Nero

Forekommer kun i overskriften (som sandsynligvis er uægte og helt udelades i RV) til Andet Brev til Timotheus. Han blev kejser i Rom, da han var omkring sytten år gammel (54 e.Kr.), og begyndte snart at vise en grusom tyrans og hedensk udsvævers karakter. I maj 64 e.Kr. brød en frygtelig brand ud i Rom; den rasede i seks dage og syv nætter og ødelagde fuldstændigt en stor del af byen. Skylden for denne brand blev dengang lagt på ham, og historiens almindelige dom anklager ham for forbrydelsen. “Derfor,” siger Tacitus (Annaler, xv. 44), “for at undertrykke rygtet, pålagde han falskeligt skylden og straffede med de mest raffinerede pinsler de personer, der almindeligvis kaldes kristne, og som er hadet for deres skændselsgerninger. Christus, ophavsmanden til dette navn, blev henrettet som forbryder af Pontius Pilatus, procurator i Judæa, under Tiberius’ regering; men den fordærvelige overtro, som for en tid var blevet holdt nede, brød ud igen, ikke blot i hele Judæa, hvor ondet havde sin oprindelse, men også i byen Rom, hvortil alt rædsomt og skændigt strømmer fra alle egne som til et fælles opsamlingssted, og hvor det bliver opmuntret. Følgelig blev først tre grebet, som bekendte, at de var kristne. Dernæst blev på deres angivelse en vældig mængde dømt, ikke så meget for anklagen om at have sat ild til byen som for had til menneskeslægten. Og ved deres død blev de også gjort til genstand for skuespil; for de blev dækket med vilde dyrs huder og bidt ihjel af hunde, eller naglet til kors, eller antændt, og når dagen hældede, brændte de for at tjene som natlige lys. Nero stillede sine egne haver til rådighed for dette skuespil og afholdt et cirkusspil, hvor han uden forskel blandede sig med almuen i en vognstyrers dragt eller stod i sin vogn; deraf opstod en følelse af medlidenhed med de lidende, skønt de var skyldige og fortjente at gøres til eksempler ved dødsstraf, fordi de syntes ikke at blive ryddet af vejen for det offentliges vel, men som ofre for én mands grusomhed.” En anden romersk historiker, Suetonius (Nero, xvi.), siger om ham: “Han pålagde ligeledes de kristne straffe, en slags mennesker, som holder fast ved en ny og ugudelig overtro” (Forbes’s Footsteps of St. Paul, s. 60).

Nero var den kejser, for hvem Paulus blev ført frem under sit første fangenskab i Rom, og apostlen antages at have lidt martyrdøden under denne forfølgelse. Der hentydes gentagne gange til ham i Skriften (ApG 25,11; Fil 1,12, 13; 4,22). Han døde 68 e.Kr.