov for revisioner. Forskere anerkender nu en europæisk type af gammel latinsk tekst. Og Westcott mener, at en norditaliensk revision (i hvert fald i evangelierne) blev foretaget i det 4. århundrede og kendt som Itala (se LATIN), og han genkender den i den Itala, som nævnes i Aug., De doctr. christ., xv, som "verborum tenacior cum perspicuitate sententiae"; men F.C. Burkitt (The Old Latin and the Itala, 54 ff) opfatter her Itala som en henvisning til Hieronymus' oversættelse. Midt i en sådan forvirring og fremkomsten af nationale eller provinsielle revisioner blev den latinske kirke sig behovet for en standardudgave bevidst. Der var næsten lige så mange teksttyper, som der var håndskrifter: "Tot exemplaria paene quot codices," siger Hieronymus (forord til evangelierne). Uafhængige og uautoriserede eller anonyme oversættelser" — især af Det Nye Testamente — forværrede, hjulpet af skrivernes grove skødesløshed, forvirringen yderligere. Augustin klager over denne "Latinorum interpretum infinita varietas."

2. Kætteri:

Ud over ulempen ved prædiken og de liturgiske variationer opstod et større krav om en autoritativ oversættelse på grund af den tidlige kirkes stadige vagtsomhed over for kættere. Tekstforvirring støttede kætteriet, og fraværet af en standardtekst gjorde det vanskeligere at gendrive det. Desuden lo jøderne, som havde én autoritativ tekst, ad forvirringen i de kristne skrifter.

3. Den uundgåelige adskillelse mellem Øst og Vest:

Den uundgåelige adskillelse mellem Øst og Vest, både politisk og kirkeligt, og splittelsen mellem græsk og latinsk kristendom gjorde eksistensen af en latinsk standardtekst bydende nødvendig. Kristendommen blev opfattet som en bogreligion, og derfor måtte den bog være inspireret og autoritativ i hvert ord — endog i ordenes rækkefølge.

Pave Damasus besluttede at råde bod på denne situation og gav med hele pavestolens autoritet Hieronymus i opdrag at frembringe en ægte og autoriseret standardoversættelse

4. Pave Damasus' anmodning:

Pavens valg kunne ikke være faldet på en mere kompetent lærd — en mand, som forsynsmæssigt var blevet begavet og forberedt til opgaven. Hieronymus — hans latinske navn var Eusebius Hieronymus — blev født i Stridon ved Dalmatiens grænser omkring 340 e.Kr., eller lidt senere, af kristne forældre. Han nød godt af den bedste klassiske uddannelse og blev en hengiven student af de bedste latinske forfattere. I en drøm så han et syn af dommen, og da han hævdede at være kristen, blev han irettesat: "Mentiris, Ciceronianus es, non Christianus." Han begyndte sine teologiske studier i Gallien, men søgte senere den asketiske tilværelses afsondrethed i ørkenen nær Antiokia. Her studerede han hebraisk hos en omvendt rabbiner for at betvinge voldsomme lidenskaber ved dette sprogs vanskeligheder. Omkring 375 eller 376 begyndte hans korrespondance med Damasus. I 382 kom han til Rom og blev Damasus' nære ven og rådgiver.

III. Hieronymus' oversættelser og revisioner: metode.

1. Det Nye Testamente:

Disse falder i tre hovedgrupper:

(1) revision af Det Nye Testamente;

(2) Det Gamle Testamente juxta Septuaginta;

(3) Det Gamle Testamente fra hebraisk.

Den nøjagtige dato for pavens opdrag er ikke angivet: det var sandsynligvis i 382 – året for Hieronymus' ankomst til Rom – eller tidligt i 383, i hvilket år evangelierne fremkom i revideret form. Damasus bad ganske enkelt om en revision af de gammellatinske versioner ved hjælp af græsk, snarere end om en ny version. Hieronymus sammenholdt græske håndskrifter og sammenlignede dem omhyggeligt med den »italienske« type af gammellatinske tekster; hvor det var muligt, blev den gammellatinske tekst bevaret. Således gik Hieronymus til opgaven med en konservativ ånd. Alligevel blev resultatet en betydelig afvigelse fra den gammellatinske version, idet ændringerne var

(1) sproglige, fjernelse af provinsialismer og råhed,

(2) i fortolkningen, f.eks. supersubstantialis for epiousion i Herrens bøn,

(3) fjernelse af interpolationer,

(4) indsættelse af de eusebianske kanoner.

