Nero

ne'-ro (Neron): I. NAVN, HERKOMST OG TIDLIG OPDRAGELSE

II. AGRIPPINAS AMBITION FOR NERO

Hendes ni tiltag for at bringe ham på tronen

III. NEROS REGERING

1. Quinquennium Nerohis

2. Poppæa Sabina (58 e.Kr.)

3. Poppæa og Tigellinus

4. Den store brand (juli 64)

5. Forfølgelse af kristne

6. Pisos sammensværgelse (65 e.Kr.)

7. Nero i Grækenland (66 e.Kr.)

8. Neros død

IV. FALD OG KARAKTER

1. Syv årsager til faldet

2. Karakter

V. "NERO REDIVIVUS"

VI. NERO OG KRISTENDOMMEN

1. Nero og Det Nye Testamente

2. Neronisk politik og kristendommen

LITTERATUR

Den femte romerske kejser, født i Antium 15. december 37 e.Kr., begyndte at regere 13. oktober 54, død 9. juni 68.

I. Navn, herkomst og tidlig opdragelse.

Hans navn var oprindelig Lucius Domitius Ahenobarbus, men efter at kejser Claudius havde adopteret ham ind i den claudiske slægt, blev han Nero Claudius Caesar Germanicus. Hans far var Enaeus Domitius Ahenobarbus ("Bronzeskæg"), en mand, der stammede fra en berømt familie og havde en lastefuld karakter. Hans mor var Agrippina den yngre, datter af Germanicus og Agrippina den ældre, søster til kejser Caius (Caligula) og niece til kejser Claudius. Ved barnets fødsel forudsagde hans far, midt under vennernes lykønskninger, at ethvert afkom af ham selv og Agrippina kun kunne vise sig at blive afskyeligt og til offentlig ulykke (Suet. Nero vi: detestabile et malo publico). I en alder af tre år mistede den unge Domitius sin far og blev berøvet sine godser ved Caius' griskhed. I 39 blev hans mor forvist for formodet meddelagtighed i en sammensværgelse mod Caius. Nero blev således berøvet sin mor og samtidig efterladt næsten uden midler. Hans tante, Domitia Lepida, tog nu sig af drengen og anbragte ham hos to lærere, en danser og en barber (Suetonius vi). Ved Claudius' tronbestigelse blev Agrippina kaldt tilbage, og Nero blev givet tilbage til sin mor og sin fædrenearv (41 e.Kr.).

II. Agrippinas ambition for Nero.

Hun bekymrede sig kun lidt om sin søns moralske opdragelse, men begyndte straks at oplære ham til en høj stilling. Hun sigtede mod intet mindre end at sikre Nero kejsermagten. Med henblik på dette måtte hun vinde indflydelse over sin onkel, kejser Claudius, som var meget modtagelig for kvindelig charme. Til at begynde med var vejen på ingen måde let, så længe den tøjlesløse kejserinde Messalina havde magten. Men ved Messalinas fald og død (48 e.Kr.)--som Agrippina kan have intrigeret for--syntes vejen åbnet. Med bistand fra kejserens frigivne slave, Pallas, viste Agrippina sig at være den vellykkede kandidat til Claudius' gunst. Hun følte sig nu sikker nok til at gennemføre planerne om at ophøje sin søn:

Hendes ni tiltag for at bringe ham på tronen

(1) Hun sikrede hans forlovelse med Octavia, Claudius' datter, efter at hun tidligere, ved Vitellius' skurkagtighed, havde fået brudt forlovelsen mellem Octavia og Lucius Silanus (ibid., xlviii). Senere giftede Nero sig med denne ulykkelige kvinde.

(2) Vitellius gjorde hende igen en tjeneste ved at sikre en ændring af romersk lov, så den tillod ægteskab med en brors (ikke en søsters) datter, og i 49 blev Agrippina kejserinde.

(3) I mellemtiden havde hun fået Seneca kaldt tilbage fra forvisning og havde betroet ham Neros uddannelse med henblik på kejsermagten.

(4) Claudius' adoption af hendes søn (50 e.Kr.).

(5) Dernæst sikrede hun tidlige hædersbevisninger og titler til Nero for at udpege ham som Claudius' efterfølger.

(6) Hun sørgede for, at Britannicus, Claudius' søn, blev holdt i baggrunden og behandlet som et blot barn, idet hun ved forvisning eller død fjernede formodede støtter for Britannicus.

