Romerriget og kristendommen, 1

em'-pir:

I. OVERSIGT OVER ROMERRIGET

1. Romerriget som resultat af social konflikt

2. Monarkiets komme

(1) Partiernes udmattelse

(2) Hverken aristokratiets eller demokratiets evne til at holde ligevægten

(3) Fortilfælde

(4) Tilbagetrækning fra det offentlige liv: individualisme

(5) Industrielt

(6) Militært

(7) Imperiale interesser

(8) Østens indflydelse

II. ROMERRIGETS FORBEREDELSE TIL KRISTENDOMMEN

1. Pax Romana og verdens forening

2. Kosmopolitisme

3. Eklekticisme

4. Beskyttelse af græsk kultur

5. Sprogligt

6. Materielt

7. Tolerance

8. Forbillede for en universel kirke

9. Romersk retsvidenskab

10. Negativ forberedelse

III. ROMERRIGETS HOLDNING TIL RELIGIONER

1. Romersk religion eller statsreligion

2. Ikke-romerske religioner--religiones licitae og religiones illicitae

(1) Jødedommen som religio licita

(2) Hvorfor kristendommen alene blev forbudt

(3) To riger: årsager til konflikt

(a) Sammenblanding af det åndelige og det timelige

(b) Kristendommens enestående krav

(c) Kristendommens nyhed

(d) Den kristne religions og det kristne samfunds intolerance og eksklusivitet

(e) Obstinatio

(f) Aggressivitet mod hedensk tro

(g) Christianos ad leones: offentlige ulykker

(h) Odium generis humani

(4) Romerriget ikke den eneste forstyrrende faktor

IV. FORHOLDET MELLEM ROMERRIGET OG KRISTENDOMMEN

1. Kristendommens begyndelse indtil Neros død, 68 e.Kr.

2. Den flaviske periode, 68-96 e.Kr.

3. Den antoninske periode, 96-192 e.Kr.

4. Skiftende dynastier, 192-284 e.Kr.

5. Diokletian indtil det første almindelige toleranceedikt, 284-311 e.Kr.

6. Det første toleranceedikt indtil det vestlige riges undergang, 311-476 e.Kr.

V. KRISTENDOMMENS SEJR OG ROMERRIGETS OMVENDELSE

1. Negative årsager

2. Positive årsager

LITTERATUR

I. Oversigt over Romerriget.

1. Romerriget som resultat af social konflikt:

Grundlæggelsen af Romerriget var den største politiske bedrift, der nogensinde er blevet udført. Alexander den Stores, Karl den Stores og Napoleons erobringer synes små i sammenligning med den varige bygning, som Julius og hans efterfølger, Augustus, rejste. I én forstand var Julius Cæsar--den mest forunderlige mand, som Rom eller noget andet land frembragte--rigets grundlægger, og Augustus principatets grundlægger. Men Romerriget var kulminationen på en lang proces af politisk, forfatningsmæssig og social vækst, som giver romersk historie en varig interesse. Romerriget var den eneste mulige løsning på en kamp gennem 700 år, og romersk historie er beretningen om konflikten mellem klasse og klasse, patricier mod plebejer, populus mod plebs, modsætningen mellem oligarki og demokrati, plutokrati mod forsømte masser. Det er skildringen af demokratiets og folkestyrets triumferende fremmarch mod en eksklusiv regerende kaste. Trods svære odds hævdede plebejerne deres rettigheder, indtil de i det mindste sikrede sig en vis grad af social, politisk og juridisk lighed med deres overordnede (se ROME, I, 2-4). Men i den lange konflikt udartede begge parter, indtil hverken militant demokrati eller despotisk oligarki kunne holde balancen med retfærdighed. Demokratiet havde vundet i den stejle kamp, men mistede sig selv og blev nødt til sammen med aristokratiet at acceptere en fælles herre. Det var af ikke ringe betydning for kristendommen, at Romerriget--praktisk talt ensbetydende med orbis terrarum--både af indre og ydre årsager havde bevæget sig hen imod énmandsstyre, det politiske modstykke til en universel religion med én Gud og frelser.

(1) Julius Cæsar.

I et par generationer havde politiske ledere forudset den højeste magts komme og forsøgt at gribe den. Men det var Julius Cæsar, der bedst formåede at udnytte demokratiet til sin egen ophøjelse. Han viste sig at være den stærke faktor i det første triumvirat (60 f.Kr.); hans konsulat (59) var i sandhed kongeligt. I 49 f.Kr. krydsede han Rubicon og erklærede krig mod sit eget land, men samme år blev han udnævnt til diktator og gjorde dermed sine fjender til sit lands fjender. Han besejrede pompejanerne--senatoriske og republikanske--ved Farsalos i 48 f.Kr., Thapsus i 46 f.Kr. og Munda i 45 f.Kr. Mellem 46 og idus martiae 44 var ingen kejser før Diokletian mere kejserlig. Han blev officielt anerkendt som “halvgud”; templer blev viet til hans “mildhed.” Han opmuntrede folket til at afstå til ham deres selvstyrepriviligier og valgret, blev senatets leder (princeps) og ypperstepræst (pontifex maximus), så han endog kunne manipulere gudernes vilje til sine egne formål. Hans planer var både store og velgørende. Han indså nødvendigheden af at sammensmelte de uensartede befolkninger til ét folk og udvide det romerske borgerskab. Hans udsyn var større og gunstigere for kristendommens komme end hans efterfølger Augustus'. Sidstnævnte lærte af Cæsars skæbne, at han var gået for hurtigt frem ad den kejserlige vej. Det lærte Augustus forsigtighed.