Evangelierne eller hele Det Nye Testamente?

Det er omstridt, om Hieronymus reviderede hele Det Nye Testamente eller kun evangelierne.

Mod en revision af hele Det Nye Testamente er argumenterne kort sagt:

(1) At Augustin, som skrev 20 år efter fremkomsten af de reviderede evangelier, kun taler om »evangelium«: »Evangelium ex Graeco interpretatus est« (Brev civ.6); men Augustin kan her tale generelt eller anvende »evangelium« om hele Det Nye Testamente.

(2) Hieronymus taler i sit forord tilsyneladende om »kun fire evangelier« (»quattuor tantum evangelia«).

(3) Resten af Det Nye Testamente viser ikke de samme tegn på revision som evangelierne.

(4) Manglen på de sædvanlige forord (»solita praefatione«) til Hieronymus' reviderede versioner.

På den anden side, som mere end opvejer disse,

(1) Damasus krævede en revision af hele Det Nye Testamente, ikke kun af evangelierne (Damasus' forord).

(2) I andre udtalelser siger Hieronymus udtrykkeligt, at han reviderede Det Nye Testamente (ikke evangeliet eller evangelierne); i Brev cxii.20 synes han at rette Augustins evangelium ved at skrive: »Si me, ut dicis, in Novi Testamenti emendatione suspicis,« og i Brev lxxi.5: »Jeg oversatte Det Nye Testamente efter det græske« (»NT Graecae reddidi auctoritati«); jf. også De Vir. Ill., cxxxv.

(3) Hieronymus citerer steder uden for evangelierne, hvor hans version afveg fra de gammellatinske VSS, f.eks. Rom 12,11; 1 Tim 1,15; jf. Brev xxvii.

(4) Damasus døde ved udgangen af 384 – måske før resten af Hieronymus' revision blev udgivet, og derfor mente Hieronymus, at der ikke var behov for flere forord.

2. Det Gamle Testamente fra Septuaginta:

Den mest sandsynlige konklusion er, at Hieronymus reviderede hele Det Nye Testamente, om end ikke alt med samme omhu. Hans revision var hastig og blev snart mere eller mindre blandet sammen med de gammellatinske versioner, som folket holdt fast ved, sådan som de holder fast ved alle gamle versioner. Da Hieronymus sandsynligvis havde fuldført Det Nye Testamente ud fra græsk, begyndte han straks på Det Gamle Testamente ud fra Septuagintas græske tekst.

(1) Det romerske Psalter.

Han begyndte med Salmerne, som han ganske enkelt kun rettede, hvor det var absolut påkrævet (jf. forordet), og summarisk (circa 384). Denne revision kaldes det romerske Psalter (Psalterium Romanum), som fortsatte i brug i Rom og Italien, indtil det under Pius V's pontifikat blev fortrængt af det gallikanske Psalter, skønt det romerske Psalter stadig bruges i Peterskirken i Rom og i Markuskirken i Milano.

(2) Det gallikanske Psalter.

Dette Psalter blev snart så fordærvet af den gammellatinske version, at Hieronymus (circa 387) påtog sig en anden revision på Paulas og Eustochiums anmodning. Det blev kendt som det gallikanske Psalter på grund af dets tidlige popularitet i Gallien. Det blev også udarbejdet ud fra Septuaginta, men med hjælp fra andre græske versioner. Hieronymus overtog i det de kritiske tegn, som Origenes brugte – et afsnit indrammet mellem en obelus og to punkter manglede i hebraisk, men fandtes i Septuaginta; det, der stod mellem en asterisk og to punkter, manglede i Septuaginta, men var indsat fra Theodotion (Forord til Salmerne).