(7) Agrippina var fremsynet og foregreb en senere hemmelighed ved romersk kejsermagt--hærens indflydelse på udpegningen af kejsere. Af denne grund tog hun aktiv interesse i militære anliggender og gav sit navn til en ny koloni ved Rhinen (det moderne Köln). Men hun glemte ikke betydningen af at sikre sig prætorianergarden og præfekten Burrus.

(8) Hun overtalte Claudius til at oprette et testamente til fordel for hendes søn. Alt var nu rede. Men Claudius brød sig ikke om tanken om at udelukke sin søn Britannicus fra magten, og der hørtes mumlen blandt senatet og folket. Forsinkelse kunne blive skæbnesvanger for Agrippinas planer, så

(9) Claudius måtte dø. Den berygtede Locusta gav gift i en ret svampe, og Xenophon, Agrippinas læge, stak en forgiftet fjer ned i Claudius' hals under påskud af at hjælpe ham med at kaste op. Burrus førte derpå Nero frem og lod ham udråbe til imperator af prætorianerne.

III. Neros regering.

1. Quinquennium Neronis:

Neros regering falder i tre perioder, hvoraf den første er det berømte quinquennium, eller de første 5 år, kendetegnet ved god regeringsførelse hjemme og i provinserne og ved popularitet både hos senatet og folket. Agrippina, som havde sat sin søn på tronen, havde ikke til hensigt selv at give afkald på magten; hun agtede at herske sammen med ham. Og i begyndelsen var Nero meget hengiven over for hende og havde givet vagten feltråbet »den bedste af mødre« (Tacitus, Annals xiii.2; Suetonius ix). Dette førte til en skarp konflikt med Seneca og Burrus, som ikke kunne tåle Agrippinas arrogance og grænseløse indflydelse over sin søn. For at løsrive ham fra hans mor opmuntrede de ham til et kærlighedsforhold med en græsk frigiven kvinde, Acre (Tac. Ann. xiii.12). Dette første slag mod Agrippinas indflydelse blev snart fulgt af, at hendes vigtigste beskytter, Pallas, blev fjernet fra hoffet. Hun truede nu med at føre Britannicus frem og præsentere ham som den retmæssige arving til tronen. Dette kostede Britannicus livet, for Nero, som følte sig utryg så længe en søn af Claudius levede, fik hans død sat i værk ved et gæstebud. Et bæger med varm vin blev rakt til Britannicus, og for at køle det efter smag blev der tilsat koldt vand, som var blevet blandet med en stærk gift. Offeret bukkede straks under. Alle øjne rettede sig mistænksomt mod Nero, men han hævdede frækt, at døden skyldtes et epileptisk anfald--en sygdom, som Britannicus havde lidt af siden barndommen. Sådan blev skæbnen for Agrippinas første protegé. Dernæst tog hun sig af den foragtede og mishandlede Octavias sag, hvilket gjorde hendes søn så rasende, at han fratog hende hendes vagter og lod hende flytte fra paladset. Agrippina forsvinder nu i de næste få år for senere kortvarigt og tragisk at træde frem igen. Seneca og Burrus påtog sig ledelsen af statsanliggenderne med resultater, der retfærdiggjorde det gunstige indtryk, som de første 5 år af Neros regering gjorde på det romerske folk. Mange reformer blev sat i gang, økonomiske, sociale og lovgivningsmæssige. Disse ministre gav Nero råd om mådehold og retfærdighed og foreskrev en politik, som overlod betydelig aktivitet til senatet. Men da de mærkede hans onde naturs tilbøjelighed, lod de ham hengive sig til lave fornøjelser og udskejelser sammen med de mest lastefulde fæller, måske i den tanke enten at den unge hersker på denne måde ville vise sig mindre skadelig for offentligheden, eller at han, efter at have sået sin vilde ungdom, ville vende tilbage til regeringens alvorlige arbejde. Men på begge måder blev de bittert skuffede, for Nero, som havde overgivet sig til de laveste lyster, blev ved med at gå fra udskejelse til udskejelse. Han omgav sig med de mest udsvævende fæller, blandt hvilke Salvius Otho og Claudius Senecio var fremtrædende.