(2) Augustus.

Octavian (Augustus) viste sig at være den stærke faktor i det andet triumvirat. Slaget ved Actium den 2. september 31 f.Kr. afgjorde den gamle romerske republiks skæbne. Samfundet sank udmattet sammen efter den langvarige borgerkrig og indre strid. Det var et tilfælde af den bedst egnedes overlevelse. Det var en stor krise i menneskehedens historie, og en stor mand var til stede til lejligheden. Octavian indså, at den højeste magt var den eneste mulige løsning. Da han vendte tilbage til Rom, begyndte han at gøre om igen, hvad Cæsar havde gjort--samle regeringens tøjler i sine egne hænder. Han lykkedes med større forsigtighed og klogskab og blev grundlæggeren af Romerriget, som formelt begyndte den 16. januar 27 f.Kr. og blev markeret ved tildelingen af titlen AUGUSTUS (se denne). Under republikanske former regerede han som kejser og kontrollerede lovgivning, administration og hære. Hans politik blev i det store og hele fulgt af den julisk-claudiske linje, hvis sidste medlem var Nero (død 68 e.Kr.).

(3) Det flaviske dynasti.

I 68 e.Kr. blev en ny »kejsermagtens hemmelighed« opdaget, nemlig at principatet ikke var arveligt i én slægtslinje, og at kejsere kunne udpeges af hærene. Efter de blodige borgerkrige i 68, »de fire kejseres år«, grundlagde Vespasian det andet dynasti, og dynastisk arvefølge blev foreløbig igen antaget. Med flavierne begynder en ny epoke i romersk historie af udtalt betydning for kristendommen. De eksklusive romerske ideer er på retur. Vespasian var af plebejisk og sabinsk stand og dermed ikke-romersk, den første af mange ikke-romerske kejsere. Hans tanker var snarere provinsielle end romerske og gunstige for sammensmeltningen af klasser og for den udligningsproces, som nu støt satte ind. Skønt han accepterede den augustæiske »diarki«, begyndte han at beskære senatets magt. Hans søn Titus døde ung (79-81). Domitians regering markerer en ny epoke i imperialismen: hans autokratiske ånd står midtvejs mellem det augustæiske principat og Diocletians absolutte monarki. Domitian, den sidste af de »tolv cæsarer« (Suetonius), blev myrdet 18. september 96 e.Kr. Soldaterne havde midt under borgerkrig valgt det sidste dynasti. Denne gang hævdede senatet sig og udpegede en kort række kejsere – i det store og hele de bedste, der bar purpuret.

(4) Adoptiv- eller antoninske kejsere.

Den antoninske tid er endnu en særskilt æra, kendetegnet ved human styrelse, anerkendelse af provinsernes rettigheder og en udvidelse af universalismens ideer. Under Trajan blev riget udvidet; en række grænsespærringer blev oprettet – en indrømmelse af, at Rom ikke kunne rykke længere frem. Under Hadrian begyndte en tilbagetrækningspolitik; herefter er Rom aldrig igen i offensiven, men altid i defensiven mod urolige barbarer. Umiskendelige tegn på svaghed og forfald satte ind under Antoninus Pius og Marcus Aurelius. Denne, den bedste og lykkeligste periode i det romerske kejserlige styre, var begyndelsen til enden. I denne æra opdager vi en voksende centralisering af myndigheden; senatet bliver i praksis et redskab for kejseren. En egentlig civil embedsstand blev etableret, som kulminerede i bureaukrati under Hadrian.

(5) Skiftende dynastier, 193-284 e.Kr.

Ved Commodus' død, hvis regering 180-93 e.Kr. står for sig selv, blev riget sat til salg af soldaterne og tilslået den højestbydende. Rigets militære grundlag blev understreget – hvilket ganske vist var nødvendigt i denne periode med barbarisk aggressivitet for at udskyde rigets fald, indtil dets forsynsbestemte mission var fuldført. En hurtig række af herskere følger, næsten hver ny hersker medbringende et nyt dynasti. De opløsende kræfter satte ind, som udviklede sig så hurtigt fra Diocletians regering. Pax Romana var forbi; borgerlige uroligheder skærpede farerne fra indtrængende barbarer. Pest og hungersnød affolkede rige provinser. Rom selv træder i baggrunden, og den provinsielle ånd gør sig tilsvarende gældende. Året 212 e.Kr. er mindeværdigt på grund af Caracallas edikt, som gjorde hele den frie befolkning til romerske borgere.

(6) Fra Diocletian til delingen.

I den næste periode blev absolut monarki af rent orientalsk type etableret af Diocletian, en af de dygtigste romerske herskere. Han indførte princippet om deling og underdeling af kejsermagten. Den uundgåelige adskillelse af Øst og Vest, sammen med Østens voksende fremtræden, bliver tydelig. Rom og Italien reduceres til provinsers rang, og nye hoffer åbnes af de to Augusti og to Cæsarer. Diocletians magtdeling førte til borgerstrid, indtil Konstantin endnu en gang forenede hele riget under sit herredømme. Tyngdepunktet flyttede nu fra Vest til Øst ved grundlæggelsen af Konstantinopel. Riget blev igen udstykket til Konstantins sønner, hvoraf én, Constantius, formåede at genforene det (350 e.Kr.). I 364 blev det igen delt, idet Valentinian modtog Vest og Valens Øst.