(3) Resten af Det Gamle Testamente.

Omtrent på samme tid udgav Hieronymus oversættelser af andre gammeltestamentlige bøger fra Septuaginta. Job blev revideret meget kort efter det gallikanske Psalter. Forordet til Ordsprogene, Prædikeren, Højsangen og Krønikebøgerne er bevaret og viser, at han havde revideret disse bøger. Job og Salmerne er de eneste bøger af denne revision juxta Septuagint, der er bevaret.

Det er igen omstridt, om Hieronymus fuldførte hele Det Gamle Testamente i denne revision, fordi (1) de sædvanlige forord igen mangler (undtagen til de allerede nævnte bøger), og (2) Hieronymus i sine forord til revisionen fra hebraisk ikke henviser til en tidligere revision af sin egen; (3) det arbejde, der forudsættes, var for stort til den korte tid, der var mulig, og må have været udført mellem 387 og 390 (eller 391), for på sidstnævnte tidspunkt var han allerede i gang med oversættelsen fra hebraisk. Men Hieronymus var en fænomenal arbejder, som vi ser af, at hans oversættelse af Ordsprogene, Prædikeren og Højsangen fra hebraisk blev udført på tre dage. Og hans kommentar til Efeserbrevet blev skrevet med en hastighed på 1.000 linjer om dagen.

Hieronymus fuldførte sandsynligvis det hele, som vi slutter af hans egne direkte, positive udsagn. Han taler om »mea in libris canonicis interpretatio« (Brev cxii.19; se henvisninger hos Westcott), og i forordet til Salomos bøger efter Septuaginta erklærer han, at han ikke rettede Visdommens Bog og Siraks Bog, »idet han kun ønskede at rette de kanoniske bøger« (»tantummodo canonicas scripturas vobis emendare desiderans«). Endnu en gang taler han om omhyggeligt at have oversat Septuaginta til latin (Con Ruf., ii.24; jf. Brev lxxi).

3. Oversættelse af Det Gamle Testamente fra hebraisk:

Hvis efterskriften til brev cxxxiv til Augustin er ægte, klager Hieronymus over, at han ved svig havde mistet det meste af sit tidligere arbejde ("pleraque enim prioris laboris fraude cuiusdam amisimus"). Og Augustin beder (brev xcvi.34) Hieronymus om hans oversættelser fra Septuaginta ("Nobis mittas, obsecro, interpretationem tuam de Septuagint quam te edidisse nesciebam"). Da Hieronymus under disse arbejder havde opdaget Septuaginta-tekstens utilfredsstillende tilstand, og hans venner fremførte behovet for en oversættelse direkte fra hebraisk, begyndte han denne enorme opgave omkring 390 med Samuel og Kongebøgerne, som han udgav med Prologus galeatus ("den hjelmklædte prolog"), dernæst Salmerne (ca. 392), Job og Profeterne (393), 1 og 2 Esdras (ca. 394) (3 og 4 blev udeladt), Krønikebøgerne (396). Derefter fulgte en alvorlig sygdom indtil 398, da han "post longam aegrotationem" oversatte Ordsprogene, Prædikeren og Højsangen. Han begyndte så på Oktateuken: "Octateucho quem nunc in manibus habeo" (brev lxxi.5), idet Pentateuken først blev oversat i 401, Josva, Dommerne, Ruth og Ester kort efter (xl.4: "post sanctae Paulae dormitionem"). Tobit og Judit blev for ham oversat fra kaldæisk til hebraisk, hvorfra han derpå oversatte dem til latin (ca. 405), og kort før eller efter disse tilføjede han de apokryfe tilføjelser til Daniel og Ester. Baruk sprang han over. Visdommens Bog og Siraks Bog blev ikke revideret af ham. Om han reviderede Makkabæerbøgerne, er tvivlsomt. Således fuldførtes på 15 anstrengende år (390-405) et værk, som har vist sig at være et ktema es aei (Thukydid i.22), "en besiddelse for al tid." Oversættelsen blev i vid udstrækning foretaget på venners anmodning og ikke på nogen pavelig anmodning. Faktisk foregav Hieronymus ikke at arbejde for offentligheden; han bad ligefrem en ven om ikke at vise hans oversættelse frem.