2. Poppea Sabina (58 e.Kr.):

Den førstnævnte havde en hustru, der var lige så ærgerrig, som hun var principløs, og som ifølge Tacitus var udstyret med enhver naturgave undtagen et »hæderligt sind«. Hun var allerede blevet skilt, før hun giftede sig med Otho, og hun havde i sinde blot at bruge Otho som et redskab, der kunne sætte hende i stand til at blive Neros hustru. Med Poppea Sabinas fremtræden, for sådan var hendes navn, begynder den anden periode af Neros regering. Hun viste sig at være hans onde stjerne. Under hendes indflydelse kastede han alle bånd af sig, vendte det døve øre til sine bedste rådgivere og styrtede sig dybere ned i umoral og forbrydelse. Hun tillod, hvis hun da ikke overtalte, Nero at give hendes mand en post i den fjerne provins Lusitania. Hendes skinsyge kunne ikke tåle nogen mulig rival. Hun lagde planer om Agrippinas død, hvilket hun let overtalte Nero til at samtykke i. Denne modbydelige forbrydelse blev planlagt og udført med den største snedighed. Anicetus, flådens admiral, påtog sig at bygge et fartøj, som kunne synke på kommando. Nero inviterede sin mor til sin villa ved Baiae ved Quinquatrus-festen. Efter gæstebuddet blev hun overtalt til at vende tilbage til Bauli med det forberedte fartøj. Men planen lykkedes ikke, og Agrippina reddede sig ved at svømme i land. Hun foregav at behandle sagen som et uheld og sendte en frigiven mand til Nero for at underrette ham om sin redning. Anicetus befriede imidlertid Nero fra den pinlige situation ved at lade, som om Agrippinas frigivne havde tabt en dolk, hvilket blev anset for tilstrækkeligt bevis på hendes skyld. Forladt af sine venner og slaver med undtagelse af én frigiven mand blev hun hurtigt gjort det af med af sine mordere. Nero lod meddele, at hun døde ved selvmord (Suetonius xxxiv; Tacitus, Annals cxli-cxlviii).

3. Poppea og Tigellinus:

Nero gjorde ikke længere nogen hemmelighed af at tage Poppea som sin elskerinde, og under hendes indflydelse trodsede han de bedste romerske traditioner og styrtede sig dybere ned i udsvævelser. I 62 e.Kr. blev forholdene langt værre ved prætorianerpræfekten Burrus' død. Seneca mistede i ham en mægtig allieret, og Poppea fik i en af de nye præfekter, Sofonius Tigellinus, en mægtig allieret. Det lykkedes hende at få Seneca til at trække sig tilbage fra hoffet. Dernæst besluttede hun at fjerne Octavia. Først blev en anklage om ægteskabsbrud forsøgt, men da beviserne viste sig alt for utætte, skilte Nero sig ganske enkelt fra hende på grund af ufrugtbarhed. Derefter blev Anicetus overtalt til at tilstå ægteskabsbrud med hende, og den uskyldige Octavia blev forvist til øen Pandateria, hvor hun lidt senere blev henrettet på Poppeas ordre, og hendes hoved blev bragt til hendes rivalinde (62 e.Kr.). Poppea var nu kejserinde, og året efter fødte hun Nero en datter, men barnet døde, da det kun var tre måneder gammelt. To år senere døde Poppea selv under graviditeten af et grusomt spark, som Nero tildelte hende i et raserianfald (65 e.Kr.). Han holdt en lovtale over hende og tog sig en tredje hustru, Statilia Messalina, med hvem han ikke fik afkom.

Nero, som ved sin ødselhed havde tømt Claudius’ velfyldte skatkammer (som Caius gjorde med Tiberius’), blev drevet til at fylde sine kister ved konfiskationer af rige adelsmænds godser, mod hvem hans håndlanger Tigellinus kunne opdigte den mindste plausible anklage. Men selv dette forhindrede ikke en finanskrise — begyndelsen på det senere romerske riges bankerot. Provinserne, som i begyndelsen havde nydt godt styre, blev nu udplyndret; nye og tunge skatter blev pålagt. Værst af alt blev guld- og sølvmønten forringet, og senatet blev frataget retten til kobbermøntning.