(7) Den endelige deling.

Ved Theodosius I's død (395) tilfaldt Vest og Øst hans sønner Honorius og Arcadius, for aldrig igen at blive forenet. Den vestlige halvdel degenererede hurtigt over for barbariske horder og svage herskere. De vestlige provinser og Afrika blev overrendt af erobrende barbarer, som oprettede uafhængige kongeriger på romersk jord. Burgundere og vestgotere slog sig ned i Gallien; de sidstnævnte oprettede et kongerige i Spanien. Vandalerne under Genseric slog sig først ned i Sydspanien, drog derefter over til Afrika og undertvang det. Gotere brød over de romerske grænser, slog sig ned i Illyrien og invaderede Italien. Alaric og hans gotere skånede Rom i 408 mod en løsesum; i 409 viste han sig igen og indsatte Attalus som romernes konge, og til sidst, i 410, indtog og plyndrede han byen. Den blev igen plyndret af vandalerne under Genseric i 462 og faldt til sidst for Odoacer og hans germanere i 476; han kundgjorde for verden, at riget i Vest var ophørt. Riget i Øst fortsatte i Konstantinopel som den største politiske magt gennem en omskiftelig historie ned til byens erobring i 1214 og dens endelige erobring af tyrkerne i 1453, da dets åndelige og intellektuelle skatte blev åbnet for vestlige lande og viste sig at være til uberegnelig velsignelse ved at berede vejen for reformationen i det 16. århundrede. Østen erobrede Vesten intellektuelt og åndeligt. I Østen blev menneskehedens religion født.

2. Monarkiets komme:

(1) Partiernes udmattelse.

Den romerske verden havde i to generationer støt drevet i retning af monarki, og mindst én generation før kejserriget blev oprettet, så klare hoveder den uundgåelige nødvendighed af énmandsstyre eller øverste magt, og hver politisk leder gjorde det til sin ambition at gribe den. Borgerkrigene ophørte for et århundrede med Antonius' død. Men kampene mellem Tiberius Gracchus og Scipio Aemilianus, Caius Gracchus og Opimius, Drusus og Philippus, Marius og Sulla, Pompejus og Cæsar, og til sidst Octavian og Antonius, havde udtømt staten, og denne udmattelse af de politiske partier banede vej for monarki. Faktisk var det en nødvendighed for statens velfærd, at én blev ophøjet, som på rimelig vis kunne holde balancen mellem oligarkiet og folket og behørigt anerkende alle partiers krav. Selv Cato Uticensis--legemliggørelsen af republikanske idéer--indrømmede, at det ville være bedre at vælge en herre end at vente på en tyran. De blodige krige kunne ikke finde nogen løsning undtagen den bedst egnedes overlevelse. Desuden var Roms frie politiske institutioner blevet ubrugelige og kunne ikke længere fungere under fraktionernes væbnede undertrykkelse. Hvis nogen styreform overhovedet skulle virke, ville kun øverste magt vise sig effektiv midt i et svækket, upopulært senat, en korrupt og uvirksom almue og ærgerrige enkeltpersoner.

(2) Hverken aristokratiets eller demokratiets evne til at holde ligevægt.

Begivenhederne havde bevist, at et snævert, eksklusivt aristokrati var ude af stand til god regeringsførelse på grund af dets fuldstændig selviske politik og tilsidesættelse af alle lavere stænders rettigheder. Det havde lært at kvæle friheden gennem politiske mord. Heller ikke den brogede befolkning i det senere Rom var disciplineret til at adlyde eller til at iværksætte retfærdigt styre, når den havde grebet magten. Dette anarki inden for det politiske legeme åbnede en let vej for enkeltpersoners magtran. Ingen republik og ingen form for frit folkestyre kunne leve under sådanne forhold. Cæsar sagde om republikken, at den var "et navn uden nogen substans," og Curio erklærede den for at være en "tom kimære." Domstolene tog del i den almindelige korruption. Judicia blev stridens æble mellem senatet og ridderne som det bedste redskab for partiinteresser, og gjorde det muligt for indehaverne

(a) at modtage store bestikkelser,

(b) at beskytte deres egen stand, når den var skyldig i den mest åbenlyse uretfærdighed, og

(c) at undertrykke andre stænder.

Retfærdighed for alle, og især for erobrede folk, var umulig. Valgforsamlinger nægtede at udføre deres rette funktioner på grund af overdreven bestikkelse eller tilstedeværelsen af kandidater under våben. Faktisk var folket villigt til at give afkald på valgretten og acceptere kandidater efter udpegning fra en despotisk myndighed. Hele folket var blevet ude af stand til selvstyre og var villigt--næsten glad--for at blive fritaget for nødvendigheden.

(3) Fortilfælde.

Desuden manglede der ikke fortilfælde for énmandsstyre, eller for koncentrationen af den øverste magt i én hånd, og de var hurtigt blevet flere i romersk historie, efterhånden som den nærmede sig republikkens afslutning. Talrige langvarige kommandoer og særlige hverv havde vænnet staten til den nyhed at adlyde uden at deltage i forvaltningen. Marius' 7 konsulater, Cinnas 4, Pompejus' 3 ekstraordinære hverv og hans enekonsulat, Sullas diktatur uden tidsbegrænsning, Cæsars to militære kommandoer på 5 år, hans gentagne diktaturer, hvoraf det sidste skulle strække sig over 10 år--alt dette pegede direkte mod cæsarisme.