Modtagelse.

Men den menneskelige natur anerkender sjældent fortjeneste i sin egen generation, og konservatismens ånd rejste sig i oprør mod gavnlig fornyelse. Hieronymus blev beskyldt for at ringeagte Septuaginta, som selv i Augustins øjne var lige så inspireret som den hebraiske original. Hieronymus' heftige temperament og hans bidende tunge var ikke egnede til at forsone.

IV. Senere recensioner og Vulgatas historie.

1. I håndskrifterne:

Efterhånden lagde den voldsomme modstand sig, og allerede ved tiden for Hieronymus' død begyndte man at få øje på fortjenesterne ved hans version, som Augustin brugte i evangelierne. Nogle dele af Hieronymus' Vulgata (390-405 e.Kr.) vandt indpas og popularitet langt hurtigere end andre – de gammellatinske versioner døde hårdt og ikke uden at tilføje Vulgata mange sår. Hans Psalter fra hebraisk fortrængte aldrig den gallikanske, som stadig har sin plads i Vulgata. Nogle lærde var i stand til at værdsætte Hieronymus' udgave tidligere end andre. Og det var på forskellige tidspunkter, at de forskellige provinser og lande i Vesten antog den. Pelagius brugte den i sin kommentar til de paulinske breve. Som man kunne forvente, beholdt de gammellatinske versioner længst deres plads dér, hvor de var opstået – Nordafrika. Britannien viste sig at være det næstmest konservative. De gamle versioner blev aldrig afsat ved nogen autoritativ beslutning, og derfor var Hieronymus' version tvunget til at vinde frem ved sine egne kvaliteter. I det 5. århundrede – især i Gallien – fortsatte den med at vokse i popularitet blandt lærde og blev antaget af Vincent af Lerins, Eucherius af Lyon, Sedulius og Claudianus Mamertus samt Prosper af Aquitanien. I det næste århundrede blev dens brug næsten universel, undtagen i Afrika, hvor den gammellatinske blev fastholdt af Junilius og Facundus. Ved slutningen af det 6. århundrede anerkender pave Gregor den Store, at den nye (dvs. Vulgata) og den gamle begge bruges lige meget af den apostolske stol; og således stod Vulgata i det mindste på lige fod med den gamle. I det 7. århundrede trækker den gammellatinske sig tilbage, men spor af den overlever ned i middelalderen og påvirker og fordærver Hieronymus-versionen. Blandede tekster og sammenarbejdede læsemåder opstod – den gammellatinskes fortrolighed i lektionarer og liturgier satte sit præg på Vulgata. Det Nye Testamente, som kun var en revision og ikke en ny oversættelse, og som var mest i brug, degenererede mest.

(1) Allerede i det 6. århundrede følte man behovet for en rettet Vulgata-tekst (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.), og Cassidorius påtog sig at revidere en del af den. Dette var blot et privat foretagende og gjorde ikke meget for at dæmme op for fordærvelsens strøm.

(2) Omkring slutningen af det 8. århundrede gav Karl den Store en englænder, Alkuin, abbed for Martin i Tours, i opdrag at fremstille en revideret tekst på grundlag af de bedste latinske håndskrifter, uden henvisning til den græske tekst. Alkuin sendte bud til York efter sine håndskrifter og frembragte således en tekst efter britiske håndskrifter. Juledag 801 e.Kr. overrakte han kejseren den rettede tekst. Den autoritet, hvormed denne tekst blev udarbejdet, og dens offentlige brug, sammen med den klasse af håndskrifter, der blev brugt, gjorde meget for at bevare en ren Vulgata-tekst (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) og standse interpolationer: "De bedste håndskrifter af hans recension afviger ikke meget fra den rene hieronymianske tekst" (Westcott).