4. Den store brand (juli 64):

Denne vanskelighed blev stærkt forøget af den store brand, som ikke blot ødelagde både privat og statslig ejendom, men også gjorde det nødvendigt at skaffe husly til tusinder af hjemløse og at sænke kornprisen. Den 18. juli 64 brød denne store ildebrand ud i Circus Maximus. En stærk vind fik den til hurtigt at brede sig over en stor del af byen og feje dårligt byggede gader med træhuse foran sig. Ved slutningen af seks dage syntes den at være brændt ud af mangel på materiale, da en anden brand begyndte i en anden del af byen. Forskellige overdrevne beretninger om ødelæggelsen findes hos romerske historikere: af de 14 byregioner sagdes 7 at være fuldstændig ødelagt og 4 delvis. Nero var på det tidspunkt i Antium. Han skyndte sig tilbage til byen og tog tilsyneladende alle midler i brug for at standse flammernes udbredelse. Han førte personligt tilsyn med brandkorpsenes arbejde og udsatte sig ofte for fare. Efter branden åbnede han sine egne haver for de hjemløse. Katastrofen vakte stor bestyrtelse, og af hvilke grunde det end var, syntes mistanken at fæstne sig ved Nero. Rygtet sagde, at da han hørte det græske vers: “Når jeg er død, lad jorden blive indhyllet i ild,” afbrød han: “Nej, snarere mens jeg lever” (Suetonius xxxviii); at han ofte havde beklaget byens grimhed og ønsket en lejlighed til at genopbygge den; at han med vilje satte ild til den for at skaffe plads til sin prægtige Domus Aurea (“Det gyldne hus”); at da byen brændte, betragtede han den fra Maecenas’ tårn, henrykt over det, han kaldte “brandens skønhed”; at han i skuespillerkostume fremsagde Trojas plyndring (Suetonius xxxviii; Tacitus, Annaler xv.38 ff). På trods af alle disse beretninger må Nero frikendes for skylden i brandstiftelse.

5. Forfølgelse af kristne:

Sådanne offentlige ulykker blev almindeligvis tilskrevet gudernes vrede. I det foreliggende tilfælde blev alt gjort for at formilde den krænkede guddom. Alligevel hang mistanken, trods alt, stadig ved Nero. “Derfor, for at dæmpe rygtet, fremførte han som skyldige (subdidit reos) og plagede med de mest udsøgte straffe dem, som var hadet for deres skændigheder (flagitia) og kaldtes ‘kristne’ af folket. Christus, fra hvem navnet var afledt, blev straffet af prokuratoren Pontius Pilatus i Tiberius’ regeringstid. Denne skadelige form for religion (exitiabilis superstitio), som for en tid var blevet standset, brød ud igen, ikke blot i Judæa, dens oprindelige hjem, men også over hele byen (Rom), hvor alle vederstyggeligheder mødes og finder tilhængere. Derfor blev først og fremmest de, som bekendte (dvs. at de var kristne), arresteret, og derpå blev som følge af deres oplysninger et stort antal (multitude ingens) indviklet (læst coniuncti, ikke convicti), ikke så meget på anklagen for brandstiftelse som for had til menneskeslægten. De døde ved metoder af forhånelse; nogle blev dækket med vilde dyrs skind og derefter sønderrevet af hunde, nogle blev korsfæstet, nogle blev brændt som fakler for at give lys om natten .... hvoraf (efter scener af yderste grusomhed) medlidenhed blev vakt for dem, skønt de var skyldige og fortjente de værste straffe, for man følte, at deres ødelæggelse ikke skete af hensyn til det offentlige vel, men for at tilfredsstille én mands (Neros) grusomhed” (Tacitus, Annaler xv.44). Sådan er den tidligste beretning om den første hedenske forfølgelse (såvel som den første omtale af korsfæstelsen hos en hedensk forfatter). Tacitus antyder her klart, at de kristne var uskyldige (subdidit reos), og at Nero ganske enkelt brugte dem som syndebukke. Nogle betragter afsnittets slutning som en modsigelse af dette — “skønt de var skyldige og fortjente den strengeste straf” (adversus sontes et novissima exempla meritos). Men med sontes mener Tacitus, at de kristne var “skyldige” fra folkets synspunkt, og at de også fra hans eget standpunkt fortjente ekstrem straf af andre årsager, men ikke for brandstiftelse. Fatebantur betyder ikke, at de bekendte brandstiftelse, men at de bekendte, at de var kristne, og qui fatebantur betyder, at der var nogle, som frimodigt bekendte, mens andre forsøgte at skjule eller måske endda fornægtede deres tro.

Men hvorfor blev de kristne udvalgt som syndebukke? Hvorfor ikke jøderne, som både var talrige og allerede havde fornærmet den romerske regering og var blevet forvist i stort tal? Eller hvorfor ikke de mange tilhængere af de orientalske religioner, som mere end én gang havde vist sig anstødelige?

(1) Poppæa var velvilligt stemt over for jødedommen og havde helt sikkert indflydelse nok over Nero til at beskytte jøderne; hun blev af dem betragtet som en proselyt og kaldes af Josefus (Ant., XX, viii, 11) theosebes, “gudfrygtig.” Da folket og Nero søgte ofre for hævn, kan jøderne have været glade for lejligheden til at fremføre de kristne og kan være blevet opmuntret til dette af Poppæa. Farrar (Early Days of Christianity, I, kapitel iv) ser “i Poppæas proselytisme, ledet af jødisk ondskab, den eneste fyldestgørende forklaring på den første kristne forfølgelse.”