(4) Tilbagetrækning fra det offentlige liv: individualisme.

Fra en anden side blev vejen åbnet for øverste magt af den voksende tendens hos nogle af de ædleste og bedste ånder til at trække sig tilbage fra det offentlige liv til hjertelivets afsondrethed og således lade feltet stå åbent for demagogisk ærgerrighed. Efter Alexander den Stores erobringer opgav filosofien det borgerlige, politiske eller bystatslige synspunkt og blev moralsk og individuel. Stoicismen overtog Platons ophøjede åndelige lære og forbandt den med tanken om menneskehedens broderskab. Den prædikede også, at mennesket måtte arbejde på sin frelse, ikke i det offentlige politiske liv, men i sin egen sjæls hemmelige kvaler. Denne religion greb de ædleste romerske sjæle, som var bevidste om livets træthed og følte længslen efter åndeligt fællesskab og trøst. Pendulsvinget i menneskelige tankesystemer går som regel til den modsatte yderlighed, og disse alvorlige sjæle forlod det offentlige liv til fordel for privat spekulation og meditation. De, der blev ved roret i statens anliggender--såsom den yngre Cato--var ofte i for høj grad idealister, som levede i fortiden eller i en ideal platonisk republik, og viste sig langt underlegne i forhold til de praktiske demagoger, der levede meget i nutiden med et skarpt blik for fremtiden. Også et betydeligt antal af det moderate parti, som i bedre dage ville have givet staten ledere, holdt sig på afstand, væmmede ved den universelle korruption, bedrøvede over den håbløse tilstand af social strid og urolige over usikkerheden om udfaldet af sejr for den ene eller den anden stridende part; de må have ønsket og hilst en overordnet myndighed velkommen, som kunne give det sociale liv stabilitet. Monarki lå i luften, som det fremgår af holdningerne i de to pseudo-sallustiske breve, hvis forfatter opfordrer Cæsar til at genoprette regeringen og reorganisere staten, for hvis Rom går til grunde, må hele verden gå til grunde sammen med hende.

(5) Industrielt.

For en anden betydelig klasse må monarki have været velkomment--den industrielle middelklasse, som stræbte efter velstand og var beskæftiget med handel og omsætning. Borgerkrige og partiernes strid må i høj grad have hindret deres aktivitet. De kastede ikke deres lod hverken med optimaterne eller med den ledige almue. De ønskede kun en stabil regeringsform, under hvilken de uforstyrret kunne fortsætte deres erhverv.

(6) Militært.

Militære forhold begunstigede den øverste magt. Ikke alene havde de forlængede kommandoer gjort hærføreren fortrolig med sine legioner og givet ham tid til at forføre soldaterne til sin egen sag, men soldaterne var også blevet forkælet og forvænt ligesom den skemadede befolkning. De gamle republikanske værn mod ærgerrighed var blevet fjernet. Hærenes rækker var også blevet fyldt op med store antal provinsboere og ikke-romere, som ikke havde nogen særlig følelse for republikanske former. Vi har set den militære magt blive mere og mere fremtrædende. Den eneste måde at afværge et militært despoti, støttet og tilskyndet af soldaterne, var at oprette et monarki, som holdt alle statens militære, lovgivende og administrative funktioner i behørigt forhold. Dette var bedre end en blot nominel republik, der altid krøb sammen af frygt for militære ledere.

(7) Kejserlige interesser.

Endelig havde republikkens aggression og erobringer frembragt en tilstand, der krævede et rige. Øst og Vest var blevet undertvunget; mange provinser og uensartede befolkninger levede under den romerske ørn. Disse provinser kunne ikke varigt plyndres og undertrykkes som under det republikanske senat. Roms jus civile måtte også lære jus naturale og jus gentium. En eksklusiv, selvisk senatsklike var ude af stand til at yde de erobrede folk retfærdighed. Én øverste hersker over alle klasser, hævet over personlig ærgerrighed, kunne bedst imødekomme deres klager. Senatet havde regeret med jernstav; provinserne kunne umuligt få det værre under nogen styreform. Desuden var monarki mere beslægtet med provinsboernes tankegang end en republik, som de ikke kunne forstå.

(8) Østens indflydelse.

Orientalerne havde længe været vant til at leve under kejserlige og absolutte styreformer og ville byde en sådan form velkommen hos deres nye erobrere. Desuden havde ophold i Østen påvirket romerske militærledere med tørst efter absolut magt. Og ingen anden form var mulig, da det gamle bystatssystem brød sammen, og forbundsstyre endnu ikke var blevet tænkt. Endnu en betragtning: De vældige og uensartede befolkningsmasser, der levede inden for de romerske besiddelser, kunne lettere holdes sammen under en konge eller kejser end af en række stadig skiftende administrationer, ligesom de østrig-ungarske og britiske imperier sandsynligvis holdes bedre sammen under de nuværende monarkier, end det ville være muligt under et republikansk system. Denne oversigt kan gøre den varige interesse i romersk historie klar for alle, der studerer menneskehedens historie. Romerriget blev i sandhed grundlagt i tidens fylde for sine borgere og for kristendommen.

II. Romerrigets forberedelse for kristendommen.

Omkring midten af Augustus' regeringstid blev et jødisk barn født, som var bestemt til at herske over et rige, der var mere vidtstrakt og varigt end kejsernes. Det er et slående faktum, at næsten samtidig med Romerrigets grundlæggelse trådte kristendommen frem i verden. Skønt Romerriget ved et overfladisk blik kan synes at være den tidlige kristendoms største fjende og til tider en bitter forfølger, var det dog på mange måder den storartede forberedelse og på nogle måder kristendommens bedste allierede. Politisk indvarslede det tidens fylde. Kejserne — hvad de end kan have været eller gjort — beredte Herrens vej. Her må der gives en kort redegørelse for nogle af de tjenester, som Romerriget ydede menneskeheden og især Guds rige.