(3) En anden recension fra omtrent samme tid – men som en lærds private foretagende – blev frembragt af en vestgoter, Theodulf, biskop af Orleans. Han gjorde den spanske håndskriftsfamilie sammen med håndskrifterne fra Sydfrankrig til grundlag for sin tekst. Hans indskrivning af variantlæsninger i margen hjalp i virkeligheden fordærvelsesprocessen. Hans tekst – skønt udarbejdet med enormt arbejde – var langt underlegen i forhold til Alkuins og øvede kun ringe indflydelse over for Alkuins autoritative version. Håndskrifter blev hurtigt mangfoldiggjort i det 9. århundrede efter den alkuinske model af skolen i Tours, men med skødesløshed og hast, som bidrog til en hurtig degeneration af teksten. Igen krævede forvirringen en afhjælpning.

(4) I det 11. århundrede forsøgte Lanfranc, biskop af Canterbury (1069-89), en rettelse--tilsyneladende med ringe held. Omkring midten af det 12. århundrede udarbejdede Stephen Harding af Citeaux en revision--bevaret i håndskrift i Dijons offentlige bibliotek (nummer 9), ligesom også kardinal Nicolaus gjorde. Den øgede efterspørgsel efter bibler i det 13. århundrede gav mulighed for yderligere forvanskning af teksten--forlæggere og afskrivere var ligeglade med, hvilken slags håndskrift der blev valgt som grundlag.

(5) Som følge af universitetet i Paris' berømmelse i det 13. århundrede og den enorme aktivitet med at fremstille bibelhåndskrifter opstod der en teksttype, som Roger Bacon kaldte Exemplar Parisiense, og som han ikke har noget godt at sige om.

(6) I samme århundrede blev der taget skridt i retning af en standardtekst og til at standse forvanskning ved udarbejdelsen af correctoria, dvs. bøger, hvor læsemåderne i græske og latinske håndskrifter blev vejet for at fastlægge en tekst, kirkefædres autoritet blev anført osv. Nogle af de vigtigste correctoria er: Correctorium Parisiense, også kendt som Senonense--et af de værste, idet det følger den parisiske teksttype; Correotorium Vaticanum, det bedste; Correctorium Sorbonicum, i Sorbonne; Correctorium Dominicanum.

2. Trykt Vulgata:

(1) Tidlige udgaver.

Der blev kun gjort lidt mere indtil bogtrykkerkunstens opfindelse, og pressens første produkter var latinske bibler. Desværre accepterede man i begyndelsen den gængse tekst uden noget kritisk arbejde, og således videreførte de tidligste trykte Vulgata-udgaver blot en ringere tekst. Kun nogle få blandt flere hundrede tidlige udgaver kan nævnes:

(a) Mazarin-bibelen--en af de smukkeste og mest værdifulde bøger i verden--trykt i Mainz omkring midten af det 15. århundrede (1455, Westcott) af Gutenberg, Schoffer eller Fust;

(b) den første bibel udgivet i Rom i 1471 af Sweynheym og Pannartz og genoptrykt i Nürnberg i 1475;

(c) 1504 en Paris-udgave med variantlæsninger;

(d) en udgave i den complutensiske polyglot (1514 ff.) fra gamle håndskrifter og fra græsk;

(e) praktisk taget den første kritiske udgave, ved Robertus Stephanus (1. udgave 1528, 2. 1532, senere genoptrykt), interessant fordi den i praksis var grundlaget for den romerske standard-Vulgata;

(f) Hentenius' kritiske udgave (Louvain, 1547).

Forsøg på at frembringe en rettet tekst ved hjælp af grundteksten blev gjort af Erasmus i 1516, Pagninus i 1518 ff., kardinal Cajetan, Steuchius i 1529, Clarius i 1542 osv. Der blev endda lavet nye oversættelser af både romersk-katolske og protestantiske lærde. Dette forvirrende antal udgaver og stridighederne i det 16. århundrede krævede en standardudgave. Tridentinerkoncilet (1546) tog sagen op og bestemte, at den "ipsa vetus et vulgata editio quae Iongo tot saeculorum usu in ipsa ecclesia probata" ("den samme gamle og almindeligt brugte tekst, som i selve kirken er blevet godkendt ved så mange århundreders lange brug") skulle betragtes som autentisk (authentica). Med dette mente de tilsyneladende Hieronymus' version, men de angav ikke, i hvilket håndskrift eller hvilken trykt udgave den skulle findes.