(2) Nært forbundet med dette var uden tvivl den romerske regerings iagttagelse af, at kristendommen var en selvstændig tro, adskilt fra jødedommen. Dette kan først være blevet gjort klart for myndighederne ved retssagen mod Paulus for Nero, som Ramsay har foreslået (Expositor, juli 1893). Jødedommen var en anerkendt og tålt religion, en religio licita, og kristendommen blev, da den blev skilt fra jødedommen, en religio illicita og strafbar for staten, for kristendommen opstod først "under den tilladte jødiske religions skygge" (sub umbraculo licitae Judeorum religionis: Tertullian, Apol., xxi).

(3) Da kristendommen dannede et samfund adskilt fra det romerske samfund, blev alle slags forbrydelser tilskrevet dens tilhængere: thyesteiske måltider, natlige orgier, fjendtlighed mod templer og billeder. Disse flagitia syntes sammenfattet i odium humani generis, "had til menneskeslægten."

(4) De var lette at udpege, fordi de var så talrige og gjorde størst fremskridt i en retning, der stod i modsætning til den romerske ånd; sammenlign ingens multitudo (Tacitus, Annals xv.44; Clemens Rom., Cor 1:6, polu plethos; sammenlign også "stor skare" i Åb 7,9; Åb 19,1).

(5) Uden tvivl var den tidlige kristne begejstring også utvetydig i sine udtryk, især i sin tro på en endelig verdensbrand og sin rolige tillid midt i andres fortvivlelse.

6. Pisos sammensværgelse (65 e.Kr.):

I mellemtiden skabte Tigellinus’ tyranni og konfiskationer for at dække Neros udgifter dyb utilfredshed blandt de fornemme, og den kulminerede i den berømte sammensværgelse, hvis leder var C. Calpurnius Piso. Sammensværgelsen blev for tidligt røbet af Milichus. Der fulgte en undersøgelse, hvor de mest berømte ofre, der omkom, var filosoffen Seneca, digteren Lucan, Lucans mor og senere Annaeus Mela, Senecas bror og Lucans far, samt T. Petronius Arbiter, "modens spejl." Til sidst: "Da Nero havde slagtet så mange berømte mænd, ønskede han omsider at udrydde selve dyden ved Thrasea Paetus’ og Barea Soranus’ død" (Tacitus, Annals xvi.21 f).

7. Besøg i Grækenland (66 e.Kr.):

Efter at have ryddet enhver mistænkt person af vejen overlod han styret i Rom til en frigiven, Helius, og drog ud på et langt besøg i Grækenland (66-68 e.Kr.), hvor han deltog i musikkonkurrencer og lege og selv vandt priser fra de krybende grækere; til gengæld skænkede Nero dem "frihed." Nero var så uromersk, at han følte sig helt hjemme i Grækenland, hvor han alene, sagde han, blev værdsat af kultiverede mennesker. Imens begyndte Vindex’ oprør i Gallien (68 e.Kr.), men det blev snart slået ned af Verginius Rufus på grund af dets nationale galliske karakter. Dernæst erklærede Galba fra Hispania Citerior sig som senatets og det romerske folks legatus. Nero blev overtalt til at vende tilbage til Rom af Helius; han konfiskerede Galbas ejendom, men hans svaghed og tøven hjalp i høj grad Galbas sag.

8. Neros død:

Nymphidius Sabinus, en af præfekterne, vandt garden over for Galba ved at overtale den ubeslutsomme kejser til at trække sig tilbage fra Rom og derefter fortælle prætorianerne, at Nero havde forladt dem. Nero var en kujon, både i liv og i død. Mens han havde midlerne til let at knuse Galba, tumlede han i sine servilianske haver med fortvivlede planer: om han skulle overgive sig til parthernes barmhjertighed eller til Galbas; om Galba ville lade ham få provinsen Egypten; om offentligheden ville tilgive hans fortid, hvis han viste tilstrækkelig anger. I hans forvirring spurgte en trøster ham med Vergils ord: "Er det da så elendigt at dø?" Han kunne ikke samle mod til selvmord, og han kunne heller ikke finde nogen til at tildele ham slaget: "Har jeg da hverken ven eller fjende?" Den frigivne Phaon tilbød ham ly i sin villa nogle få mil fra Rom. Her forberedte han sig på selvmord, men med stor fejhed. Han blev ved med at udbryde: "Hvilken kunstner går ikke til grunde i mig!" (Qualis artifex pereo, Suet. xlix). Da han fik at vide, at senatet havde dømt ham til en grusom død, satte han våbnet mod sin strube og blev hjulpet med det dødelige slag af Epaphroditus, hans sekretær. En centurion trådte ind og lod, som om han var kommet for at hjælpe: "For sent--dette er troskab," var Neros sidste ord. Hans jordiske rester blev lagt i Domitii-slægtens gravkammer af hans to ammer Ecloge og Alexandria og hans konkubine Acte (Suetonius L). Således omkom den 9. juli 68 e.Kr. den sidste af Julius Cæsars slægt, i sit 31. år og i sit 14. regeringsår.

