Judæa

joo-de'-a, ju-de'-a (Ioudaia): “Jødernes land”, den græsk-romerske ækvivalent til Juda. Da de fleste af israelitterne, som vendte tilbage fra fangenskabet, tilhørte Juda stamme, kom de til at blive kaldt jøder, og deres land Judæa. I Tobit 1,18 anvendes navnet om det gamle kongerige Juda. For en almindelig beskrivelse af dette områdes fysiske geografi og tidlige historie, se JUDAH. Grænserne for dette distrikt varierede meget og udvidede sig, efterhånden som den jødiske befolkning voksede, men havde i mange perioder meget ubestemte grænser.

Under Perserriget var Judæa (eller Juda) et distrikt, der blev administreret af en statholder, som, ligesom Zerubbabel (Hag 1,14; Hag 2,2), sandsynligvis som regel var jøde. Selv så sent som på Judas Makkabæers tid var Hebron og dets omgivelser — selve hjertet af det gamle Juda — under edomitternes herredømme; dem erobrede Judas dog (1 Makk 5,65). På hans bror Jonatans tid (145 f.Kr.) blev tre tetrarkier i Samaria, Aphaerema, Lydda og Ramathaim, føjet til Judæa (1 Makk 10,30.38; 11,34); i nogle passager omtales det på denne tid som “Judas land” (Iouda) (1 Makk 10,30.33.37). Landet var da omtrent begrænset af det, man kan kalde “Judas naturlige grænser” (se JUDAH).

Strabon (xvi.11, 21) udstrækker navnet Judæa til i praksis at omfatte hele Israels land; det samme gør Luk (4,44 randnote; 23,5; ApG 2,9; ApG 10,37 osv.). I flere nytestamentlige henvisninger (Matt 4,25; Mark 1,5; Mark 3,7; Luk 5,17; Joh 3,22; ApG 1,8) stilles Judæa i modsætning til dets hovedstad Jerusalem. Landet, der grænsede op til Det Døde Havs kyster i nogle miles ind i landet, var kendt som Judæas ørken (se JUDAH; JESHIMON) (Matt 3,1), eller “ørkenen” (Mark 1,4; Luk 3,2); her fremtrådte Johannes Døber som prædikant. Ifølge Matt 19,1 (men sammenlign Mark 10,1, hvor Revised Version (British and American) har “Judæa og hinsides Jordan”) hørte nogle byer hinsides Jordan til Judæa. At dette var en faktisk kendsgerning, ved vi fra Ptolemæus (v.16,9) og Josefus (Ant., XII, iv, 11).

Ifølge Josefus (BJ, III, iii, 5) strakte Judæa sig fra Anuath-Borkaeos (dvs. Khan Berkit nær Khan es Saweh, tæt ved Judas nordligste grænse, sådan som den beskrives i JUDAH (se dette)) til landsbyen Jordan, muligvis Tell `Arad, nær Arabien i syd. Dets bredde gik fra Joppe i vest til Jordan i øst. Også havkysten så langt mod nord som Ptolemais (`Akka), bortset fra Jamnia, Joppe og (ifølge Talmud) Cæsarea, hørte til denne provins.

Efter Herodes den Stores død fik Arkelaos Judæa, Samaria og Idumæa som sit etnarki, men da han blev afsat, blev Judæa optaget i den romerske provins Syrien, hvis prokurator boede i Cæsarea.

Af den senere historie er det kun nødvendigt at bemærke, at Judæa i det 5. århundrede blev en del af det land, der var kendt som Palaestina Prima; at på det latinske kongerige Jerusalems tid (12. århundrede) var hele Judas bjergland fra Sinjil til Tekoa kongeligt domæne, mens den sydlige del til Be’ersheba tilhørte Seigneur de Abraham (dvs. af Hebron); og endelig at et distrikt, der omtrent svarer til kongeriget Juda, om end større, og til det Judæa, som Josefus beskriver (BJ, III, iii, 5), om end lidt mindre, i dag udgør Mutaserraflic of el Kuds, et administrativt område, hvor problemet om “jødernes land” i dag er mere og mere akut end noget andet sted i verden.

E. W. G. Masterman

joo-de'-a: I Ezra 5,8 for "Juda"; således den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk). I Det Nye Testamente er formen JUDAEA (se dette).