(2) Den sixtinske udgave (1590).

Der blev foreløbig ikke taget yderligere skridt til at sikre en officiel standardbibel for kirken--John Hentenius fra Louvains private udgave tjente i mellemtiden, indtil Sixtus V's pontifikat. Denne pave betroede arbejdet til en komité under kardinal Caraffa, men han medvirkede selv energisk. Håndskrifter og trykte udgaver blev undersøgt, men den græske eller hebraiske grundtekst skulle betragtes som afgørende i vanskelige tilfælde. Resultatet blev udgivet som den sixtinske udgave af Vulgata af Vatikanets trykkeri i 1590 (se titel på 1. og 2. side). Teksten ligner Stephanus-udgaven fra 1540. En ny, forvirrende metode til versnummerering blev indført. Som man kunne forvente, var udgaven forsynet med en bulle, Aeternus ille osv., hvori de teologiske lærde roste sig selv for deres omhyggelige arbejde, og resultatet blev erklæret for den autoriserede Vulgata fra Tridentinerkoncilet, "pro vera, legitima, authentica et indubitata, in omnibus publicis privatisque disputationibus ...." ("i kraft af sandhed, brug, autenticitet og vished, i alle offentlige og private stridsspørgsmål"). Trykfejl blev rettet med pen eller ved at klistre en papirlap med rettelsen over fejlen. Denne udgave måtte ikke genoptrykkes i 10 år undtagen i Vatikanet, og derefter skulle enhver udgave sammenlignes med Vatikan-udgaven, så "ikke engang den mindste partikel skulle ændres, tilføjes eller fjernes" under trussel om den "større ekskommunikation". Sixtus døde samme år, og jesuitten Bellarmine overtalte Clemens VIII til at tilbagekalde den sixtinske udgave og udarbejde en anden standard-Vulgata i 1592.

(3) Den clementinske udgave (1592).

Samme år udkom den clementinske udgave med et forord af Bellarmine, som hævdede, at Sixtus selv havde besluttet at tilbagekalde sin udgave på grund af trykfejl (som den var bemærkelsesværdigt fri for). Straffene og sanktionerne i den sixtinske bulle blev omgået ved at trykke bogen som en sixtinsk udgave, idet man faktisk trykte Sixtus' navn i stedet for Clemens' på titelbladet: Biblia Sacra Vulgatae Editionis Sixti Quinti Pont. Max. iussu recognita atque edita. Det besværlige system for versnummerering i den sixtinske udgave blev opgivet. Selve teksten var snarere af Hentenius-typen. Ingen fremtidig udgave måtte trykkes undtagen efter det nøjagtige mønster, "selv til den mindste partikel", i Vatikan-udgaven. Takket i høj grad være den pavelige bulle forbliver denne clementinske udgave fra 1592 stadig den romersk-katolske kirkes officielle version. En anden udgave udkom i 1593 og en tredje i 1598. Romersk-katolske lærde blev afskrækket fra at påtage sig en ny version, og protestantiske lærde var indtil for nylig for optaget af grundteksterne.

Bentleys planlagte udgave af Det Nye Testamente udkom aldrig. Under dække af Hieronymus' værker blev en korrigeret tekst udgivet af Vallarsi, 1734 – i virkeligheden fuldførelsen og revisionen af Martianays udgave fra 1706. Der blev kun gjort lidt mere med hensyn til kritiske udgaver indtil sidste halvdel af det 19. århundrede.

(4) Moderne kritiske udgaver.