1. Pax Romana og verdens samling:

Den første universelle velsignelse, som riget skænkede, var den berømte pax Romana ("romerske fred"). Verden havde ikke haft fred siden Alexander den Stores dage. Diadochernes stridigheder og den romerske republiks aggression havde holdt folkeslagene i en tilstand af stadig uro. En universel fred blev først etableret med begyndelsen af Augustus' regering og lukningen af Janus' tempel. I alle landene omkring Middelhavet og fra det fjerne Britannien til Eufrat var verden i ro. Rom havde gjort ende på sine egne borgerkrige og havde sat en stopper for krige mellem folkeslagene. Skønt hendes krige ofte var uretfærdige og uforsvarlige, og hun erobrede som en barbar, regerede hun sine erobringer som en human statsmand. Diadochernes stridigheder, som forårsagede så megen uro i Østen, blev afsluttet, idet lagidernes, attalidernes, seleukidernes og antigonidernes territorium var kommet under Roms herredømme. Riget forenede grækere, romere og jøder alle under én regering. Rom blandede således folkeslagene og forberedte dem for kristendommen. Nu kan vi for første gang tale om verden som universel menneskehed, orbis terrarum, he oikoumene (Luk 2,1), genus humanum. Disse udtryk fremstillede menneskeheden som levende under et ensartet regeringssystem. Alle var medlemmer af én jordisk stat; Romerriget var deres communis omnium patria.

2. Kosmopolitisme:

Denne tilstand bidrog i høj grad til udbredelsen af den kosmopolitisme, som var begyndt med den makedonske erobrer. Under Romerriget blev alle nationale barrierer fjernet; de store byer — Rom, Alexandria, Antiokia osv. — blev mødesteder for alle racer og sprog. Romerne bragte overalt deres love og civilisation med sig; grækere bosatte sig i tusindvis på alle vigtige centre som professorer, købmænd, læger eller akrobater; orientalere fandtes i stort tal med deres guder og mysterier i Rom, "verdens sammendrag". I de romerske hære blev soldater fra alle dele af riget kammerater. Og mange tusinde slaver med god uddannelse og høj kultur bidrog meget til kosmopolitismen. Da de i mange tilfælde var langt deres herrer overlegne i kultur, blev de deres lærere. Og i enhver by af betydning, i Øst eller Vest, var store grupper af den jødiske diaspora bosat.

3. Eklekticisme:

Denne kosmopolitisme gav stærk fremdrift til en tilsvarende eklekticisme i tænkningen. Intet kunne have været gunstigere for kristendommen end denne sammenblanding af alle racer og gensidige udveksling af tanker. Hvert folk opdagede, hvor meget det havde til fælles med sine naboer. Fra Diadochernes dage havde stoicismen prædiket evangeliet om et borgerligt og etisk broderskab i menneskeheden. I sammensmeltningen af forskellige filosofiske systemer havde vægten flyttet sig fra bystaten eller det politiske eller nationale til det moralske og menneskelige synspunkt. Alle mennesker blev således stillet lige over for Den Ene; kun dyd og last var de adskillende faktorer. Mennesker var beslægtede med det guddommelige--i det mindste de vise og gode--så en digter kunne sige: "Vi er hans afkom."

Stoicismen gjorde en ædel tjeneste i forberedelsen for kristendommen ved at prædike universalisme ad individualismens vej. Den gav også trøst og styrke til utallige tusinder af trætte menneskeliv og ydede åndelig støtte og rolig resignation ved mangt et hedensk dødsleje. Den kan erklæres for at være det første system af religiøs tænkning--for den var mere en religion end en filosofi--som gjorde et alvorligt studium af menneskesjælens sygdomme. Vi kender naturligvis dens svaghed og ufuldkommenheder: at den var en aristokratisk troslære, der kun appellerede til de udvalgte blandt dødelige; at den havde kun lidt budskab til de faldne og de lavere klasser; at den var kold og streng; at den manglede--som Seneca følte--inspirationen fra et ideal-liv. Men trods alle sine fejltagelser viste den sig at være en værdig tugtemester for en religion, som bragte et større budskab end Grækenlands. Den udgjorde det åndelige og moralske modstykke til det større menneskelige samfund, som Romerriget var det politiske og synlige symbol på. Hidtil havde en god borger været et godt menneske. Nu er et godt menneske en god borger, og det ikke i en snæver bystat, men i verden. Stoicismen viste sig også at være fortolkeren og talerøret over for Romerriget for de højere moralske og åndelige kvaliteter i den græske civilisation; den udbredte Grækenlands bedste overbevisninger om Gud og mennesket og udvalgte de elementer, der var universelle og af varig menneskelig værdi.

Se stoikere.