IV. Fald og karakter.

1. Syv årsager til faldet:

Årsagerne til hans fald var kort sagt:

(1) hans ødsle udgifter, der førte til tyngende beskatning og økonomisk usikkerhed;

(2) hans yndlinges tyranni og grusomhed;

(3) den store brand, som bragte utilfredshed til at fæstne mistanken på Nero, og den deraf følgende udvidelse af hans private bolig på byens bekostning--især Det Gyldne Hus;

(4) den upopulære foranstaltning, hvor romersk borgerret blev udvidet til Grækenland og begunstigede udlændinge;

(5) den sikkerhed, der blev skabt af den succes, hvormed Pisos sammensværgelse blev knust;

(6) opdagelsen af endnu en "rigets hemmelighed," nemlig at en kejser kunne skabes andetsteds end i Rom, at kejserrækken ikke var arvelig, men hvilede hos de store hære, og

(7) den fejhed og svaghed, som Nero udviste under det oprør, der førte til hans død.

Hans regeringstid er mindeværdig for Senecas virksomhed, den store brand, forfølgelsen af kristne, begyndelsen på det senere romerske riges bankerot, Paetus’ armenske katastrofe (62 e.Kr.), som blev oprettet af Corbulo, og Parthias ydmygelse, samt udbruddet af opstanden i Judæa (66 e.Kr.), som endte med Jerusalems ødelæggelse.

2. Karakter:

Nero står på linje med Gajus i dårskab og last, mens hans grusomheder minder om Tiberius' værste år. Han var meget kvindagtig i sin smag, nøjeregnende med sit hårs opsætning og stolt af sin stemme; hans største fejl var en overdreven forfængelighed, som søgte bifald for optrædener af ikke-romersk art. Han forsømte sit høje embede og fornedrede den romerske gravitas ved sin iver for underordnede sysler. Nero var, ligesom sine tre forgængere, meget modtagelig for kvindelig charme. Han var yderst tøjlesløs, endog skyldig i den unævnelige last fra oldtiden--kærlighed til en mandlig yndling. Hans grusomhed, både direkte og gennem hans redskaber, gjorde den sidste del af hans regeringstid lige så afskyelig, som femårsperioden havde været gylden. Han elskede det overdådige og luksuriøse i enhver overdrevet form. Han var en svækling og en kujon i sit liv, og især i sin død. Om hans ydre får vi at vide, at hans træk var regelmæssige og gode; hans ansigtsudtryk var dog noget frastødende. Hans skikkelse var dårligt proportioneret--spinkle ben og stor mave. I senere år var hans ansigt dækket af bumser.