I 1861 genoptrykte Vercellone den clementinske Vulgata (med et fortrinligt forord), idet både Sixtus' og Clemens' navne stod på titelbladet. I 1906 blev en udgave – Biblia Sacra Vulgatae editionis ved Hetzenauer – udgivet i Oeniponte. (De fleste nyere udgaver har været begrænset til Det Nye Testamente eller en del af det: Tischendorf, Nov. Test. Latin: textum Hieronymi .... restituit, Leipzig, 1864; Hetzenauer, Nov. Test. Vulgate (Jerome's Latin Bible, 390-405 A.D.) ed.: ex Vat. editione earumque correctorio critice edidit P.M.H., Oeniponte, 1899.) Oxford-Vulgata, udarbejdet af biskop J. Wordsworth og H.J. White, hvis første del udkom i 1889, er et omfattende værk af stor værdi. P. Corssen udgav det første hæfte af et Vulgata-Ny Testamente (Epistle ad Gal, Berlin, 1885). Dette er foruden de trykte udgaver af flere vigtige håndskrifter. Pave Pius X betroede udarbejdelsen af en revideret udgave af Vulgata til benediktinerordenen – men endnu er intet udkommet.

V. Håndskrifter til Vulgata.

At give en tilfredsstillende liste ville være umuligt inden for vores pladsbegrænsning. Tallet er legio – anslået til omkring 8.000. Endnu er der ikke bragt samme orden ud af kaosset af Vulgata- (Jeromes Latin Bible, 390-405 A.D.) og gammellatinske håndskrifter på den måde, hvorpå Westcott og Hort har reduceret de græske håndskrifter til Det Nye Testamente til et system. Den studerende kan med fordel nærme sig emnet gennem Whites liste i 4. udgave af Scrivener, A Plain Introduction to the Criticism of the New Testament, II 67 ff, eller den længere liste af Gregory i Tischendorfs New Testament Greek, 8. udgave, III, 983 ff, også i Westcotts artikel i DB eller Whites i HDB; Vercellone, Variae Lectiones, 1860; Berger, Histoire de la Vulgate, 374 ff.

VI. Latinitet.

Pladsen tillader kun nogle få generelle bemærkninger. Latinen i de gamle versioner var enkel, grov og folkelig, fuld af bogstaveligheder og provinsialismer. På mange måder, i ordforråd, udtryksmåde og konstruktion, stødte den lærde. Som det var naturligt, udglattede Hieronymus de gamle versioners ruhed og fjernede de mest iøjnefaldende solecismer og stødende provinsialismer. Hans værk er et mesterværk – ligesom vores King James Version – i den harmoniske blanding af enkelt, folkeligt, kraftfuldt sprog og en lærd, yndefuld oversættelse. "Som et monument over gammel sproglig kraft står oversættelsen af Det Gamle Testamente uovertruffen og enestående" (Westcott). Vulgata (Jerome's Latin Bible, 390-405 A.D.) har beriget vores sprog ved at indføre mange græske ord, "apostel", "evangelium", "synagoge", "dåb" osv. Den har også givet os meget af vores teologiske ordforråd, "opbyggelse", "retfærdiggørelse", "soning", "genfødelse", "Skrift" osv. Den bevarer stadig mange mærker af sin oprindelse i (1) gammellatinske ord løftet op fra folkesproget, (2) afrikanismer: clarifico osv., saeculum for mundus, lange sammensatte verber som obtenebrare osv., (3) græcismer, såsom brugen af pronomenet for artiklen, som hic mundus = ho kosmos, (4) hebraismer, som adposuit ut apprehenderet et Petrum (ApG 12,3; se særlige værker nævnt under "Litteratur").

VII. Brug af Vulgata.

I Det Gamle Testamente er Vulgata (Jerome's Latin Bible, 390-405 A.D.) ikke af stor betydning for kritikken af den hebraiske tekst på grund af den frihed, Hieronymus tillod sig i oversættelsen, og fordi vores nuværende masoretiske hebraiske tekst på det tidspunkt havde antaget sin nuværende form. Men over Septuaginta kaster den ofte et meget nyttigt lys. I Det Nye Testamente står Hieronymus' version praktisk taget på højde i betydning med vores ældste og bedste græske håndskrifter, når det gælder fastlæggelsen (i forbindelse med de gammellatinske VSS) af den modtagne græske tekst fra det 4. århundrede, både ved at supplere og korrigere vores græske kilder. Det er i evangelierne, at Hieronymus' arbejde er mest grundigt og nyttigt. Hans version giver også mange vink til fortolkningen af vores græske tekst.