Romerrigets sind blev yderligere forberedt for kristendommen gennem den jødiske diaspora. Grækere lærte af jøder, og jøder af grækere, og romerne af begge. Den forening, som romersk lov og administration bevirkede, hjalp diasporaen i høj grad. Jødiske bosættelser blev endnu talrigere og stærkere både i øst og vest. De jøder, der fra hjemlandet bragte deres races åndelige monoteisme, forbandt den med græsk filosofi, som stadig havde bevæget sig i retning af monoteisme. Hos jøderne blev det udelukkende nationale element underordnet det mere menneskelige og universelle, det ceremonielle underordnet det religiøse. De antog endda den tids verdenssprog--græsk--og fik deres hellige skrifter oversat til dette sprog, hvori de drev en aktiv proselytvirksomhed. Den romerske ånd var i begyndelsen i det væsentlige snæver og eksklusiv. Men selv romerne faldt snart ind under denne kosmopolitismes og eklekticismes magt. Efterhånden som deres erobringer voksede, blev deres sind tilsvarende udvidet. De antog Alexanders politik--at skåne de erobredes guder og lade dem få del i ansvaret for at vogte Rom; de assimilerede dem med deres eget panteon eller identificerede dem med romerske guder. På denne måde fik de religiøse ideer hos erobrede folkeslag, der var højere civiliserede end erobrerne, naturligt tag i romerske sind.

Se diasporaen.

4. Beskyttelse af græsk kultur:

En anden uvurderlig tjeneste, der blev ydet menneskeheden og kristendommen, var den beskyttelse, som den romerske magt gav den græske civilisation. Vi må huske, at romerne i begyndelsen kun var erobrende barbarer, som havde ringe respekt for kultur, men idealiserede magt. Allerede havde de udslettet to gamle og overlegne civilisationer--Karthagos uden at efterlade et spor, og Etruriens, hvoraf der er fundet spor i moderne tid. Det er svært at forestille sig, hvilken svøbe Rom ville have vist sig at være for verden, hvis hun ikke var kommet under indflydelse af Grækenlands overlegne kultur og filosofi. Var den romerske Mars ikke blevet oplært af Pallas Athene, ville romerne have vist sig som vandaler og tartarer ved at udslette civilisationen og standse menneskelig fremgang. Grækerne kunne på den anden side erobre mere ved deres forrang i alt, hvad der hører til menneskets intellektuelle liv, end de kunne holde fast ved med sværdet. En praktisk og politisk magt var nødvendig for at beskytte græsk spekulation. Men efter at romerne havde forårsaget megen ødelæggelse, blev de gradvis oplært og civiliseret og har bidraget til senere civilisationers opløftelse og oplysning ved både at bevare og åbne Grækenlands åndelige kvaliteter for verden. Menneskets slægtskab med det guddommelige, lært af Sokrates og Platon, drog ud på sin vide evangeliske færd. Denne græske civilisation, filosofi og teologi oplærte mange af den kristne kirkes store teologer og ledere, så Klemens af Alexandria sagde, at græsk filosofi og jødisk lov havde vist sig at være skolelærere, der førte verden til Kristus. Paulus, som forhindrede kristendommen i at forblive en jødisk sekt og forkyndte dens universalisme, lærte meget af græsk--især af stoisk--tænkning. Det er også betydningsfuldt, at de tidlige kristne missionærer tilsyneladende kun drog derhen, hvor det græske sprog var kendt, hvilket var tilfældet i alle centre for romersk administration.

5. Sprogligt:

Romerrigets sproglige tilstand var i højeste grad gunstig for kristendommens udbredelse. De græske republikker udbredte ved deres foretagsomhed, overlegne begavelse og handelsmæssige evner deres dialekter over de Ægæiske øer, Lilleasiens kyster, Sicilien og Magna Graecia. Den attiske kulturs og litteraturs førerstilling, begunstiget af det kortlivede athenske rige, hævede denne dialekt til en norm blandt de græske folk. Men de andre dialekter bestod længe. Af dette virvar af græske dialekter opstod der til sidst en normal koine eller et »fællessprog«. Ved Alexanders erobringer og diadokernes hellenistiske sympatier blev dette fælles græske sprog oldtidens lingua franca. Græsk var kendt i Nordindien, ved det parthiske hof og på Euxeinos’ fjerne kyster (Sortehavet). Evangeliets hjemland var på alle sider omgivet af græsk civilisation. Græsk kultur og sprog trængte ind midt blandt de stædigt hjemmebundne jøder i Israels land. Skønt græsk ikke var vor Herres modersmål, forstod han græsk og kunne tilsyneladende tale det, når lejligheden krævede det – aramæisk var hans hjertes sprog og sproget i hans offentlige undervisning. Historien om makkabæerkampen giver rigeligt vidnesbyrd om, i hvor høj grad græsk kultur og dermed det græske sprog var kendt blandt jøderne. I senere tider fandtes der hellenistiske grupper af fromme jøder i selve Jerusalem. Græsk blev af jøderne anerkendt som det universelle sprog: indskriften på muren til templets ydre forgård, som forbød ikke-jøder under dødsstraf at træde ind, var på græsk. Koine blev endda religionssprog – dér hvor et fremmed sprog mindst sandsynligt tages i brug – for den store jødiske diaspora. De indså fordelene ved græsk som handelens sprog – jødernes beskæftigelse – kulturens sprog og missionens sprog. De åbnede deres hellige Skrifter i Septuaginta og andre oversættelser for den græsk-romerske verden og tilpassede på mange måder oversættelsen til græske læseres behov. »Bibelen, hvis Gud var Jahve, var ét folks bibel; Bibelen, hvis Gud var (kurios, »Herre«), var menneskehedens bibel.« Da romerne trådte ind på scenen, fandt de dette sprog så vidt udbredt og så dybt rodfæstet, at de ikke kunne håbe på at fortrænge det. Ja, de forsøgte ikke – undtagen på Sicilien og i Magna Graecia – at undertrykke græsk, men tog det snarere med glæde i brug som det fælles kommunikationsmiddel blandt folkene i deres østlige besiddelser.