V. "Nero Redivivus."

Det synes, som om der selv ved dette uhyre var noget elskeligt, som fik en frigiven slave til at forblive trofast til det sidste, og hans to gamle ammer og en forskudt medhustru til kærligt at tage sig af hans jordiske rester; og i lang tid manglede der ikke hænder til at strø hans grav med forårs- og efterårsblomster og til at fremvise hans billede (Suet. lvii). Men enten det skyldtes de mærkelige omstændigheder ved hans død, eller den efterfølgende frygtelige forvirring i den romerske verden, eller hvilken som helst anden årsag, opstod der snart en tro på, at Nero ikke virkelig var død, men levede et sted i tilbagetrækning eller var flygtet blandt partherne, og at han var bestemt til inden længe at vende tilbage og bringe stor ulykke over sine fjender eller over verden (quasi viventis et brevi magno inimicorum malo reversuri: Suetonius lvii). Denne tro var en kraft blandt partherne, som var rede til at gribe til våben ved rygtet om en pseudo-Nero (Tacitus, History i.2). I forvirringen i de fire kejseres år blev Grækenland og Asien uroliget af rygtet om Neros komme (Tac. Hist. ii.8), og historikeren lover at omtale andre pseudo-Neroers skæbne og forsøg. Denne tro blev optaget af jøderne og sammensmeltet med deres legende om Antikrist. I Esajas' Himmelfart 4 (1. århundrede e.Kr.) identificeres Antikrist klart med Nero: "Belial skal vise sig i et menneskes skikkelse, ondskabens konge, modermorderen." Den forekommer igen og igen i både de jødiske og de kristne afsnit af Sib Or (3,66 ff.; 4,117 f.,135 ff.; 5,100 f.,136 f.,216 f.). Hvor langt Nero af de kristne blev betragtet som Antikrists historiske person, er et omstridt punkt. At den almindelige tro på Neros genkomst eller fremtræden skulle påvirke samtidens kristne tænkning i dage med social og politisk uro, er højst sandsynligt. Bousset (Commentary) betragter dyret i Åb 13 som Rom, og det ramte hoved, hvis "dødsstød blev helbredt", som Nero, og nogle forskere opfatter Åb 17,10 f som en henvisning til Nero. Det "skarlagenrøde dyr" i 17,3 kan være tænkt enten som den romerske regering i almindelighed eller som Nero i særdeleshed. At tallet 666 (Åb 13,18) med hebraiske bogstaver repræsenterer den numeriske ækvivalent af Neron Kesar, er betydningsfuldt, for de jødekristne ville være fortrolige med gemaTriya' (navnes numeriske ækvivalent). Se NUMBER. Jævnfør Farrar, Early Days, kapitel xxviii, afsnit 5. I senere tider synes ideen om en dobbelt Antikrist at være opstået--én for jøderne og én for hedningerne; sammenlign især Commodian, Carm. Apol. (926): "for os blev Nero Antikrist, for jøderne den anden" (nobis Nero factus Antichristus, ille Judaeis). Der fandtes en alternativ teori om, at Nero virkelig var blevet dræbt, men at han ville opstå igen (Sib Or 5,216 f.; Augustin, De Civ. Dei, xx.19: unde nonnulli ipsum resurrecturum et futurum Antichristum suspicantur).

VI. Nero og kristendommen.

1. Nero og Det Nye Testamente:

Navnet Nero forekommer ikke i Det Nye Testamente, men han var den kejser, som Paulus appellerede til (ApG 25,11), og ved hvis domstol Paulus blev stillet efter sit første fangenskab. Det er ganske sandsynligt, at Nero personligt hørte Paulus' sag, for kejseren viste stor interesse for sager fra provinserne. Det var i den tidligere "gyldne femårsperiode" af Neros regering, at Paulus rettede sit brev til de kristne i Rom, og sandsynligvis i det sidste år af Neros regering (68 e.Kr.) led Paulus døden nær byen, skønt Harnack (Chronologie) placerer hans død i den første neronske forfølgelse i 64. Selv om Det Nye Testamente ikke giver noget antydning af et muligt besøg eller ophold af Peter i Rom, er et sådant ophold og det efterfølgende martyrium højst sandsynlige og næsten sikre ud fra den tidlige, vedholdende tradition, især hos Clemens af Rom, Ignatius og Papias, og senere hos Tertullian, Clemens af Alexandria og Liber Pontificalis (pavekataloget). Hans henrettelse i Rom under Nero er praktisk taget sikker.