VIII. Forskelle mellem Vulgata og vores engelske versioner.

Bortset fra forskelle i gengivelse og mindre punkter adskiller Vulgata-teksten (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) sig fra den engelske i bøgernes rækkefølge, i omfanget af indholdet i nogle af dem og i lejlighedsvise afvigelser i kapitel- og versnummerering. Det Nye Testamente er praktisk talt det samme i den klementinske tekst, skønt bøgernes rækkefølge varierer i mange håndskrifter – de katolske breve placeres undertiden efter Apostlenes Gerninger. I nogle håndskrifter findes Brevet til laodikenserne. Den største variation findes i Det Gamle Testamente. Rækkefølgen af de kanoniske bøger er den samme, men de apokryfe bøger er indføjet mellem dem og ikke placeret til sidst. Tobit og Judit er indsat mellem Nehemias (2 Esdras) og Ester, Visdommens Bog og Siraks Bog mellem Højsangen og Esajas. Baruk følger efter Klagesangene, hvis kapitel 5 kaldes »Profeten Jeremias' bøn«; 1 og 2 Makkabæerbog er placeret efter Malakias; 3 og 4 Esdras og Manasses' bøn optræder som et tillæg efter Det Nye Testamente. I Salmerne er afvigelsen betydelig, idet Vulgata – ligesom den hebraiske tekst – regner overskriften som det første vers. Salme 9; 10 i vores version = Sl 9 i Vulgata, således at Vulgata er én salme bagefter den engelske frem til Sl 114; derefter danner Salme 114; 115 igen én salme = Vulgata 113. Vulgata er nu to bagefter. Forholdene udlignes ved, at Sl 116 deles i to i Vulgata (= 114; 115), og 147 igen = to Vulgata-salmer, 146; 147. Således løber kun Salme 1-8 og 148-150 ens. Mod Hieronymus' råd blev de apokryfe dele af Daniel og Ester accepteret som integrerede dele af disse bøger, idet De tre børns sang blev indsat ved Dan 3,23, Susanna udgjorde kapitel 13 og Bel og dragen kapitel 14. Tilføjelserne til Ester er knyttet til slutningen af Ester. Afslutningsvis er den nuværende Vulgata, som Westcott bemærker, en sammensætning af elementer, der tilhører enhver periode og form af den latinske version, herunder

(1) urevideret gammel-latinsk tekst (Visdommens Bog, Siraks Bog, 1 og 2 Makkabæerbog og Baruk);

(2) gammel-latinsk tekst rettet efter Septuaginta (Psalteret);

(3) Hieronymus' frie oversættelse fra grundteksten (Job og Judit);

(4) Hieronymus' oversættelse fra grundteksten (Det Gamle Testamente undtagen Psalteret);

(5) gammel-latinsk tekst revideret efter græske håndskrifter (evangelierne);

(6) gammel-latinsk tekst overfladisk revideret (resten af Det Nye Testamente).

LITTERATUR.

Denne er for omfattende til at citere, men i nogle af de følgende værker findes tilstrækkelige bibliografier: Berger, Hist de la Vulgate pendant les premiers siecles du moyen age, 1893; H. Hody, De bib. textibus originalibus, 1705; F. Kaulen, Gesch. der Vulg, 1868; Van Ess, Pragmatisch-krit. Gesch. der Vulg, 1824; E. Nestle, Urtext u. Uebersetzungen der Bibel, 1897, og Ein Jubilaum d. tat. Biblical, 1892. To fremragende artikler – hver af en autoritet – i DB (Westcott) og i HDB (White). En meget læsevenlig fremstilling findes i Kenyon, Our Bible and the Ancient manuscripts, 165 ff, og i hans Handbook to the Text Crit. of the New Testament, 168 ff. Om sproget: Ronsch, Itala u. Vulgata, 2. udgave, 1875; A. Hartl, Sprachliche Eigentumlichkeiten d. Vulg, 1864.

S. Angus