Se LANGUAGE OF THE NEW TESTAMENT.

Skønt latin naturligvis var erobrernes officielle sprog, udkom statholdernes forordninger som regel med en græsk oversættelse, så de kunne blive »forstået af folket«, og græsk overvandt latin, ligesom engelsk fortrængte de normanniske erobreres fransk. Latinske digtere og historikere klagede mere end én gang over, at Graecia capta ferum victorem cepit (»det erobrede Grækenland besejrede sin barske erobrer«). Med latinens udbredelse fandtes der to verdenssprog side om side for hele Romerriget, men græsk var overvejende sproget i Romerrigets østlige halvdel, som var den første jordbund for kristne menigheder og den første halvdel af riget, der blev kristnet. Senere, da kristendommen kunne udstrække sin virksomhed mod Vesten, fandt den latin parat som det fælles kommunikationsmiddel. At Rom respekterede græsk, er i høj grad til dets ære og var til stor fordel for kristendommen. For da kristendommen begyndte at sigte mod det universelle, opgav den sit hjemlige aramæisk. Evangeliet måtte, for at blive et verdens-evangelium, oversættes til græsk. De tidlige kristne missionærer lærte ikke Romerrigets sprog eller folkemål, men holdt sig til centre for græsk kultur. Paulus skrev på græsk til menigheden i selve Rom, hvor græsk var sproget. Og mens kristendommen bredte sig gennem det græske Østen under den romerske administrations enhed, var romerne i færd med at romanisere og udjævne Vesten for den latinske kristendom (se LATIN). I Vesten kan det bemærkes, at den kristne religions første fodfæste var på græsk – som menigheden i Gallien vidner om.

6. Materielt:

Også på materielle måder banede Rom vejen for kristendommen ved at bygge de store hovedveje for evangeliet. Det store vejnet, som bandt den dengang civiliserede verden sammen, tjente ikke alene legionerne og de kejserlige ledsagere, men var til lige så stor tjeneste for de tidlige missionærer; og da menigheder begyndte at skyde op over hele riget, lettede disse veje i høj grad den kirkelige organisation og det broderskab, som styrkede kirken til at overvinde riget. Med frembruddet af pax Romana blev alle disse veje igen levende med en mangfoldighed af karavaner og handlende. Handelen genopstod og blev drevet under omstændigheder, der var gunstigere end nogen, som fandtes frem til det forrige århundrede. Mennesker udvekslede ikke kun materielle ting, men også åndelige ting. Mange af disse tidlige handlende og håndværkere var kristne, og mens de købte og solgte de ting, der forgår, forsømte de ikke nogen lejlighed til at udbrede evangeliet. For et rige, som omfattede Middelhavets kyster, var havet et vigtigt middel til indbyrdes forbindelse; og middelhavsruterne var sikrere for handel og rejse i denne periode end i nogen tidligere. Pompejus den Store havde drevet sørøverne bort fra havet, og efter Sextus Pompejus’ fald var der ingen fjendtlige søstyrker tilbage. De skibe, som i utallige mængder sejlede fra sted til sted på dette store indhav, bød på glimrende fordele og muligheder for den tidlige kristne missionsiver.

7. Tolerance:

Den store grad af frihed, som de romerske myndigheder tillod alle nationers religioner, begunstigede i høj grad den spæde kristendoms vækst. Romerriget var aldrig i princippet en forfølger med en permanent inkvisitionsdomstol. Fremmede kulter fra Østen og Egypten blomstrede i hovedstaden, og undtagen når de blev en fare for den offentlige moral eller for samfundets fred, fik de lov at brede sig uhindret for øjnene af politiet. Se nedenfor om ikke-romerske religioner.

8. Forbillede for en universel kirke:

Desuden gav Romerriget kristendommen et materielt og ydre symbol på dens åndelige ambition. Det udvidede kirkens horisont. Kun en borger (Paulus) i et sådant verdensrige kunne drømme om en religion for hele menneskeheden. Hvis det romerske sværd kunne erobre og forene orbis terrarum, burde den stridende kirke blive tilskyndet til at forsøge intet mindre på det religiøse område. Det gav også mange impulser til de tidlige organisatorer af det nye fællesskab, indtil den kristne kirke blev Romerrigets åndelige modstykke. De kristne tilegnede sig mangt et våben fra fjendens arsenal og lærte af dem aggressivitet, værdien af grundig organisering og af militære metoder.

9. Romersk retsvidenskab:

Romersk lov var i sin oprindelse kendetegnet ved den snævreste eksklusivitet, og den første formelle romerske lovsamling var efter græske forbilleder; dog forbedrede romerne her, som i så mange andre henseender, det de havde lånt, og blev mestre i retsvidenskab i den antikke verden. Efterhånden som deres rige og forestillinger udvidede sig, omformede de deres love, så de omfattede alle deres undersåtter. En af de største goder, Rom skænkede den antikke verden, var et ensartet system af gode love – kilden til meget af vores europæiske retsvidenskab. Den romerske lov spillede en lige så vigtig rolle som den jødiske i at forme og disciplinere til kristendommen. Den lærte mennesker at adlyde og at respektere myndighed og viste sig at være en effektiv udjævnende og civiliserende kraft i riget. Roms universelle lov var opdrageren til evangeliets universelle lov.