2. Nerons politik og kristendommen:

Den første forfølgelse, som kristendommen blev udsat for, kom fra jøderne; den første hedenske forfølgelse fandt sted under Nero. Indtil dette tidspunkt havde den romerske regering stået på venskabelig fod med kristendommen, eftersom kristendommen enten ikke var fremtrædende nok til at forårsage nogen forstyrrelse af samfundet eller af romerne blev sammenblandet med jødedommen (sub umbraculo licitae Judeorum religionis: Tertullian, Apol., xxi). Paulus, der skrev til de kristne i hovedstaden, formanede dem til at "underordne sig under de højere myndigheder" som "indsat af Gud" (Rom 13,1), og hans høje vurdering af den romerske regering som en magt til gavn for samfundet blev sandsynligvis styrket af hans milde fangenskab i Rom, som tillod ham at fortsætte forkyndelsesarbejdet og blev afsluttet med en frifindelse ved den første retssag (hvis man antager opfattelsen af en første frifindelse og efterfølgende virksomhed før domfældelsen ved en anden retssag). Men snart, hvad enten det skyldtes retssagen mod Paulus, en romersk borger, i Rom (omkring 63), eller jødernes voksende fjendtlighed, eller den nye religions stigende antal tilhængere og alarmerende fremgang, blev forskellen mellem kristendommen og jødedommen tydelig for de romerske myndigheder. Hvis den endnu ikke var blevet forbudt som en religio illicita ("ulicensieret religion"), var den heller ikke blevet anerkendt som en religio licita. Kristendommen var endnu ikke i sig selv en forbrydelse; dens tilhængere kunne ikke forfølges "for navnets skyld". Ifølge én opfattelse var den neronske forfølgelse en krampagtig handling og en isoleret hændelse i den kejserlige politik: de kristne blev ved denne lejlighed blot skubbet frem for at fjerne mistanken fra Nero. De blev hverken forfulgt som kristne eller som brandstiftere, men på grund af flagitia og odium humani generis, dvs. tyesteiske fester, ødipodisk incest og natlige orgier blev tillagt dem, og deres tilbagetrækning fra samfundet og eksklusive adfærd gav anledning til anklagen om "had til samfundet". Tacitus' vidnesbyrd (Ann. xv.44) ville understøtte denne opfattelse af den neronske forfølgelse som tilfældig, isoleret, bestemt til at tilfredsstille pøblens hævn, begrænset til Rom og af kort varighed. Den anden opfattelse er dog at foretrække, sådan som den repræsenteres af Ramsay (Church in the Roman Empire, kapitel xi) og E. G. Hardy (Studies in Roman History, kapitel iv). Suetonius omtaler forfølgelsen af kristne som en varig politiforordning i en liste over andre tilsyneladende varige foranstaltninger (Nero xvi: afflicti suppliciis Christiani genus hominum superstitionis novae ac maleficae), hvilket ikke er uforeneligt med Tacitus' beretning--som giver det første skridt, mens Suetonius giver det varige resultat. Ved disse retssager blev de kristne, selv om de ikke blev dømt for brandstiftelse, bragt i betydelig grad frem i lyset; deres usociale og eksklusive adfærd, deres tilbagetrækning fra statens pligter, deres aktive proselytmageri, sammen med anklagerne om umoral, gjorde dem i romernes øjne til samfundets fjender. Kristendommen blev således en forbrydelse og blev forbudt af politimyndighederne. Suetonius giver en "kort fremstilling af det varige administrative princip, som Neros handling til sidst udmøntede sig i" (Ramsay, anf. værk, 232). Ingen formel lov behøvede at blive vedtaget; sagen kunne overlades til byens præfekt. Ifølge Ramsay måtte der holdes en retssag, og flagitia bevises, før der kunne gives ordre til henrettelse, men Hardy mener, at fra nu af var selve navnet--nomen ipsum--forbudt. Der var nu skabt en præcedens af stor betydning i den kejserlige regerings politik over for kristendommen (se videre ROMAN EMPIRE AND CHRISTIANITY). Der er ingen grund til at antage, at den neronske forfølgelse i 64 e.Kr. strakte sig ud over Rom til provinserne, selv om hjemmeregeringens holdning uden tvivl må have haft betydelig indflydelse på embedsmænd i provinserne. Paulus synes at være fortsat uforstyrret, eller i det mindste uden usædvanlige hindringer, i sin evangelisering efter sin frifindelse. Kilderne til en almindelig neronsk forfølgelse og formelle neronske love mod kristendommen er sene; sammenlign Orosius (History vii.7, "(Nero) var den første, der lod kristne i Rom dræbe, og han gav ordre til, at de skulle udsættes for den samme forfølgelse i alle provinserne").

LITTERATUR.

(a) Antik:

Tacitus Annals xii-xvi; Suetonius Nero; Dio Cassius i Epit. of Xiphilinus 61 ff; Zonaras xi.

(b) Moderne:

Hermann Schiller, Geschichte des rom. Kaiserreichs unter der Regierung des Neron (Berlin, 1872); Merivale, Hist of the Romans under the Empire; Ramsay, Church in the Roman Empire og The Expositor, 1893; E.G. Hardy, Christianity and the Roman Government og Studies in Roman History; Mommsen, "Der Religionsfrevel nach rom. Recht," Histor. Zeitschr., 1890; C. F. Arnold, Die Neronische Christenverfolgung; Farrar, Early Days of Christianity; Baring-Gould, Tragedy of the Caesars: G.H. Lewes, "Was Nero a Monster?" i Cornhill Magazine, juli 1863; B.W. Henderson, Life and Principate of the Emperor Nero, med vigtig bibliografi over antikke og moderne kilder (London, 1903); Lehmann, Claudius u. Nero.

S. Angus