Se romersk lov.

10. Negativ forberedelse:

Romerne kunne tilbyde deres undersåtter gode love, ensartet styre og militær beskyttelse, men ikke en tilfredsstillende religion. Et verdensrige krævede en universel religion, som kun kristendommen kunne tilbyde. Til sidst blev Herrens vej beredt og et folk gjort rede til hans komme, ikke alene ved det, Rom havde udrettet, men ved det, som hun viste sig ude af stand til at udrette. Det var en frygtelig krise i oldtidens civilisation og religion. De gamle nationale religioner og trossystemer havde vist sig ude af stand til at dulme de stadig stærkere, bydende moralske og åndelige krav i menneskets natur. En moralsk fallit var nært forestående. Den gamle romerske religion med abstrakte dyder var sunket ned i formalisme; den var for kold for menneskehjerter. Mennesket kunne ikke længere finde området for sin moralske virksomhed i statsreligionen; det var ikke længere blot et atom i samfundet, der udførte religiøse riter, ikke for sin egen sjæls skyld, men for fællesskabets bedste. Personligheden var langsomt ved at træde frem, og de nye filosofiske skoler kaldte mennesket bort fra staten for først og fremmest at søge fred med Gud i sin egen sjæls ensomhed. Men selv de bedste af disse skoler mærkede det skrigende behov for en positiv, ikke en negativ religion, behovet for et fuldkomment idealt liv som drivkraft over almindelige menneskeliv. Således føltes et bydende krav om en ny åbenbaring, om et frisk syn på eller kendskab til Gud. I tidligere tider havde mennesker troet, at Gud havde åbenbaret sig for deres slægts oprindelige vismænd eller helte, og at senere generationer med tro måtte modtage, hvad disse tidligere seere, der stod Gud nærmere, som Cicero sagde, havde fundet for godt at lære om det guddommelige. Men snart blev dette forråd af viden udtømt. Efter at Platon havde hævet sig til det højeste punkt af poetisk og filosofisk tanke om det guddommelige, indrømmede han behovet for en dæmon eller et overmenneske til at fortælle os evighedens hemmeligheder. Med det tidlige Romerrige begyndte en periode med vældig religiøs uro. Mennesker prøvede filosofi, magi, astrologi og fremmede riter for at finde et sikkert hvilested. Dette forklarer den hurtige og vidtstrakte udbredelse af orientalske mysterier, som lovede de indviede fællesskab med Gud her, et »bedre håb« i døden, og tilfredsstillede længslen efter udødelighed hinsides tiden. Det var de mere alvorlige sjæle, som gerne ville tage imod Jesu trøst. Andre mistede al tro på enhver form for religion, overgav sig til tom fortvivlelse og antog epikuræismen med dens evangelium om tilintetgørelse og dens carpe diem-moral. Dette system havde en frygtelig tiltrækningskraft på dem, der havde mistet sig selv; det fremstilles i sin mest tiltalende form i Lucretius' vers--den latinske litteraturs Omar Khayyam. Andre igen, som ikke kunne finde Gud, overgav sig til trøstesløs skepsis. Det bitre behov for det nye evangelium om liv og udødelighed vil trænge sig ind på sindet hos dem, der læser de græske og romerske gravindskrifter. Og selv Seneca, som i visse henseender næsten var kristen, taler om udødelighed som en »skøn drøm« (bellum somnium), skønt trængsel senere gav et klarere syn på »Guds stad«. Servius Sulpicius, der skrev et trøstebrev til Cicero ved hans dybt savnede Tullias død, havde kun et sørgeligt »hvis« at tilbyde om fremtiden (Cic. Fam. iv.5). Intetsteds rammer vantroen og pessimismen i førkristen tid blandt de højere klasser én stærkere end i den berømte drøftelse, som Sallust gengiver (Bel. Cat. li f), om straffen for Catilinas sammensvorne. Cæsar, der beklædte det romerske ypperstepræsteembede og den højeste myndighed over statsreligionen, foreslår livsvarigt fængsel, eftersom døden kun ville bringe tilintetgørelse og hvile for disse skurke--intet hinsides, ingen belønning eller straf (eam cuncta mortalium mala dissolvere; ultra neque curae neque gaudio locum esse). Derefter taler Cato--sin generations mest religiøse mand--i vendinger, der ikke retter nogen bebrejdelse mod Cæsars epikuræisme og materialisme (ibid., 52). Cicero (In Cat. iv.4) nøjes med at lade udødeligheden være et åbent spørgsmål. Filosofferne i Athen spottede Paulus på Areopagos, da han talte om en opstandelse. Sådan var holdningen hos de dannede klasser i den græsk-romerske verden ved kristendommens daggry, skønt det ikke kan nægtes, at der også fandtes et stærkt ønske om fortsat eksistens. De øvrige klasser udførte enten rutinemæssigt riterne i en død national religion eller søgte--nogle efter ophidselse eller æstetisk gudsdyrkelse eller endog spillerum for deres lavere lidenskaber, andre efter fred og løfte for fremtiden--i de østlige mysterier. Skellet mellem moralsk og fysisk onde var ved at træde frem, og dermed en bevidsthed om synd. Religion og etik var endnu ikke blevet forenet. »Den menneskelige ånds trone« blev erklæret ledig, og kristendommen stod for hånden som den bedste kravstiller. I virkeligheden var den græsk-romerske ånd blevet udvidet til at modtage Jesu rene lære.